Kære hf-studenter, kære stx-studenter og kære maritime studenter.
Jeg starter altid min dimissionstale med endnu en gang at ønske jer et stort tillykke med de flotte huer. Huerne sidder i dag smukt på jeres hoveder, som et levende bevis på at en hektisk eksamensperiode er afsluttet og I har opnået jeres gymnasiale uddannelse. I er klar til at flyve videre ud i livet som myndige, dannede og studieforberedte unge mennesker. Der skal også lyde et stort tillykke til de familiemedlemmer, der sidder rundt omkring jer i dag – og måske også er lidt lettede over, at det hele er gået godt. Jeg ved også, at jeg taler på en del læreres vegne, når jeg siger, at de også er lettede over, at I er kommet godt igennem.
Om en lille times tid vil jeg overrække jer endnu et bevis, for der vil I få det fysiske bevis på, at I har klaret jer gennem gymnasiet. I vil få overrakt jeres officielle eksamensbevis. Jeg har nu været rektor på Frederikshavn Gymnasium i mere end 6 år og jeg har uddelt 1132 eksamensbeviser og når dagen er omme, vil det tal være 1344. Men hvad beviser beviser egentlig – og hvad beviser de ikke? Selve begrebet bevis har en dobbeltbetydning, idet det både kan forstås som et dokument, der bevidner en præstation, men det kan også betyde noget, der fastslår sandheden eller som et minimum en klar sandsynliggørelse af en påstand. I tilfældet med jeres eksamensbevis vil jeg påstå, at det betyder begge dele.
For det er åbenlyst, at der er tale om et dokument, der bevidner de præstationer, som I har bedrevet. I er kommet igennem både historie, dansk og matematik og vi blåstempler ægtheden ved at printe resultaterne ud på et særligt stykke papir. Så det formelle er i orden. Men hvad med den anden betydning af begrebet bevis? Fastslår det sandheden eller som et minimum en klar sandsynliggørelse af en påstand. Er du et 7-tal i psykologi og et 6,4 i et samlet gennemsnit?
I denne eksamenstid er der altid debat i både de traditionelle og sociale medier om eksamensbevisets betydning eller måske snarere, hvad det ikke beviser. For jeg vil naturligvis give forældrene på facebook ret i, at tallene på jeres eksamensbevis ikke siger noget om, hvorvidt I er en sød dreng, en god ven eller dygtige til at hjælpe andre. Det er kvaliteter, som beviset ikke hverken kan eller skal bevise, men jeg vil samtidigt gerne advare mod, at iveren for at forklare, hvad beviset ikke beviser, fører til den konklusion, at beviset ikke beviser noget som helst.
For jeg mener, at eksamensbeviset – om end ikke fastslår en sandhed – men som et minimum sandsynliggør, at I faktisk har gjort en indsats og I har gjort jer umage. I har taget jer sammen og fået læst på og lært historie, biologi eller psykologi. I er i stand til at studere rent metodisk – og I ved, hvordan man går til en opgave, fordi ellers ville I ikke være nået hertil. I har mødt en række forskellige fag, der alle siger noget om den verden og den virkelighed, som vi deler med hinanden – og disse fag og metoder har givet jer en grundlæggende forståelse for, hvordan den store verden hænger sammen – og hvordan man kan, bør eller skal agere i den. Det er bl.a. det, vi kalder for den almene dannelse.
Så beviset beviser i min optik, at I har karakter – I har måske endda fået skabt en karakter i jeres tid på Frederikshavn Gymnasium – og dette knytter sig til karaktererne på beviset – uanset om man så har mange 4-taller eller 10-taller. Hvis I gjort jer umage og gjort, hvad I kunne, så har det bygget karakter.
