Kære venner. Både jer i salen - og alle jer, der måske ser med hjemmefra.
Vi står i slutspurten af en valgkamp.
De her uger… altså, gu’ er det hektisk. Men jeg er simpelthen så taknemmelig:
Over hele landet møder jeg dejlige mennesker, der kommer hen og ønsker god valgkamp.
Danskere, som tager sig tid til lige at fortælle om deres hverdag, deres bekymringer og deres håb.
Og jeg møder jer, mine partifæller, med en begejstring og en energi, som gør mig glad…
Ved I hvad jeg hører igen og igen derude?
Danmark har brug for en rød-grøn regering.
En regering, der kan levere en stærkere folkeskole, rent drikkevand, en værdig ældrepleje, en retfærdig pensionsløsning – og et stærkt forsvar for vores uperfekte, men dejlige land.
***
Men lad mig begynde et andet sted.
Danmark er et særligt land.
Vi låser os selv ind på biblioteket og låner bøger uden opsyn eller kontrol.
Vi drikker vandet direkte fra hanen.
Og vi sender vores børn i en folkeskole, hvor de møder børn fra alle samfundslag.
Alt dét fungerer kun af én grund:
Tillid.
Tillid til hinanden.
Tillid til fællesskabet.
Og tillid til, at vi som samfund passer på det, vi har bygget op sammen.
Men den tillid er ikke nogen naturlov.
Den er ikke noget, der bare opstår af sig selv.
Den er noget, vi har skabt og fortsat skaber.
Vi skaber den i vores relationer med hinanden.
Men vi skaber den også politisk.
Og derfor betyder politik noget.
Derfor betyder folketingsvalget på tirsdag noget.
Politik handler i sidste ende om, hvilken retning vi vælger for vores samfund.
[…]
Og så… ja, jeg ved ikke med jer – men jeg synes, det har været en lidt mærkelig valgkamp.
Fragmentarisk og med masser af budskaber – men stadig uden en samlet fortælling fra hverken rød eller blå blok.
Og måske er det netop det, der mangler:
En fortælling om, hvad der holder os sammen som samfund.
Jeg er dybt taknemmelig for, at vi i Folketinget har stået sammen om støtten til Ukraine og om kursen i forhold til Grønland.
I en urolig verden er det vigtigt, at Danmark og Rigsfællesskabet står samlet.
Men jeg er samtidig bekymret over, hvor fragmenteret det politiske billede er blevet.
Hvor meget mistillid der er til politikere – og til politiske løfter.
Socialdemokratiet og Venstre vil måske igen gå sammen i regering efter et valg.
Og måske vil de ikke.
Der bliver i valgkampen pludselig lavet kovendinger på vigtige emner:
Beskyttelsen af vores drikkevand. Bedre og mere værdig tilbagetrækning for dem, der har knoklet længst på arbejdsmarkedet. En endnu bedre folkeskole. Bedre vilkår for de ældre.
Alt sammen emner, som vi i SF har kæmpet benhårdt for – også mellem valgene.
Vigtige spørgsmål, som SVM-flertalsregeringen gennem deres 3½ år, kunne have ændret så let som ingenting.
Men intet gjort.
Nu diskuterer de så højlydt alt det, de er uenige om.
Og bagefter… bagefter går de måske tilbage i regering sammen.
De sørger for at smække lige akkurat så hårdt med døren… at den springer op igen.
Jeg tror grundlæggende ikke, det er godt for tilliden til os politikere.
Og jeg tror heller ikke, det er godt for tilliden til det politiske system.
[…]
SF har et tydeligt projekt.
Vi har ikke opfundet helt nye udspil til lejligheden.
Vi har sagt det samme før valget – som i valgkampen.
Vi har tre prioriteter, som jeg glæder mig til at arbejde videre for.
For det første:
Vi skal genoprette velfærden;
Sætte det enkelte menneske i højsædet.
Så alle børn bliver set i skolen. Så man ikke skal frygte at blive gammel i Danmark.
At der er tid nok til hinanden – ikke mindst til dem med ekstra behov.
For det andet:
Vi skal få den grønne omstilling tilbage på sporet.
Vi skal beskytte vores drikkevand.
Noget af det første vi skal gøre i en ny regering skal være, at indføre et sprøjteforbud og beskytte vores drikkevand.
Og for det tredje:
Vi skal give danskerne lidt mere ro på i hverdagen. Så vi kan holde til livets maraton – og ikke brænde ud på den første sprint.
Og så skal vi – hævet over enhver tvivl – værne om det brede samarbejde om sikkerheds- og forsvarspolitikken.
For i en urolig verden står Danmark stærkest, når vi står sammen med vores nordiske og europæiske venner.
Alt det kan vi kun med en rød regering.
Og derfor vil jeg også sige det helt ærligt til Socialdemokratiet og til Mette Frederiksen:
Meld klart ud, at et rødt flertal også fører til en rød regering […]
Jeg ved at jeg ikke er den eneste, der har bemærket det:
Socialdemokratiets kampagne har været fyldt med politik, der kun kan blive til virkelighed i samarbejde med os.
Og alligevel holdes alle døre, kattelemme, sprækker og smuthuller åbne, for at kunne fortsætte med højrefløjen.
Stop det.
Lad os få ærligheden tilbage i dansk politik, og give danskerne en vished om, hvad de kan forvente sig efter et valg.
Danmark har brug for et kursskifte. Danmark har brug for en rød regering!
[…]
Kan I huske, da en socialdemokratisk minister pludselig fandt på, at skolens største problem var PDO –Pisse Dårligt Opdragede børn?
Jeg bebrejder sådan set ikke ministeren.
For han sad med armen vredet rundt i en regering, der var langt mere optaget af noget andet:
At uddele skattelettelser.
Mere end 20 milliarder kroner blev det til.
Og heraf gik over otte milliarder til nogle af dem, der i forvejen har allermest.
For mig handler det ikke om misundelse.
For mig handler det om prioriteringer. Pisse dårlige prioriteringer.
Mens milliarderne er blevet uddelt til flere rejser i privatfly, nye sommerhuse, ferier eller nye biler, valgte regeringspartierne at overhøre et alvorligt opråb fra vores lærere og vores børn.
Et opråb fra vores sosu-assistenter og sosu-hjælpere og de ældre.
Fra vores pædagoger og de pædagogiske assistenter og børnefamilierne.
Et opråb om, at det ikke hænger sammen længere derude.
Hver fjerde barn går i dag ikke i folkets skole.
Hvis vi ikke ændrer kurs, så vil endnu flere vælge folkeskolen fra.
Hvis ikke vi ændrer kursen har vi ikke længere nok ansatte i hjemmeplejen, fordi arbejdet bliver for hårdt og for presset.
Det er derfor det er så afgørende for Danmark, at vi ændrer kurs efter det her valg.
Og undskyld, at jeg slår alarm på den måde.
Men jeg mener det.
Vi har brug for et alvorligt kursskifte.
