Sebastian Mortensens tale ved SMK Fridays: Take A Break

Forestil jer en verden uden mekanikere. 

Bilerne de holder stille. 
Maskinerne går i stå.
Ingen får strøm. Ingen kommer frem. 

Mit navn er Sebastian, og jeg er stolt mekanikerlærling. 

Jeg bygger den verden, vi alle tager for givet – hver eneste dag. 

Og alligevel... blev jeg engang set ned på for det valg. 

Der var engang, hvor det føltes, som om jeg skulle undskylde,
at jeg valgte at bruge hænderne – i stedet for at sidde på skolebænken. 

Da jeg gik i 9. klasse og skulle vælge min vej, valgte jeg en erhvervsuddannelse.
Ud af 26 elever var jeg den eneste. 

Det føltes lidt som at gå mod strømmen – som om jeg havde valgt den “forkerte afkørsel” på motorvejen mod fremtiden. 

Når jeg spurgte de andre hvorfor de ikke valgte en erhvervsuddannelse sagde mine klassekammerater ting som: 

Og ved I hvad? Jeg blev vred. 

Ikke fordi folk valgte anderledes.
Men fordi de valgte med fordomme som følgesvend – og ikke med åbenhed og respekt. 

Derfor vil jeg i dag sige én ting:
Lad os tage en pause. (Lang pause)

En pause fra forestillingen om, at der kun findes én rigtig vej. 

En pause fra ideen om, at nogle uddannelser er "finere" end andre. 

En pause fra at dømme mennesker på, om de går i kedeldragt eller jakkesæt. 

For virkeligheden er en anden. 
Mens nogle sidder og læser om, hvordan verden fungerer – så lærer vi andre at få den til at fungere. 
Vi bygger, vi reparerer, vi installerer og vi skaber. 

Vi tager ikke bare noter – vi tager ansvar. 

Vi får løn, mens vi lærer. 

Og når vi er færdige, har vi ikke bare et stykke papir – vi har et fag. Et fag vi kan leve af. 

Og tro mig: 

Et stykke papir kan være godt.
Men et håndværk, du kan mærke i hænderne, det forsvinder aldrig.
Ikke i en finanskrise. 

Ikke når robotterne rykker ind. 

Det er noget, du altid kan tage med dig.

Det handler ikke om, at én vej er bedre end en anden. 

Det handler om, at alle veje er vigtige. 

Når jeg skruer på en bil, ved jeg, at nogen skal bruge den til at komme på arbejde.
Når en elektriker trækker kabler, gør de det muligt, at du kan lade din elbil.
Når en tømrer rejser et hus, så bliver det til et hjem for en familie. 

Det er hænderne, der holder samfundet oppe. 

Det er hænderne, der gør fremtiden mulig. 

Så hvorfor ser vi stadig ned på det? 

Det er tid til at stoppe op. 

Trække vejret. 

Og tage en pause – en pause fra uddannelsessnobberiet. 

For vi har brug for hinanden.

Vi har brug for, at nogen forsker – og at nogen fikser.
At nogen drømmer – og at nogen bygger drømmene i virkeligheden. 

Fremtiden bliver ikke skabt af én type mennesker, men af mange slags talenter.

Det er, når hoved og hænder arbejder sammen, at vi virkelig rykker os.

Det er dér, vi bygger noget, der holder. 

Så lad os bruge denne pause – "Take a Break" – til at se os omkring. 

Kig på dine omgivelser: (kort rytmisk pause)

Stole, lamper og højtalere.
Alt er lavet af mennesker, der har valgt en praktisk vej. 

Mennesker, der valgte med stolthed – ikke med skam. 

Mennesker, der ikke bare læste om verden – men formede den. 

Forestil dig en verden uden håndværkere. 

Ingen bygninger. Ingen broer.
Ingen varme i husene om vinteren. Ingen strøm til din computer.
Det ville være en kold, mørk og meget stille verden. (Lang pause)

Så lad os hylde dét valg. Ikke udskamme det. 

Lad os fejre dem, der vælger at få snavs under neglene for at få hjulene til at køre. 

Dem, der vælger at lære med hænderne såvel som med hovedet. 

For når vi tager en pause fra snobberiet, åbner vi døren for respekt. 

For ligestilling mellem bog og boremaskine. 

For et samfund, hvor alle har plads – og alle gør en forskel. 

Så næste gang du hører nogen sige, at en erhvervsuddannelse er plan B –
så sig:
"Nej, det er plan Byg. Plan Skab. Plan Bidrag." 

Take a Break – og tænk dig om. 

For kun når vi holder op med at dømme, begynder vi for alvor at forstå hinanden. 

Og kun når vi forstår hinanden, kan vi bygge en fremtid, hvor alle kan være stolte. 

Og her til sidst vil jeg gerne efterlade jer med et billede – og et citat. 

Forestil jer en byggeplads. 

Der er støv i luften, hammerlyde og en masse mennesker i arbejdstøj.
Midt i det hele står en ung lærling. Han har sved på panden og værktøj i bæltet.
Ved siden af går en arkitekt med tegninger under armen. 

Begge er nødvendige. Ingen af dem kan undvære den anden. 

Og det er præcis dét, vi skal huske:
Det er ikke dem, der peger og planlægger, der alene bygger fremtiden.
Det er også dem, der bruger hænderne. 

Brug maleriet 

Det afspejler sig også i maleriet. Manden med den høje hat står og peger og bestemmer. Men der ville ikke kunne blive produceret noget uden alle arbejderne

Som en gammel mester engang sagde til mig:
“Et samfund uden håndværkere er som en bil uden motor – flot at se på, men den kommer ingen vegne.” 

Så lad os tage den pause. (kort rytmisk pause)

Pause fra fordommene.
Pause fra snobberiet.
Pause til at se hinanden – rigtigt. 

Tak for jeres tid.