Og eksamensbeviset beviser også, at I nu har den formelle adgangsbillet til nogle bestemte videregående uddannelser. I vil inden for det eller de kommende år stå overfor et væsentligt valg, der handler om, hvilken retning I skal tage ift. fremtidig uddannelse og karriere. Mange af jer vil med rette opfatte dette valg, som et valg af stor betydning. Måske ligefrem et eksistentielt valg. For nogle er det måske også et valg, som I ikke har lyst til at tage eller som måske giver jer mange bekymringer. Derfor vil jeg i min tale til jer i dag gerne adressere netop valget – og give jer nogle indsigter med til livet, som måske kan hjælpe jer til at sætte f.eks. jeres karrierevalg i perspektiv.
Det er på samme måde med valget, som det er med beviset. Valget kan også betyde flere ting – og nogle valg har da også fyldt meget i det år, der netop er overstået. Mange af jer har således hele to gange i løbet af året skulle stemme ved henholdsvis kommunal- og regionsvalget i november og senest folketingsvalget i marts. For mange af jer var det sandsynligvis første gang, at I kunne være med til at bestemme, hvem der skulle repræsentere jer i landets ledende organer. Jeg håber, at I ved selve valghandlingen fornemmede privilegiet og højtideligheden i rent faktisk at kunne stemme efter egen overbevisning ved et frit og lige valg i et demokratisk samfund.
Det kan ligefrem være, at I ved valget oplevede, at ”det at vælge, giver et menneskes væsen en højtidelighed, som aldrig tabes ganske”. Citatet stammer fra den danske filosof, Søren Kierkegaard, der i 1843 skrev det berømte værk: ”Enten-Eller”. Værket fokuserer på personlighedens udarbejdelse og selvom det er skrevet i 1843, mener jeg i høj grad, at Kierkegaard kan bruges til at blive klogere på de valg, som I skal træffe i resten af jeres liv – og særligt nu, hvor I vinker farvel til de trygge rammer, der har været kendetegnende for jeres tid på Frederikshavn Gymnasium.
Det, der er Kierkegaards pointe i ”Enten-Eller”, er, at mennesket ikke bare er. Mennesket er en opgave – og den opgave, der er stillet enhver, er, at vi skal blive os selv gennem valget. Vi skal tage ansvar for vores egen eksistens, hvilket betyder, at vi skal træde frem for os selv. Det er bl.a. også det, jeg tidligere har brugt som billede på det at gå i gymnasiet: I skal ikke bare blive til noget, I skal blive til nogen. I Kierkegaards optik, at I altid spændt ud i feltet mellem på den ene side at ville gøre som alle de andre og på den anden side at ville vælge jer selv i en uendelig frihed og individualitet. Det er eksistensens opgave mellem frihed og nødvendighed.
Men lad mig så komme tilbage til jeres valg. Valget om, hvem I vil være og hvilken retning livet nu skal tage efter gymnasiet. Her er min pointe fra Kierkegaard, at I ofte misforstår, hvad valget er. Valget er ikke et valg mellem det rigtige og det forkerte. Der er nemlig ikke et rigtigt eller forkert valg ift. om I vælger at læse til bioanalytiker, præst eller maskinmester. Det egentlige valg består i at vælge sig selv med den inderlighed, det kræver. Så valget er ikke mellem det ene eller det andet, men om man overhovedet forholder sig til det at gå lidenskabeligt ind i en opgave.
Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort, men I skal komme væk fra den betragtning, som I er blevet tudet ørerne fulde af fra samfundets side om, at I skal optimere jeres valg. Optimeringen af valg er en illusion, der kommer til at basere sig på tilfældigheder. Lad mig give nogle eksempler fra hverdagen på gymnasiet, der illustrerer, hvad jeg mener:
Da der f.eks. skulle dannes studieretningsklasser i 1.g, så var der en farlig ballade med alt for mange elever, der slet ikke kunne se en skolefremtid for sig, hvis ikke de kom i klasse med én bestemt elev eller de ville i hvert fald ikke i klasse med den og den og den. Da vi havde vores festlige lanciers til gallafesten, var der elever, der var fortvivlede over, at de ikke kunne komme til at danse med den partner, som de havde forestillet sig. Enkelte endda så fortvivlede, at de hellere ville undlade at danse lanciers. Jeg siger på ingen måde dette for at hænge nogen ud for deres valg – men jeg siger det for at understrege pointen fra Kierkegaard. Fokus i jeres valg kommer i disse eksempler til at ligge det forkerte sted.
