”Jeg tror på det, du fortæller”.
Sådan sagde en medarbejder fra Børns Vilkår, da Grethe ringede og fortalte om sin barndom på et børnehjem i 60’erne. En barndom med vold. Med overgreb. Med svigt.
”Jeg tror på det, du fortæller”.
Grethe blev stille i røret. Længe.
Så svarede hun. Grådkvalt.
”Det er der aldrig nogen, der har sagt til mig før”.
Børns Vilkår tror på det, I fortæller. Jeg tror på det, I fortæller. Om en barndom. Som Grethes. Hvor I blev banket, ydmyget og udsat for overgreb. Fra voksne, som skulle passe på jer. Nogle har oplevet det på Godhavn og Solgården i 60’erne. Andre har oplevet det for ganske nyligt. Hjemme hos forældrene. Bag nedrullede gardiner.
Fælles for jer er, at myndighederne blev underrettet. Uden at gribe ind. Uden at tage ansvar.
Som børn og unge. Råbte flere af jer om hjælp fra voksne. Som ikke troede på jer. Ikke anerkendte det, I kom med. De voksne mente, at deres virkelighed var rigtig. Og jeres var forkert.
Når voksne tvivler på og modsiger det, børn fortæller. Manipulerer de med børnenes virkelighed. Tager det allervigtigste fra børnene. Deres selvværd. Evner til at mærke tillid.
Følelser. Grænser. Rigtigt og forkert.
Men vi har alle sammen brug for at blive troet på. Uden tvivl. Uden mistro.
Det er sådan, vi opdrager vores børn. Det er sådan vores sociale kontrakt med hinanden fungerer. Vi tror på, det vi deler med hinanden. Jeg anerkender dig. Og du anerkender mig.
Som voksne. Råber I igen om hjælp. Mange kæmper ved domstolene i erstatningssager.
For at blive anerkendt. I det, I oplevede som børn og unge. I kæmper for, at de ansvarlige myndigheder tager deres ansvar. For de svigt, der har gjort jeres liv svært.
Svært at være tæt med andre mennesker. Tage en uddannelse. Møde ind på et arbejde. Tro på jer selv.
Med god grund.
Det har derfor taget tilløb at rejse en erstatningssag. For hvad nytter det?
Erstatningssager tager flere år. De er opslidende.
Sagerne bliver dissekeret. Som en fisk i en biologitime i folkeskolen. Hvert organ. Hvert et ben. Bliver pillet ud. Kigget på. Talt om.
I jeres sag er det detaljer om overgreb. Antallet af overgreb. Former for vold. De mærker og ar, det efterlod. Det hele bliver lagt ud. Ikke som fakta. Men som påstande. I skal forsvare.
Igen.
I Børns Vilkår har vi de sidste ti år haft over 800 erstatningssager. Få ender i erstatning.
Endnu færre får forlig, og langt de fleste taber sagen. Det efterlader ofrene, hvor de begyndte. Uden anerkendelse. Og med ansvar for at bevise, at der var svigt. Vold.
Overgreb.
Er det virkelig offers ansvar at bevise det?
Nej. Det er myndighedernes. De skal undersøge, om de har svigtet. De skal omfavne, møde og anerkende ofrene.
Men det sker ikke ved domstolene. Retssystemet er bygget på beviser. Det anfægter jeg ikke. Men jeg anfægter, at sager om myndighedssvigt, skal behandles på den måde.
Derfor skal vi i stedet have et erstatningsnævn.
Der uanset anerkender ofrene. Og placerer ansvaret rigtigt. Hos myndighederne. Det er nemlig dem, som skal passe på et barn, når forældrene svigter.
Håbet er stort. Vi er mange samlet i dag. Børns Vilkår kæmper videre. Enhedslisten vil bære det ind politisk.
Jeg vil slutte af med et citat. Det kommer her:
”Overbevisninger er farligere fjender af sandheden end løgne.”
Det sagde Friedrich Nietzsche.
Det har han ret i. Og måske særligt i jeres tilfælde.
De ansvarlige voksne omkring jer. Op igennem barndommen. Havde én overbevisning. Det var børnene, den var gal med. Ikke dem selv. Som på skift forgreb sig på jer. Tæskede og ydmygede jer.
En enkelt løgn havde været nemmere at stå op imod. I stedet var det en mur af voksne med én fælles overbevisning. Den skal væltes. En gang for alle.
Med et nævn, der anerkender jeres virkelighed. Placerer ansvaret rigtigt. Hos myndighederne, som ikke greb ind dengang. Men som stadig har muligheden i dag for at rette op og tage sit ansvar. Tro på det, I fortæller.
Som medarbejderen i Børns Vilkår sagde til Grethe:
”Jeg tror på det, du fortæller”.
Nu skal myndighederne også tro på det, Grethe og I andre fortæller.