Carl sagde til mig på Metals årsmøde i år
“Du må aldrig glemme, hvor du kommer fra.”
Det lyder simpelt og jeg troede først, det bare var et godt råd.
Men det er det ikke.
Det er en forpligtelse.
For hvor kommer vi fra?
Vi kommer ikke fra spindoktorer og glatte talepapirer.
Vi kommer fra fabriksgulvet klokken 7 om morgenen.
Fra lyden af metal mod metal.
Fra gaffeltrucks, der bakker.
Fra kollegaer, der nikker godmorgen med en kop kaffe i hånden og olie på fingrene.
Vi kommer fra mennesker, der ikke måler dagen i møder men i det, der faktisk blev lavet.
Vi kommer fra slyngelstuen på Metalskolen
Det lokale, hvor de store idéer ikke bliver skrevet på whiteboards. men opstår over en lunken øl mellem kammerater.
Det var der, Lærlingeoprøret blev født.
Ikke i et ministerium.
Ikke i et konsulenthus.
Men mellem lærlinge, der var trætte af at blive glemt.
For sandheden er, at uddannelsessnobberi ikke bare er et ord.
Det er noget, man mærker i kroppen.
Det er når jeg hver morgen betaler 60 procent mere for transport end de studerende på mit kollegie
selvom vi tager den samme bus, den samme vej, på samme tidspunkt.
Det er når jeg ikke kan få et værelse på størstedelen af kollegierne, fordi jeg om morgen tager arbejdstøj og Airtox sikkerhedssko på i stedet for jeans og Nike sneakers.
Som om arbejdstøj diskvalificerer én fra fællesskabet.
Det er når der bliver delt fødevarechecks ud og vi skal kæmpe Hårdere end Jonas Vingegaard på en bjergafslutning i touren med Pogacar i røven for ikke at blive glemt, og det er jo ikke fordi nogen hader os at vi bliver glemt
Men fordi ingen tænker på os.
Og nogle gange føles det næsten værre.
Og så undrer man sig over, at unge ikke vælter ind på erhvervsuddannelserne.
Vi taler om mangel på faglærte, som om det er en naturkatastrofe.
Som om der en morgen bare lå 130.000 manglende håndværkere på vejen.
Som et væltet træ i storm
Men det er ikke vejret.
Det er politik.
Årtiers prioriteringer, der har sagt til unge:
Hvis du er dygtig. så læs videre.
Hvis du ikke er. så kan du jo blive håndværker.
Som om vi er plan B for Danmark.
Prøv at slukke for strømmen.
Prøv at stoppe vandet.
Prøv at lade være med at reparere maskinerne, hospitalerne og landet.
Så finder man hurtigt ud af, at et samfund ikke kører på holdninger alene. Og hvem plan A egentlig er
Du kan ikke streame en smed
Du kan ikke manifester en mekaniker
Du kan ikke trække en tømmer ud af røven
Man kan ikke google sig til et nyt tag
Og du kan ikke holde danmark i gang på powerpoints
Og problemet findes også inde på Christiansborg.
Omkring 40 procent af danskerne er faglærte.
Men kun cirka 10 procent af Folketinget er.
Det svarer til at bygge et hus, hvor næsten halvdelen af værktøjet bliver låst inde i et skur.
Og så stå og undre sig over, hvorfor arbejdet aldrig bliver færdigt. Og det man bygger ikke dur
“Du må aldrig glemme, hvor du kommer fra.”
Det lyder simpelt og jeg troede først, det bare var et godt råd.
Men det er det ikke.
Det er en forpligtelse.
For hvor kommer vi fra?
Vi kommer ikke fra spindoktorer og glatte talepapirer.
Vi kommer fra fabriksgulvet klokken 7 om morgenen.
Fra lyden af metal mod metal.
Fra gaffeltrucks, der bakker.
Fra kollegaer, der nikker godmorgen med en kop kaffe i hånden og olie på fingrene.
Vi kommer fra mennesker, der ikke måler dagen i møder men i det, der faktisk blev lavet.
