Skip to content

Søren Gades tale ved markering af fireårsdagen for krigen i Ukraine.

Marie Hald

Om

Taler

Søren Gade Jensen
Politiker, Venstre

Dato

Sted

Østbanegade 135, 2100 København Ø

Tale

Tak fordi jeg må komme med her i dag til markering af fireårsdagen for krigen i Ukraine.

Det er en vigtig dagsorden og nok vigtigere end nogensinde.

Når jeg ser på Ukraine, tænker jeg ofte på fortællingen om David og Goliat.

En kamp, hvor den lille står over for den store, og hvor alt på papiret taler imod den lille. Alligevel lykkes det David at vinde. Ikke fordi han er stærkest, men fordi han bruger det skyts, han har - klogt og beslutsomt.

Ukraine er den mindre nation, der står over for en modstander, der på mange parametre er langt stærkere. Men Ukraine – lige som David - nægter at bøje sig.

De bruger alt det skyts, de har. Og de nægter at give afkald på frihed og retten til selv at vælge deres egen fremtid. Det er en udholdenhed, jeg har den største respekt for og en udholdenhed, vi fortsat skal støtte. 

Ukraine kæmper ikke kun for deres egen frihed. De kæmper også for Europas frihed og for de principper, vi alle bygger vores sikkerhed på:
- At grænser ikke kan ændres med magt. 
- At små lande ikke skal frygte at blive opslugt af større lande.
- Og at folkenes ret til selvbestemmelse ikke er til forhandling. 

Vi vil ikke acceptere en verden, hvor Goliat vinder over David.

Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi fortsat støtter Ukraine.

Ikke som en venlig gestus, men som en del af vores fælles kamp for rettighederne og for den internationale orden, som både Ukraine og Danmark er dybt afhængige af.

Det er nu fire år siden, at Rusland lancerede sin fuldskala-invasion af Ukraine.

Fra første dag har Danmark stået ved Ukraines side – militært, civilt og økonomisk.

I Folketinget står vi samlet om støtten. Vi er langt fra enige om alt, men når det gælder Ukraine, er alle partier enige. Men støtten kommer ikke kun fra Christiansborg. Den kommer også fra danske virksomheder, organisationer, eksperter, beslutningstagere og helt almindelige danskere, der hver især gør, hvad de kan.

Der er mange elementer i den danske støtte, vi med rette kan være stolte af.

Flere europæiske lande kigger mod Danmark for at lære af det, der nu bliver omtalt som ”den danske model” – nemlig at sende midler direkte til den ukrainske forsvarsindustri.

Det er en model, der styrker produktionen dér, hvor behovet er størst.

Hvor støtten hurtigere bliver omsat og brugt.

Og hvor Ukraine samtidig opbygger den kapacitet, de får brug for – ikke kun nu, men også når krigen en dag slutter.

Et andet godt eksempel er den forsvarsindustrielle hub på den danske ambassade i Kyiv, som regeringen har oprettet sammen med DI. Her arbejder myndigheder og virksomheder side om side om at styrke Ukraines egen produktion og vedligeholdelse af udstyr igen helt tæt på, hvor behovet er.

Den danske støtte er også virksomheden, der deler sin knowhow, frivillige, der kører medicinsk udstyr eller proteser tværs over Europa og organisationer, der skaber forbindelser mellem danske fagmiljøer og ukrainske kolleger.

Der bliver taget ansvar og støtter dér, hvor man kan. Også når vilkårene er svære.

Støtten har enorm betydning for Ukraine og det ukrainske folk. Den betyder også noget for Ukraines fremtid.

For forhåbentlig kommer der snart fred. Når den dag kommer, skal Ukraine genopbygge deres land med alt, hvad det indebærer af boliger, veje, energiforsyning, arbejdspladser og demokratiske institutioner.

I Folketinget rækker vi også ud, hvor vi kan. For når krigen engang slutter, skal Ukraine bygges op igen og have mulighed for at stå stærkt på egne ben stærke demokratiske institutioner.

Danmark har allerede taget et særligt ansvar for at hjælpe med genopbygningen af Mykolaiv, som jeg selv besøgte i efteråret sammen med Folketingets Præsidium.

Vi stod midt i de sønderskudte bygninger, så den ødelagte infrastruktur og de ramte forsyningslinjer helt tæt på.

Det gør indtryk.

Om nogle timer markerer Folketinget også årsdagen med en gudstjeneste Holmens Kirke og i aften lyser vi Tårnet på Christiansborg op i Ukraines blå og gule farver.

Det gør vi det for at sende et klart signal til hele Danmark, til den ukrainske befolkning, til resten af verden og også til Goliat, hvis han skulle kigge med.

Et signal om, at Danmark støtter Ukraine og bliver ved med det.  

Tak for ordet.

Kilde

Kilde

Manuskript taget fra ft.dk og udgivet af Danske Taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags