Sjúrður Skaales nytårstale

De færøske troldes visdom

I det forgangne år besteg jeg den sidste af Færøernes 340 bjergtoppe. De mange langsomme rejser ind i mit land har også været en slags opdagelsesrejser ind i mig selv. 

Mange af de 60 millioner år gamle færøske klipper er formet som trolde, og stående ansigt til ansigt med dem mærkede jeg deres mægtige styrke og evige, overlegne ro imod min forgængelige, ængstelige svaghed. Jeg forstod hvor hovmodig en vildfarelse der ligger i menneskets megalomane selvopfattelse. 

Og jeg fandt befrielsen i at anerkende min egen lidenhed og betydningsløshed, da jeg stod som en flue på de gamle klipper. Her i dag, væk i morgen. 

Klipperne står der stadig om 60 millioner år. Og det var som om de gennem vindens susen gentog prædikerens kyniske, men vise ord: 

“Endeløs tomhed, alt er tomhed.

Hvad udbytte har et menneske af alt, hvad det slider med under solen? Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den samme. 

Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen. 

At ville forstå visdom og kundskab, dumhed og dårskab er jagen efter vind, for jo større visdom, des større kval, den, der øger sin kundskab, øger sin smerte. 

Menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden. 

Intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt, hvad det gør; det er dets løn.”  

Ja, det er lønnen, sagde prædikeren og klipperne. Og den løn må vi værdsætte den korte tid vi har indtil vores skrøbelige sæbeboble brister. Vi skal bruge tiden på en måde, som vi, personligt, mærker er værdifuld. 

Den 3. søndag i advent tændte jeg det tredje adventslys. Traditionen minder om den jødiske hannukah-tradition, hvor et lys hver dag i otte dage tænder det næste lys. 

Denne samme søndag kom mange sammen i Sidney i forbindelse med netop Hannukah. Men lys blev ikke tændt. Menneskelige lys blev slukket. 

Kort forinden blev en optagelse fra Gazas terrortunneller offentliggjort. Den viste seks gidsler, der to måneder efter deres kidnapning havde fået uddelt nogle lys, så de kunne gennemføre deres Hannukah-ritual. 

Otte måneder senere blev gidslerne nakkeskudt af Hamas, totalt udsultede. På optagelserne er de ængstelige og brudte, men de ligner dog stadig mennesker. 

Optagelserne viser en stor, symbolsk sejr for terroristerne. For selv om de seks jøder får lov til at gennemføre sit ritual, så gør de det som tabere. Deres liv har kun en funktion: De er forhandlingsvaluta i Hamas’ hænder. De tænder lys med andre lys – men først og fremmest tænder deres frygt en flamme af frygt i deres familier. 

I jødedommen symboliserer Hannukah-lysene håb, men her, i fangeskabet, symboliserer de islamismens perverse ydmygelse af jødedommen. 

Og sejren var større end som så. Faktisk blev hele Hamas’-angreb en form for islamistisk Hannukah. Vestens byer blev som en kæmpe lysestage, hvor flammen gik fra lys til lys, fra by til by. ”From the river to the sea” i en by tændte ”globalize the intifada” i den næste by. Trusler i en by tændte vandalisme i den næste by. To drab i Washington tændte 15 drab i Sidney. 

Vi må undgå, at disse flammer breder sig videre, i året, der kommer. 

Og det kan vi, hvis vi tager vores ansvar på os. 

Islamismens ofre var engang levende, klare lys. Ved at se på dem kan vi lade dem tænde et lys i os – og med det tænde flere lys. Som i en adventskalender; som i en hannukah-lysestage. 

Således kan man gå op imod antisemitismen. 

Selvfølgelig kan det have en pris, for det, vi har med at gøre, er et sociale uhyre. 

Men uanset hvad man står op for, uanset hvilket lys man tænder, så vil man få andre imod sig. 

Men lad os lytte til hvad de 60 millioner år gamle trolde i Færøernes fjelde siger i deres store visdom: 

”Dit lys brænder kun et kort øjeblik. Det er for dumt – og for usselt – at lade andre bestemme, hvad det skal brænde for. 

Når du lever for at andre skal kunne lide dig, er du ufri. 

Og så kan du til sidst ikke lide dig selv. Du kan ikke holde dig selv ud hvis du altid undgår kampen og vælger behageligheden. Og så må du bekæmpe den følelse ved at fortrænge det, som du er. Du bliver et socialt produkt, som ingenting er i sig selv. 

Men når du lytter til tonen i dit bryst og lever i pagt med den – så har du noget, der betyder uendelig meget mere end andres anerkendelse. Du er fri. Og du kan holde den person ud, som du ser i spejlet. Og det er trods alt ham, du skal leve og dø med den korte stund, du har.” 

Sådan siger Færøerne trolde. 

Den norske digter André Bjerke siger det mere poetisk i sit digt DU SKAL VÆRE TRO: 

“Du skal være tro 

da var du tro!”

Lad os alle forsøge at tænde de gode flammer i året der kommer. Lad os være lidt mere modige. Lidt mere tro.