Tak for ordet, formand. I dag har vi åbningsdebat i Folketinget, og det bliver snart lidt svært at forstå, hvad det med åbning helt betyder. Af et lukket Folketing at være har der altså været ret meget gang i den, og jeg tror, det er på tide at få gjort op med myten om, at første dag i arbejdstøjet som politiker ligger omkring efterårsferien.
Det synes jeg nogle af de sidste mange måneders skelsættende begivenheder viser, og den 3. september var en af de skelsættende dage. Nogle af de yngre medarbejdere i SF havde oppe på mellemetagen skrevet, som var det en måltavle: naturen, drikkevandet, havet 1-forurening, pesticider, døde fisk 0. Afstemningen om landbrugets fortsatte mulighed for at forurene vores landskab, vores fælles drikkevand og vores bække, søer, fjorde og hav var skelsættende den torsdag. Vi gik lidt rundt og smilede over måltavlen, men i virkeligheden er stillingen en anden. Naturen, drikkevandet og havets resultat den 3. september var blot en beskeden reducering, for i årtier har dansk landbrug haft en særstatus. Krav blev altid i ellevte time erstattet af frivillighed, og hensynet til vores fælles blev som kvælstoffer vasket ud i vores drikkevand, i vores vandløb og i havet i årtier. Sandheden er jo, at frivillighed, særstatus, dispensationer, EU og statsstøtte igennem årene har sat sig på den måltavle. Det har stået både 5-0, 10-0 og 15-0 til landbruget, og nu står det måske 15-1. Massiv lobbyisme, føjelige politikere har friholdt de konventionelle landbrug fra de vilkår, der gælder andre erhverv.
Jeg må ærligt sige, at jeg tror, at den lobbyisme, som landbruget har dyrket i årtier, ikke alene har nået en stopklods, men har også været en kæmpe bjørnetjeneste for det konventionelle landbrug. Man er blevet lullet ind i en falsk forestilling om, at det ville blive ved med at gå, som det altid har gået. Den 3. september sagde vi som samfund og som Folketing stop, ikke mere, det stopper her, nu må det konventionelle landbrug omsider omstille sig. Det er ikke et varsel om landbrugets forsvinden, og det er bestemt ikke hensigten, for vi fejrer ikke, når livsværk lukker, men det er en reducering, som skal bringe lidt mere balance på måltavlen og i vores natur. Det drejer sig om, at vi vil have vand, man kan drikke, fjorde uden fedtemøg og et hav, hvor fisk og dyreliv kan boltre sig. Det er ærlig talt på høje tid.
Et par dage efter gødskningslovens vedtagelse skete der noget andet skelsættende. Vi fik en ny PISA-rapport. Tilstanden i vores skoler er cirka lige så ringe som den natur, det drikkevand og de fjorde, som det konventionelle landbrug har ladet stå til over for. Meget kan vi beskylde dele af landbruget for, og dele af landbruget vil nok også hævde, at vi på venstrefløjen konsekvent formår at give landbruget skylden for alt, og det er lige fra dårlig ånde til vigende hårgrænser, men vi kan ikke bebrejde dem tilstanden i vores skoler. Den må vi tage på os herinde i dette Folketing. Sidste gang vi fik en dårlig PISA-test, var i 2012. Med den nye rapport i hånden fremstår 2012 jo som de gode gamle dage og den rene idyl. Men dengang gik man decideret i panik. Man gjorde skoledagen længere, alt handlede om, at børnene skulle være dygtigere og hurtigere. Det var dengang lidt som de olympiske leges motto – hurtigere, højere, stærkere. Og hvad fik vi? En skole med masser af test og karakterer, men færre glade børn og mindre læring og med lavere motivation.
I 2021 kom der en tilføjelse til de olympiske leges motto, så det kom til at hedde: hurtigere, højere stærkere – sammen. Det gjorde man for at understrege værdien af solidaritet, kammeratskab, sportsånd, fællesskab, og at sport ikke kun handler om at løbe hurtigst, hoppe højest eller være stærkest, men faktisk om at gøre det sammen, om at skabe fællesskaber. Og den tilføjelse var det, man glemte herinde, for læring er ikke bare noget, man kan terpe sig til. Som der stod på min gamle folkeskole og hvis en hel del danske folkeskoler: Et godt sted at være er et godt sted at lære. Den politiske reaktion på PISA-testen dengang løftede hverken trivslen eller det faglige niveau. Man lavede en reform hen over hovedet på alle dem, som har skolen tættest på hver eneste dag, men vi glemte det der »sammen«. For i skolen skal man ikke kun lære at række hånden op, man skal også lære at række hånden ud – at række hånden ud til en kammerat, som har brug for hjælp i en periode, række hånden ud til fællesskabet, række hånden ud, så man er noget for andre, og så man får den base af tryghed, trivsel og sammenhold, der baner vejen for læring. Så denne gang gør vi det rigtige med en trepart med alle de afgørende aktører på skoleområdet, med lærerne, pædagogerne, forældrene og børnene, så vi nu skal være sammen om skolen.
I det hele taget er det tid til, at vi rykker tættere sammen. Det er tid til, at vi faktisk prøver noget nyt i dansk politik, giver en hjælpende hånd til dem, som har mindst, at vi sørger for at hjælpe dem, som i alt for mange år har oplevet, at skattelettelser primært er gået til toppen. Næste år vil op imod 500.000 få gratis tandlæge, næste år vil de fattigste folkepensionister få 1.000 kr. ekstra om måneden, næste år vil dem på tidlig pension få 3.000 kr. mere om måneden. Det vil kunne mærkes. Det er en bedre økonomi for dem, som har mindst. Samtidig afsættes der penge af til huslejestøtte for dem, som har mindst, og hvor nogle ellers risikerer at ende i hjemløshed. Kollektiv transport bliver gratis for flere. Og nå ja, vi vil halvere momsen på mad og helt fjerne den på frugt og grønt, for det giver mest til dem, som har mindst. Som fru Mona Juul sagde: Tillykke til Danmark, det hele bliver gratis. Det er nok lige at tage munden for fuld, det er jo ikke det hele, som bliver fritaget for direkte brugerbetaling, som man på højrefløjen nok gerne ville have det blev kaldt, men vi udvider velfærdssamfundet. Vi gør op med, at det er gratis at brække benet, men meget dyrt at knække tanden, og vi gør op med, at det altid kun er dem i toppen, som skal kunne mærke, at det går godt i dansk økonomi. Vi bliver faktisk både hurtigere, højere og stærkere, når vi rykker sammen i samfundet og deler vores økonomiske fremskridt med hinanden. Det er både rimeligt og retfærdigt.
Jeg har også behov for at adressere den sikkerheds- og geopolitiske situation i den her tale og den tid, vi er i. Kongeriget og rigsfællesskabet har været under et kæmpe pres, og den nye alvor har kunnet mærkes helt ind i stuerne, både her, men særlig i Grønland. I rigsfællesskabet er vi rykket sammen, det er vi også her i salen. Vi har styrket vores samarbejde, vores tillid og understreget forbundetheden mellem Grønland og Danmark, men det kan undre mig, at man skal høre kritik af Grønlandsaftalen for at være udtryk for underdanighed og underkastelse fra nogle af de samme, som gladelig, da krisen om Grønland var mest tilspidset, rejste til Mar-a-Lago.
Jeg vil godt rejse en advarsel. Mens mange af os rykker sammen, er der også folk, som er i gang med at splitte os. Vi ser bekymrende ting, ikke mindst på sociale medier. Kommentarspor fyldes på minutter med noget, der ligner en talelinje fra den russiske ambassade, konspirationsteorier, grinesmileys som reaktion på dybt alvorlige spørgsmål om alt fra ukrainske lidelser til FE's seneste trusselsvurdering. Eksemplerne er mange. Vi lever i et af verdens stærkeste, frieste og mest frisindede og mest lige demokratier og samfund, men det samfund forsvarer ikke sig selv. Alle både kan rokkes så meget, at de tipper, og misinformation kan destabilisere ethvert demokrati. Det påhviler os alle at sige fra, når vi møder det, også når det er politikere eller partier, der er afsendere. Er man i tvivl om, hvor det kan ende, kan man kaste et blik på USA eller på AfD's fremmarch i Tyskland. Vores opgave her i salen er at forsvare Danmark og sikre et Danmark, som fortsat er værd at forsvare.
I dag er det min første omgang som politisk ordfører til en åbningsdebat. Lige om lidt kommer en del af det ærede Folketing efter mig med alt, hvad I har, og sådan skal det være. Og i dag skal jeg ikke bare stå på mål for SF, men også for den regering, SF er en del af. Fik jeg nævnt, at SF er i regering for anden gang? Mange snakker om den svære toer, men hvis etteren ikke var en udpræget succes, kommer succesen nogle gange med toeren. For eksempel var der ikke mange, der lagde mærke til Nephews første plade, men deres toer ryddede bordet, som nogle af os vil huske. Hvem husker Traf-O-Data? Nej, vel. Det var Bill Gates' første firma inden Microsoft. Og Rasmus Seebach havde en mindre succesfuldt karriere som rapper under navnet G-Bach, inden han blev hele Danmarks Ralle.
Så jeg er fuld af fortrøstning på den her regerings vegne og på SF's. Selv om vi ikke kan tage æren for alle regeringens tiltag, har vi og bliver ved med at sætte solide røde-grønne aftryk og trække Danmark imod et stærkere fællesskab. Jeg er fuld af optimisme, og så må vi se, om jeg også er det, når I er færdige med mig om 45 minutter. Tak for ordet.