Sigrið Steenbergs tale på Færøernes flagdag

Góðu gestir, kære gæster, medlemmer af Naalakkersuisut og Inatsisartut. 

Tað er ein stórur heiður at halda flaggdagsrøðuna í Nuuk, sum sendistova Føroya í Reykjavík saman við Føroyingafelagnum í Nuuk skipar fyri. 

Kære alle sammen. Det er mig en stor ære at være i Grønland og få lov til at være her på vores flagdag, og at deltage i flagdagshøjtideligheden. Det har jeg glædet mig til. 

Jeg vil holde talen skiftevis på færøsk og dansk. Desværre mestrer jeg ikke det smukke grønlandske sprog, men i vores familie er jeg altid blevet drillet med, at da vi var børn i 1970erne og der var grønlandske nyheder i radioen en gang om ugen, så var det lige meget hvad jeg end legede med; jeg sørgede altid for at være hjemme på det tidspunkt de grønlandske nyheder var på, fordi jeg ville høre sproget. Jeg forstod ikke hvad de sagde, men elskede sproget-, melodien og sjælen i det. Og det gør jeg stadigvæk. 

–––

I dag, 25. apríl, eru tað 85 ár síðani, at Merkið varð viðurkent sum flagg føroyinga. Tað var tó eingin sjálvfylgja, at tað varð júst Merkið, við hvíta dúkinum, reyða krossinum og bláu rondini, ið bleiv flaggið, sum bretar viðurkendu sum tjóðarmerki føroyinga. 

Tað var tilvildin, ella ein samanrenning av vantandi vitan um Føroyar, ein heimsbardagi, manglandi samskifti millum bretska admiralitetið og Foreign Office í London, og at eitt flagg skuldi finnast í skundi, sum ráddi. 

Soleiðis kann okkurt vakurt og vónríkt eisini spretta úr vónloysinum. 

Hin 13. apríl, dagin eftir bretsku hersetingina av Føroyum, varð sluppin Eysturoyggin steðgað av bretska admiralitetinum við Orknoyggjar og skiparin biðin um at strika Dannebrog og nýta annað flagg ístaðin. Skiparin hevði Merkið umborð, sum hann so nýtti ístaðin. Tá sluppin kom til Kirkwall, fekk skiparin bræv at bera myndugleikunum í Aberdeen og 15. apríl, tá hann legði at í Aberdeen, komu fólk umborð og bóðu um Merkið, so at seymikonur kundu seyma fleiri fløgg til føroysku sluppirnar. 

Dagarnar frammanundan hevði Hilbert amtmaður víst á, at krígsstøðan fór at krevja, at føroysk skip máttu sigla undir øðrum flaggi enn Dannebrog, og hann setti alt í verk fyri at byrgja upp fyri, at tað ikki fór at blíva Merkið, ið hann skýrdi eitt 'rebel flag'. Hann fekk eisini váttan frá konsuli Mason, at 'Merkið' ikki fór at verða góðkent, og at talan einans fór at verða um eitt flagg, ið donsku myndugleikarnir saman við løgtinginum kundu semjast um. Hilbert heitti tí á donsku sendistovuna í London um at sniðgeva eitt nýtt flagg, ið føroysku sluppirnar kundu brúka, so leingi kríggið vardi. Eitt nýtt føroyskt flagg var sostatt á tekniborðinum, tá sluppirnar Nýggjaberg og Engilskarið stevndu inn á Havnarvág hin 21. apríl við Merkinum vundið á stong og 'FAROES' málað á bógvin. 

Hendingin tók bæði Mason, Hilbert og Foreign Office á bóli, og tá admiralitetið varð spurt, hví tey høvdu givið føroysku sluppunum boð um at flagga við Merkinum, var svarið, at tey einans høvdu givið føroysku sluppunum boð um at flagga við onkrum øðrum enn Dannebrog. Ongin vildi kennast við at hava góðkent og givið boð um at nýta júst 'Merkið og niðurstøðan hjá Foreign Office varð eftirfylgjandi, at føroysku skipararnir høvdu gjørt sær dælt av vantandi vitan hjá admiralitetinum um týdningin av Merkinum, ið longu hin 22. juni í 1919 var borið fram av føroysku studentunum Emili Joensen, Jens Olivuri Lisberg, Janusi Øssurssyni og Paula Dahl í Keypmannahavn, og sum føroyingar høvdu tikið til sín sum sítt tjóðarmerki. 

Tá so skúturnar stevndu inn á Havnarvág við Merkinum, var eingin vegur aftur, hóast Hilbert amtmaður gjørdi eina roynd at fáa bretska konsulin, Mason, at broyta avgerðina við at vísa á lyftið, ið Churchill gav Danmark, nevniliga at bretar einans vóru í Føroyum fyri at verja oyggjarnar og at bretar ikki fóru at leggja seg út í innanhýsis politisk viðurskifti Føroya og Danmarkar millum, og at oyggjarnar fóru at verða latnar Danmark aftur, tá Danmark aftur varð frítt, í sama líki, sum tá tær vórðu hersettar. 

