Her er en tale til svinene. Altså, de rigtige svin. For det er det navn, de kalder sig selv når de med stor vilje og klar kommunikation for dem, der vil lytte, fortæller verdenen hvad de ønsker og ikke ønsker: Sviiiiin!
”Gris” var engang navnet for svinets unger og trækker velsagtens på den tilfredse, trygge grynten soen snakker med de små med. Men nu har det navn fået en ubehagelig bismag af landbrugslobbyismens forsøg på at rebrande et ”produkt” – så jeg kalder dem svin.
Svinets historie er lang og begynder for alvor et sted mellem 30 og 40 millioner år siden hvor de første medlemmer af svinefamilien dukkede op: Små, rund-kroppede pattedyr dukkede op et sted i hvad vi i dag vil kalde den europæiske kontinent. De fik stor succes og spredte sig vidt og bredt til hele kontinentet – og andre. Evolutionen rullede og landskaberne udviklede sig og ændrede sig i en evig dans med de arter, der levede på, i og af dem.
Og ur-svinene ændrede sig med. Formet af liv og død fik de stærkere kæber, stødtænder og snuden strakte sig. De lærte sig efterhånden det smarte trick, at blive ”altædere”, hvilket sidenhen har vist sig at være en ret stærk evolutionær strategi og været med til at gøre dem til en af verdens mest succesfulde pattedyr.
For 5 millioner år siden spaltede svine-familien sig ud i forskellige slægter, blandt andet babyrousa-slægten på Indonesiske øer, vortesvine-slægten i Afrika, porcula-slægten i indien og flere andre, vi ikke har orket give et dansk navn. Og så kom der også slægten med det simple navn ”Sus”. Det videnskabelige navn for svine-slægten og dermed starten på det, der blev til Sus scrofa - europæisk vildsvin. Eller som vi kalder det i 2025: DanBred Duroc
Kun få millioner år før svine-slægten opstod var en slægslinje spaltet fra chimpansernes gren på livets træ for at påbegynde udviklingen mod det, der skulle vise sig at blive til homo sapiens. Det moderne menneske.
40 millioner år frem til i dag: Svinet og mennesket er vævet ind i det samme stof af fødsel og død.
Vi er formet af de samme processer og har i millioner af år trådt på den samme jord under den samme sol med det samme fælles ønske som driver alting frem: En simpel søgen imod at opleve ting, der gør os glade og undgå ting, der er ubehagelige.
Og nu fast-forwarder vi frem til for 10.000 år siden. Et skelsættende tidspunkt. Dette er heromkring, hvor mennesket bliver træt af at jagte de vilde svin og i stedet beslutter at tage dem til fange og gøre dem en del af det her nye koncept, de har opfundet: Landbruget. Og dyrebruget. Og svinebruget.
Det svinebrug, der i 2025 blev objekt for den nyeste TV2-dokumentar, der bringer billeder ud på, hvad der sker bag de vinduesløse murer.
Vi blev – igen – konfronteret med forhold, der bryder den ellers ekstremt lave barre i lovbekendtgørelserne for hold af svin.
Og nu siger jeg noget kontroversielt.
Mit problem med svineindustrien er ikke, at nogle dyr risikerer at få sår eller at sidde fast. Eller bliver kolde og forkrøblede og dør som helt små. Det kan, som svinebaronerne selv siger, ske.
Mit problem med svineindustrien er, at vi har designet et system der har fravristet svinene hele deres væsen. Alt, hvad de var og er.
Vi griner 40 millioner års evolutionshistorie op i ansigtet når vi nægter svinet at bevæge sig og mærke et underlag under klovene der ikke er lavet af jern og beton. Når vi nægter hende at socalisere frit, passe sine unger omsorgsfuldt og danne familiebånd. Når vi nægter hende muligheden for at møde verden med sine sanser og udfolde sin nysgerrighed. Når vi nægter hende at lade trynen finde vejen mod en rod eller en regnorm og lære, hvad hun kan lide og hvad den ikke kan lide.
Når vi nægter hende at vejre en duft med trynen i efterårsbrisen.
Problemet er, at hele systemet er rendyrket foragt for liv.
Og vi forråder ikke alene svinene ved at fratage dem alt, hvad der gør dem til svin og reducere dem til produktionsenheder.
Vi forråder også os selv og vores egen natur.
For det er ikke landbrug, der gør menneskearten unik – næh, det er der masser af arter, der gør. Frøkenfisk kultiverer køkkenhaver bestående af en bestemt alge, som de passer ved at luge ukrudt. Myrer indsamler, beskytter og fodre bladlus – og ”malker” dem for deres sukkersøde honningdug. Det er ikke os, der har opfundet landbruget.
Nej, det der – måske – gør mennesker unikke er vores evne til at vælge, at gøre noget godt for andre. At sætte vores egne behov til side for at give bedre plads til en anden.
Et andet menneske eller en helt anden art.
Vi har muligheden for at rive vildsvinehegnet ned og slippe aftrækkeren, selvom dyret er i vores sigtekorn.
Vi har muligheden for at vælge at spise på en måde, der levner mere plads til De Andre Liv eller blot på en måde, der tillader at dem vi spiser, rent faktisk havde et liv mens de havde det.
Vi har muligheden for at stemme på politikere, der kæmper imod den landbrugslobbyisme, der har sine lange, slimede fingre dybt inde i magten i vores land.
Vi har muligheden for at bestemme, hvilket samfund, vi vil skabe.
Hvem vi som art vil være.