Det at vælge at gå på en bestemt studieretning eller at vælge at deltage i lanciers går forud for de omstændigheder, som situationerne byder. Hvis jeg med inderlighed og lidenskab vælger, at det er dette jeg vil, så er tilfældigheder som en bestemt klassekammerat eller en dansepartner ikke den omstændighed, der gør tingene til en succes eller en fiasko. Det er blot omstændigheder, som I vælger at tillægge en betydning: Er det et problem, en udfordring eller en mulighed?
Så tillad mig at vende tilbage til det forestående uddannelses- og karrierevalg, som mange af jer – som nævnt – udskyder lidt eller faktisk er bekymrede for. Kierkegaards glade budskab i den sammenhæng er: I kan ikke vælge forkert – hvis blot I vælger med lidenskab, fordi lidenskaben er ifølge Kierkegaard det, der bestemmer et menneske. I bliver det, I vælger. Når I vælger, skal I ikke bare gøre det, fordi andre siger, I skal. Lidenskaben kommer ved, at I sætter hele jeres interesse ind på at ville noget og dermed bliver det det gode. Og det er måske her en del af kilden til karrierebekymringen skal findes. I samfundets institutionalisering af spidsborgerens logik – for nu at blive i Kierkegaards begreber.
I april 2025 skrev direktør for Tænketanken DEA, Stina Wrang Elias, en kronik med titlen: ”Glæde er blevet en mangelvare i uddannelsessystemet”. Som baggrund for artiklen påpeger hun, at hver fjerde gymnasieelev ikke glæder sig til at tage en videregående uddannelse og flere unge vælger uddannelse ud fra praktiske forventninger til arbejdsliv – og ikke ud fra faglig interesse. Èn af Stina Wrang Elias’ pointer er, at vi i alt for lang tid har været optaget af nytten ved uddannelse frem for glæden og lidenskaben. Det har sat sig i vores sprog og derfor taler vi om mødet mellem unge og uddannelse med ord som ”at opnå”, ”at overkomme” eller ligefrem at ”overstå” sin uddannelse – underforstået: Den hårde pligt er gjort og I kan komme videre i produktionsapparatet. Vi kommer til at tale ind i en logik, hvor I vælger noget, fordi andre siger, at I skal og forventer noget bestemt – og dermed får lidenskaben trange kår.
Vi kommer til at tale om uddannelsesvalg som ”svært” og præget af så meget alvor, at det minder mere om en livstidsdom end om en fantastisk mulighed. Men når I om – ikke så lang tid – står og skal vælge, så husk på Kierkegaards pointe om, at det at ville ét, altid er at ville det gode. Der findes ikke ét fremtidigt, rigtigt eller forkert valg for jer – uanset om det gælder studieretningsklasse, lancierspartner eller videregående uddannelse, fordi I gør selv valget til det rigtige ved den måde, som I vælger på. Så øv jer i at slippe de andres blik, omgivelsernes forventninger, tanken om fremtidig velstand og den perfekte familie til fordel for at se på verdens muligheder med en ægte interesse i, hvad I rent faktisk interesserer jer for og finder vigtigt i verden. Og jeg er ked af - eller måske faktisk glad for at sige, at så er det i den optik ligegyldigt, om I vælger at læse til bioanalytiker, præst eller maskinmester.
Dette leder mig dermed også over til min sidste overordnede pointe i min dimissionstale til jer i dag. Jeg berørte det tidligere, men det er vigtigt for mig at understrege den lidt kontraintuitive pointe, at valg ikke bør optimeres. Det optimale valg er en utopisk abstraktion. Jeg er i den sammenhæng blevet inspireret af en bog, som jeg hermed også vil anbefale jer. Bogen er skrevet af Morten Münster – og nej, det er ikke ham den lidt overivrige youtuber, der filmer sig selv, når familien spiller pakkespil – men denne Morten Münster er forfatter og ekspert i adfærdsdesign. Bogen hedder: ”Afdelingen for magisk tænkning – og det utrolige potentiale i middelmådighed” – og da jeg læste den, kom jeg til at tænke på jer... Det kunne måske umiddelbart tolkes som en slet skjult sviner til jer, fordi hvem ønsker egentlig at være middelmådig?
Men pointen i bogen er faktisk det modsatte: Systematisk middelmådighed vil ende med at gøre dig ret exceptionel. Det lyder jo unægteligt noget paradoksalt, men lad mig prøve at forklare, hvad der ligger i denne tankegang: Jeg kunne gætte på, at vi er mange i denne sal, der kender til den magiske tænkning, som Morten Münster taler om. Den kommer f.eks. til udtryk, når man efter juleferien beslutter sig for at starte i fitnesscenter 3 gange om ugen. Vi tror kortvarigt på magien i en optimeret valgsituation, men når hverdagens adfærd rammer, ender det oftest med, at fitnessbesøgene langsomt dør ud. Hvorfor: Fordi vi tror, at vi kan, hvad vi vil og derfor sætter vi urealistiske mål. Og hvis vi ikke kan træne 3 gange om ugen, kan vi lige så godt lade være. For hvem vil være den, der kun træner 1 gang?
Men pointen med det utrolige potentiale i middelmådighed er netop, at det er enormt meget bedre at træne 1 gang om ugen end 0 gange om ugen, men vores menneskelige psyke har det med at konstatere, at hvis jeg ikke kan opnå det optimale, så kan jeg næsten lige så godt lade være. Men det er den fundamentale misforståelse. Münster mener dermed, at vi både som individer og som samfund bruger alt for meget krudt på at forsøge at opnå det exceptionelle, men omkostningerne bliver relativt set for høje. Vi skulle i langt højere grad fokusere væsentligt mere på at gøre tingene ”godt nok”. Det var også derfor, at jeg i starten af min tale sagde, at hvis I har gjort jer umage med det, som I har kunne, så har I fået karakter – uanset karakteren.
Og dermed vender jeg tilbage til jeres livssituation og forestående valg i livet. Lad være med at tro, at I kan optimere valget ved at gennemtænke alle scenarier og forestille jer, hvor perfekt det hele kan blive. ”Screw down the expectations”, som den tidligere landstræner, Richard Møller Nielsen, engang formulerede det. Lad være med at bruge for meget energi på at forestille jer, hvilke andre alternativer, I kunne have valgt – og dermed også hvilke udfald I potentielt er gået glip af. Den perfekte uddannelse og den perfekte kæreste findes ikke, men der er rigtigt mange, der er gode nok – og det er godt nok. Som ungt menneske i dag kan mulighederne og kravene nogle gange virke uoverstigelige, men det er de kun, hvis I vælger at se dem i skyggen af det perfekte. En vedholdende og umage tilgang til det, der er ”godt nok”, vil på den lange bane føre jer godt frem i livet. Sats på høje bundniveauer frem for bemærkelsesværdige topniveauer.
Husk at når 2.m om lidt sender jer afsted med sangen ”Off to see the world”, så skal I ikke tænke, at I har overstået gymnasiet. I må derimod give slip på gymnasiet for at gå videre i livet til noget i verden, der også er fedt. Det bliver ikke perfekt, men det bliver med de rette valg ”godt nok”.
Og nu indser jeg så pludselig, at jeg er kommet igennem en hel dimissionstale uden at tale om kunstig intelligens. I 2026 – Kan man det? På den anden side: Jeg kan jo heller ikke det hele og hverken dimissionstaler, eksamensbeviser eller uddannelsesvalg er perfekte – men derfor kan de sagtens være ”gode nok”. Og med disse ord dimitterer jeg hermed årgang 2026 fra Frederikshavn Gymnasium.
