Vi tror vi har ligestilling – men vi er langt fra i mål.
Jeg er født i 1986. Jeg tilhører derfor en generation, som kun har oplevet fremskridt på ligestillingsområdet; samtykkeloven, udvidelsen af abortrettighederne, lønløft til de kvindedominerede omsorgsfag, øremærket barsel til mænd.
Jeg er derfor også vokset op med en fortælling om at det går godt med ligestillingen. At vi i Danmark og den vestlige verden har ligestilling. At kvinders rettigheder er sikret, og noget vi kan være stolte af.
Det er også delvist sandt. Formelt set gælder de samme rettigheder for mænd og kvinder. Og ja, Danmark har gået forrest på en lang række centrale dagsordener. Men lad os også være ærlige. Ligestilling er fortsat en kampplads. Lige nu går det faktisk den forkerte vej – både internationalt, men også herhjemme. Rettigheder udfordres, friheder indskrænkes og modstanden vokser.
Det behøver ikke at være sådan. Men det kræver, at vi går ind i kampen. Fortællingen må ikke blive en sovepude.
For vi er slet ikke i mål.
Det giver mig ondt i maven, når hver femte mand mener, at ligestillingen er gået for vidt. Hver femte mand. Gået for vidt? Ligestilling handler ikke om at nogle skal have mere eller have det bedre end andre, om at tage noget fra nogle. Det handler om en ligelig og retfærdig fordeling af muligheder, magt og tryghed.
Samtidig mener 7 ud af 10 kvinder ikke, at vi har ligestilling i Danmark. Jeg er én af de syv. De poler er vidnesbyrd på, hvordan hverdagen og muligheder ikke er ens for køn. At ulighed og strukturer ikke rammer os ens. Og den polarisering er farlig. Vi risikerer, at det fjerne fokus fra ulighedens virkelighed.
Det gør sig gældende på uddannelse, det gør sig gældende på arbejdsmarkedet. Det gør sig gældende i den økonomiske virkelighed.
Hvem vælger hvilke fag, og hvorfor? Hvorfor er de kvindedominerede fag fortsat systematisk lavere lønnet? Ja, vi har fået et lønløft, men det er ikke et opgør med strukturel uligeløn. Det er nok nærmere, hvad jeg ville kalde en inflationsregulering af i forvejen underbetalte jobs. Vi mangler stadig reel ligeløn. Vi mangler stadig et faktisk opgør med Tjenestemandsreformen.
Den økonomisk ulighed stopper ikke ved løn. Kontanthjælpsreformen vil uundgåeligt få kønnede konsekvenser. Når økonomisk tryghed svækkes og ydelser skæres, risikerer flere kvinder at trække sig fra arbejdsmarkedet. Vi risikerer at skubbe flere kvinder ud i økonomisk afhængighed.
Uligheden rammer også på sundhedsområdet. 10 procent af de unge kvinder der får menstruation, kommer til at kæmpe med endometriose i forskellige grad. Og det er blot én af mange kvindesygdomme, som vi ved for lidt om, og som alt for ofte underbehandles.
Kvinders smerter tages mindre alvorligt, der forskes mindre i kvindekroppen. Det er ikke tilfældigt. Det er politisk prioritet. Derfor er det også på rette tide, at der er blevet sat penge af til forskning i kvindesygdomme af med forskningsreserven 2025.
Nu skal vi sikre, at det også blive omsat til muligheder og behandlinger.
Men i dag handler det om at du skal vide at du som feminist ikke er alene
At vi er der for hinanden og at søstersolidaritet er mere end bare kampdagen i dag.
Rigtig god 8. marts