Kære alle sammen
Tusind tak for invitationen og en særlig tak for invitationen til at holde denne tale (for allerførste gang, som spidskandidat for Enhedslisten her i Aarhus Kommune), og tak til alle jer, der er her i dag og tak for jeres arbejde hen imod denne flotte tradition af en forårsudstilling.
Tak fordi I har skabt det rum, vi står i nu og de rum vi snart skal rundt i – ikke kun mellem vægge og værker, men det usynlige rum imellem os. Det rum, hvor vi ser hinanden. Hører hinanden. Rører noget i hinanden.
Jeg har tænkt meget på rum på det seneste. Ikke kun som steder vi befinder os – stuer, gader, kontorer, atelierer – men som noget vi er med til at forme og skabe. Hver dag. Hele tiden. Med vores ord. Vores blikke. Vores tavshed. Vores valg.
Rum kan være store og frie. De kan give plads til drømme, afvigelser og længsel. Men rum kan også være snævre. Fyldt med forventninger, normer og grænser. De kan indskrænke og udelukke.
Derfor betyder det noget, hvordan vi indretter vores fællesskaber – om vi skaber rum, der kun har plads til dem, der passer ind… eller rum, der tør give plads til det, der stikker ud.
Og netop derfor er kunsten så vigtig. Kunsten skaber rum, hvor der er højt til loftet – også mentalt. Den viser os nye blikke på det gamle. Den larmer, hvor vi har lært at tie. Den inviterer os ind i andres virkeligheder, og ud af vores egne selvfølgeligheder.
Kunst er ikke pynt. Det er ikke noget, man bare hænger op. Det er nødvendigt. Fordi det er her, vi kan øve os i at være mennesker. Uden manual.
Det kreative – det skabende – det legende og alt det svære… det åbner en slags frihed. Og vi har brug for frihed. Ikke kun den individuelle frihed til at vælge, men den fælles frihed til at drømme os et andet sted hen.
Som politisk menneske – og som kandidat for Enhedslisten – tror jeg på, at kunst og kultur ikke er en luksus, men en livsnerve. Vi skal investere i det, ikke kun som underholdning, men som liv og medmenneskelighed. Som en måde at skabe plads til hinanden på. Til det stille. Det vilde. Det sårbare.
Og jeg vil kæmpe for byrum, hvor kunsten må tale højt – også når den generer. For skoler, hvor kreativitet ikke er pause, men praksis. For kulturinstitutioner og græsrodsinitiativer, der åbner døre frem for at bevogte dem.
For når vi skaber plads til kunsten, skaber vi plads til alt det, vi endnu ikke har ord for. Og det er dér, forandring begynder.
Jeg håber, at denne fernisering – dette rum af farver og former – også minder os om dét: At vi altid kan vælge at åbne snarere end at lukke. Give plads i stedet for at tage den. Og tro på, at det nye, det anderledes, det uventede, måske er præcis det, vi mangler.
Tak for jeres nærvær. Tak for at give plads til mine ord og tak for det fantastiske rum, som vi alle er en del af i dag.
Hermed er årets forårsudstilling RUM åbnet...