Vi kunne jo starte med folkeskolen.
Folkeskolens problemer forsvinder ikke, fordi de pakkes ind i nye, fancy betegnelser som Lilleskole. Tillidsskole. Frihedsskole.
Lad os nu gøre noget ved dét det handler om: Folkeskolen!
Står det til mig, så bliver folkeskolen en ny rød regerings helt store prestigeprojekt.
Ikke flere lappeløsninger. Ikke flere halvbagte eksperimenter […]
Jeg hørte på et tidspunkt en lærer fortælle, at hos dem handlede det om at “rulle en rød løber ud for børnene”.
Ikke en rigtig rød løber. Men i overført betydning.
Og ikke kun på første skoledag.
For lige netop dén dag, kan vi faktisk godt finde ud af det…
Her står de ældre elever og vifter med flag.
De tager imod de små med deres nye, fine skoletasker, det nyklippede hår og enorme forventninger.
Der er flagporte. Der gives highfives gennem skolegården.
Et generte smil, her og der...
Og man kan se det ske:
De små… de vokser.
Den følelse… den følelse skal følge dem – hver eneste dag.
Og vi skal gøre det samme for lærerne og for det pædagogiske personale:
Rulle den røde løber ud og stå som samfund og heppe, når de møder ind om morgenen.
For de har valgt at bruge deres arbejdsliv på vores børn.
I mange år har vi som samfund bare gjort det modsatte.
Vi har skældt ud på dem.
Fyldt flere og flere krav og opgaver på.
Og ikke så lidt bureaukrati.
Oveni hatten fik de også lige en enorm inklusionsopgave.
Og vi sagde:
Den klarer I lige.
Integrationsopgaven?
Den klarer I så også lige.
Opdragelsen?
Den fixer I også lige, når I nu alligevel er i gang.
Og hvad gjorde vi? Vi sparede så også lige lidt oveni.
Huggede en hæl, klippede en tå.
Vi politikere har lavet mange fejl, når det kommer til skolen. Og vi skylder at sige højt.
For folkeskolen er ikke bare et sted, hvor ungerne skal lære at læse, skrive og regne.
Den er så meget mere.
Den er et bolværk.
Mod misinformation.
Mod en verden hvor løgne og halve sandheder flyder hurtigere end fakta.
Mod intolerance og letkøbte fordomme.
Og folkeskolen er også noget andet og mere.
Den er relationer. De første dybe venskaber. Den første rigtige forelskelse…
Der, hvor man måske for alvor spejler sig i andre voksne end familiens.
Hvor læreren har – eller burde have – tid.
Tid til at se barnet - bag skemaet og pensum.
Hvorfor har en lærer egentlig ikke relationstid som en del af sit skema?
Klassens time er sparet væk
Lejrskolen er sparet væk.
Den lejrskole, der får nogle andre børn, som måske gemmer sig lidt i klasseværelset, til at blomstre og vise nye sider af sig selv.
Hvor der er tid til at læreren kan have en snak med Emil, der pludselig er holdt op med at lave lektier.
Eller med Aisha, der fra den ene dag til den anden, har taget tørklæde på, og lægger afstand til sine tidligere venner.
Eller med Maria, der igen og igen møder i skole med blå mærker på armene.
Vi ved det jo godt: Trygge børn lærer bedst.
Og tryghed opstår i relationer.
Her kan læreren gøre en forskel, som ingen test og ingen reform kan erstatte.
Ved at være der.
Se den enkelte elev.
Og bibringe dem den viden og dannelse de har brug for, på et grundlag af tryghed.
Og vejen dertil er investering i fællesskaber.
Og det er præcis dét, der igen og igen og igen har gjort Danmark stærkt.
[…]
Så… det må være slut med justeringer og lappeløsninger.
Vi har faktisk knap nok orket at lappe asfalten foran indgangen.
Og det er først, når vi vil åbne skoleporten, at vi opdager, at den kun sidder i ét hængsel.
Så det er her, vi skal vælge.
Vil vi fortsætte med at negligere, lappe, spare og bare håbe?
Eller vil vi tage ansvar?
[…]
Den her valgkamp har budt på mange udspil om folkeskolen.
Og journalister spørger mig:
“Er I ikke bange for, de andre løber med jeres dagsorden?”
Nej. Tværtimod.
Jeg er glad for, at folkeskolen endelig bliver taget alvorligt.
Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at den også blev taget alvorligt mellem valgkampene - men nu er viljen i det mindste tilstede.
Nu kan vi begynder at diskutere, hvordan vi så konkret gør det bedst.
SF vil have et klasseloft på 24 elever – gennem hele skoletiden.
SF vil have et vikarstop.
Og SF vil have et løft af de små skoler ude i landet.
Vi skal hive den røde løber frem igen.
Gøre folkeskolen til de næste ti års prestigeprojekt.
Tryghed.
Fællesskaber.
Relationer.
Og faglighed.
Masser af faglighed!
For ingen – hverken børn eller voksne – lærer lige så meget alene.
Og det meste af den viden, vi får brug for, skal vi bruge i samspil med andre.
Så hvis vi vil et samfund med sammenhængskraft, modstandskraft og frihed, så starter det her.
På den røde løber.
Foran folkeskolen.
Hver. Eneste. Dag.
[…]
Men det stopper ikke ved folkeskolen.
For det handler også om det land, vores børn vokser op i.
Den natur de skal arve.
Det vand de skal drikke.
Den mad de skal spise.
Derfor er der også noget andet, jeg virkelig glæder mig til at tage fat på, hvis vi får en ny rød regering.
At få Danmark tilbage på den grønne kurs.
Give naturen mere plads.
Give vores børn et land i arv, hvor man stadig kan bade i fjordene, gå gennem levende landskaber – og drikke vandet direkte fra hanen.
For noget af det mest værdifulde vi har i Danmark ligger under vores fødder.
Vores drikkevand.
Derfor er det noget af det første SF vil gøre - hvis vi sidder i regering efter valget:
At indføre et sprøjteforbud lige der, hvor vores grundvand bliver dannet.
Vi kunne have gjort det for længst. Men i fire år har Venstre siddet med foden på bremsen.
Og det har, hvis vi skal være ærlige, ikke gjort den mindste forskel, at miljøministerposten har været på Socialdemokratiets hænder.
Helt ærligt: Den eneste trøst er, at når Venstre og Socialdemokratiet i disse uger konkurrerer om at vaske hænder og fralægge sig ansvaret for alt det de ikke har gjort… så sker det i pesticid-fyldt vand […]
Og var det ellers ikke lige præcis dét de sagde var årsagen til, at man skulle have en flertalsregering?
At man ville gøre det svære, men nødvendige?
Det var det så åbenbart ikke - hverken for Venstre eller for Socialdemokratiet…
Gennem mere end 3 år, og trods deres eget flertal, skete der intet. Intet.
Og det er… ja, bær over med mig, men det må siges:
Det er en skamplet. Og den er ikke så ligetil at vaske af.
[…]
Venner: Vi skal også have klimapolitikken tilbage på sporet.
Vi skal passe bedre på vores natur.
Og vi skal gøre op med de uhyggelige forhold i danske svinefabrikker.
Vi har svin nok i Danmark.
Og nej, det betyder ikke, at vi skal lukke hele erhvervet eller at vi vil kvæle dansk landbrug.
Men det betyder, at produktionen skal ske i respekt for både vores natur og dyrenes velfærd.
Ærligt talt: Det burde sige sig selv.
[…]
Drikkevand.
Klima.
Dyrevelfærd.
Det er nogle af de opgaver, som kun en rød grøn regering kan løse.
Og selv om Troels Lund Poulsen i en debat med mig på Nørresundby Gymnasium, for nogle dage siden sagde, at:
”Venstre ikke er sat i verden for at varetage landbrugets interesser” […]
… ja, så må jeg ærligt sige:
Det virker faktisk sådan…
Og derfor er min klare konklusion også den, at Venstre ganske enkelt ikke skal være ministre for noget, man kan spise eller noget man kan drikke…
***
Tid.
Der er noget med balancerne i vores liv.
Gennem mange år er arbejdstiden officielt sat ned. Men for mange er den reelt vokset, og langsomt smeltet sammen med vores fritids- og familieliv.
Det har mange gode sider. For rigtig mange er det en god ting.
Mange oplever det som fleksibelt…
Lige indtil det ikke er det mere.
Når man vågner alt for tidligt for at tjekke sine sms’er eller arbejdsmail.
Når iPad’en står på køkkenbordet, mens man forsøger at dele sit fokus mellem den fireårige, pizzaen i ovnen og Teams-mødet – og ender med at være halvhjertet i det hele.
Eller når livet pludselig slår en kolbøtte.
Når ens barn får skolevægring.
Eller når ens partner får en kræftdiagnose, og forestillingerne om fremtiden og en fælles alderdom pludselig fortoner sig i frygt, uvished og sorg.
Når plejehjemmet ringer og fortæller, at ens demente far er gået ud i vinterkulden iført pyjamas…
Livet er ikke bare arbejde.
Og livet er ikke bare familie.
Det er begge dele.
Det er vores fælles ansvar at skabe et samfund, hvor de to ting hænger sammen.
Men for alt for mange danskere, er hverdagen blevet en kamp mod uret.
Tid er blevet en knap ressource…
Hurtigt gennem uddannelsen. Hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Så et arbejdsliv med meget få pauser eller pusterum. Højere pensionsalder…
Det kan godt være, at russerne ikke går hjem klokken 16 fra samlebåndet.
Men det er da for pokker ikke Rusland, der er målet vi skal stræbe efter.
Tværtimod.
Selv den mest arbejdsomme protestant har nok forstået, at vi i 2026 har opdaget noget ret grundlæggende:
At både krop og sjæl har brug for pauser og restitution.
For at kunne være produktiv.
Og for at være kreativ.
Og det gælder i alle brancher.
56.000 årsværk.
56.000 årsværk går vi glip af som samfund.
På grund af én ting: Stress.
Det sætter jo hele diskussionen om arbejdsudbud lidt i perspektiv.
For SVM-regeringen var arbejdsudbud den nye valuta.
I en ny rød regering skal medarbejderen være den nye valuta.
Vi bliver alle sammen bedre, når vi får lov til at være hele mennesker.
Så derfor skal vi have det fleksible SU-år tilbage.
Vi skal sørge for, at flere kan holde til deres studie- og arbejdsliv - så færre går ned med stress.
Vi skal have et arbejdsmarked, der giver plads til livet.
Fleksibilitet – ikke som et privilegium for de få. Men som noget naturligt, vigtigt og nødvendigt for alle.
En fair pension for alle:
Det kan være delpension for dem, der gerne vil trappe langsomt ned - og en rettighed for dem, der er startet tidligt og har brug for at trække sig tilbage tidligere.
Et arbejdsmarked hvor man ikke stjæler Storebededag.
I dag har Socialdemokratiet fremlagt et nyt udspil om tid til familieliv. Endnu et udspil 2 minutter i valg.
Det er dejligt, at SF fortsat er en kilde til inspiration. Og til vennerne i Socialdemokratiet. I må gerne låne vores politik. Vi går ind for genbrug.
Men det er endnu et udspil fra Socialdemokratiet, der kun kan realiseres med SF.
***
I en tid hvor hukommelsen ofte er kort…
Hvor sandhed nogle gange føles som en truet dyreart…
Og hvor stærke og skrupelløse kræfter i verden igen forsøger at sporlægge fremtiden…
… der kræver det, at vi lægger illusionerne på hylden.
Ikke håbet. Håbet skal vi have.
Men illusionerne - dem må vi give slip på.
For verden har forandret sig. Den verdensorden vi har kendt, er forbi.
Jeg vil gerne rose den siddende danske regering og Naalakkersuisut for deres håndtering af det urimelige pres USA lægger på både Grønland og Danmark.
Det minder os om vigtigheden af stærke alliancer og værdifællesskaber – med de øvrige lande i Norden, i Europa, med Canada og flere andre…
Tusind tak for det!
I forbindelse med truslerne mod Grønland og Rigsfællesskabet, rykkede vores allierede sammen om os.
Det gør mig håbefuld.
Men det hviler på en tung erkendelse:
Det hviler på en tung erkendelse af, at vores sikkerhed ikke længere kan tages for givet.
Ærlig talt, så foregår der så mange bekymrende ting i verden i de her år, at det kan være tung læsning at scrolle gennem nyhederne…
Krigen i Iran er en håndsrækning til Ruslands krigsøkonomi…
Det lægger et yderligere pres på de stakkels ukrainere - og på os i resten af Europa.
Imens fortsætter Israel med at annektere land fra palæstinenserne på Vestbredden med vold og magt, og forholdene for befolkningen i Gaza er horrible.
Og Trumps planer for Gaza… de er intet mindre end skræmmende, og efterlader ingen plads til palæstinenserne.
Vi må se ret nøgternt på, hvordan spillepladen ser ud nu:
Den internationale retsorden har eksisteret – men lad os være ærlige: Kun på visse stræk.
Jeg synes at det er så meget desto vigtigtere, at Europa og Danmark står vagt om en international retsorden.
Velvidende… velvidende, hvis vi skal være ærlige, at den ikke har beskyttet undertrykte folk mod deres diktatorer…
… og at stormagterne altid har tilsidesat reglerne, når det har tjent deres interesse.
Så tiden kalder på realisme – ikke på glansbilleder.
Hverken af fortiden - eller den vanskelige situation vi står midt i.
En energikrise der bider sig fast, vil også sætte en kommende dansk regering i en langt vanskeligere situation.
Og derfor bliver de kommende år svære - og der vil skulle gås nogle meget delikate balancer.
Det skal vi alle sammen – på tværs af politiske skel – være ekstremt bevidste om.
[…]
Solidaritet og sammenhold har vist sig stærkt, og en lang række lande har slået ring om os.
Solidaritet og sammenhold kan noget!
Det kan det også herhjemme…
Det er derfor SF vil:
Et Danmark med en langt større grad af tillid.
Et Danmark med en langt større grad af lighed.
Et Danmark med en langt større grad af frihed.
Men et hurtigt blik mod vest viser også, hvor skrøbeligt det kan være.
Hvordan demokrati kan erodere, når tillid bliver til mistillid.
Når lighed afløses af enorme forskelle i menneskers muligheder.
Når flere oplever, at deres liv er fyldt med uretfærdighed.
Der sker noget med et samfund, når tilliden, ligheden og friheden ikke længere gælder for alle.
Så går der råd i demokratiet. Tilliden undergraves. Mistilliden eroderer vores institutioner.
Det er en farlig vej.
Det er derfor, vi ikke kan acceptere et samfund, hvor den rigeste ene procent sidder på over en fjerdedel af danskernes formuer – og oveni får flere skattelettelser, som det er sket under SVM.
Det er derfor, vi ikke kan lade et enkelt erhverv sætte vores alle sammens drikkevand over styr.
Og det er derfor, at vi ikke accepterer et samfund med børnefattigdom.
Det er derfor, der går en lige linje fra SF’s kamp for mere tillid, mere lighed og mere frihed – til vores bidrag til at styrke Danmarks forsvar og sikkerhed.
Der er ingen modsætning mellem velfærd og forsvar, for vores forsvar har vi jo af netop den grund:
For at forsvare vores samfund, vores værdier, vores frihed og vores velfærd…
Men der er… der er en modsætning mellem velfærd og skattelettelser.
Der er ikke råd til begge dele.
Derfor vælger SF velfærd.
[…]
Det handler om sammenhængskraft.
Det handler om helt almindelige danskeres tillid til de politiske beslutninger.
For ulighed er ikke bare noget, vi måler i statistikker.
Det er børn, der står udenfor fællesskabet. Børn, der lærer alt for tidligt, at der er noget, de ikke har adgang til på linje med deres jævnaldrende.
Det hører ikke hjemme i Danmark.
Det skal vi gøre op med ved at sikre gratis fritidspas, gratis transport og hjælp til ferie.
Dem, der siger, at de fattige familier bruger pengene på smøger og hundemad – de aner ikke, hvad de snakker om.
Afstanden mellem vores virkeligheder er blevet for stor.
Og derfor er det så vigtigt for mig, at en kommende rød regering tager et opgør med uligheden og den voksende fattigdom.
Vi hverken vil eller skal acceptere, at børn i Danmark vokser op i fattigdom.
[…]
Kære venner. Lige om lidt skal I tilbage til valgkampen. Det skal jeg også.
Jeg tror der er en del der – ligesom mig selv – synes, at der er kommet noget lidt ufrivilligt komisk over den her valgkamp.
Altså, at se statsministeren stå og diskutere højlydt med sin egen forsvarsminister om alt det, de er uenige om.
Den ene melder markant ud til højre.
Den anden melder ud til venstre.
Men ingen af dem vil rigtig vedstå sig, at de dybest set helst vil blive i regering sammen.
Det var måske lidt forudsigeligt, at det måtte ende sådan.
Det var forudsigeligt, at det før eller siden måtte ende i et opgør, som de hverken rigtig kan tage – men heller ikke rigtig kan undlade at tage.
Det får det, ærlig talt, til at se lidt skørt og lidt pinagtigt ud… […]
Men ret skal være ret.
Bag en eventuel gentagelse af SVM-regeringen, tegner der sig – trods alt – noget endnu værre.
En ren blå regering.
Jeg siger det ikke for at dæmonisere nogen.
De blå partier ønsker det bedste for Danmark.
Det er bare et andet Danmark de ønsker.
Det er et Danmark, hvor man ikke ser det som et problem at uligheden vokser.
Det er et Danmark, hvor man fortsat vil tilsidesætte naturen, dyrevelfærden, miljøet, drikkevandet og klimaet, til fordel for landbrug og industri.
Det vil være et Danmark hvor skattelettelser vil gå forud for velfærd.
Det vil være et Danmark, hvor pensionsalderen bare vil vokse og vokse.
Det vil være et Danmark, hvor skruen hele tiden vil blive strammet om de borgere, der har det sværest.
Og sådan kunne jeg blive ved.
Af de grunde er det helt, helt afgørende at vi ikke får en blå regering.
***
Og lad os lige huske, hvad SVM ikke fik gjort, mens de havde scenen helt for sig selv:
De fik ikke sikret rent drikkevand.
De fik ikke taget et opgør med landbruget og svineproduktionen.
De fik ikke mindsket uligheden.
De fik ikke taget ordentligt hånd om vores klimaudfordringer.
De fik ikke gjort noget ved folkeskolen.
De fik ikke forbedret ældreplejen.
Og de fik ikke taget fat på tilbagetrækning og pension.
Og nu står de så der – på hvert sit gadehjørne i valgkampen – og deler valgpjecer ud til næste forestilling.
Og forsøger at overbevise jer om, at næste gang bliver det hele meget bedre.
Og at de nok ikke tager flere fridage fra jer… 😉
Så… hvis du er blå, så risikerer du faktisk at få mere af det samme, hvis du stemmer på Troels.
Og hvis du stemmer på Mette, så får du måske også blåt – præcis som vi har set de sidste 3½ år.
Men:
Det er ikke meget af det Socialdemokratiet har fremlagt i denne valgkamp, der kan gennemføres med de blå partier.
Så lad mig sige det helt klart til Socialdemokratiet:
Danmark har brug for en rød regering.
Derfor har vi brug for jer.
Men danskerne fortjener også klarhed og ærlighed.
For hvis man vil have en rød regering, så skal man sige det. Så må man vælge side.
Og til vælgerne: Hvis du vil være sikker på, at din stemme faktisk har en chance for at blive omsat til ægte rød politik…
… så skal du stemme på SF.
***
Og det skal I, kære SF’ere, hjælpe os med, at rigtig mange danskere gør på tirsdag.
Så gå nu ud og giv den GAS!!!
I dag er der masser af SF’ere på gaderne ude i landet.
Til klima-demo’er i de store byer.
Der er også brug for en helt ny grøn retning, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan være med i dag.
Men herfra en kæmpe tak til arrangørerne og de tusindvis af danskere, der i dag er på gaderne for vores klima!
Nu skal vi have en ny retning for Danmark, efter valget på tirsdag.
Ved dette landsmøde skulle vi have fejret vores fremgang ved kommunalvalget i november.
Så må vi i stedet holde et brag af et landsmøde om et år i stedet.
Men først gælder det slutspurten i valgkampen.
Den står lige udenfor og venter på os.
Så nu giver vi den hele armen til på tirsdag.
Tak.
Vi står i slutspurten af en valgkamp.
De her uger… altså, gu’ er det hektisk. Men jeg er simpelthen så taknemmelig:
Over hele landet møder jeg dejlige mennesker, der kommer hen og ønsker god valgkamp.
Danskere, som tager sig tid til lige at fortælle om deres hverdag, deres bekymringer og deres håb.
Og jeg møder jer, mine partifæller, med en begejstring og en energi, som gør mig glad…
Ved I hvad jeg hører igen og igen derude?
Danmark har brug for en rød-grøn regering.
En regering, der kan levere en stærkere folkeskole, rent drikkevand, en værdig ældrepleje, en retfærdig pensionsløsning – og et stærkt forsvar for vores uperfekte, men dejlige land.
***
Men lad mig begynde et andet sted.
Danmark er et særligt land.
Vi låser os selv ind på biblioteket og låner bøger uden opsyn eller kontrol.
Vi drikker vandet direkte fra hanen.
Og vi sender vores børn i en folkeskole, hvor de møder børn fra alle samfundslag.
Alt dét fungerer kun af én grund:
Tillid.
Tillid til hinanden.
Tillid til fællesskabet.
Og tillid til, at vi som samfund passer på det, vi har bygget op sammen.
Men den tillid er ikke nogen naturlov.
Den er ikke noget, der bare opstår af sig selv.
Den er noget, vi har skabt og fortsat skaber.
Vi skaber den i vores relationer med hinanden.
Men vi skaber den også politisk.
Og derfor betyder politik noget.
Derfor betyder folketingsvalget på tirsdag noget.
Politik handler i sidste ende om, hvilken retning vi vælger for vores samfund.
[…]
Og så… ja, jeg ved ikke med jer – men jeg synes, det har været en lidt mærkelig valgkamp.
Fragmentarisk og med masser af budskaber – men stadig uden en samlet fortælling fra hverken rød eller blå blok.
Og måske er det netop det, der mangler:
En fortælling om, hvad der holder os sammen som samfund.
Jeg er dybt taknemmelig for, at vi i Folketinget har stået sammen om støtten til Ukraine og om kursen i forhold til Grønland.
I en urolig verden er det vigtigt, at Danmark og Rigsfællesskabet står samlet.
Men jeg er samtidig bekymret over, hvor fragmenteret det politiske billede er blevet.
Hvor meget mistillid der er til politikere – og til politiske løfter.
Socialdemokratiet og Venstre vil måske igen gå sammen i regering efter et valg.
Og måske vil de ikke.
Der bliver i valgkampen pludselig lavet kovendinger på vigtige emner:
Beskyttelsen af vores drikkevand. Bedre og mere værdig tilbagetrækning for dem, der har knoklet længst på arbejdsmarkedet. En endnu bedre folkeskole. Bedre vilkår for de ældre.
Alt sammen emner, som vi i SF har kæmpet benhårdt for – også mellem valgene.
Vigtige spørgsmål, som SVM-flertalsregeringen gennem deres 3½ år, kunne have ændret så let som ingenting.
Men intet gjort.
Nu diskuterer de så højlydt alt det, de er uenige om.
Og bagefter… bagefter går de måske tilbage i regering sammen.
De sørger for at smække lige akkurat så hårdt med døren… at den springer op igen.
Jeg tror grundlæggende ikke, det er godt for tilliden til os politikere.
Og jeg tror heller ikke, det er godt for tilliden til det politiske system.
[…]
SF har et tydeligt projekt.
Vi har ikke opfundet helt nye udspil til lejligheden.
Vi har sagt det samme før valget – som i valgkampen.
Vi har tre prioriteter, som jeg glæder mig til at arbejde videre for.
For det første:
Vi skal genoprette velfærden;
Sætte det enkelte menneske i højsædet.
Så alle børn bliver set i skolen. Så man ikke skal frygte at blive gammel i Danmark.
At der er tid nok til hinanden – ikke mindst til dem med ekstra behov.
For det andet:
Vi skal få den grønne omstilling tilbage på sporet.
Vi skal beskytte vores drikkevand.
Noget af det første vi skal gøre i en ny regering skal være, at indføre et sprøjteforbud og beskytte vores drikkevand.
Og for det tredje:
Vi skal give danskerne lidt mere ro på i hverdagen. Så vi kan holde til livets maraton – og ikke brænde ud på den første sprint.
Og så skal vi – hævet over enhver tvivl – værne om det brede samarbejde om sikkerheds- og forsvarspolitikken.
For i en urolig verden står Danmark stærkest, når vi står sammen med vores nordiske og europæiske venner.
Alt det kan vi kun med en rød regering.
Og derfor vil jeg også sige det helt ærligt til Socialdemokratiet og til Mette Frederiksen:
Meld klart ud, at et rødt flertal også fører til en rød regering […]
Jeg ved at jeg ikke er den eneste, der har bemærket det:
Socialdemokratiets kampagne har været fyldt med politik, der kun kan blive til virkelighed i samarbejde med os.
Og alligevel holdes alle døre, kattelemme, sprækker og smuthuller åbne, for at kunne fortsætte med højrefløjen.
Stop det.
Lad os få ærligheden tilbage i dansk politik, og give danskerne en vished om, hvad de kan forvente sig efter et valg.
Danmark har brug for et kursskifte. Danmark har brug for en rød regering!
[…]
Kan I huske, da en socialdemokratisk minister pludselig fandt på, at skolens største problem var PDO –Pisse Dårligt Opdragede børn?
Jeg bebrejder sådan set ikke ministeren.
For han sad med armen vredet rundt i en regering, der var langt mere optaget af noget andet:
At uddele skattelettelser.
Mere end 20 milliarder kroner blev det til.
Og heraf gik over otte milliarder til nogle af dem, der i forvejen har allermest.
For mig handler det ikke om misundelse.
For mig handler det om prioriteringer. Pisse dårlige prioriteringer.
Mens milliarderne er blevet uddelt til flere rejser i privatfly, nye sommerhuse, ferier eller nye biler, valgte regeringspartierne at overhøre et alvorligt opråb fra vores lærere og vores børn.
Et opråb fra vores sosu-assistenter og sosu-hjælpere og de ældre.
Fra vores pædagoger og de pædagogiske assistenter og børnefamilierne.
Et opråb om, at det ikke hænger sammen længere derude.
Hver fjerde barn går i dag ikke i folkets skole.
Hvis vi ikke ændrer kurs, så vil endnu flere vælge folkeskolen fra.
Hvis ikke vi ændrer kursen har vi ikke længere nok ansatte i hjemmeplejen, fordi arbejdet bliver for hårdt og for presset.
Det er derfor det er så afgørende for Danmark, at vi ændrer kurs efter det her valg.
Og undskyld, at jeg slår alarm på den måde.
Men jeg mener det.
Vi har brug for et alvorligt kursskifte.
Vi kunne jo starte med folkeskolen.
Folkeskolens problemer forsvinder ikke, fordi de pakkes ind i nye, fancy betegnelser som Lilleskole. Tillidsskole. Frihedsskole.
Lad os nu gøre noget ved dét det handler om: Folkeskolen!
Står det til mig, så bliver folkeskolen en ny rød regerings helt store prestigeprojekt.
Ikke flere lappeløsninger. Ikke flere halvbagte eksperimenter […]
Jeg hørte på et tidspunkt en lærer fortælle, at hos dem handlede det om at “rulle en rød løber ud for børnene”.
Ikke en rigtig rød løber. Men i overført betydning.
Og ikke kun på første skoledag.
For lige netop dén dag, kan vi faktisk godt finde ud af det…
Her står de ældre elever og vifter med flag.
De tager imod de små med deres nye, fine skoletasker, det nyklippede hår og enorme forventninger.
Der er flagporte. Der gives highfives gennem skolegården.
Et generte smil, her og der...
Og man kan se det ske:
De små… de vokser.
Den følelse… den følelse skal følge dem – hver eneste dag.
Og vi skal gøre det samme for lærerne og for det pædagogiske personale:
Rulle den røde løber ud og stå som samfund og heppe, når de møder ind om morgenen.
For de har valgt at bruge deres arbejdsliv på vores børn.
I mange år har vi som samfund bare gjort det modsatte.
Vi har skældt ud på dem.
Fyldt flere og flere krav og opgaver på.
Og ikke så lidt bureaukrati.
Oveni hatten fik de også lige en enorm inklusionsopgave.
Og vi sagde:
Den klarer I lige.
Integrationsopgaven?
Den klarer I så også lige.
Opdragelsen?
Den fixer I også lige, når I nu alligevel er i gang.
Og hvad gjorde vi? Vi sparede så også lige lidt oveni.
Huggede en hæl, klippede en tå.
Vi politikere har lavet mange fejl, når det kommer til skolen. Og vi skylder at sige højt.
For folkeskolen er ikke bare et sted, hvor ungerne skal lære at læse, skrive og regne.
Den er så meget mere.
Den er et bolværk.
Mod misinformation.
Mod en verden hvor løgne og halve sandheder flyder hurtigere end fakta.
Mod intolerance og letkøbte fordomme.
Og folkeskolen er også noget andet og mere.
Den er relationer. De første dybe venskaber. Den første rigtige forelskelse…
Der, hvor man måske for alvor spejler sig i andre voksne end familiens.
Hvor læreren har – eller burde have – tid.
Tid til at se barnet - bag skemaet og pensum.
Hvorfor har en lærer egentlig ikke relationstid som en del af sit skema?
Klassens time er sparet væk
Lejrskolen er sparet væk.
Den lejrskole, der får nogle andre børn, som måske gemmer sig lidt i klasseværelset, til at blomstre og vise nye sider af sig selv.
Hvor der er tid til at læreren kan have en snak med Emil, der pludselig er holdt op med at lave lektier.
Eller med Aisha, der fra den ene dag til den anden, har taget tørklæde på, og lægger afstand til sine tidligere venner.
Eller med Maria, der igen og igen møder i skole med blå mærker på armene.
Vi ved det jo godt: Trygge børn lærer bedst.
Og tryghed opstår i relationer.
Her kan læreren gøre en forskel, som ingen test og ingen reform kan erstatte.
Ved at være der.
Se den enkelte elev.
Og bibringe dem den viden og dannelse de har brug for, på et grundlag af tryghed.
Og vejen dertil er investering i fællesskaber.
Og det er præcis dét, der igen og igen og igen har gjort Danmark stærkt.
[…]
Så… det må være slut med justeringer og lappeløsninger.
Vi har faktisk knap nok orket at lappe asfalten foran indgangen.
Og det er først, når vi vil åbne skoleporten, at vi opdager, at den kun sidder i ét hængsel.
Så det er her, vi skal vælge.
Vil vi fortsætte med at negligere, lappe, spare og bare håbe?
Eller vil vi tage ansvar?
[…]
Den her valgkamp har budt på mange udspil om folkeskolen.
Og journalister spørger mig:
“Er I ikke bange for, de andre løber med jeres dagsorden?”
Nej. Tværtimod.
Jeg er glad for, at folkeskolen endelig bliver taget alvorligt.
Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at den også blev taget alvorligt mellem valgkampene - men nu er viljen i det mindste tilstede.
Nu kan vi begynder at diskutere, hvordan vi så konkret gør det bedst.
SF vil have et klasseloft på 24 elever – gennem hele skoletiden.
SF vil have et vikarstop.
Og SF vil have et løft af de små skoler ude i landet.
Vi skal hive den røde løber frem igen.
Gøre folkeskolen til de næste ti års prestigeprojekt.
Tryghed.
Fællesskaber.
Relationer.
Og faglighed.
Masser af faglighed!
For ingen – hverken børn eller voksne – lærer lige så meget alene.
Og det meste af den viden, vi får brug for, skal vi bruge i samspil med andre.
Så hvis vi vil et samfund med sammenhængskraft, modstandskraft og frihed, så starter det her.
På den røde løber.
Foran folkeskolen.
Hver. Eneste. Dag.
[…]
Men det stopper ikke ved folkeskolen.
For det handler også om det land, vores børn vokser op i.
Den natur de skal arve.
Det vand de skal drikke.
Den mad de skal spise.
Derfor er der også noget andet, jeg virkelig glæder mig til at tage fat på, hvis vi får en ny rød regering.
At få Danmark tilbage på den grønne kurs.
Give naturen mere plads.
Give vores børn et land i arv, hvor man stadig kan bade i fjordene, gå gennem levende landskaber – og drikke vandet direkte fra hanen.
For noget af det mest værdifulde vi har i Danmark ligger under vores fødder.
Vores drikkevand.
Derfor er det noget af det første SF vil gøre - hvis vi sidder i regering efter valget:
At indføre et sprøjteforbud lige der, hvor vores grundvand bliver dannet.
Vi kunne have gjort det for længst. Men i fire år har Venstre siddet med foden på bremsen.
Og det har, hvis vi skal være ærlige, ikke gjort den mindste forskel, at miljøministerposten har været på Socialdemokratiets hænder.
Helt ærligt: Den eneste trøst er, at når Venstre og Socialdemokratiet i disse uger konkurrerer om at vaske hænder og fralægge sig ansvaret for alt det de ikke har gjort… så sker det i pesticid-fyldt vand […]
Og var det ellers ikke lige præcis dét de sagde var årsagen til, at man skulle have en flertalsregering?
At man ville gøre det svære, men nødvendige?
Det var det så åbenbart ikke - hverken for Venstre eller for Socialdemokratiet…
Gennem mere end 3 år, og trods deres eget flertal, skete der intet. Intet.
Og det er… ja, bær over med mig, men det må siges:
Det er en skamplet. Og den er ikke så ligetil at vaske af.
[…]
Venner: Vi skal også have klimapolitikken tilbage på sporet.
Vi skal passe bedre på vores natur.
Og vi skal gøre op med de uhyggelige forhold i danske svinefabrikker.
Vi har svin nok i Danmark.
Og nej, det betyder ikke, at vi skal lukke hele erhvervet eller at vi vil kvæle dansk landbrug.
Men det betyder, at produktionen skal ske i respekt for både vores natur og dyrenes velfærd.
Ærligt talt: Det burde sige sig selv.
[…]
Drikkevand.
Klima.
Dyrevelfærd.
Det er nogle af de opgaver, som kun en rød grøn regering kan løse.
Og selv om Troels Lund Poulsen i en debat med mig på Nørresundby Gymnasium, for nogle dage siden sagde, at:
”Venstre ikke er sat i verden for at varetage landbrugets interesser” […]
… ja, så må jeg ærligt sige:
Det virker faktisk sådan…
Og derfor er min klare konklusion også den, at Venstre ganske enkelt ikke skal være ministre for noget, man kan spise eller noget man kan drikke…
***
Tid.
Der er noget med balancerne i vores liv.
Gennem mange år er arbejdstiden officielt sat ned. Men for mange er den reelt vokset, og langsomt smeltet sammen med vores fritids- og familieliv.
Det har mange gode sider. For rigtig mange er det en god ting.
Mange oplever det som fleksibelt…
Lige indtil det ikke er det mere.
Når man vågner alt for tidligt for at tjekke sine sms’er eller arbejdsmail.
Når iPad’en står på køkkenbordet, mens man forsøger at dele sit fokus mellem den fireårige, pizzaen i ovnen og Teams-mødet – og ender med at være halvhjertet i det hele.
Eller når livet pludselig slår en kolbøtte.
Når ens barn får skolevægring.
Eller når ens partner får en kræftdiagnose, og forestillingerne om fremtiden og en fælles alderdom pludselig fortoner sig i frygt, uvished og sorg.
Når plejehjemmet ringer og fortæller, at ens demente far er gået ud i vinterkulden iført pyjamas…
Livet er ikke bare arbejde.
Og livet er ikke bare familie.
Det er begge dele.
Det er vores fælles ansvar at skabe et samfund, hvor de to ting hænger sammen.
Men for alt for mange danskere, er hverdagen blevet en kamp mod uret.
Tid er blevet en knap ressource…
Hurtigt gennem uddannelsen. Hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Så et arbejdsliv med meget få pauser eller pusterum. Højere pensionsalder…
Det kan godt være, at russerne ikke går hjem klokken 16 fra samlebåndet.
Men det er da for pokker ikke Rusland, der er målet vi skal stræbe efter.
Tværtimod.
Selv den mest arbejdsomme protestant har nok forstået, at vi i 2026 har opdaget noget ret grundlæggende:
At både krop og sjæl har brug for pauser og restitution.
For at kunne være produktiv.
Og for at være kreativ.
Og det gælder i alle brancher.
56.000 årsværk.
56.000 årsværk går vi glip af som samfund.
På grund af én ting: Stress.
Det sætter jo hele diskussionen om arbejdsudbud lidt i perspektiv.
For SVM-regeringen var arbejdsudbud den nye valuta.
I en ny rød regering skal medarbejderen være den nye valuta.
Vi bliver alle sammen bedre, når vi får lov til at være hele mennesker.
Så derfor skal vi have det fleksible SU-år tilbage.
Vi skal sørge for, at flere kan holde til deres studie- og arbejdsliv - så færre går ned med stress.
Vi skal have et arbejdsmarked, der giver plads til livet.
Fleksibilitet – ikke som et privilegium for de få. Men som noget naturligt, vigtigt og nødvendigt for alle.
En fair pension for alle:
Det kan være delpension for dem, der gerne vil trappe langsomt ned - og en rettighed for dem, der er startet tidligt og har brug for at trække sig tilbage tidligere.
Et arbejdsmarked hvor man ikke stjæler Storebededag.
I dag har Socialdemokratiet fremlagt et nyt udspil om tid til familieliv. Endnu et udspil 2 minutter i valg.
Det er dejligt, at SF fortsat er en kilde til inspiration. Og til vennerne i Socialdemokratiet. I må gerne låne vores politik. Vi går ind for genbrug.
Men det er endnu et udspil fra Socialdemokratiet, der kun kan realiseres med SF.
***
I en tid hvor hukommelsen ofte er kort…
Hvor sandhed nogle gange føles som en truet dyreart…
Og hvor stærke og skrupelløse kræfter i verden igen forsøger at sporlægge fremtiden…
… der kræver det, at vi lægger illusionerne på hylden.
Ikke håbet. Håbet skal vi have.
Men illusionerne - dem må vi give slip på.
For verden har forandret sig. Den verdensorden vi har kendt, er forbi.
Jeg vil gerne rose den siddende danske regering og Naalakkersuisut for deres håndtering af det urimelige pres USA lægger på både Grønland og Danmark.
Det minder os om vigtigheden af stærke alliancer og værdifællesskaber – med de øvrige lande i Norden, i Europa, med Canada og flere andre…
Tusind tak for det!
I forbindelse med truslerne mod Grønland og Rigsfællesskabet, rykkede vores allierede sammen om os.
Det gør mig håbefuld.
Men det hviler på en tung erkendelse:
Det hviler på en tung erkendelse af, at vores sikkerhed ikke længere kan tages for givet.
Ærlig talt, så foregår der så mange bekymrende ting i verden i de her år, at det kan være tung læsning at scrolle gennem nyhederne…
Krigen i Iran er en håndsrækning til Ruslands krigsøkonomi…
Det lægger et yderligere pres på de stakkels ukrainere - og på os i resten af Europa.
Imens fortsætter Israel med at annektere land fra palæstinenserne på Vestbredden med vold og magt, og forholdene for befolkningen i Gaza er horrible.
Og Trumps planer for Gaza… de er intet mindre end skræmmende, og efterlader ingen plads til palæstinenserne.
Vi må se ret nøgternt på, hvordan spillepladen ser ud nu:
Den internationale retsorden har eksisteret – men lad os være ærlige: Kun på visse stræk.
Jeg synes at det er så meget desto vigtigtere, at Europa og Danmark står vagt om en international retsorden.
Velvidende… velvidende, hvis vi skal være ærlige, at den ikke har beskyttet undertrykte folk mod deres diktatorer…
… og at stormagterne altid har tilsidesat reglerne, når det har tjent deres interesse.
Så tiden kalder på realisme – ikke på glansbilleder.
Hverken af fortiden - eller den vanskelige situation vi står midt i.
En energikrise der bider sig fast, vil også sætte en kommende dansk regering i en langt vanskeligere situation.
Og derfor bliver de kommende år svære - og der vil skulle gås nogle meget delikate balancer.
Det skal vi alle sammen – på tværs af politiske skel – være ekstremt bevidste om.
[…]
Solidaritet og sammenhold har vist sig stærkt, og en lang række lande har slået ring om os.
Solidaritet og sammenhold kan noget!
Det kan det også herhjemme…
Det er derfor SF vil:
Et Danmark med en langt større grad af tillid.
Et Danmark med en langt større grad af lighed.
Et Danmark med en langt større grad af frihed.
Men et hurtigt blik mod vest viser også, hvor skrøbeligt det kan være.
Hvordan demokrati kan erodere, når tillid bliver til mistillid.
Når lighed afløses af enorme forskelle i menneskers muligheder.
Når flere oplever, at deres liv er fyldt med uretfærdighed.
Der sker noget med et samfund, når tilliden, ligheden og friheden ikke længere gælder for alle.
Så går der råd i demokratiet. Tilliden undergraves. Mistilliden eroderer vores institutioner.
Det er en farlig vej.
Det er derfor, vi ikke kan acceptere et samfund, hvor den rigeste ene procent sidder på over en fjerdedel af danskernes formuer – og oveni får flere skattelettelser, som det er sket under SVM.
Det er derfor, vi ikke kan lade et enkelt erhverv sætte vores alle sammens drikkevand over styr.
Og det er derfor, at vi ikke accepterer et samfund med børnefattigdom.
Det er derfor, der går en lige linje fra SF’s kamp for mere tillid, mere lighed og mere frihed – til vores bidrag til at styrke Danmarks forsvar og sikkerhed.
Der er ingen modsætning mellem velfærd og forsvar, for vores forsvar har vi jo af netop den grund:
For at forsvare vores samfund, vores værdier, vores frihed og vores velfærd…
Men der er… der er en modsætning mellem velfærd og skattelettelser.
Der er ikke råd til begge dele.
Derfor vælger SF velfærd.
[…]
Det handler om sammenhængskraft.
Det handler om helt almindelige danskeres tillid til de politiske beslutninger.
For ulighed er ikke bare noget, vi måler i statistikker.
Det er børn, der står udenfor fællesskabet. Børn, der lærer alt for tidligt, at der er noget, de ikke har adgang til på linje med deres jævnaldrende.
Det hører ikke hjemme i Danmark.
Det skal vi gøre op med ved at sikre gratis fritidspas, gratis transport og hjælp til ferie.
Dem, der siger, at de fattige familier bruger pengene på smøger og hundemad – de aner ikke, hvad de snakker om.
Afstanden mellem vores virkeligheder er blevet for stor.
Og derfor er det så vigtigt for mig, at en kommende rød regering tager et opgør med uligheden og den voksende fattigdom.
Vi hverken vil eller skal acceptere, at børn i Danmark vokser op i fattigdom.
[…]
Kære venner. Lige om lidt skal I tilbage til valgkampen. Det skal jeg også.
Jeg tror der er en del der – ligesom mig selv – synes, at der er kommet noget lidt ufrivilligt komisk over den her valgkamp.
Altså, at se statsministeren stå og diskutere højlydt med sin egen forsvarsminister om alt det, de er uenige om.
Den ene melder markant ud til højre.
Den anden melder ud til venstre.
Men ingen af dem vil rigtig vedstå sig, at de dybest set helst vil blive i regering sammen.
Det var måske lidt forudsigeligt, at det måtte ende sådan.
Det var forudsigeligt, at det før eller siden måtte ende i et opgør, som de hverken rigtig kan tage – men heller ikke rigtig kan undlade at tage.
Det får det, ærlig talt, til at se lidt skørt og lidt pinagtigt ud… […]
Men ret skal være ret.
Bag en eventuel gentagelse af SVM-regeringen, tegner der sig – trods alt – noget endnu værre.
En ren blå regering.
Jeg siger det ikke for at dæmonisere nogen.
De blå partier ønsker det bedste for Danmark.
Det er bare et andet Danmark de ønsker.
Det er et Danmark, hvor man ikke ser det som et problem at uligheden vokser.
Det er et Danmark, hvor man fortsat vil tilsidesætte naturen, dyrevelfærden, miljøet, drikkevandet og klimaet, til fordel for landbrug og industri.
Det vil være et Danmark hvor skattelettelser vil gå forud for velfærd.
Det vil være et Danmark, hvor pensionsalderen bare vil vokse og vokse.
Det vil være et Danmark, hvor skruen hele tiden vil blive strammet om de borgere, der har det sværest.
Og sådan kunne jeg blive ved.
Af de grunde er det helt, helt afgørende at vi ikke får en blå regering.
***
Og lad os lige huske, hvad SVM ikke fik gjort, mens de havde scenen helt for sig selv:
De fik ikke sikret rent drikkevand.
De fik ikke taget et opgør med landbruget og svineproduktionen.
De fik ikke mindsket uligheden.
De fik ikke taget ordentligt hånd om vores klimaudfordringer.
De fik ikke gjort noget ved folkeskolen.
De fik ikke forbedret ældreplejen.
Og de fik ikke taget fat på tilbagetrækning og pension.
Og nu står de så der – på hvert sit gadehjørne i valgkampen – og deler valgpjecer ud til næste forestilling.
Og forsøger at overbevise jer om, at næste gang bliver det hele meget bedre.
Og at de nok ikke tager flere fridage fra jer… 😉
Så… hvis du er blå, så risikerer du faktisk at få mere af det samme, hvis du stemmer på Troels.
Og hvis du stemmer på Mette, så får du måske også blåt – præcis som vi har set de sidste 3½ år.
Men:
Det er ikke meget af det Socialdemokratiet har fremlagt i denne valgkamp, der kan gennemføres med de blå partier.
Så lad mig sige det helt klart til Socialdemokratiet:
Danmark har brug for en rød regering.
Derfor har vi brug for jer.
Men danskerne fortjener også klarhed og ærlighed.
For hvis man vil have en rød regering, så skal man sige det. Så må man vælge side.
Og til vælgerne: Hvis du vil være sikker på, at din stemme faktisk har en chance for at blive omsat til ægte rød politik…
… så skal du stemme på SF.
***
Og det skal I, kære SF’ere, hjælpe os med, at rigtig mange danskere gør på tirsdag.
Så gå nu ud og giv den GAS!!!
I dag er der masser af SF’ere på gaderne ude i landet.
Til klima-demo’er i de store byer.
Der er også brug for en helt ny grøn retning, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan være med i dag.
Men herfra en kæmpe tak til arrangørerne og de tusindvis af danskere, der i dag er på gaderne for vores klima!
Nu skal vi have en ny retning for Danmark, efter valget på tirsdag.
Ved dette landsmøde skulle vi have fejret vores fremgang ved kommunalvalget i november.
Så må vi i stedet holde et brag af et landsmøde om et år i stedet.
Men først gælder det slutspurten i valgkampen.
Den står lige udenfor og venter på os.
Så nu giver vi den hele armen til på tirsdag.
Tak.