Skip to content

Søren Gades tale på Flagdagen for Danmarks udsendte

Om

Taler

Søren Gade Jensen
Formand for Folketinget

Dato

Sted

Christiansborg Slotsplads

Tale

Deres Majestæt Kong Frederik
Deres Majestæt Dronning Mary
Kære veteraner
Kære pårørende og efterladte
Mine damer og herrer

I dag samles vi rundt omkring i Danmark om en særlig mærkedag.

En dag, hvor vi standser op og viser vores respekt og taknemmelighed over for de mænd og kvinder, der på Danmarks vegne har gjort tjeneste i verdens konfliktområder.

Mennesker, som forlod hjem, familie og hverdag for at løse opgaver langt fra Danmarks grænser.

Mennesker, som mødte det ukendte med professionalisme, ansvarsfølelse og mod.

På vegne af Folketinget siger jeg tak.

Tak for jeres engagement. Tak for jeres indsats.

Tak for jeres tjeneste for Danmark.

-----

Danmark har gennem mange år påtaget sig et stort internationalt ansvar.

Når Folketinget har besluttet at sende danske soldater og andet personel ud i verden, er det sket for at skabe fred og stabilitet.

Men beslutninger på Christiansborg gør ingen forskel i sig selv.

Forskellen skabes af veteraner, der har løst opgaverne ude i den forreste linje. 

Jeres indsats har gjort en forskel for mennesker, der levede med krig som en del af hverdagen.

Men ingen veteran står alene.

Bag hver udsendt står familie og nære, som også har båret en del af opgaven.

En ægtefælle eller kæreste, der har stået alene med hverdagen.

Forældre, som har ventet på den næste besked fra missionsområdet.

Børn, som har talt ned til dagen, hvor far eller mor kom hjem igen.

Pårørende har ikke båret uniform.

Men de har båret bekymring og afsavn.

Jeg ved fra samtaler med pårørende og som tidligere udsendt, at en udsendelse også mærkes derhjemme – i uvisheden og i familiernes hverdag.

Derfor skylder vi også jer en stor og oprigtig tak.

Tak for jeres styrke. For jeres tålmodighed. Og for støtten til dem, der gjorde tjeneste for Danmark.

I dag er også en dag for eftertanke.

For nogle familier blev afskeden med den udsendte aldrig til et glædeligt gensyn.

Ingen ord kan beskrive tabet over at miste et ungt menneske, der havde livet foran sig.

Men vi kan mindes.

Vi kan vise respekt.

Og vi kan love, at vi ikke glemmer.

Det er derfor, de faldnes navne står på væggen i monumentet.

Det er derfor, vi lægger kranse.

Til jer, der lever med sorgen, vil jeg sige: Vi står i dag sammen med jer.

I taknemmelighed.

I respekt for det offer, som jeres kære har bragt.

Jeg ved, vores taknemmelighed ikke på nogen måde kan lindre eller fjerne jeres sorg, men jeg håber, vores respekt og taknemmelighed kan gøre jeres sorg bare lillebitte smule lettere at bære.

-----

I disse år vælger nye generationer at gøre tjeneste for Danmark.

Vi befinder os i en ny geopolitisk virkelighed.

Mange unge møder Forsvaret for første gang gennem værnepligten.

De møder et fællesskab, hvor man lærer at tage ansvar for andre, at løse opgaver sammen og at holde fast, når noget er svært.

Når de ser på veteranerne, ser de mennesker, som har udlevet de værdier.

Mennesker, som har sat fællesskabet højere end sig selv.

Derfor er veteraner ikke kun en del af Danmarks historie.

I er også rollemodeller for Danmarks fremtid.

På vegne af Folketinget og det danske folk:

Tak for jeres tjeneste. Jeres mod. Jeres professionalisme.

I har Folketingets anerkendelse. Og I har vores dybeste respekt.  

Tak.

Kilde

Kilde

Manuskript taget fra ft.dk og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Dokumentation på online medie

Tags