Stephan Wung-Sung de Fønss' prædiken 2. pinsedag

Kære alle jer, der har fundet vej hertil i dag!

I går havde hele den kristne kirke fødselsdag.

For det var pinsedag.

På den tid – for mange, mange år siden – var disciplene samlet i et hus.

Og ud af det blå lød fra himlen en sønderrivende og øredøvende lyd.

Tunger – som af ild – viste sig for deltagerne – og dalede bagefter ned og satte sig på dem.

Og de blev fyldt af Helligånden.

Menneskerne begyndte at tale på tværs af sprog og grænser – og noget nyt tog for alvor sin begyndelse.

Helligåndens komme blev startskuddet til den kristne kirkes grundlæggelse – det er derfor, at vi siger, at det er kirkens fødselsdag. 

Beruset af gårsdagens hellige spiritus – som ånd hedder på latin.

En slags åndelig champagneprop sprang – og kristendommens historie begyndte for alvor.

Som med alle gode og store fester, så må vi tage det søde med det sure.

Og det sure med det søde.

Dagen derpå kan være noget af en bet at komme igennem.

For de fleste af os ville det være mest oplagt at rulle persiennerne ned, trække gardinerne for og tænde for Netflix, mens vi venter på Wolt. 

Tømmermændene banker på.

Sådan er det efter en fest, hvor man både har fået i pose og sæk.

I dag er det altså anden pinsedag.

Og måske kender du følelsen:

Efter festen kommer stilheden. 

Efter begejstringen – eftertanken.

Tømmermændene banker måske ikke på med hovedpine – i bogstavelig forstand – men med spørgsmålet:

Hvad var det egentlig, vi fejrede?

Hvad er det, at vi markerer? 

Og hvad betyder pinse – for os i dag?

For hvis Gud har sendt sin Ånd, hvis noget nyt virkelig begyndte – så burde vi vel kunne mærke det? 

Se det? 

Høre det?

Eller hvad? 

På sådan en tømmermændsdag, så kan det være, at bondeangeren ængster os.

Vi taber pusten, får åndenød og føler os åndeløse – og åndløse.

Hvor vi tænker, at nu bør vi gøre dét og dét.

Såsom at finde støvsugeren frem.

Og suge skidtet ud.

På engelsk hedder en støvsuger en vacuum-cleaner. 

Den gør brug af begrebet vakuum –hvor den suger luften ud.

Et vakuum på dansk kan i – overført betydning – indebære, at vi er i en venteposition.

Lidt ligesom vi kan gøre det her på anden pinsedag. 

Selvom vakuum kan være nyttigt i mange sammenhænge, så er vakuum lidt et billede på vores egen tid.

Den tid – vi er i – er blevet sådan lidt vakuummeret – vakuumpakket. 

Luften er suget ud – ånden er suget ud.

For vi mærker det jo ikke kun i os selv.

Den åndløshed, vi taler om, har også fået tag i verden omkring os.

Der er steder, hvor luften føles kvalt.

Hvor sandheden bliver kvalt under slogans og propaganda.

Det mærker de måske særligt i Los Angeles i disse timer.

“Make America Great Again” – siger nogen.

Men ofte lyder det mere som “Make America Fear Again”.

I Gaza og Ukraine kvæles håbet mellem murbrokker og missiler.

Ord som fred og retfærdighed har mistet deres stemme.

I Rusland fængsles dem, der tør sige sandheden – ligesom de bliver de mange andre steder i verden.

Og i vores eget Europa bliver ånden pustet ud af den, der søger ly i mørket og mødes af kolde mure.

Migranter, minoriteter – og mange andre.

Alle dem – der ikke passer ind i det rigtige format – bliver skubbet ud i stilheden.

Det er, som om verden har lukket sig om sig selv.

Som en vakuumpakket bevidsthed.

Der ikke tør mærke, hvad det vil sige at være menneske med andre.

Men pinsen er Guds svar på åndløsheden.

Pinsens budskab er ikke: “Tag dig sammen.”

Det er: “Tag imod.”

For Gud sender sin Ånd – og der skabes liv.

I det tomme, i det trætte, i det lukkede.

“Du gør jorden ny,” siger salmen.

Ikke ved menneskets kraft, men ved Ånden.

Ikke ved slogans og systemer, men ved kærlighed og sandhed.

Og midt i al den åndløshed –
midt i mørket, midt i vakuummet –
så sender Gud sin Ånd.

Ikke for at vi skal gemme os bag lukkede døre.

Ikke for at vi skal trække gardinerne for og vente på, at det går over.

Men for at vi skal rejse os – og være med til at gøre verden ny.

Pinsen er ikke kun noget, der skete i Jerusalem for 2000 år siden.

Den sker, hver gang et menneske vover at elske – dér, hvor det ville være lettere at tie.

Den sker, hver gang nogen nægter at bøje sig for hadet –
men i stedet vælger kærlighedens krævende vej.

Den sker, når vi bruger vores stemme – ikke til at skælde ud, men til at sige sandheden med mod og mildhed.

For det er dét, Ånden gør:

Den giver os ikke magt – men mod.
Den giver os ikke kontrol – men kærlighed.
Den gør os ikke overlegne – men levende.

Lyset, som kom til verden – og som mennesker dengang som nu forsøger at slukke – det lyser stadig.

Ikke med blink, projektører og spotlys – men som et åndedrag, der tænder liv, hvor vi troede, alt var slukket.

Så må Guds Ånd også finde vej til dig.

Til dig, som er træt.
Til dig, som er vred.
Til dig, som føler dig tom.

Må Ånden give dig mod til at stå fast.

Kærlighed til at bære med.

Og håb til at gå videre.

For Gud gør jorden ny.

Og det begynder, når vi tør lade Ånden leve i os – og lede os.