Høje Folketing!
Den færøske Nation er igen kommet til en Milepæl. Det ligger saadan, at igen denne Gang er det ikke paa et færøsk Folketing, men paa et dansk Folketing, at den lille færøske Nations Skæbne skal afgøres i Øjeblikket, og det er derfor, jeg kommer med en Appel til det høje Ting om at tage dette Spørgsmaal under saa alvorlig Overvejelse som overhovedet muligt, tage det under reel Behandling fra første Færd og bygge paa det, som Færingerne ønsker, tænke paa det, vi ønsker, og som nu den sidste ærede Taler nævnte, nemlig at blive anerkendt fuldt ud som den sjette nordiske Nation.
Men som et Bevis paa, at Nyordningen ikke indeholder dette, vil jeg henvise til den højtærede Statsministers Forelæggelsestale, hvor den højtærede Statsminister kommer ind paa, at gennem Landet her, Danmark, som Udfaldsport skal vi finde frem til de andre nordiske Lande, derfor skal vi lære Dansk. Jeg vil gøre den højtærede Statsminister og det høje Ting opmærksom paa, at i dette ligger der ogsaa noget andet, nemlig at Indgangsvejen til Færøerne ligger ikke direkte som mellem Nation og Nation, men paa samme Maade som Udfaldsporten, der derved bliver en Indfaldshindring.
Den fulde Anerkendelse som fri Nation, som den sjette nordiske Nation, er det, mit Parti, Folkepartiet, der er Færøernes største politiske Parti, vil. Det er 7 Gange gaaet ud til Vælgerne og har et Stemmetal af de afgivne Stemmer paa mellem 42 og 48 pct., ogsaa ved det sidste Folketingsvalg, der lige er foregaaet.
Jeg vil nævne, at dengang jeg den 26. Januar 1946 som nyvalgt fremsendte til dette høje Ting en Erklæring i Henhold til Grundloven, da gjorde jeg opmærksom paa i Brevet, jeg skrev, at det var min Overbevisning, og det var det Ombud, som jeg havde faaet fra mine Vælgere, her paa dette høje Ting at arbejde for de Ændringer i Danmarks Riges Grundlov, som maa anses nødvendige for Formaliteterne ved Fastlæggelse af Færøernes fremtidige statsretlige Stilling.
Dengang, i Januar 1946, var der endnu hos mig nogen Tvivl om, hvorvidt en Nyordning paa det Grundlag, som mit Parti ønskede, kunde gennemføres uden Ændring i Grundloven, men der skete saa noget, som jeg senere vil komme nærmere ind paa, der afholdtes en Folkeafstemning den 14. September 1946.
Efter den Folkeafstemning er det ganske givet, at nogen Ændring i Danmarks Riges Grundlov er ikke nødvendig, for at Færøerne kan faa den frie Stilling, som vort Parti ønsker og mener, det er nødvendigt for det færøske Folks Liv, at vi faar. Dér kan jeg paaraabe mig Professor Alf Ross, der i "Socialisten" for Oktober 1946 behandler Spørgsmaalet og udtaler direkte:
Dengang, i Januar 1946, var der endnu hos mig nogen Tvivl om, hvorvidt en Nyordning paa det Grundlag, som mit Parti ønskede, kunde gennemføres uden Ændring i Grundloven, men der skete saa noget, som jeg senere vil komme nærmere ind paa, der afholdtes en Folkeafstemning den 14. September 1946.
Efter den Folkeafstemning er det ganske givet, at nogen Ændring i Danmarks Riges Grundlov er ikke nødvendig, for at Færøerne kan faa den frie Stilling, som vort Parti ønsker og mener, det er nødvendigt for det færøske Folks Liv, at vi faar. Dér kan jeg paaraabe mig Professor Alf Ross, der i "Socialisten" for Oktober 1946 behandler Spørgsmaalet og udtaler direkte:
“Da den danske Stats Territorium ikke er grundlovsmæssigt bestemt, kræves der til den territoriale Ændring ikke Vedtagelse i Grundlovsform."
Saa det er ikke et Postulat fra min Side alene; den danske Professor, som har været med til Forhandlingerne, har ogsaa samme Mening.
Før jeg gaar videre, vil jeg gerne have Lov til – dog skal jeg fatte mig i Korthed – at komme med nogle faa historiske Bemærkninger. Færingerne er ikke nogen ung Nation. Naar vi kommer her som Medlemmer fra Færøernes Lagting, er vi Medlemmer sikkert nok af det ældste folkevalgte Ting i Europa, saa det er ikke nogen ung Nation. Men selvfølgelig, den har haft sin Brydningstid som alle. I 1789 var det en Prøvelsestid. Da blev det tilbudt Færøerne, at Monopolhandelen skulde tages af, og da svarede det færøske Folk: Vi maa afbede os Frihandelen, da vi fattige Indbyggere ej kan vente andet end en Ulykke da at ramme os. Det var en af de dybeste Dale, den færøske Nation har været i, baade landbrugsmæssigt og paa andre Maader.
