Kære unge, kære voksne, kære lærere og kære allesammen
Når jeg sidder i skolen og arbejder på en opgave, kan jeg godt lide at koble mine tanker hen på en masse god musik, da det er sådan, jeg koncentrerer mig bedst. Jeg er meget til dansk rap; det kan være alt fra Tessa til Suspekt, men særligt glad er jeg for kunstneren Artige Ardit. Ofte synger han om dansk ungdom, og af og til formår han at udfolde sig lyrisk, så jeg sidder tilbage som lytter og kan relatere.
For i sin sang ”Vi ku’ blive” skriver Artige Ardit: ”Vi ku blive, hvad vi kun turde håbe på”. Forestil jer så den tanke. Forestil jer, at I kan blive, hvad I drømmer om, hvis samfundet har tillid til, at I klarer det. Det lyder utrolig fedt. Det kan vi sammenligne med det danske uddannelsessystem. Dog kun på overfladen.
Hver dag stiller over halvdelen af de danske unge sig selv det samme spørgsmål: ”Er jeg god nok?” Og ”Kan jeg gennemføre en ungdomsuddannelse?” Og ja, selvfølgelig kan du det. Tro på mig. Du skal bare lige huske at træffe de rigtige valg, være uddannelsesparat i en alder af 14 år, vide, hvad du vil, planlægge din fremtid, få gode karakterer, lave dine lektier, være et medmenneske, lytte til de voksne og tage noget ansvar. Glem alt om venner, familie, fritid og trivsel. For det har du jo ikke.
Vi har bygget et skolesystem i Danmark, hvor unge skal navigere mellem karakterkrav, fremtidsdrømme og en konstant frygt for at fejle. Mange unge oplever mistillid fra systemet, når det hele handler om ”Kom dog i gang!” og ”Du skal ud på arbejdsmarkedet!”. De vil have, at vi tager en uddannelse, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Realiteten er bare, at det gør det. Vi lever i et samfund, der accelererer. Tempoet er højt, kravene mange, og der forventes konstant mere af folk - ikke mindst de unge. Og den stigende mistrivsel? Den bliver overset. Det skaber mistillid - til uddannelsessystemet, til fremtiden og til sig selv. Jeg er overbevist om, at mange autoriteter ser os unge som en byrde for samfundet. Vi er for dovne, og vi tager absolut ikke ansvar for, at vi selv får en fornuftig fremtid baseret på arbejde dag ud og dag ind. Jeg tror dog det modsatte.
At få kylet i hovedet i en alder af 14 år, at du ikke er uddannelsesparat, og at du nu både skal have tillid til, at det, de siger, er rigtigt, samtidig med at du er i gang med at blive dannet som menneske, er en rigtig svær balancegang.
Vi skal nok komme i gang med de skide uddannelser, og vi skal nok blive til noget, hvis I bare lader os være unge. Vi skal nok blive uddannelsesparate, tage ansvar og være forbilleder, hvis vi ikke bliver presset til det. Vi kan bare ikke alle sammen bevæge os i samme hastighed. Det er her, vi som samfund har et ansvar.
Vi skal skabe plads til, at unge kan træde ind i uddannelsessystemet med tillid. Tillid til, at de unge bliver taget alvorligt. Tillid til, at de bliver mødt af vejledere og lærere, der ser dem som mennesker. Tillid til, at politikerne tager hånd om uddannelsessystemet, når det er det, der primært står til at vinde førstepræmien i at skabe mistrivsel. Vi skal have muligheden for at bygge broer mellem vores nutid og fremtid. Det kan vi ikke med mistillid. Broen skal kunne bære vægten. Både med dem, du og jeg.
Jeg har i de samlet set elleve år, jeg har gået i skole nu, oplevet utallige gange, hvor kammerater, inklusiv mig selv, er blevet mødt med en helt absurd mistro til, at vi ender med at tage en uddannelse. Jeg blev selv erklæret uddannelsesparat tilbage i 7. klasse. Det var ellers noget, jeg frygtede, jeg ikke ville blive, og pyha, det blev jeg. Men jeg var en af få, der rent faktisk blev erklæret uddannelsesparat. Jo, jeg havde en rigtig god klassekammerat, som ikke gjorde. Han var en dreng med krudt i røven, han var vellidt blandt alle og en definition på en vaskeægte god ven. Han var bare ikke uddannelsesparat, og det måtte han stole på.
Fra dagen han blev erklæret ”ikke uddannelsesparat”, måtte han stole på, at den dom, han havde fået af lærerne og pædagogerne, var sand. Han var uegnet til at tage ansvar for sig selv, dårlig til at lave lektier og bestemt ikke egnet til at tage en ungdomsuddannelse, selvom det var det, han brændte allermest for. Vi så ham ikke efter den dag, og han mistede motivationen til at gå i skole.
Vi må ikke glemme, at hvert eneste ungt menneske er unikt. Hvad sker der, når vi behandler dem ens? Vi mister ikke bare tilliden til systemet - vi mister troen på hinanden. Hvis vi skal genopbygge tilliden til uddannelsessystemet, må vi begynde med at se det store billede. Vi skal huske, at vores pressede ungdom ikke bare er et individuelt problem, men et tegn på et system, der halter.
Vi skal skabe et system, hvor de unge ikke bare skal igennem det hele hurtigst muligt. Hvor vi skaber en fremtid, som alle kan være med på, selv de svageste. I min optik kan alle være med, hvis man mindsker lektier, laver kortere skoledage, sætter kravene ned og ikke mindst viser de unge, at der er hjælp at hente når de bliver svært.
Lad os ikke glemme, at tillid er det vigtigste aspekt i det her, for hvis vi overser den, går det helt galt. Så lad os spørge os selv igen: Hvilket system vil vi bygge til vores unge? Et koldt uddannelsessystem, hvor de står alene? Eller et stærkt system, hvor de kan vokse og trives? Valget er vores. Det vigtigste er bare, at alle unge får muligheden for at synge som Artige Ardit: ”Vi ku’ blive, hvad vi kun turde drømme om” - og mere til. Vi skal bare skabe en tillid fra ungt menneske til uddannelsessystemet og fra uddannelsessystemet til ungt menneske. Lad os starte sammen, både du og jeg.
- Tak.