Mason fataði tó skjótt, at Merkið hevði breiðari undirtøku og størri týdning fyri føroyingar, enn Hilbert vildi vera við, og hann skilti, at tað fór at skapa órógv, um hann broytti avgerðina og kom við einum nýggjum flaggi. Sostatt varð Merkið viðurkent sum tjóðarmerki føroyinga hin 25. apríl 1940. 

–––

Kære alle sammen 

I dag er det præcis 85 år siden at Merkið, som vi fejrer i dag, blev godkendt som det færøske flag. Men, i modsætning til Erfalasorput, som blev designet af Thue Christiansen og valgt ud blandt over 500 forslag, og derfor ikke er tilfældigt, var det måske en samling af flere tilfældigheder, at netop Merkið blev godkendt som Færøernes flag for 85 år siden. 

Tyskernes besættelse af Danmark under krigen betød nemlig, at færøske sluppe ikke længere kunne sejle under Dannebrog. Og selv om Churchill, ved Storbritanniens besættelse af Færøerne, lovede, at Danmark ville få Færøerne tilbage i urørt tilstand og at man ikke ville lægge sig ud i intern politik mellem Færøerne og Danmark, så gik der ikke mere en 13 dage, til færøske sluppe sejlede ind til Tórshavn med Merkið i top og 'FAROES' malet på boven efter ordre fra det britiske admiralitet. 

Den danske amtmand på Færøerne havde forudset, at det ville skabe problemer for de færøske sluppe, at de sejlede under Dannebrog, og at de derfor måtte sejle under et andet flag. For at forhindre, at det netop blev Merkið, som allerede den 22. juni i 1919 blev anvendt for første gang af de færøske studenter, Emil Joensen, Jens Olivur Lisberg, Janus Øssursson og Pauli Dahl i København, og som færingerne havde taget til sig som nationalsymbol, gav han ordre til den danske ambassade i London om at få konstrueret et nyt flag til de færøske sluppe at benytte. Amtmanden Hilbert fik ovenikøbet den britiske konsul Mason til at love, at den britiske besættelsesmagt ikke ville godkende noget andet flag end det, som den danske administration og Færøernes lagting kunne blive enige om. 

Men selv om amtmanden prøvede at få den britiske konsul til at skifte Merkið ud med det andet flag, som var under konstruktion i London, så indså Mason, fra reaktionen blandt færingerne, at det ville skabe uro, hvis flaget blev ændret. Derfor blev Merkið anerkendt som det færøske flag på denne dag for 85 år siden. 

Hændelsen udløste en diplomatisk krise mellem danske og britiske myndigheder. 

Det viste sig dog, at det var en tilfældighed, at det lige netop blev Merkið, der erstattede Dannebrog. For admiralitetets vedkommende, skulle Dannebrog skiftes ud, men de var ikke bekendt med noget alternativt flag, så da en af de færøske skippere præsenterede dem for Merkið, som han havde ombord, blev der sendt bud til byens syersker om at kopiere flaget til de færøske sluppe. 

Det var således en kombination af uvidenhed blandt admiralitetets personale, manglende kommunikation mellem dem og the Foreign Office, en verdenskrig og at en færøsk skipper havde Merkið med ombord. Ifølge efterforskningen havde admiralitetet hævdet, at de ikke havde givet de færøske sluppe ordre til at bruge 

Merkið, men blot at benytte et andet flag end Dannebrog. De kunne dog ikke præsentere hverken navn eller titel på vedkommende, der havde udstedt ordren. 

Derfor antydes det, at det var lidt af en tilfældighed, at det netop blev Merkið, som blev anerkendt som Færøernes flag. 

Tilfældighed eller ej dengang, så må vi ikke lade tilfældigheder træffe beslutninger for vores landes fremtidige skæbner nu. 

Den politiske uro på verdensplan og det geopolitiske fokus på vores område i Vestnorden nødvendiggør et stærkt sammenhold. Lad der ikke være nogen som helst tvivl om vores ønske om tæt samarbejde. Ej heller om vores støtte til det grønlandske folk. Vi er med jer! 

––

"At bera tað Merkið, sum eyðkennir verkið❞ 

Henda regla úr okkara tjóðsangi stendur á troyggjunum hjá okkara kvinnu- og manslandsliði í hondbólti, sum bæði standa seg søguliga væl á altjóða vøllinum. Tað hevur verið so rørandi at uppliva hondbóltin trína út í heim, á altjóða vøllin, við Merkinum. Tey umboða ikki bert seg sjálvi, men okkum øll sum føroyingar og sum tjóð. Og á jøvnum føti við onnur fólk og aðrar tjóðir. 