Der var Masser af Jord, som faldt tilbage til Hauge, for der var intet Initiativ, Nationen havde sin Dybdeperiode. Saa kom Revolutionstiden, den første Krigsperiode, der faar Indvirkning paa Færingernes Liv, og der sker det i 1802, at der forliser en lille Skonnert, som kom til Monopolhandelen paa Færøerne. En Mand, Poul Nolsø, købte det strandede Skib, som var opgivet. Han byggede det om, kaldte det "Royndin", der betyder Forsøget, og sagde, han vilde forsøge Fiskeri med det, men det mente han ikke.
Han mente, han vilde vække sine Landsmænd til at forstaa sig selv, til at forstaa, at Frihandel maatte de have Ret til; at rejse, hvor de vilde, var nødvendigt for dem. Han fik ikke opnaaet sit Maal, han forsvandt paa Havet nogle faa Aar senere, men han brugte de samme Metoder, som man gør i Dag, han rejste rundt fra Bygd til Bygd paa Færøerne og fortalte Folk om sine Rejser ude i Verden, og hvordan han klarede sig akkurat lige saa godt som andre; og han fik samme Resultat, som desværre synes at være Resultatet i Dag, han fik Retssager imod sig fra det offentlige.
Han er blevet Færøernes Nationalhelt, og det var rigtigt, for det færøske Folk erkendte, at det var en særlig Nation.
Der var Masser af Jord, som faldt tilbage til Hauge, for der var intet Initiativ, Nationen havde sin Dybdeperiode. Saa kom Revolutionstiden, den første Krigsperiode, der faar Indvirkning paa Færingernes Liv, og der sker det i 1802, at der forliser en lille Skonnert, som kom til Monopolhandelen paa Færøerne. En Mand, Poul Nolsø, købte det strandede Skib, som var opgivet. Han byggede det om, kaldte det "Royndin", der betyder Forsøget, og sagde, han vilde forsøge Fiskeri med det, men det mente han ikke.
Han mente, han vilde vække sine Landsmænd til at forstaa sig selv, til at forstaa, at Frihandel maatte de have Ret til; at rejse, hvor de vilde, var nødvendigt for dem. Han fik ikke opnaaet sit Maal, han forsvandt paa Havet nogle faa Aar senere, men han brugte de samme Metoder, som man gør i Dag, han rejste rundt fra Bygd til Bygd paa Færøerne og fortalte Folk om sine Rejser ude i Verden, og hvordan han klarede sig akkurat lige saa godt som andre; og han fik samme Resultat, som desværre synes at være Resultatet i Dag, han fik Retssager imod sig fra det offentlige.
Han er blevet Færøernes Nationalhelt, og det var rigtigt, for det færøske Folk erkendte, at det var en særlig Nation.
Det var ham, der tændte Gnisten, der fængede, det var ham, der tændte den saadan, at den løb fra Hjerte til Hjerte over hele Landet, og efter hans Død gik den fremad og fremad.
Da den næste Uroperiode, om jeg saa maa sige, Krigsperioden, kommer, den nye franske Revolution, den, som skabte Stemning for f.Eks. her i Danmark at forandre Regeringsforholdene, at en Grundlov skulde gives, saaledes at Folket fik Herredømmet, da skete der det, at den danske Konge den 25. April 1843 skrev til Færingerne og bad om, at de vilde udtale sig om, hvorvidt Færøerne ønskede at være repræsenteret paa Stænderforsamlingen i Roskilde eller ikke.
Hvorfor Forsinkelsen kom, ved jeg ikke, men Mødet for Besvarelsen af dette Brev kom først i Stand den 8. Marts 1847; da behandles Forespørgselen af 16 Mænd. Der sad Amtmand Plöyen, Sorenskriver Tillisch, Landfoged Lunddahl samt 13 andre Repræsentanter. Det var altsaa tre danske Embedsmænd, der sad i Spidsen for denne Forsamling, der skulde besvare Spørgsmaalet, og de svarer fuldkommen eenstemmigt, alle som een: Paa et dansk Ting hører Færingerne ikke hjemme.
Ligesom Islænderne er en Nation, er Færingerne det ogsaa. Og et Medlem, Sysselmand Skaale, tilføjede, at Færingerne hurtigst muligt maatte faa Adgang til at vælge Mænd til et færøsk Ting for der at tage i egen Haand baade Landets Lovgivning og Landets Styre. Det er for mig enestaaende at tænke sig, at Folk paa Færøerne, Sorenskriver og Bønder, Handels- fuldmægtige o.s.v., hele Befolkningen, skønt de ikke havde Lov til at rejse ud af Landet, skønt de ikke havde Lov til at handle der var Monopolhandel, der var alle Baand, svarer saa kraftigt paa dette Tidspunkt, den 8. Marts 1847.