Jeg starter altid min dimissionstale med endnu en gang at ønske jer et stort tillykke med de flotte huer. Huerne sidder i dag smukt på jeres hoveder, som et levende bevis på at en hektisk eksamensperiode er afsluttet og I har opnået jeres gymnasiale uddannelse. I er klar til at flyve videre ud i livet som myndige, dannede og studieforberedte unge mennesker. Der skal også lyde et stort tillykke til de familiemedlemmer, der sidder rundt omkring jer i dag – og måske også er lidt lettede over, at det hele er gået godt. Jeg ved også, at jeg taler på en del læreres vegne, når jeg siger, at de også er lettede over, at I er kommet godt igennem.
Om en lille times tid vil jeg overrække jer endnu et bevis, for der vil I få det fysiske bevis på, at I har klaret jer gennem gymnasiet. I vil få overrakt jeres officielle eksamensbevis. Jeg har nu været rektor på Frederikshavn Gymnasium i mere end 6 år og jeg har uddelt 1132 eksamensbeviser og når dagen er omme, vil det tal være 1344. Men hvad beviser beviser egentlig – og hvad beviser de ikke? Selve begrebet bevis har en dobbeltbetydning, idet det både kan forstås som et dokument, der bevidner en præstation, men det kan også betyde noget, der fastslår sandheden eller som et minimum en klar sandsynliggørelse af en påstand. I tilfældet med jeres eksamensbevis vil jeg påstå, at det betyder begge dele.
For det er åbenlyst, at der er tale om et dokument, der bevidner de præstationer, som I har bedrevet. I er kommet igennem både historie, dansk og matematik og vi blåstempler ægtheden ved at printe resultaterne ud på et særligt stykke papir. Så det formelle er i orden. Men hvad med den anden betydning af begrebet bevis? Fastslår det sandheden eller som et minimum en klar sandsynliggørelse af en påstand. Er du et 7-tal i psykologi og et 6,4 i et samlet gennemsnit?
I denne eksamenstid er der altid debat i både de traditionelle og sociale medier om eksamensbevisets betydning eller måske snarere, hvad det ikke beviser. For jeg vil naturligvis give forældrene på facebook ret i, at tallene på jeres eksamensbevis ikke siger noget om, hvorvidt I er en sød dreng, en god ven eller dygtige til at hjælpe andre. Det er kvaliteter, som beviset ikke hverken kan eller skal bevise, men jeg vil samtidigt gerne advare mod, at iveren for at forklare, hvad beviset ikke beviser, fører til den konklusion, at beviset ikke beviser noget som helst.
For jeg mener, at eksamensbeviset – om end ikke fastslår en sandhed – men som et minimum sandsynliggør, at I faktisk har gjort en indsats og I har gjort jer umage. I har taget jer sammen og fået læst på og lært historie, biologi eller psykologi. I er i stand til at studere rent metodisk – og I ved, hvordan man går til en opgave, fordi ellers ville I ikke være nået hertil. I har mødt en række forskellige fag, der alle siger noget om den verden og den virkelighed, som vi deler med hinanden – og disse fag og metoder har givet jer en grundlæggende forståelse for, hvordan den store verden hænger sammen – og hvordan man kan, bør eller skal agere i den. Det er bl.a. det, vi kalder for den almene dannelse.
Så beviset beviser i min optik, at I har karakter – I har måske endda fået skabt en karakter i jeres tid på Frederikshavn Gymnasium – og dette knytter sig til karaktererne på beviset – uanset om man så har mange 4-taller eller 10-taller. Hvis I gjort jer umage og gjort, hvad I kunne, så har det bygget karakter.
