Stephan Wung-Sung de Fønss' prædiken til Pride-gudstjenesten

Kære jer, som har fundet vej hertil i dag!

Endnu et år og endnu en pride! Og nok en pridegudstjeneste!

Det føles som evigheder siden, at corona og nedlukninger gik ind i vores daglige liv. 

Det bærer priden i år også præg af.

For her i 2022 har priden ikke været begrænset – som i de sidste par år – af forskellige tiltag – der nok skulle beskytte os – men som gjorde, at vi ikke frit og fuldkomment kunne fejre pride. 

Priden i år taler ind i en snart mangeårig tradition i København med at fejre mangfoldigheden i alle dens udtryk og facetter. 

En tradition, der startede så småt i 70’erne ved enkeltstående arrangementer.

Priden – som vi kender den i dag – tog sit første store spadestik, da en gruppe af mennesker den 29. juni 1996 kl. 8 om aftenen gik fra Frederiksberg Runddel ad Frederiksberg Allé og Vesterbrogade, indtil optaget sluttede på Rådhuspladsen. 

Ikke helt ulig den rute, mange af os gik i går. 

Meget er sket på de 26 år, der er gået.

Både i verden generelt, men også på LGBT+området.

År for år tager priden forskellige temaer op, som er i fokus ved priden.

I år har temaet været FRIHED! 

I sin tale i går, så sagde forpersonen for Copenhagen Pride – Lars Henriksen – at frihed betyder frihed til at være den, man er. 

At frihed er frihed fra undertrykkelse.

At frihed er frihed fra diskrimination.

Ligesom han rundede af med at sige: ingen er frie, før vi alle er frie, for sammen står vi stærkest.

Jeg tror, at de fleste af os, der befinder sig her i Sankt Jakobs Kirke i dag – på et eller andet tidspunkt har gjort os den livserfaring – at vi har oplevet lige netop det modsatte.

At vi har følt os svage.

At vi har følt os alene.

At vi har følt – at summen af vores samlede selv – var der ingen andre i verden, som mindede om.

Og hvis vi på nogen måde havde fået færten af, at der var andre ude i verden – der havde det på samme måde – så turde vi i hvert fald ikke opsøge dem – endsige tale med dem om det.

Ja, måske vi endda ikke turde indrømme over for os selv, hvem vi er.

Men noget har gjort, at mange af os er kommet ud af vores følelse af forladthed og svaghed.

Vi har ladet os selv blive frie. 

Ved at være den, vi er. 

Og turde vise det for verden.

Det viste priden i går et feststemt København.

Hvor utallige mennesker deltog ved paraden for at vise verden, hvem de er.

De gik i frihed.

FRIHED!

Det er et stort ord. 

FRI-HED!

At være fri.

Ordet at være fri er ad omveje kommet ind i det danske sprog af et ord, der betyder at elske. 

Måske frihed i virkeligheden dækker over, at vi kan være frie ved at kunne elske den, vi vil, men også elske os selv for at være den, vi er.

Frihedsbegrebet har ændret karakter igennem tiden.

I dag tror jeg, at de fleste af os forbinder ordet at være fri eller ordet frihed med følelsen af ubegrænsethed.

At vi ikke bliver holdt tilbage.

Af juridiske love.

Der forhindrer os i at leve i og gøre det, vi vil.

Af sociale love.

Det være sig egne eller andres. 

Der stopper os i at være den, vi er.

Eller slet og ret via sprogets love.

Det sprog, vi selv taler, men også det, som andre taler til og om os.

Som kan skabe en virkelighed, der begrænser os.

Eller som ligefrem åbner en dør til et rum i vores inderste, som vi måske havde lukket for mange år siden. 

Et rum, vi aldrig troede, vi skulle være i igen.

Men pludselig står alle døre og vinduer i os åbne. 

Hvor den følelse af, at vi ikke hører til.

Hvor den oplevelse af, at vi ikke er lige så meget.

Hvor den fornemmelse af, at vi skal lægge bånd på os selv.

Og som vi ellers – mere eller mindre – havde lukket til – bliver åbnet igen.

For så pludselig at stå åben i en sådan udstrækning, at beslagene nærmest knager.

For ord betyder noget. 

Ikke bare ordene i sig selv.

Men også den virkelighed, de skaber, ved at blive ytret.

Det er Bibelen og alle dens beretninger et godt eksempel på. 

Igennem tiden er forskellige steder i Bibelen blevet brugt som en måde til at legitimere undertrykkelse og diskrimination af os, som er LGBT+personer.

Ja, der findes endda mennesker, der i dag – med Bibelen – i hånden argumenterer for, at vi ikke skal være her. 

Ikke overraskende er jeg helt uenig. 

Og det ved jeg, at et utal af mine præstekollegaer også er. 

Vi tror på, at Gud har skabt os som dem, vi er med alt, hvad vi er.

Det er teksterne, vi hørte tidligere et godt eksempel på. 

For vi tror på, at Gud ser ind i os. 

Ser alt af os.

At Gud formede os som dem, vi er.

I Guds kærlighed blev vi skabt. Og det er uanset, hvem man er.

Og det kan ingenting skille os fra. 

Ingen magt eller noget som helst andet. 

Hverken noget i fortiden, i nutiden eller fremtiden.

Ligesom vi tror på, at Gud viser sin identitet igennem Bibelens fortællinger om sin søn, Jesus Kristus, og hvordan Jesus møder mennesker.

Igennem de bibelske fortællinger om Jesus får vi at vide, at livet handler om at leve i Guds kærlighed og hvordan vi har et ansvar for at give den kærlighed videre til de mennesker, vi er i berøring med.

Det kræver, at der er overensstemmelse mellem vores indre – vores sindelag – og vores ydre – og de ytringer, vi fremkommer med. 

Mellem det, vi tænker og det, vi siger.

Mellem det, vi tror og det, vi gør.

Det fortæller Jesus blandt andet igennem fortællingen om træets og dets frugt, som vi hørte lidt tidligere. 

At det sunde træ giver den bedste høst. 

Ja, Jesus bliver nærmest polemisk og siger, at vi ikke kan plukke figner af tidsler eller høste druer af tjørn. 

Forstået på den måde, at det menneske, som med sine tanker og sine ytringer brændemærker eller stikker til sit gudskabte medmenneske – for hvem medmennesket er – så er det ikke at leve i Guds kærlighed. 

Det giver ikke den gode høst eller den mest eftertragtede frugt.

For et godt menneske – siger Jesus – finder gode ting frem fra sit gode hjerte.

Mens et ondt menneske finder onde ting frem fra sit onde hjerte. 

Dermed ligger der en forståelse af, at det er indbygget i os – fra Guds skabelse af os – at vi instinktivt kender forskellen mellem det gode og det onde. 

At vi intuitivt ved, hvordan vi kan lade vores medmenneske leve i kærlighed og være i frihed i Guds skabelse og virkelighed. 

For ”det, hjertet er fuldt af, løber munden nemlig over med.”