Ja.
Det er jo den dag, vi fejrer demokratiet.
Eller som nogle måske inklusiv mig selv tænker:
Jeres demokrati.
For hvad hjælper det at have en stemme,
hvis man aldrig har lært, at den betyder noget?
Hvad hjælper det at have en plads ved bordet,
hvis man hele livet har fået at vide,
at man hører til ude i værkstedet?
I dag er der noget, der bekymrer mig mere end højtråbende ekstremister.
Mere end vrede kommentarfelter.
Mere end dem, der står udenfor demokratiet og råber ind i forsøget på at undergrave det.
For demokratiets største fjende står ikke udenfor porten.
Den står indenfor.
Den hvisker.
Den siger:
"Hvad nytter det?"
Den siger:
"Der er alligevel ingen, der lytter."
Den siger:
"Min stemme gør ingen forskel."
Og den hvisken breder sig.
Blandt unge på erhvervsuddannelserne er det 59 procent, der ikke tror på, at deres stemme har betydning.
Nioghalvtreds procent.
Tænk lige over det.
Mere end hver anden.
Mere end hver anden fremtidig smed.
Mere end hver anden mekaniker.
Mere end hver anden social- og sundhedsassistent.
Mere end hver anden af dem,
der en dag skal holde Danmark kørende.
Det er ikke bare et tal.
Det er et advarselsblink på demokratiets instrumentbræt.
For demokratiet punkterer ikke på én dag.
Det mister langsomt luft.
Når mennesker mister troen på,
at de kan flytte noget.
At de kan forme noget.
At de kan forandre noget.
Og måske forstår jeg dem godt.
For alt for ofte bliver dannelse beskrevet,
som noget man læser sig til.
Som om den bor bag murene
på en gymnasial højborg.
Som om den kun taler latin,
går i loafers
og drikker café latte på statskundskab.
Men dannelse findes også med olie på fingrene.
Med svejserøg i tøjet.
Med sikkerhedssko på fødderne.
Dannelse er ikke kun at kende verden.
Det er også at bygge den.
Det er derfor, jeg står her i dag.
Ikke fordi jeg er den vigtigste stemme.
Men fordi jeg håber,
at nogen derude kan spejle sig i den.
En lærling.
En mekaniker.
En elektriker.
En industritekniker.
En af de 59 procent.
En som tror,
at mikrofonen tilhører andre.
Men den gør den ikke.
For demokratiet er ikke et direktionslokale.
Det er et værksted.
Det larmer.
Det gnistrer.
Det kræver, at nogen møder ind.
Det kræver hænder.
Det kræver hoveder.
Det kræver hjerter.
Og derfor har jeg et budskab til alle unge faglærte.
Et budskab jeg håber,
vil runge gennem klasselokaler,
kantiner,
byggepladser
og værksteder.
For historien bliver ikke skrevet
af dem, der tier.
Den bliver skrevet af dem,
der tager ordet.
Af dem, der rejser sig.
Af dem, der rækker hånden op.
Af dem, der griber mikrofonen
og indtager talerstolen.
Så på denne grundlovsdag
har jeg et sidste budskab til alle dem,
der tror deres stemme er for lille til at blive hørt.
Stå op for det i tror på
-----------
Tag ordet.
----------
Erobr talerstolen.
---------
Mød op.
---------
Markér jer.
------------
Efterlad et aftryk.
-----------
Hvis ikke jer ...
hvem så?
Hvis ikke nu ...
hvornår så?
For Grundloven gav os retten til en stemme.
Men fremtiden tilhører dem, der bruger den.
Tak for ordet
Det er jo den dag, vi fejrer demokratiet.
Eller som nogle måske inklusiv mig selv tænker:
Jeres demokrati.
For hvad hjælper det at have en stemme,
hvis man aldrig har lært, at den betyder noget?
Hvad hjælper det at have en plads ved bordet,
hvis man hele livet har fået at vide,
at man hører til ude i værkstedet?
I dag er der noget, der bekymrer mig mere end højtråbende ekstremister.
Mere end vrede kommentarfelter.
Mere end dem, der står udenfor demokratiet og råber ind i forsøget på at undergrave det.
For demokratiets største fjende står ikke udenfor porten.
Den står indenfor.
Den hvisker.
Den siger:
"Hvad nytter det?"
Den siger:
"Der er alligevel ingen, der lytter."
Den siger:
"Min stemme gør ingen forskel."
Og den hvisken breder sig.
Blandt unge på erhvervsuddannelserne er det 59 procent, der ikke tror på, at deres stemme har betydning.
Nioghalvtreds procent.
Tænk lige over det.
Mere end hver anden.
Mere end hver anden fremtidig smed.
Mere end hver anden mekaniker.
Mere end hver anden social- og sundhedsassistent.
Mere end hver anden af dem,
der en dag skal holde Danmark kørende.
Det er ikke bare et tal.
Det er et advarselsblink på demokratiets instrumentbræt.
For demokratiet punkterer ikke på én dag.
Det mister langsomt luft.
Når mennesker mister troen på,
at de kan flytte noget.
At de kan forme noget.
At de kan forandre noget.
Og måske forstår jeg dem godt.
For alt for ofte bliver dannelse beskrevet,
som noget man læser sig til.
Som om den bor bag murene
på en gymnasial højborg.
Som om den kun taler latin,
går i loafers
og drikker café latte på statskundskab.
Men dannelse findes også med olie på fingrene.
Med svejserøg i tøjet.
Med sikkerhedssko på fødderne.
Dannelse er ikke kun at kende verden.
Det er også at bygge den.
Det er derfor, jeg står her i dag.
Ikke fordi jeg er den vigtigste stemme.
Men fordi jeg håber,
at nogen derude kan spejle sig i den.
En lærling.
En mekaniker.
En elektriker.
En industritekniker.
En af de 59 procent.
En som tror,
at mikrofonen tilhører andre.
Men den gør den ikke.
For demokratiet er ikke et direktionslokale.
Det er et værksted.
Det larmer.
Det gnistrer.
Det kræver, at nogen møder ind.
Det kræver hænder.
Det kræver hoveder.
Det kræver hjerter.
Og derfor har jeg et budskab til alle unge faglærte.
Et budskab jeg håber,
vil runge gennem klasselokaler,
kantiner,
byggepladser
og værksteder.
For historien bliver ikke skrevet
af dem, der tier.
Den bliver skrevet af dem,
der tager ordet.
Af dem, der rejser sig.
Af dem, der rækker hånden op.
Af dem, der griber mikrofonen
og indtager talerstolen.
Så på denne grundlovsdag
har jeg et sidste budskab til alle dem,
der tror deres stemme er for lille til at blive hørt.
Stå op for det i tror på
-----------
Tag ordet.
----------
Erobr talerstolen.
---------
Mød op.
---------
Markér jer.
------------
Efterlad et aftryk.
-----------
Hvis ikke jer ...
hvem så?
Hvis ikke nu ...
hvornår så?
For Grundloven gav os retten til en stemme.
Men fremtiden tilhører dem, der bruger den.
Tak for ordet