Vi kommer fra slyngelstuen på Metalskolen
Det lokale, hvor de store idéer ikke bliver skrevet på whiteboards. men opstår over en lunken øl mellem kammerater.
Det var der, Lærlingeoprøret blev født.
Ikke i et ministerium.
Ikke i et konsulenthus.
Men mellem lærlinge, der var trætte af at blive glemt.
For sandheden er, at uddannelsessnobberi ikke bare er et ord.
Det er noget, man mærker i kroppen.
Det er når jeg hver morgen betaler 60 procent mere for transport end de studerende på mit kollegie
selvom vi tager den samme bus, den samme vej, på samme tidspunkt.
Det er når jeg ikke kan få et værelse på størstedelen af kollegierne, fordi jeg om morgen tager arbejdstøj og Airtox sikkerhedssko på i stedet for jeans og Nike sneakers.
Som om arbejdstøj diskvalificerer én fra fællesskabet.
Det er når der bliver delt fødevarechecks ud og vi skal kæmpe Hårdere end Jonas Vingegaard på en bjergafslutning i touren med Pogacar i røven for ikke at blive glemt, og det er jo ikke fordi nogen hader os at vi bliver glemt
Men fordi ingen tænker på os.
Og nogle gange føles det næsten værre.
Og så undrer man sig over, at unge ikke vælter ind på erhvervsuddannelserne.
Vi taler om mangel på faglærte, som om det er en naturkatastrofe.
Som om der en morgen bare lå 130.000 manglende håndværkere på vejen.
Som et væltet træ i storm
Men det er ikke vejret.
Det er politik.
Årtiers prioriteringer, der har sagt til unge:
Hvis du er dygtig. så læs videre.
Hvis du ikke er. så kan du jo blive håndværker.
Som om vi er plan B for Danmark.
Prøv at slukke for strømmen.
Prøv at stoppe vandet.
Prøv at lade være med at reparere maskinerne, hospitalerne og landet.
Så finder man hurtigt ud af, at et samfund ikke kører på holdninger alene. Og hvem plan A egentlig er
Du kan ikke streame en smed
Du kan ikke manifester en mekaniker
Du kan ikke trække en tømmer ud af røven
Man kan ikke google sig til et nyt tag
Og du kan ikke holde danmark i gang på powerpoints
Og problemet findes også inde på Christiansborg.
Omkring 40 procent af danskerne er faglærte.
Men kun cirka 10 procent af Folketinget er.
Det svarer til at bygge et hus, hvor næsten halvdelen af værktøjet bliver låst inde i et skur.
Og så stå og undre sig over, hvorfor arbejdet aldrig bliver færdigt. Og det man bygger ikke dur
Derfor har vi brug for Carl Emil.
Ikke en politiker, der har læst om virkeligheden.
Men en, der har haft den under neglene.
Carl er faglært industritekniker.
han er min Tidligere formand for Metal Ungdom.
hvor han Repræsenterede over 10.000 lærlinge.
Han startede Lærlingeoprøret
og gav en stemme til unge, der ellers ikke blev hørt. På tværs af alle fag
Og det flyttede noget.
900 millioner kroner til erhvervsskolerne kom ikke af sig selv.
Det kom, fordi nogen blev ved med at banke på døren, indtil det ikke kunne ignoreres længere.
For mig er Carl ikke bare en kandidat.
Han er også en mentor og et forbillede
Han er grunden til, at jeg selv står her.
Han lærte mig at tage ordet, selv når stemmen ryster.
At skrive, debatindlæg selv når man er vred.
At debattere, selv når man står alene.
Og vigtigst:
At man godt må være stolt af at være faglært.
Men han har ikke kun insprieret mig men mange gennem tiden
Næsten alle jeg kender fra metal ungdom ser ham som et forbillede
Som en ledestjerne der viser os vejen og hjælper os i en verden der ofte glemmer os og til side stiller os
Carl sagde
“Du må aldrig glemme, hvor du kommer fra.”