Saa kommer Grundloven af 1849. Det er værd at lægge Mærke til, at selve Grundloven nævner ikke et Ord om Færøerne. Valgloven siger kun, at Færøerne kan repræsenteres paa Folketing og Landsting, men saa kommer Forslag til den færøske Valglov frem i Folketinget i 1850, og her vil jeg gerne have Lov til at komme med et Par ganske korte Citater. Folketingsmand Barfod slutter sin Tale med at sige:
Hvorfor Forsinkelsen kom, ved jeg ikke, men Mødet for Besvarelsen af dette Brev kom først i Stand den 8. Marts 1847; da behandles Forespørgselen af 16 Mænd. Der sad Amtmand Plöyen, Sorenskriver Tillisch, Landfoged Lunddahl samt 13 andre Repræsentanter. Det var altsaa tre danske Embedsmænd, der sad i Spidsen for denne Forsamling, der skulde besvare Spørgsmaalet, og de svarer fuldkommen eenstemmigt, alle som een: Paa et dansk Ting hører Færingerne ikke hjemme.
Ligesom Islænderne er en Nation, er Færingerne det ogsaa. Og et Medlem, Sysselmand Skaale, tilføjede, at Færingerne hurtigst muligt maatte faa Adgang til at vælge Mænd til et færøsk Ting for der at tage i egen Haand baade Landets Lovgivning og Landets Styre. Det er for mig enestaaende at tænke sig, at Folk paa Færøerne, Sorenskriver og Bønder, Handels- fuldmægtige o.s.v., hele Befolkningen, skønt de ikke havde Lov til at rejse ud af Landet, skønt de ikke havde Lov til at handle der var Monopolhandel, der var alle Baand, svarer saa kraftigt paa dette Tidspunkt, den 8. Marts 1847.
Saa kommer Grundloven af 1849. Det er værd at lægge Mærke til, at selve Grundloven nævner ikke et Ord om Færøerne. Valgloven siger kun, at Færøerne kan repræsenteres paa Folketing og Landsting, men saa kommer Forslag til den færøske Valglov frem i Folketinget i 1850, og her vil jeg gerne have Lov til at komme med et Par ganske korte Citater. Folketingsmand Barfod slutter sin Tale med at sige:
“Jeg skal endnu kun tillade mig at gentage, hvad der er det vigtigste og væsentligste, nemlig at det Spørgsmaal, enten Færingerne skal repræsenteres paa den danske Rigsdag eller ikke, ikke bliver afgjort, forinden Færingerne selv have udtalt sig derom", hvortil Jespersen udtaler:
“Dette er ogsaa efter min Mening det eneste vigtige Spørgsmaal her, om en saadan Lov bør vedtages, thi Lovens Enkeltheder ere for os aldeles betydningsløse; vi kunne i al vor Enfoldighed sanktionere dem, som de ere, eller gøre hvilke Forandringer vi ville deri; det er fra vor Side lige klogt.
Jeg synes, at den Udtalelse fra Folketingsmand Jespersen taler til hver eneste Folketingsmand i Dag, hvert eneste Medlem af dette høje Ting. Tænk paa, at man skal sætte sig ind i Sagen fuldt og helt, man skal være klar over, at det ikke er at stemme for eller imod et Parti, men det er at afgøre en Nations Skæbne, saaledes at hver enkelt har en Pligt til at gøre det saa overvejet som overhovedet muligt.
Jeg skal ikke optage det høje Tings Tid med at referere hele Færøernes Historie, jeg skal kun yderligere bemærke, at Frihandelen i 1856 gjorde et stort Trin fremefter. Der blev dannet Föroyingafelag i 1888, hvor Selvstyrebevægelsen fik Kræfter, til der endelig dannedes et Selvstyreparti i 1906. Det er altsammen Milepæle i det, der i Dag betyder Initiativ, Fremdrift og bedre Levekaar for vort Folk, og det er skabt af det nationale Initiativ.
Jeg vil dog lige standse ved 1906, hvor Spørgsmaalet om Rigets Enhed kom frem, det Spørgsmaal, som fra dengang og til nu har haft saa altoverskyggende Betydning ved Sagens Behandling og særlig ved Behandlingen af det Lovforslag, som i Dag foreligger for det høje Ting. At gaa til Bunds til den fulde nationale Forstaaelse er den eneste Vej til at naa til det rigtige Resultat. At standse ved Ordet Rigets Enhed og sige f. Eks., som der staar i det Forslag, som Rigsdagsdelegationen gav til Færørepræsentanterne i Sommer, at det maa anses nødvendigt for Rigets Enhed, at Færøerne er repræsenteret paa Danmarks Rigsdag, den Fremgangsmaade synes mig ikke rigtig. Men jeg kunde svare med et Citat igen.
Spørgsmaalet om Rigets Enhed. og Nødvendigheden heraf for Færøerne og for Danmark og for Grundloven er besvaret af den kendte danske Politiker Tscherning under Behandlingen af den faraske Valglov i 1850. Tscherning udtaler:
Spørgsmaalet om Rigets Enhed. og Nødvendigheden heraf for Færøerne og for Danmark og for Grundloven er besvaret af den kendte danske Politiker Tscherning under Behandlingen af den faraske Valglov i 1850. Tscherning udtaler:
“Havde man antaget, at det var en nødvendig Betingelse for Danmarks Rige, at der skulde være en Repræsentant for Færøerne, saa havde vi sikkert ikke skrevet det med Forbehold i Valgloven, men saa havde vi skrevet "skal"," siger han. Og han fortsatter:
“saa vi erkendte det ikke for nødvendigt for Danmarks Rige, at der her skulde møde en Repræsentant fra Færøerne". Saa tidligt som i 1850 er dette Spørgsmaal besvaret fra Folketingets Talerstol.
***
***
Jeg vil gerne under min senere Gennemgang af de enkelte Paragraffer komme lidt tilbage til dette Spørgsmaal, men vil nu lige nævne et andet Spørgsmaal, som har været meget vanskeligt at komme til Bunds i, som jeg ved i høj Grad har skabt Misforstaaelse, og som i Virkeligheden sikkert er Hovedpunktet, nemlig Forholdet: Danske- Færinger. Det er et meget vanskeligt Spørgsmaal at udtale sig om, fordi det er vanskeligt at finde Ord, som ikke vil blive fortolket galt, men jeg tror, jeg er saa heldig netop at have fundet de Ord.
For ganske nylig faldt i mine Hænder, ganske tilfældigt, et Brev, der er skrevet af vor største Mand inden for Kirkelivet, afdøde Provst Dahl; han skriver den 2. November 1920 til forhenværende Kirkeminister Th. Povlsen – jeg anmoder om Formandens Tilladelse til at læse et ganske lille Stykke af dette Brev –:
"Der er Forskel mellem Danske og Færinger, en Forskel, som Afstamning, historisk Udvikling, Naturforhold og meget andet har bevirket. (Alle Danske paa Færøerne siger: Vi Danske – I Færinger. Alle Færinger siger: Vi Færinger – I Danske). Denne Forskel skal selvfølgelig ikke overdrives eller overvurderes; men den bør heller ikke overses eller underkendes. Sker dette sidste, vil man før eller senere komme til at staa over for noget, som man vil være tilbøjelig til at opfatte som en Modsætning eller Fjendtlighed, mens det i Virkeligheden kun er et ganske naturligt Forhold. Man gør klogt i fra begge Sider at regne med denne Forskel. At Færinger er saa faa i Tal, og at de nu engang har faaet deres eget Sprog, kan de jo i og for sig ikke gøre for, men at de elsker deres Sprog og gerne vil bevare det og vil opbygges paa deres egen Folkegrund, skulde ikke kunne lægges dem til Last."
Og Provst Dahl tilføjer:
"Jeg kan ikke se, hvilken Gavn eller Glæde det bliver hverken for Danske eller Færinger, om der paa Øerne kommer til at leve nogle Tusinde daniserede Mennesker. Det er ganske vist lidet og fattigt, det, vi har, men det er nu alligevel vort eget. Det kan ikke nytte at ville støbe os i andres Form, vi maa finde vor egen."
Det er det sandeste, der nogensinde er sagt. Den færøske Nation vil aldrig naa frem til lykkelige Forhold, hverken økonomiske eller kulturelle, medmindre den finder sin egen Form; det er vor Nations eneste Eksistensmulighed, ligesom det er det for samtlige Verdens Nationer. Derfor staar jeg her i Dag som folkevalgt Repræsentant for Færøerne, valgt af vort største Parti, og fremsætter mine Anskuelser, idet jeg paa det indstændigste henstiller til dette høje Ting at give denne Sag en grundig Behandling baade i Udvalg og paa anden Maade, ved Undersøgelser og lignende, der maatte vise sig nødvendigt, for at Tinget kan være fuldstændig sikker paa, at man opnaar det rigtige Resultat, nemlig en Ordning, der for det første skaber de sikreste erhvervsmæssige, de lykkeligste økonomiske og de mest frugtbare kulturelle Forhold paa Færøerne, og for det andet skaber det bedste Forhold mellem alle nordiske Nationer, specielt mellem Danmark og Færøerne.