Og eksamensbeviset beviser også, at I nu har den formelle adgangsbillet til nogle bestemte videregående uddannelser. I vil inden for det eller de kommende år stå overfor et væsentligt valg, der handler om, hvilken retning I skal tage ift. fremtidig uddannelse og karriere. Mange af jer vil med rette opfatte dette valg, som et valg af stor betydning. Måske ligefrem et eksistentielt valg. For nogle er det måske også et valg, som I ikke har lyst til at tage eller som måske giver jer mange bekymringer. Derfor vil jeg i min tale til jer i dag gerne adressere netop valget – og give jer nogle indsigter med til livet, som måske kan hjælpe jer til at sætte f.eks. jeres karrierevalg i perspektiv.
Det er på samme måde med valget, som det er med beviset. Valget kan også betyde flere ting – og nogle valg har da også fyldt meget i det år, der netop er overstået. Mange af jer har således hele to gange i løbet af året skulle stemme ved henholdsvis kommunal- og regionsvalget i november og senest folketingsvalget i marts. For mange af jer var det sandsynligvis første gang, at I kunne være med til at bestemme, hvem der skulle repræsentere jer i landets ledende organer. Jeg håber, at I ved selve valghandlingen fornemmede privilegiet og højtideligheden i rent faktisk at kunne stemme efter egen overbevisning ved et frit og lige valg i et demokratisk samfund.
Det kan ligefrem være, at I ved valget oplevede, at ”det at vælge, giver et menneskes væsen en højtidelighed, som aldrig tabes ganske”. Citatet stammer fra den danske filosof, Søren Kierkegaard, der i 1843 skrev det berømte værk: ”Enten-Eller”. Værket fokuserer på personlighedens udarbejdelse og selvom det er skrevet i 1843, mener jeg i høj grad, at Kierkegaard kan bruges til at blive klogere på de valg, som I skal træffe i resten af jeres liv – og særligt nu, hvor I vinker farvel til de trygge rammer, der har været kendetegnende for jeres tid på Frederikshavn Gymnasium.
Det, der er Kierkegaards pointe i ”Enten-Eller”, er, at mennesket ikke bare er. Mennesket er en opgave – og den opgave, der er stillet enhver, er, at vi skal blive os selv gennem valget. Vi skal tage ansvar for vores egen eksistens, hvilket betyder, at vi skal træde frem for os selv. Det er bl.a. også det, jeg tidligere har brugt som billede på det at gå i gymnasiet: I skal ikke bare blive til noget, I skal blive til nogen. I Kierkegaards optik, at I altid spændt ud i feltet mellem på den ene side at ville gøre som alle de andre og på den anden side at ville vælge jer selv i en uendelig frihed og individualitet. Det er eksistensens opgave mellem frihed og nødvendighed.
Men lad mig så komme tilbage til jeres valg. Valget om, hvem I vil være og hvilken retning livet nu skal tage efter gymnasiet. Her er min pointe fra Kierkegaard, at I ofte misforstår, hvad valget er. Valget er ikke et valg mellem det rigtige og det forkerte. Der er nemlig ikke et rigtigt eller forkert valg ift. om I vælger at læse til bioanalytiker, præst eller maskinmester. Det egentlige valg består i at vælge sig selv med den inderlighed, det kræver. Så valget er ikke mellem det ene eller det andet, men om man overhovedet forholder sig til det at gå lidenskabeligt ind i en opgave.
Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort, men I skal komme væk fra den betragtning, som I er blevet tudet ørerne fulde af fra samfundets side om, at I skal optimere jeres valg. Optimeringen af valg er en illusion, der kommer til at basere sig på tilfældigheder. Lad mig give nogle eksempler fra hverdagen på gymnasiet, der illustrerer, hvad jeg mener:
Da der f.eks. skulle dannes studieretningsklasser i 1.g, så var der en farlig ballade med alt for mange elever, der slet ikke kunne se en skolefremtid for sig, hvis ikke de kom i klasse med én bestemt elev eller de ville i hvert fald ikke i klasse med den og den og den. Da vi havde vores festlige lanciers til gallafesten, var der elever, der var fortvivlede over, at de ikke kunne komme til at danse med den partner, som de havde forestillet sig. Enkelte endda så fortvivlede, at de hellere ville undlade at danse lanciers. Jeg siger på ingen måde dette for at hænge nogen ud for deres valg – men jeg siger det for at understrege pointen fra Kierkegaard. Fokus i jeres valg kommer i disse eksempler til at ligge det forkerte sted.
Det at vælge at gå på en bestemt studieretning eller at vælge at deltage i lanciers går forud for de omstændigheder, som situationerne byder. Hvis jeg med inderlighed og lidenskab vælger, at det er dette jeg vil, så er tilfældigheder som en bestemt klassekammerat eller en dansepartner ikke den omstændighed, der gør tingene til en succes eller en fiasko. Det er blot omstændigheder, som I vælger at tillægge en betydning: Er det et problem, en udfordring eller en mulighed?
Så tillad mig at vende tilbage til det forestående uddannelses- og karrierevalg, som mange af jer – som nævnt – udskyder lidt eller faktisk er bekymrede for. Kierkegaards glade budskab i den sammenhæng er: I kan ikke vælge forkert – hvis blot I vælger med lidenskab, fordi lidenskaben er ifølge Kierkegaard det, der bestemmer et menneske. I bliver det, I vælger. Når I vælger, skal I ikke bare gøre det, fordi andre siger, I skal. Lidenskaben kommer ved, at I sætter hele jeres interesse ind på at ville noget og dermed bliver det det gode. Og det er måske her en del af kilden til karrierebekymringen skal findes. I samfundets institutionalisering af spidsborgerens logik – for nu at blive i Kierkegaards begreber.
I april 2025 skrev direktør for Tænketanken DEA, Stina Wrang Elias, en kronik med titlen: ”Glæde er blevet en mangelvare i uddannelsessystemet”. Som baggrund for artiklen påpeger hun, at hver fjerde gymnasieelev ikke glæder sig til at tage en videregående uddannelse og flere unge vælger uddannelse ud fra praktiske forventninger til arbejdsliv – og ikke ud fra faglig interesse. Èn af Stina Wrang Elias’ pointer er, at vi i alt for lang tid har været optaget af nytten ved uddannelse frem for glæden og lidenskaben. Det har sat sig i vores sprog og derfor taler vi om mødet mellem unge og uddannelse med ord som ”at opnå”, ”at overkomme” eller ligefrem at ”overstå” sin uddannelse – underforstået: Den hårde pligt er gjort og I kan komme videre i produktionsapparatet. Vi kommer til at tale ind i en logik, hvor I vælger noget, fordi andre siger, at I skal og forventer noget bestemt – og dermed får lidenskaben trange kår.
Vi kommer til at tale om uddannelsesvalg som ”svært” og præget af så meget alvor, at det minder mere om en livstidsdom end om en fantastisk mulighed. Men når I om – ikke så lang tid – står og skal vælge, så husk på Kierkegaards pointe om, at det at ville ét, altid er at ville det gode. Der findes ikke ét fremtidigt, rigtigt eller forkert valg for jer – uanset om det gælder studieretningsklasse, lancierspartner eller videregående uddannelse, fordi I gør selv valget til det rigtige ved den måde, som I vælger på. Så øv jer i at slippe de andres blik, omgivelsernes forventninger, tanken om fremtidig velstand og den perfekte familie til fordel for at se på verdens muligheder med en ægte interesse i, hvad I rent faktisk interesserer jer for og finder vigtigt i verden. Og jeg er ked af - eller måske faktisk glad for at sige, at så er det i den optik ligegyldigt, om I vælger at læse til bioanalytiker, præst eller maskinmester.