Og jeg ved, at du ikke gør det.
For hvis du kommer ind på Christiansborg, så kommer du ikke alene.
Du tager fabriksgulvet med.
Lyden.
Lugten.
Menneskerne.
Alle dem, der står op før solen,
og får Danmark til at fungere, mens resten af landet trykker på snooze.
Du tager lærlingen med, der står i mørket klokken seks om morgenen.
Du tager mekanikeren med, der ligger på ryggen under en bil.
Du tager klejnsmeden med, der stadig lugter af røg og slibestøb, når arbejdsdagen er slut.
Du tager virkeligheden med ind i Folketinget.
For sandheden er
Danmark bliver ikke bygget på Christiansborg.
Det bliver bygget udenfor.
På byggepladserne.
På værkstederne.
På hospitalerne.
På fabrikkerne.
Christiansborg burde bare være stedet, hvor man passer på det.
Og hvis dem, der bygger landet, ikke sidder med ved bordet …
så mangler der ikke bare stole.
Så mangler der forståelse.
Så Carl
Held og lykke.
Ikke bare fra mig.
Men fra alle os, der ved, hvor du kommer fra.
Og som ved, at du aldrig glemmer det.
Vi står bag dig.
Hele vejen.
Vi beder ikke om særbehandling.
Vi beder bare om en plads ved bordet, vi selv har bygget.
Ikke en politiker, der har læst om virkeligheden.
Men en, der har haft den under neglene.
Carl er faglært industritekniker.
han er min Tidligere formand for Metal Ungdom.
hvor han Repræsenterede over 10.000 lærlinge.
Han startede Lærlingeoprøret
og gav en stemme til unge, der ellers ikke blev hørt. På tværs af alle fag
Og det flyttede noget.
900 millioner kroner til erhvervsskolerne kom ikke af sig selv.
Det kom, fordi nogen blev ved med at banke på døren, indtil det ikke kunne ignoreres længere.
For mig er Carl ikke bare en kandidat.
Han er også en mentor og et forbillede
Han er grunden til, at jeg selv står her.
Han lærte mig at tage ordet, selv når stemmen ryster.
At skrive, debatindlæg selv når man er vred.
At debattere, selv når man står alene.
Og vigtigst:
At man godt må være stolt af at være faglært.
Men han har ikke kun insprieret mig men mange gennem tiden
Næsten alle jeg kender fra metal ungdom ser ham som et forbillede
Som en ledestjerne der viser os vejen og hjælper os i en verden der ofte glemmer os og til side stiller os
Carl sagde
“Du må aldrig glemme, hvor du kommer fra.”
Og jeg ved, at du ikke gør det.
For hvis du kommer ind på Christiansborg, så kommer du ikke alene.
Du tager fabriksgulvet med.
Lyden.
Lugten.
Menneskerne.
Alle dem, der står op før solen,
og får Danmark til at fungere, mens resten af landet trykker på snooze.
Du tager lærlingen med, der står i mørket klokken seks om morgenen.
Du tager mekanikeren med, der ligger på ryggen under en bil.
Du tager klejnsmeden med, der stadig lugter af røg og slibestøb, når arbejdsdagen er slut.
Du tager virkeligheden med ind i Folketinget.
For sandheden er
Danmark bliver ikke bygget på Christiansborg.
Det bliver bygget udenfor.
På byggepladserne.
På værkstederne.
På hospitalerne.
På fabrikkerne.
Christiansborg burde bare være stedet, hvor man passer på det.
Og hvis dem, der bygger landet, ikke sidder med ved bordet …
så mangler der ikke bare stole.
Så mangler der forståelse.
Så Carl
Held og lykke.
Ikke bare fra mig.
Men fra alle os, der ved, hvor du kommer fra.
Og som ved, at du aldrig glemmer det.
Vi står bag dig.
Hele vejen.
Vi beder ikke om særbehandling.
Vi beder bare om en plads ved bordet, vi selv har bygget.