Tak for – igen – at invitere mig til en ølkassetale.
Jeg står her på denne overdimensionerede ølkasse – ikke fordi jeg er beruset af magt, men fordi det her er et af de sidste steder, hvor vi rent faktisk mødes ansigt til ansigt.
I en tid, hvor den offentlige debat ofte foregår bag en skærm, mellem likes, shares og hurtige kommentarer, er det vigtigt at huske: Demokrati er ikke en meme. Det er ikke en tastaturkrig.
I dag vil jer derfor sige lidt om, hvorfor den demokratiske samtale er vigtig – og hvorfor vi skal passe på den, som om det var den sidste øl i køleskabet.
Sociale medier er som en bytur:
Nogle gange er det sjovt, andre gange ender det i ballade og tømmermænd.
Men lige som en dårlig bytur, så kan balladen på nettet også have rigtige konsekvenser.
Når vi gemmer os bag skærme, er det nemt at glemme, at der sidder et rigtigt menneske på den anden side.
Det er nemt at skrive noget, man aldrig ville sige ansigt til ansigt.
Hvis vi kun skriger, så bliver der ingen plads til at lytte.
Og hvis vi ikke lytter, så bliver der ingen plads til at blive klogere.
For demokrati handler om at lytte – også til dem, man ikke er enig med.
Politik har altid delt vandene. Man deles efter anskuelser.
Politik er, simpelthen, at holdninger brydes.
Men politik er også, at når man har afdækket sine uenigheder, så søger man også fællesmængden…
Alt dét der samler.
Jeg kan godt sætte mig ind i, at mange oplever at politik ikke får løst de store udfordringer:
Klimakrisen, krigene, boligmanglen, inflationen…
Og der sker sker meget i verden lige nu.
Mange svære ting, der ikke helt følger lærebøgerne.
Måske er sandheden nok, at den nye virkelighed vi står i, også efterlader både politikere og os med nogle år på bagen, med lige så mange spørgsmål som vi har svar.
Og derfor kan det være fristende at sige, at “politik er i stykker”, eller at “systemet ikke virker”. At ”den gamle verden ingen svar har at tilbyde”…
Men hvad nu, hvis politik altid har været i stykker?
Hvad nu hvis ”systemet” aldrig har virket?
Altså - i den betydning, at det altid er work in progres?
At politik og systemer er noget vi hele tiden arbejder på, reparerer, justerer, kalibrerer, reformerer?
Hvad nu hvis sandheden er, at når vi fikser det ene, så opstår der sgu’ noget andet…?
Og at det faktisk altid har været sådan?
At ingen besidder alle svarene – fordi der hele tiden opstår nye spørgsmål…
Derfor er det måske heller ikke så meget et spørgsmål om, hvem der har ret.
Men om hvad der er det rette at gøre.
Og at vi alle, unge som gamle, accepterer at ingen sidder med alle svarene. Og at der altid vil være problemer vi skal løse.
Præcis som alle generationer før os – med deres specifikke, historiske udfordringer.
[…]
Er der én ting jeg har lært og er sikker på, så er det dog, at vi kan klare mere når vi står sammen og hjælpes ad.
Og skal man stå sammen, så kræver det at man ikke dæmoniserer dem, man måske er uenig med.
Så kræver det tværtimod, at man måske lytter lidt mere til hinanden.
Og erkender at ligeværdighed kræver, at den andens perspektiv indgår i det store billede.
Og at dét ikke alene er et godt udgangspunkt for den demokratiske samtale.
Men at det er selve fundamentet for den demokratiske samtale.
Og at vi tager den erkendelse med os – også når vi kommenterer på Facebook, går til demo’er, skriver i avisen eller poster på Insta.
Rigtig godt folkemøde.
Jeg står her på denne overdimensionerede ølkasse – ikke fordi jeg er beruset af magt, men fordi det her er et af de sidste steder, hvor vi rent faktisk mødes ansigt til ansigt.
I en tid, hvor den offentlige debat ofte foregår bag en skærm, mellem likes, shares og hurtige kommentarer, er det vigtigt at huske: Demokrati er ikke en meme. Det er ikke en tastaturkrig.
I dag vil jer derfor sige lidt om, hvorfor den demokratiske samtale er vigtig – og hvorfor vi skal passe på den, som om det var den sidste øl i køleskabet.
Sociale medier er som en bytur:
Nogle gange er det sjovt, andre gange ender det i ballade og tømmermænd.
Men lige som en dårlig bytur, så kan balladen på nettet også have rigtige konsekvenser.
Når vi gemmer os bag skærme, er det nemt at glemme, at der sidder et rigtigt menneske på den anden side.
Det er nemt at skrive noget, man aldrig ville sige ansigt til ansigt.
Hvis vi kun skriger, så bliver der ingen plads til at lytte.
Og hvis vi ikke lytter, så bliver der ingen plads til at blive klogere.
For demokrati handler om at lytte – også til dem, man ikke er enig med.
Politik har altid delt vandene. Man deles efter anskuelser.
Politik er, simpelthen, at holdninger brydes.
Men politik er også, at når man har afdækket sine uenigheder, så søger man også fællesmængden…
Alt dét der samler.
Jeg kan godt sætte mig ind i, at mange oplever at politik ikke får løst de store udfordringer:
Klimakrisen, krigene, boligmanglen, inflationen…
Og der sker sker meget i verden lige nu.
Mange svære ting, der ikke helt følger lærebøgerne.
Måske er sandheden nok, at den nye virkelighed vi står i, også efterlader både politikere og os med nogle år på bagen, med lige så mange spørgsmål som vi har svar.
Og derfor kan det være fristende at sige, at “politik er i stykker”, eller at “systemet ikke virker”. At ”den gamle verden ingen svar har at tilbyde”…
Men hvad nu, hvis politik altid har været i stykker?
Hvad nu hvis ”systemet” aldrig har virket?
Altså - i den betydning, at det altid er work in progres?
At politik og systemer er noget vi hele tiden arbejder på, reparerer, justerer, kalibrerer, reformerer?
Hvad nu hvis sandheden er, at når vi fikser det ene, så opstår der sgu’ noget andet…?
Og at det faktisk altid har været sådan?
At ingen besidder alle svarene – fordi der hele tiden opstår nye spørgsmål…
Derfor er det måske heller ikke så meget et spørgsmål om, hvem der har ret.
Men om hvad der er det rette at gøre.
Og at vi alle, unge som gamle, accepterer at ingen sidder med alle svarene. Og at der altid vil være problemer vi skal løse.
Præcis som alle generationer før os – med deres specifikke, historiske udfordringer.
[…]
Er der én ting jeg har lært og er sikker på, så er det dog, at vi kan klare mere når vi står sammen og hjælpes ad.
Og skal man stå sammen, så kræver det at man ikke dæmoniserer dem, man måske er uenig med.
Så kræver det tværtimod, at man måske lytter lidt mere til hinanden.
Og erkender at ligeværdighed kræver, at den andens perspektiv indgår i det store billede.
Og at dét ikke alene er et godt udgangspunkt for den demokratiske samtale.
Men at det er selve fundamentet for den demokratiske samtale.
Og at vi tager den erkendelse med os – også når vi kommenterer på Facebook, går til demo’er, skriver i avisen eller poster på Insta.
Rigtig godt folkemøde.