Skip to content

Rama Yassins tale om mistrivsel på Talefest Midt

Privatfoto

Om

Taler

Rama Yassin
Gymnasieelev

Dato

Sted

Aarhus Dokk1

Tale

Danmark er et af verdens lykkeligste lande. Det er noget, vi bør være stolte af, men betyder det virkelig, at vi bare kan læne os tilbage og tro, at alt er godt og vel? Danmark bliver igen og igen placeret i toppen af lykke-listerne, men samtidig kæmper mange børn og unge med mistrivsel.

Det helt store spørgsmål: “Trives du?” bliver stillet i skolen utallige gange, enten igennem undersøgelser eller samtaler, men alligevel føles det, som om vi ikke bliver hørt. Af den grund kan man jo nemt ende med at svare, fordi man skal, uden at tænke over det.

Vi svarer hurtigt.

Vi svarer kort.

Vi svarer ”Fint.”

Mange børn og unge gemmer deres problemer væk for at passe ind og for ikke at være alene. Udefra kan alt se fint ud, mens man indeni kæmper en håbløs kamp.

Derfor er det vigtigt, at vi lytter bedre og dømmer mindre. Det er så vigtigt, at vi tager trivsel alvorligt, spørger ind til hinanden og tør at svare ærligt.

Især når sandheden ikke er pæn.

Hvis vi altså tør at svare ærligt, når vi bliver spurgt ind til, hvordan vi har det, kan vi måske skabe forandring. Nu vil jeg spørge dig, ikke som et skema eller en undersøgelse, men som et menneske: Trives du?

Kigger man på en klasse udefra, kunne man godt tro, at det hele bare var blomster og solskin, men sådan er sandheden desværre ikke. I skoletiden virker størstedelen interesseret, men kigger man på det indre, ser man noget anderledes.

Sofie, en glad ung pige, som får sin anerkendelse for sine karakterer og fra sine lærere, ser ud til at have et perfekt og stabilt liv. Sandheden er desværre anderledes. En dag faldt vi i snak, og jeg sagde noget i stil med, at hun må være så lykkelig over at have det perfekte liv, som hun nu har.

At sige, at jeg blev overrasket over hendes svar, vil være en underdrivelse. Hun fortalte, at det at holde fast i det høje gennemsnit tager al tiden fra at være sammen med venner og familie.

Hun sagde nemlig til mig, at hun hader sig selv, og at hun ville ønske, at hun var mig.

Mig? En person, som tager til eksamenerne med håbet om ‘’bare’’ at bestå.

En person, som ikke engang kan forestille sig, hvordan det må være at have tid til at være sammen med sine venner uden for skoletiden.

Ja, en person, som ville ønske at kunne sætte sit liv på standby for at få overblik.

Mads, en stille dreng, har et ’dårligt’ familieliv. Det går ud over overskuddet til aktiviteter med hans venner. Mads vil gerne være med til aktiviteterne, men KAN bare ikke få sig selv til at tage med.

Det er nogle generelle historier, som mange sikkert kan spejle sig i.

Der findes mange forskellige måder at mistrives på.

(Pause)

Mistrivsel er en nødvendig del af livet, men selvom det er naturligt at opleve nederlag og sejre, bør man tage højde for både andres OG egne problemer.

Jeg beder derfor jer alle om at spørge ind til jeres klassekammerater.

Både for at I kan få en bedre forståelse for deres adfærd, men også for at I kan minde dem om, at de er mere end deres karakterer, præstationer og holdninger.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags