For jeg har et klart billede af hvad der er galt med samfundet. – særligt for os elektrikere. – os arbejdere. – os der har valgt en uddannelse uden mange år på skolebænken, men som koordinerer hænder og hoved, så selv arkitektens mest uforståelige tanker og tegninger kan blive omsat til en funktionsdygtig og flot bygning.
Det er mere korrekt at sige bygninger, for det bliver til mange bygninger gennem et arbejdsliv, og for mig så er alle de bygninger jeg har været med til at opfører eller renovere, blevet til ”mine” bygninger. Det kan også nå at blive til en hel del igennem et arbejdsliv, for med den forventede pensionsalder for mig, så kan jeg nå at runde 55 år på arbejdsmarkedet.
55 år.
I dag 2. behandler man endnu en stigning i pensionsalderen, denne gang til 70 år.
Det er Europas højeste pensionsalder. Måske verdens højeste.
Socialdemokratiet stemmer for sammen med de borgerlige partier, for som de siger, vi kan ikke løbe fra Velfærdsaftalen fra 2006.
For retfærdighedens skyld kan vi jo lige genbesøge Velfærdsaftalen fra 2006. Det er en aftale der skulle sikre dansk økonomi, fordi danskernes gennemsnitsalder stiger.
Aftalen bygger på 4 forudsætninger (tæl med 4 fingre). Velfærden skal styrkes (pegefinger), pensionsalderen skal hæves (langefinger), efterlønnen skal bevares (tommelfinger) og arbejdsmiljøet skal styrkes så vi kan holde til at arbejde længere (ringfinger).
Af de 4 forudsætninger, står kun en tilbage. Arbejdsmiljøet er IKKE blevet styrket, da man løb fra aftalen om at tilfører Arbejdstilsynet 100 mio. ekstra årligt. Efterlønnen er de facto afskaffet og velfærden er blevet rundbarberet årligt siden 2001.
Så tilbage er der kun en finger tilbage, en stor fuck-finger til arbejderne, som skal arbejde længere. For de kan nemlig ikke bruge det til en dyt, at gennemsnitslevealderen stiger, for det er ikke dem der kommer til at nyde godt af det.
Forskellen på en arbejder med kort uddannelse og en person med lang uddannelse er 10 års levetid. Samtidig er der direkte sammenhæng mellem længden af din uddannelse, og hvor mange af dine pensionist-år du kommer til at tilbringe i en sygeseng.
Det er ikke retfærdigt at os der har været længst tid på arbejdsmarkedet, skal være mere syge og dø tidligere.
Man må kunne finde på bedre løsninger, dansk økonomi er bomstærk, finansministeren finder ekstra mia. hver eneste gang han åbner en låge eller skuffe i finansministeriet, og der er givet skattelettelser i massevis, navnlig til de rigeste. Det må være muligt at finde pengene et andet sted, end arbejdernes pensionisttilværelse.
Op til 1. maj fandt vi vores afdeling et gammelt banner hver der stod ”stem på et arbejderparti”, det synes jeg er et rigtig fornuftigt slogan. Det kan jo så give noget debat om hvem der egentlig er et arbejderparti. Uanset er det i alt fald efterhånden svært at finde arbejderne i partierne, og det er nok det jeg ser som den største udfordring, for jeres og min hverdag bliver mere og mere fjern for de politikere som udformer det samfund vi alle skal leve i.
Herude i samfundet har ca. 2 ud af 3 ingen eller en kort uddannelse, på Christiansborg er det 1 ud af 10.
Det er lige omvendt med akademikere, for der herude i samfundet de ca. 1 ud af 10, men på Christiansborg er de 2 ud af 3.
Arbejderne er underrepræsenteret, og det gør at vores hverdag bliver overset. Prøv lige at forestille jer et folketing, hvor kvinder eller mænd var underrepræsenterede på samme måde. Eller unge. Eller folk fra provinsen. Der havde jo været et ramaskrig uden lige.
Vores hverdag, og vores perspektiver på livet er vigtige. Men de bliver i høj grad overset.
Vi vil have en hverdag uden at skulle frygte pensionstilværelsen, vi vil have en hverdag med bedre arbejdsmiljø, vi vil have en hverdag uden social dumping og arbejdskriminalitet, vi vil have en hverdag med en anstændig understøttelse hvis vi mister arbejdet.
Vi er nødt til at stå sammen, ellers er det andre der kommer til at forme vores hverdag.
Og det skal de fanme IKKE.
Nej tak til højere pensionsalder, ja tak til gode arbejdsliv, tak for ordet.
Det er mere korrekt at sige bygninger, for det bliver til mange bygninger gennem et arbejdsliv, og for mig så er alle de bygninger jeg har været med til at opfører eller renovere, blevet til ”mine” bygninger. Det kan også nå at blive til en hel del igennem et arbejdsliv, for med den forventede pensionsalder for mig, så kan jeg nå at runde 55 år på arbejdsmarkedet.
55 år.
I dag 2. behandler man endnu en stigning i pensionsalderen, denne gang til 70 år.
Det er Europas højeste pensionsalder. Måske verdens højeste.
Socialdemokratiet stemmer for sammen med de borgerlige partier, for som de siger, vi kan ikke løbe fra Velfærdsaftalen fra 2006.
For retfærdighedens skyld kan vi jo lige genbesøge Velfærdsaftalen fra 2006. Det er en aftale der skulle sikre dansk økonomi, fordi danskernes gennemsnitsalder stiger.
Aftalen bygger på 4 forudsætninger (tæl med 4 fingre). Velfærden skal styrkes (pegefinger), pensionsalderen skal hæves (langefinger), efterlønnen skal bevares (tommelfinger) og arbejdsmiljøet skal styrkes så vi kan holde til at arbejde længere (ringfinger).
Af de 4 forudsætninger, står kun en tilbage. Arbejdsmiljøet er IKKE blevet styrket, da man løb fra aftalen om at tilfører Arbejdstilsynet 100 mio. ekstra årligt. Efterlønnen er de facto afskaffet og velfærden er blevet rundbarberet årligt siden 2001.
Så tilbage er der kun en finger tilbage, en stor fuck-finger til arbejderne, som skal arbejde længere. For de kan nemlig ikke bruge det til en dyt, at gennemsnitslevealderen stiger, for det er ikke dem der kommer til at nyde godt af det.
Forskellen på en arbejder med kort uddannelse og en person med lang uddannelse er 10 års levetid. Samtidig er der direkte sammenhæng mellem længden af din uddannelse, og hvor mange af dine pensionist-år du kommer til at tilbringe i en sygeseng.
Det er ikke retfærdigt at os der har været længst tid på arbejdsmarkedet, skal være mere syge og dø tidligere.
Man må kunne finde på bedre løsninger, dansk økonomi er bomstærk, finansministeren finder ekstra mia. hver eneste gang han åbner en låge eller skuffe i finansministeriet, og der er givet skattelettelser i massevis, navnlig til de rigeste. Det må være muligt at finde pengene et andet sted, end arbejdernes pensionisttilværelse.
Op til 1. maj fandt vi vores afdeling et gammelt banner hver der stod ”stem på et arbejderparti”, det synes jeg er et rigtig fornuftigt slogan. Det kan jo så give noget debat om hvem der egentlig er et arbejderparti. Uanset er det i alt fald efterhånden svært at finde arbejderne i partierne, og det er nok det jeg ser som den største udfordring, for jeres og min hverdag bliver mere og mere fjern for de politikere som udformer det samfund vi alle skal leve i.
Herude i samfundet har ca. 2 ud af 3 ingen eller en kort uddannelse, på Christiansborg er det 1 ud af 10.
Det er lige omvendt med akademikere, for der herude i samfundet de ca. 1 ud af 10, men på Christiansborg er de 2 ud af 3.
Arbejderne er underrepræsenteret, og det gør at vores hverdag bliver overset. Prøv lige at forestille jer et folketing, hvor kvinder eller mænd var underrepræsenterede på samme måde. Eller unge. Eller folk fra provinsen. Der havde jo været et ramaskrig uden lige.
Vores hverdag, og vores perspektiver på livet er vigtige. Men de bliver i høj grad overset.
Vi vil have en hverdag uden at skulle frygte pensionstilværelsen, vi vil have en hverdag med bedre arbejdsmiljø, vi vil have en hverdag uden social dumping og arbejdskriminalitet, vi vil have en hverdag med en anstændig understøttelse hvis vi mister arbejdet.
Vi er nødt til at stå sammen, ellers er det andre der kommer til at forme vores hverdag.
Og det skal de fanme IKKE.
Nej tak til højere pensionsalder, ja tak til gode arbejdsliv, tak for ordet.