Det er en kold morgen i Januar.
Jeg har en orange vest på og står i et fodgængerfelt midt i København.
Jeg er ikke alene.
Vi er 10 deltagere fra klimabevægelsen Nødbremsen, og vi er i gang med at lave en vejblokade.
Min makker og jeg knuger om hver sin ende af et banner, hvor der står “Klimakollaps – Stop de nye motorveje”.
Følelserne ude på tøjet, men der er et fælles håb om forandring.
Jeg tror på at en lille afbrydelse af hverdagen er nødvendigt for at tvinge fokus hen på en større afbrydelse.
Nemlig det klimakollaps vi står midt i. I en verden, der er på vej mod 3 graders temperaturstigning. Og et Danmark, der stadig bygger nye motorveje og søger nye muligheder for, at åbne olie- og gasfelter i Nordsøen
Det skal bremses nu.
At være en del af klimabevægelsen har givet mig en anden dannelse end den, der blot knytter sig til ord. Det giver mig et redskab mod den afmagt, der har taget bo i hver en celle af min krop. En vrede, en sorg og dyb, dyb bekymring for min og jeres fremtid.
I klimabevægelsen danner vi et fællesskab, hvor limen er vores relationer til hinanden. Til mennesker, der deler samme visioner, håb og ikke mindst troen på, at det vi gør nytter noget.
Det er dannelse for mig. Her finder jeg mening, her forpligter jeg mig over for andre og verden omkring mig.
Dannelse hjælper med at forstå verden. Men det er også dannelse, at lære hvordan man forandrer verden. For handling vejer mere end ord. Handling er MIN benzin til at tage magten over min afmagt. Det danner mig, det frustrerer mig og det forandrer mig.
Holdning og handling skal følges ad. Det er essentielt i en buldrende, bragende klimakrise. Derfor taler jeg om det på uddannelsesdebatten. Vel og mærke en uddannelsesdebat, der flot markedsfører et fyldt program, som ikke rummer et eneste event om vor tids største katastrofe: Klimakollapset. Det fatter jeg ingenting af.
Jeg er opdraget til at være taknemmelig for at bo i et demokrati som Danmark. Jeg er opdraget til at værne om vores demokratiske ret; at stemme. Det er også dannelse. Men vi stemmer kun hvert fjerde år, jeg vil gerne mere – for klimakrisens forandringer kræver, at vi handler.
Uddannelsesdebatten handler om dannelse, folkeoplysning og fællesskab. Men hvad er dannelse, hvis den blot lærer os at forstå verden, men ikke forandrer den?
Jeg er her for at sige, at klimabevægelser, det kunne være Jordskred, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Nødbremsen eller Extinction Rebellion danner mennesker og giver dem et redskab imod afmagt.
Det er dannelse at være en del af klimabevægelsen. For i vores fællesskab vil vi ikke blot forstå verden – vi vil forandrer den.
Dannelse er, når den enkelte tager sit liv i egne hænder, forholder sig til andre og verden omkring sig. Det gør jeg som en del af klimabevægelsen.
Igennem klimabevægelsens fællesskaber, omsorg og ansvar har jeg fået mere selvværd. Fordi jeg fandt ud af, at min stemme og mit engagement betyder noget.
Jeg tror på at demokratier udvikler sig. De formes - af mennesker, bevægelser, og af engagement. Og jeg tror på at hvis vi sammen var bevidste om vores fælles styrke og stemme, så ville verden se bedre ud.
Derfor står jeg her i dag. For at fortælle om min måde at udfordre afmagt på gennem klimaaktivisme. Det er dannelse for mig.
Tavshed er ikke længere en mulighed.
Tak for ordet.
Jeg har en orange vest på og står i et fodgængerfelt midt i København.
Jeg er ikke alene.
Vi er 10 deltagere fra klimabevægelsen Nødbremsen, og vi er i gang med at lave en vejblokade.
Min makker og jeg knuger om hver sin ende af et banner, hvor der står “Klimakollaps – Stop de nye motorveje”.
Følelserne ude på tøjet, men der er et fælles håb om forandring.
Jeg tror på at en lille afbrydelse af hverdagen er nødvendigt for at tvinge fokus hen på en større afbrydelse.
Nemlig det klimakollaps vi står midt i. I en verden, der er på vej mod 3 graders temperaturstigning. Og et Danmark, der stadig bygger nye motorveje og søger nye muligheder for, at åbne olie- og gasfelter i Nordsøen
Det skal bremses nu.
At være en del af klimabevægelsen har givet mig en anden dannelse end den, der blot knytter sig til ord. Det giver mig et redskab mod den afmagt, der har taget bo i hver en celle af min krop. En vrede, en sorg og dyb, dyb bekymring for min og jeres fremtid.
I klimabevægelsen danner vi et fællesskab, hvor limen er vores relationer til hinanden. Til mennesker, der deler samme visioner, håb og ikke mindst troen på, at det vi gør nytter noget.
Det er dannelse for mig. Her finder jeg mening, her forpligter jeg mig over for andre og verden omkring mig.
Dannelse hjælper med at forstå verden. Men det er også dannelse, at lære hvordan man forandrer verden. For handling vejer mere end ord. Handling er MIN benzin til at tage magten over min afmagt. Det danner mig, det frustrerer mig og det forandrer mig.
Holdning og handling skal følges ad. Det er essentielt i en buldrende, bragende klimakrise. Derfor taler jeg om det på uddannelsesdebatten. Vel og mærke en uddannelsesdebat, der flot markedsfører et fyldt program, som ikke rummer et eneste event om vor tids største katastrofe: Klimakollapset. Det fatter jeg ingenting af.
Jeg er opdraget til at være taknemmelig for at bo i et demokrati som Danmark. Jeg er opdraget til at værne om vores demokratiske ret; at stemme. Det er også dannelse. Men vi stemmer kun hvert fjerde år, jeg vil gerne mere – for klimakrisens forandringer kræver, at vi handler.
Uddannelsesdebatten handler om dannelse, folkeoplysning og fællesskab. Men hvad er dannelse, hvis den blot lærer os at forstå verden, men ikke forandrer den?
Jeg er her for at sige, at klimabevægelser, det kunne være Jordskred, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Nødbremsen eller Extinction Rebellion danner mennesker og giver dem et redskab imod afmagt.
Det er dannelse at være en del af klimabevægelsen. For i vores fællesskab vil vi ikke blot forstå verden – vi vil forandrer den.
Dannelse er, når den enkelte tager sit liv i egne hænder, forholder sig til andre og verden omkring sig. Det gør jeg som en del af klimabevægelsen.
Igennem klimabevægelsens fællesskaber, omsorg og ansvar har jeg fået mere selvværd. Fordi jeg fandt ud af, at min stemme og mit engagement betyder noget.
Jeg tror på at demokratier udvikler sig. De formes - af mennesker, bevægelser, og af engagement. Og jeg tror på at hvis vi sammen var bevidste om vores fælles styrke og stemme, så ville verden se bedre ud.
Derfor står jeg her i dag. For at fortælle om min måde at udfordre afmagt på gennem klimaaktivisme. Det er dannelse for mig.
Tavshed er ikke længere en mulighed.
Tak for ordet.