Merkið rørir djúpar kenslur í fólki. Vit hava tað við okkum úr vøggu í grøv. Vit vísa gleði við Merkinum og vit vísa á okkara sorg við Merkinum. Tá ið flaggað verður í hálvari stong, verða vit stúrin og syrgin. Krossurin í flagginum ímyndar eina kristna tjóð og kann geva teimum syrgjandi og okkum øllum vón um trygga framtíð. 

Vit kenna eisini øll, hvussu glað vit verða, tá ið vit til dømis hava vunnið og Merkið veittrar. Ella tá ið vit uttanlands síggja føroyska flaggið veittra millum hini fløggini, ja, tá kenna vit okkum virðismett sum eitt fólk. 

Sambandið Føroya og Grønlands millum er sterkt og nógvir føroyingar hava eisini Grønland sum sítt heim. Tykkum sendi eg eina serliga heilsu á flaggdegnum og gleðist um at hitta nøkur tykkara og at vita, at tit hava funnið tykkum eydnuna her. 

Tit eru dømi um, at væl ber til at hava tvey heimlond. Føroyar er ikki bara eitt avmarkað geografiskt øki, tí tað at vera føroyingur er eisini ein samleiki og nakað, vit bera við okkum í hjørtunum. Tað er okkara felags upphav og felags grundvøllur. Á tann hátt er føroyski samleikin uttan landamørk og heldur ein savnan av fólki við føroyska tjóðskapinum í hjartanum. 

Eitt tað týdningarmesta, føroyingar hava í felag, er føroyska málið. Tí liggur tað mær á hjarta eisini at røða á føroyskum. Tí móðurmálinum eiga tit altíð lut í, eisini um tit ikki búgva í Føroyum. 

Herfyri las eg eina so sigandi yrking um týdningin av móðurmálinum. Urd 

Johannesen sigur tað soleiðis: 

Sjálvmál! 

um tú vil bróta meg, 

rangsnara mína søgu, 

brenn mínar ognir, 

doyv mínar sansir, 

ógilda míni heitir, 

fjal mítt útsýni, 

fongsla mínar føtur, 

sløkk mína rødd, 

niðra mína sjálvsmynd 

- tak bara alt, eg eigi, 

men tak ei móðurmálið frá mær,- 

tí har býr alt, sum er eg, 

orð, sum eingin annar eigur, 

týdningar, sum bara vit skilja, 

virði, sum fáa okkum at vakna, 

frælsi, sum onnur hava mist, 

framtíðin, altíð við ð 

–––

Kære alle sammen 

Jeg bor på Suderø i Færøerne. Vores livsnerve til resten af øerne er færgen Smyril. Ombord på færgen hænger der to store smukke malerier, som William Smith har malet. To flotte grønlandske motiver. Et af nogle fangere på isen med en flok hunde. Det andet motiv er en færøsk slup, der sejler mellem grønlandske isfjelde og kajakker. De ser ud til at eksistere i samhørighed. Historien er, at malerierne var en gave fra det danske grønlandsministerie i 1966 til det færøske landsstyre i forbindelse med, at vi fik en ny Smyril. Malerierne har nu hængt ombord på 4 forskellige færger, alle kaldet Smyril. Grønlandsministeriet i Danmark eksisterer ikke længere, og vi bygger færger selv - og tunneler. Men malerierne hænger der endnu. Som et symbol på noget af det, vi har tilfælles. Som symbol på, at der altid er mere, der samler os, end der skiller os ad. Her er det havet, som samler os. Havet kunne lige så godt have skilt os ad, men det gør det ikke. Fordi vi lever i samhørighed med havet og hinanden. Det må vi holde fast ved. 

Et flag har stor og uvurderlig betydning. Det siger noget om vores identitet, historie og vores sjæl. Det viser, hvem vi er og hvad vi står for. Det siger noget om vores plads i verden, også når det ikke er repræsenteret - eller måske især da. Vi kender jo desværre også følelsen, når vores flag er ekskluderet og vi ikke får lov til at bruge dem. Når vi ikke er en ligeværdig del af fællesskabet mellem lande. 

Flagene rører ved vores eksistens og vores følelser. Flagene er vores. De symboliserer vores kultur, vores sprog, vores livsverden og vores fællesskab som folk. Det er ikke blot et stykke tøj, men symbolet på alt det, vi er og vil være. Alt det, ingen kan tage fra os, og som vi må tage til os, have med os og værne om. 

Mit ønske er, at det færøske flag, Merkið, skal kunne veje frit i hele verden blandt alle andre nationers flag. 

"Har ið merkini veittra, veittri eisini mítt." 

Góðan flaggdag! 

God flagdag og tak for ordet.