Hvordan løfter vi børnekulturen i Danmark?
Når vi taler om børnekultur, kommer vi hurtigt til at tale om adgang – og så spørger vi automatisk os selv:
Hvordan får vi flere børn ind på museerne? Hvordan får vi dem med i teatret? Hvordan får vi dem til at læse, synge, tegne eller spille musik?
Det er gode spørgsmål.
Men måske er der et andet spørgsmål, der er vigtigere.
Hvordan vil et samfund se ud, hvis børn aldrig oplever, at kunsten og kulturen taler til dem på deres egne præmisser?
Jeg tror lige så meget på barnlig oprustning, som jeg tror på åndelig oprustning.
Og jeg tror også, at vi undervurderer, hvor meget børn former deres blik på verden gennem de steder, de vokser op. Ikke kun gennem skolen og familien; også gennem biblioteket, kulturhuset, musikskolen, teatret og de fællesskaber, hvor voksne har skabt plads til nysgerrighed.
Det gælder både for børn og voksne, at der findes bedre ting end det, algoritmerne allerede ved, vi kan lide.
Den erkendelse er måske blevet vigtigere end nogensinde.
For vi lever i en tid, hvor børn møder en verden, der hele tiden forsøger at fastholde deres opmærksomhed. Internationale virksomheder med gigantiske ressourcer spekulerer i, hvordan de kan stjæle børnenes tid, blik og nysgerrighed.
Vi bliver nødt til at erkende, at kampen om børnenes opmærksomhed bliver udkæmpet mellem en front, der vil tjene penge – og en anden front, der vil børnene det bedste.
Det er en konkurrence, vi aldrig kommer til at vinde på teknologiens præmisser.
Men det skal vi heller ikke – for kulturens styrke ligger et helt andet sted.
Den ligger i, at et barn står foran et maleri og opdager noget, ingen havde forklaret eller forstået på forhånd.
Den ligger i, at man står i mørket til en koncert sammen med mennesker, man ikke kender, og jubler til samme C-stykke.
Den ligger i en referenceramme, der skaber leg og fællesskab.
På Kulturværftet møder vi børn og unge hver eneste dag.
Vi ser, hvad der sker, når de får lov til at bygge, tegne, skrive, spille, eksperimentere og stille spørgsmål, som ikke har et enkelt svar.
Noget forandrer sig i dem, og selvom de ikke nødvendigvis bliver kunstnere, så bliver de mere modige. Det er sådan mennesker udvikler sig selv og deres dømmekraft.
Derfor tror jeg heller ikke, vi skal tale om børnekultur som et område for sig – vi skal tale om det som en del af den måde, vi bygger vores samfund på. Børnekultur er ikke bare kulturpolitik – det er politik i sig selv.
Hvis vi ønsker børn, der kan tænke selv, så må vi give dem en opvækst, hvor kunst og kultur er tæt på dem.
Det kræver investeringer fra os selv – men også fra stat, kommuner og fonde. For børnekultur ikke noget, vi kan vælge til, når økonomien tillader det.
Det er noget af det første, vi bør prioritere, hvis vi ønsker at bevare det, der holder os sammen.
Børnene og deres kultur kommer til at skabe vores fremtid. Og derfor bliver vi nødt til at være lige så barnlige som åndelige, når vi opruster.
Tak for ordet.