Skip to content

Søren Gades tale ved sammenkomst med formanden for Naalakkersuisut

Marie Hald

Om

Taler

Søren Gade Jensen
Formand for Folketinget

Dato

Sted

Folketinget

Omstændigheder

Mandag den 28. april var formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, på besøg i Folketinget.

Tale

Kære statsminister, kære formand for Naalakkersuisut, kære udvalgsformænd og medlemmer af Folketinget.
På vegne af Folketingets Præsidium er det en stor fornøjelse at byde dig – Jens-Frederik – velkommen på Christiansborg som Grønlands regeringsleder.
Danmark og Grønland har mange fælles værdier og historie.
De bånd, der knytter os sammen i Rigsfællesskabet, rækker mange århundreder tilbage.
Vi er i familie med hinanden. Og vi har udviklet os sammen.
Relationen mellem vores lande skal altid hvile på respekten for det, vi har til fælles, og for det, vi hver især repræsenterer.
Vi er forskellige, men vi har også glæde og gavn af hinanden.
Samtidig skal vi anerkende, at vores fælles historie også rummer sår.
Der har været tider, hvor beslutninger blev truffet langt fra dem, de vedrørte.
Det er ikke en historie, vi skal skjule – men én vi skal lære af.
Og én, som vi efter min overbevisning skal bruge til at gøre vores samfund og Rigsfællesskabet bedre – både nu og i fremtiden.
Vi lever i usikre og udfordrende tider.
Og mange af de internationale normer og værdier, vi tidligere tog for givet, er under pres.
Ikke blot fra de magter, der længe har bekæmpet demokratiet, mangfoldigheden og friheden – men desværre også fra uventede sider.
Mange taler om geopolitikkens genkomst, som skaber frygt for en verden, hvor rå magt og stærke stater mener at have ret til at intimidere, dominere og underkaste de små.
I den verden gælder det om at stå sammen om det, der forbinder os.
Om at være realistiske. Og at være klare i mælet om, hvilken retning vi selv ønsker at gå.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi i både Grønland og Danmark og Færøerne har mest at vinde ved at stå sammen.
Som Rigsfællesskab med en fælles fremtid.
Jeg ser frem til et godt samarbejde mellem vores to parlamenter.
På vegne af Præsidiet – endnu engang, hjerteligt velkommen til Folketinget!

Kilde

Kilde

Manuskript taget fra ft.dk med tilladelse fra udgiver.

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags