I går kom min datter Rosa ind til mig og sagde, at hun ville tage herud til Fields og lægge blomster. For at mindes ofrene for søndagens ubegribelige tragedie.
Jeg spurgte, om hun kunne vente lidt, for så kunne vi følges ad. Det kunne hun ikke. Det skulle være nu. Jeg kunne mærke, at jeg skulle lade hende gå.
Hun ville mødes med sine to veninder herude. Den ene veninde arbejder nemlig i Biografen i Fields.
Den afdøde 17-årige dreng var hendes kollega.
Den selvsamme sprudlende unge kvinde, der som så sent som lørdag aften forsøgte at overtale mig til at blive på Roskilde Festival for at høre Tessa. Så begejstret og overbevisende.
I går sagde hun farvel til sin ven.
Vi kalder med stolthed København for en storby. Vi har lige afholdt verdens største cykelfest i vores gader med op imod en halv mio. mennesker på ruten.
Men når der sker tragedier som denne, kommer det meget hurtigt tæt på. Så er København ikke så stor. Så kender man nogen, der kender nogen.
Rigtig mange københavnere er personligt berørte. De mange, som var til stede i Fields. Dem som skulle til koncert i Royal Arena ved siden af.
Og som flere har sagt og skrevet til mig de sidste dage - jeg ved, at flere af jer er til stede her til aften - så er der heller ikke langt til tanken: ”hvad nu, hvis det var mit barn?”
Jeg er selv mor til to teenagere. Vi går også i biografen, og hygger os i Fields. Jeg forstår kun alt for godt, hvor de følelser og tanker kommer fra.
For hvad nu, hvis det var et af dine eller mine børn, som løb forgæves, da de løb for livet i søndags?
Nyt afsnit
Så meget ved vi: Tre mennesker blev dræbt lige her på Amager i søndags. En voksen midt i livet – ligesom jeg selv. To teenagere med hele livet foran sig.
Kun med det til fælles, at de var helt tilfældige og uskyldige ofre for et brutalt angreb.
Yderligere fire mennesker er hårdt sårede.
Familiers liv er blevet forandret for evigt. Og venners. Og veninders.
Børn og unge skal ikke dø – de skal være udødelige.
Hvor går man hen, når man går i sort? Og ingenting bliver som det var.
Det kunne have endt endnu værre.
Vi skylder en stor tak til politiet, beredskabet, akutberedskabet og til hospitalerne for en ekstraordinær indsats. Og til de organisationer og københavnere, som straks da tragedien indtraf tilbød hjælp og åbnede deres hjem for berørte, de slet ikke kendte.
Sådan er københavnerne. Også når det er allersværest. Det gør mig stolt.
Nyt afsnit:
Det grusomme skyderi giver ingen mening. Men hvis det alligevel skal give mening, skal vi rykke tættere sammen, som vi gør her i aften.
Og give hinanden et kram eller et klem. Og vise at vi fortsat insisterer på retten til vores åbne samfund.
Så vi kan genvinde den tryghed, som er noget af det fineste, vi har med hinanden. Ikke kun her i København. Men i hele Danmark.
Så vi ikke skal være bange for at sende vores børn og unge herud i Fields, når de åbner igen. Eller andre steder i vores by.
Så folk fra nær og fjern bliver ved at besøge os. Der er ofre fra vores broderland Sverige.
Nyt afsnit:
Mange af os der er til stede her i dag, som ikke kan forestille os at bo andre steder end lige her.
Vi har været med på rejsen. På bare en enkelt generation er København forvandlet fra en nedslidt hovedstad på fallittens rand, en by man flyttede fra, så snart og hvis man kunne.
Til at udenlandske at udenlandske aviser, blogs og magasiner i disse år skriver om kap om vores by som verdens bedste at leve og bo i. De har ret.
Vi bor en fantastisk by. Som mange drømmer om at blive en del af.
Følelsen af at være en del af noget, blive genkendt og hilst velkommen, er noget af det bedste der findes.
Det er menneskene, der er København. Det er dig og mig, der skaber livet og de givende fællesskaber i vores by.
Og vi vil fandeme, undskyld jeg bander, ikke finde os i, at der bliver skudt i vores gader.
Vi vil ikke have amerikanske tilstande med tilgængelige våben og de tragedier, som følger med. Krudttønden og nu Fields. Vi vil det stik modsatte.
Hvis vi skal forhindre at noget lignende sker igen. Så skal vi turde stille os selv alle de svære spørgsmål.
Kunne vi have gjort mere? Kunne vi have gjort noget tidligere?
Er svaret ja, skal vi reagere på det vi hører.
Og handle nu.
Jeg håber, at det aldrig bliver nødvendigt at afholde en mindehøjtidelighed som denne igen.
Det skal vi vise dem, der har mistet.
Dem som lige nu har svært bare at trække vejret. Fordi det gør for ondt.
Nyt afsnit:
I dag mindes vi. I dag mærker vi sorgen.
Men vi skal ikke overlade København til frygt. Vi skal ikke tømme vores gader eller shopping-centre i angst.
Vi skal fortsat nyde alt det gode, som er København. Tragedien skal ikke tage noget af København fra os. Vi skal ikke lade os intimidere.
Vi skal ikke have mindre København, vi skal have mere København.
Det gælder også nu, hvor vi er allermest sårbare. Hvor det er svært.
Men…. vores by er fantastisk om sommeren. Smukkere om sommeren. Mere levende om sommeren.
I aften fortæller vi hinanden og alle dem vi kan, at det urokkelige fundament under København er bygget af tryghed, tillid og respekt.
I aften viser vi alle dem, der ser med, at vi er klar til at forsvare vores værdier.
Om du er gæst eller turist – første eller fjerde generations københavner. Ung eller gammel.
I dag. I morgen. Og fremover. Vi har også et politisk ansvar.
Alle skal føle sig trygge i vores København.
Nyt afsnit:
Mine tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og deres pårørende. Lad os sammen ære deres minde med et minuts stilhed og et fælles håb om, at de hårdt sårede holder fast i livet.
1 minuts stilhed starter nu
(1 minut går)
Æret være deres minde.