Dette leder mig dermed også over til min sidste overordnede pointe i min dimissionstale til jer i dag. Jeg berørte det tidligere, men det er vigtigt for mig at understrege den lidt kontraintuitive pointe, at valg ikke bør optimeres. Det optimale valg er en utopisk abstraktion. Jeg er i den sammenhæng blevet inspireret af en bog, som jeg hermed også vil anbefale jer. Bogen er skrevet af Morten Münster – og nej, det er ikke ham den lidt overivrige youtuber, der filmer sig selv, når familien spiller pakkespil – men denne Morten Münster er forfatter og ekspert i adfærdsdesign. Bogen hedder: ”Afdelingen for magisk tænkning – og det utrolige potentiale i middelmådighed” – og da jeg læste den, kom jeg til at tænke på jer... Det kunne måske umiddelbart tolkes som en slet skjult sviner til jer, fordi hvem ønsker egentlig at være middelmådig?
Men pointen i bogen er faktisk det modsatte: Systematisk middelmådighed vil ende med at gøre dig ret exceptionel. Det lyder jo unægteligt noget paradoksalt, men lad mig prøve at forklare, hvad der ligger i denne tankegang: Jeg kunne gætte på, at vi er mange i denne sal, der kender til den magiske tænkning, som Morten Münster taler om. Den kommer f.eks. til udtryk, når man efter juleferien beslutter sig for at starte i fitnesscenter 3 gange om ugen. Vi tror kortvarigt på magien i en optimeret valgsituation, men når hverdagens adfærd rammer, ender det oftest med, at fitnessbesøgene langsomt dør ud. Hvorfor: Fordi vi tror, at vi kan, hvad vi vil og derfor sætter vi urealistiske mål. Og hvis vi ikke kan træne 3 gange om ugen, kan vi lige så godt lade være. For hvem vil være den, der kun træner 1 gang?
Men pointen med det utrolige potentiale i middelmådighed er netop, at det er enormt meget bedre at træne 1 gang om ugen end 0 gange om ugen, men vores menneskelige psyke har det med at konstatere, at hvis jeg ikke kan opnå det optimale, så kan jeg næsten lige så godt lade være. Men det er den fundamentale misforståelse. Münster mener dermed, at vi både som individer og som samfund bruger alt for meget krudt på at forsøge at opnå det exceptionelle, men omkostningerne bliver relativt set for høje. Vi skulle i langt højere grad fokusere væsentligt mere på at gøre tingene ”godt nok”. Det var også derfor, at jeg i starten af min tale sagde, at hvis I har gjort jer umage med det, som I har kunne, så har I fået karakter – uanset karakteren.
Og dermed vender jeg tilbage til jeres livssituation og forestående valg i livet. Lad være med at tro, at I kan optimere valget ved at gennemtænke alle scenarier og forestille jer, hvor perfekt det hele kan blive. ”Screw down the expectations”, som den tidligere landstræner, Richard Møller Nielsen, engang formulerede det. Lad være med at bruge for meget energi på at forestille jer, hvilke andre alternativer, I kunne have valgt – og dermed også hvilke udfald I potentielt er gået glip af. Den perfekte uddannelse og den perfekte kæreste findes ikke, men der er rigtigt mange, der er gode nok – og det er godt nok. Som ungt menneske i dag kan mulighederne og kravene nogle gange virke uoverstigelige, men det er de kun, hvis I vælger at se dem i skyggen af det perfekte. En vedholdende og umage tilgang til det, der er ”godt nok”, vil på den lange bane føre jer godt frem i livet. Sats på høje bundniveauer frem for bemærkelsesværdige topniveauer.
Husk at når 2.m om lidt sender jer afsted med sangen ”Off to see the world”, så skal I ikke tænke, at I har overstået gymnasiet. I må derimod give slip på gymnasiet for at gå videre i livet til noget i verden, der også er fedt. Det bliver ikke perfekt, men det bliver med de rette valg ”godt nok”.
Og nu indser jeg så pludselig, at jeg er kommet igennem en hel dimissionstale uden at tale om kunstig intelligens. I 2026 – Kan man det? På den anden side: Jeg kan jo heller ikke det hele og hverken dimissionstaler, eksamensbeviser eller uddannelsesvalg er perfekte – men derfor kan de sagtens være ”gode nok”. Og med disse ord dimitterer jeg hermed årgang 2026 fra Frederikshavn Gymnasium.