Jeg hedder Tanja Nielsen og er direktør i Det Grønlandske Hus i Aarhus
Kære alle sammen,
Tak fordi I er kommet i dag for at fejre Grønlands nationaldag. En dag, hvor vi markerer fællesskab, kultur og stolthed. En dag, hvor vi mødes – ikke blot som individer, men som del af noget større: en levende fortælling om identitet, samhørighed og forandring.
Når jeg står her i dag – som afgående direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus – er det med en dyb følelse af taknemmelighed, ydmyghed og håb. Taknemmelig for de mange mennesker, jeg har mødt. Ydmyg over at have været en del af et hus, der i dag spiller en afgørende rolle for grønlændere i Danmark. Og fuld af håb for fremtiden – både for Det Grønlandske Hus og for relationen mellem Grønland og Danmark.
Relationen mellem Grønland og Danmark er lang, indviklet og mangefacetteret. Den rummer historie, politik, ulighed – men også venskab, samarbejde og gensidig respekt.
Det er en relation, der har været præget af asymmetri – men også af udvikling. Vi ser i dag en stigende anerkendelse af Grønland som en selvstændig nation med egne interesser, eget sprog og egen kultur. Og vi ser et Danmark, der langsomt – men forhåbentlig ærligt – forsøger at tage ansvar for fortidens fejl og for nutidens forpligtelser.
Men lad os være ærlige: For mange borgere med grønlandsk baggrund i Danmark, er hverdagen stadig præget af misforståelser, diskrimination og sociale udfordringer. Trods formelt statsborgerskab og fælles rigsfællesskab oplever alt for mange grønlændere at være fremmede i et samfund, der burde være deres eget.
Netop derfor spiller Det Grønlandske Hus en særlig rolle. Huset har i mange år været et sted, hvor mennesker med grønlandsk baggrund kan finde støtte, rådgivning – og måske vigtigst af alt: fællesskab.
Vi har arbejdet for at skabe bedre vilkår for grønlandske studerende, for børn og unge i udsatte positioner, og for voksne, som har mistet fodfæstet i livet. Vores arbejde har rakt fra det sociale til det kulturelle, fra det rådgivende til det politiske.
Vi har været vagthund og samarbejdspartner. Brobygger og stemme. Et rum, hvor grønlandske værdier kan trives – og hvor danske samarbejdspartnere kan lære.
Og det er netop her, jeg ser den største styrke: At huset i dag ikke blot er en institution, men en levende organisme, der tilpasser sig og vokser i takt med de mennesker, det er sat i verden for at støtte.
Når jeg nu giver stafetten videre, er det med stolthed. Det Grønlandske Hus i Aarhus er i dag stærkere end nogensinde. Vi har et dygtigt og engageret team, vi har respekt og synlighed i byen – og vi har projekter og partnerskaber, der peger langt ud i fremtiden.
Men der er også stadig meget at kæmpe for.
Vi skal blive ved med at udfordre stereotype forestillinger om grønlændere. Vi skal sikre, at grønlandske børn og unge vokser op i Danmark med lige muligheder – og med stolthed over deres baggrund. Vi skal insistere på, at sprog og kultur ikke er et problem, men en ressource.
Og så skal vi turde tage de svære samtaler – også om det, der ikke er løst endnu.
Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der har været med undervejs. Til medarbejderne i huset, til samarbejdspartnere, frivillige, studerende og ikke mindst: de mange borgere, som hver dag minder os om, hvorfor huset findes.
Tak for jeres tillid. Tak for jeres historier. Tak for jeres kamp.
Og til dimittenderne vil jeg sige: Tillykke med dagen. Du er stærk. Vi er stolt af dig. Du er i bevægelse.
Qujanaq.
Tak.
Glædelig Grønlands nationaldag. Inuiattut ullorsiornitsinni pilluangaarta!
Kære alle sammen,
Tak fordi I er kommet i dag for at fejre Grønlands nationaldag. En dag, hvor vi markerer fællesskab, kultur og stolthed. En dag, hvor vi mødes – ikke blot som individer, men som del af noget større: en levende fortælling om identitet, samhørighed og forandring.
Når jeg står her i dag – som afgående direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus – er det med en dyb følelse af taknemmelighed, ydmyghed og håb. Taknemmelig for de mange mennesker, jeg har mødt. Ydmyg over at have været en del af et hus, der i dag spiller en afgørende rolle for grønlændere i Danmark. Og fuld af håb for fremtiden – både for Det Grønlandske Hus og for relationen mellem Grønland og Danmark.
Relationen mellem Grønland og Danmark er lang, indviklet og mangefacetteret. Den rummer historie, politik, ulighed – men også venskab, samarbejde og gensidig respekt.
Det er en relation, der har været præget af asymmetri – men også af udvikling. Vi ser i dag en stigende anerkendelse af Grønland som en selvstændig nation med egne interesser, eget sprog og egen kultur. Og vi ser et Danmark, der langsomt – men forhåbentlig ærligt – forsøger at tage ansvar for fortidens fejl og for nutidens forpligtelser.
Men lad os være ærlige: For mange borgere med grønlandsk baggrund i Danmark, er hverdagen stadig præget af misforståelser, diskrimination og sociale udfordringer. Trods formelt statsborgerskab og fælles rigsfællesskab oplever alt for mange grønlændere at være fremmede i et samfund, der burde være deres eget.
Netop derfor spiller Det Grønlandske Hus en særlig rolle. Huset har i mange år været et sted, hvor mennesker med grønlandsk baggrund kan finde støtte, rådgivning – og måske vigtigst af alt: fællesskab.
Vi har arbejdet for at skabe bedre vilkår for grønlandske studerende, for børn og unge i udsatte positioner, og for voksne, som har mistet fodfæstet i livet. Vores arbejde har rakt fra det sociale til det kulturelle, fra det rådgivende til det politiske.
Vi har været vagthund og samarbejdspartner. Brobygger og stemme. Et rum, hvor grønlandske værdier kan trives – og hvor danske samarbejdspartnere kan lære.
Og det er netop her, jeg ser den største styrke: At huset i dag ikke blot er en institution, men en levende organisme, der tilpasser sig og vokser i takt med de mennesker, det er sat i verden for at støtte.
Når jeg nu giver stafetten videre, er det med stolthed. Det Grønlandske Hus i Aarhus er i dag stærkere end nogensinde. Vi har et dygtigt og engageret team, vi har respekt og synlighed i byen – og vi har projekter og partnerskaber, der peger langt ud i fremtiden.
Men der er også stadig meget at kæmpe for.
Vi skal blive ved med at udfordre stereotype forestillinger om grønlændere. Vi skal sikre, at grønlandske børn og unge vokser op i Danmark med lige muligheder – og med stolthed over deres baggrund. Vi skal insistere på, at sprog og kultur ikke er et problem, men en ressource.
Og så skal vi turde tage de svære samtaler – også om det, der ikke er løst endnu.
Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der har været med undervejs. Til medarbejderne i huset, til samarbejdspartnere, frivillige, studerende og ikke mindst: de mange borgere, som hver dag minder os om, hvorfor huset findes.
Tak for jeres tillid. Tak for jeres historier. Tak for jeres kamp.
Og til dimittenderne vil jeg sige: Tillykke med dagen. Du er stærk. Vi er stolt af dig. Du er i bevægelse.
Qujanaq.
Tak.
Glædelig Grønlands nationaldag. Inuiattut ullorsiornitsinni pilluangaarta!
