Skip to content

Sarah Jarsbos grundlovstale

Anna Marín

Om

Taler

Sarah Jarsbo
Spidskandidat til byrådet for Enhedslisten i Aarhus

Dato

Sted

Mejlgade, Aarhus

Tale

Demokrati er ikke noget, vi har – det er noget, vi gør – og vi skal gøre det i fællesskab og der er altid plads til flere.
Der er noget, der knirker i det danske demokrati. Efter min mening og det har det gjort lidt for længe! Det kan mærkes, når folk står af politik. Når færre stemmer. Når borgerne mister tilliden til, at beslutningerne tages med deres liv og erfaringer i mente. Når demokratiet opleves som noget, der foregår andre steder – bag lukkede døre, på kompliceret fagsprog og alt for langt væk fra hverdagen.
Vi ser det i kommunalpolitik, hvor borgere oplever, at høringer ikke rykker ved noget, og at beslutninger træffes, længe før vi får lov at give deres besyv med. Vi ser det i klimakampen, hvor unge råber på handling, mens politikere henviser til regneark og "realisme". Og vi ser det i velfærden, hvor medarbejdere bliver sat til at dokumentere i stedet for at tage sig af mennesker og bruge tid på det, der egentlig giver trivsel.
Derfor har jeg meldt mig ind i det parti, hvis politik, jeg er mest enig i og, som jeg mener, at vores by, land og verden har brug for meget mere af. Derfor kan du heller ikke finde mig bag bordet til næste kommunalvalg. 
Du kan derimod finde mit navn på stemmesedlen under Ø.
I Enhedslisten tror vi ikke på, at svaret er mindre politik. Vi tror, det er mere demokrati – og vi vil gerne have dig med…
Ikke bare i form af flere valgdage eller flere møder. Men som en måde at organisere vores fællesskab på. En måde at træffe beslutninger, fordele ressourcer og tage ansvar for hinanden. Demokratiet er ikke kun en institution – det er en praksis.
Fra valgløfter til hverdagens stemmer
Alt for ofte bliver demokratiet reduceret til en stemmeseddel hvert fjerde år. Men stemmeret uden reel indflydelse er ikke nok. Demokratiet skal leve i hverdagen – i boligområderne, på arbejdspladsen, i vores skoler og institutioner.
Det betyder ikke, at alle skal deltage i alting. Men det betyder, at dem, som berøres af beslutninger, skal tages alvorligt. At lokal viden, erfaringer og behov bliver brugt aktivt – ikke bare som pynt i en rapport, men som reelt fundament for politisk handling.
Derfor foreslår vi i Enhedslisten blandt andet:
  • Borgerdrevne forslag i kommunerne
  • Åbne og deltagende budgetprocesser
  • Styrkelse af lokalråd og nærdemokrati
  • Bedre ret til medbestemmelse for medarbejdere i den offentlige sektor

Magten skal deles
Demokrati handler i sidste ende om magt. Og spørgsmålet er simpelt: Hvem har den?
I dag er alt for meget magt samlet hos kapitalinteresser, embedsværk og store centrale institutioner. Det gælder i byudviklingen, hvor investorer i stigende grad sætter retningen for, hvordan vores byer udvikler sig. Det gælder i velfærden, hvor styring og effektiviseringer trumfer faglighed og omsorg. Og det gælder i klimaet, hvor økonomiske interesser stadig vægter tungere end planetens fremtid.
Enhedslisten ønsker at ændre det. Vi tror på økonomisk demokrati – at arbejdere, lokalsamfund og fællesskaber skal have mere kontrol over de beslutninger, der former deres liv. Det handler om kooperativer, fælleseje, borgerenergifællesskaber og grøn omstilling båret af folkelig deltagelse – ikke markedslogik.
Demokrati kræver mod
Det er ikke nemt at dele magten. Det kræver mod. Det kræver tid. Og det kræver, at vi som politikere tør give slip på kontrol og åbne beslutningsrummet.
Men hvis vi vil tage borgerne alvorligt – ikke bare som vælgere, men som deltagere – så skal vi også turde skabe rum for reelt medborgerskab.
Vi står over for store kriser: klimakrise, ulighedskrise, tillidskrise. De kan ikke løses med teknokratiske greb eller topstyret politik. De kræver et stærkt, levende demokrati. Et demokrati, der ikke bare er noget, vi har – men noget, vi gør. Alle sammen – Sammen.
Jeg håber, at du har haft en dejlig Grundlovsdag.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags