Når et lille barn bliver tre år, fejrer vi det med lagkage. Med balloner. Lys og flag i massevis.
Vi synger fødselsdagssang – den med instrumenterne.
Og masser af gaver.
Desværre så får de fleste børn ikke kun en masse larmende plastiklegetøj.
Mange børn får også to stressede forældre i fødselsdagsgave.
For rigtig mange føles de første år med små børn som at løbe et maraton.
Nogle dage er man nærmest stolt, hvis man husker at tage to ens sko på om morgenen.
Andre dage græder man sig i søvn, fordi der bare er. Så. Meget. Hele. Tiden.
Man skal skynde sig tilbage på job efter barsel – og straks indrette sig på et hæsblæsende arbejdsliv.
Allerede inden baby er et år gammel.
Når Vilma er syg, skal man finde kreative løsninger – bedsteforældrepasning, tantealarm eller akut nabohjælp – når de to sygedage er brugt.
Man skal finde en daginstitution tæt på boligen eller tæt på jobbet – og håbe, at kvaliteten er ok.
Er den ikke det, afleverer man med ondt i maven og skynder sig at hente tidligt.
Når så der kommer bump på vejen i børnehaven eller skolen, begynder kampen for at få hjælp.
Kampen for at det ikke bliver ens eget barn, der pludselig rammes af alvorlig skolevægring eller falder bagud, når eleverne kæmper om opmærksomheden.
Man mærker tydeligt, at ressourcerne ikke følger med kravene.
Børnene mærker det, og familierne mærker det. Alt for mange – især kvinder – rammer muren.
De går ned med stress, må tage en pause og bruger lang tid på at rejse sig igen.
Forleden læste jeg, at de unge mænd og unge fædre nu også i stigende grad døjer med det samme: Stress, udbrændthed, depression, hukommelsesbesvær…
Kort sagt: De første år med små børn bliver alt for ofte en udmattende kamp, hvor man aldrig får tid til at stoppe op, puste ud og nyde alt det, man senere i livet indser, faktisk var de mest værdifulde år i ens liv.
Smag lige på det: De mest værdifulde år i ens liv.
Og måske endnu vigtigere: De mest værdifulde år i ens barns liv.
De første 1000 dage af et barns liv er helt afgørende for dets udvikling, trivsel og muligheder videre i livet.
Vi ved det, fordi forskningen siger det.
Men vi ved det også helt instinktivt. Når vi ser en baby, ved vi det med det samme:
Her er et lille væsen, som har brug for vores opmærksomhed, beskyttelse og omsorg. For vores kærlighed og ømhed.
Men lad os være ærlige:
Vores samfund giver ikke børn de 1000 dage med ro, de fortjener.
Jeg tror på, at det fineste, vi kan give vores børn, ikke er ting, men tid.
Ikke stress og travlhed, men nærvær.
Ikke blot kærlighed, men også ro til at mærke den.
Det danske arbejdsmarked er kendt for sin fleksibilitet. Men for alt for mange familier er der ikke balance mellem arbejdsliv og familieliv.
Faktisk viser undersøgelser, at danske forældre er mindre lykkelige end forældre i Norge og Sverige. I Danmark bliver vi faktisk mindre lykkelige af at få børn.
Er det sådan det skal være?
Jeg tror på, at vi kan gøre det bedre.
Vi kan skabe bedre rammer og give børnefamilier mere balance i hverdagen.
Jeg vil gå så langt som at sige, at vi skal kunne gå hjem fra samlebåndet – for nu at bruge Statsministerens billede - før klokken fire, når vi har små børn. I hvert fald nogle dage om ugen.
Bag hvert stresset ansigt ved institutionens låge gemmer der sig historier, vi sjældent hører.
En mor, der græder i bilen, fordi hun ikke kan mere.
En far, der står i køkkenet og stirrer tomt ud i luften, fordi han ikke kan finde balancen.
En telefon der konstant vibrerer og en indbakke med mails, der bliver ved med at fyldes op…
Det er historier om mennesker, der bare vil gøre deres bedste – men som bliver svigtet af en virkelighed, der altid kræver mere.
Det handler ikke om at diktere fra Christiansborg, men om at give gode rammer og reel frihed til familierne, så de kan træffe de valg, der passer bedst til deres liv.
At have små børn er lidt som at bygge et IKEA-skab uden manual og med tre ekstra skruer. Man aner ikke, om man gør det rigtigt, men håber bare, det ikke falder sammen!
I Sverige har man bedre regler for sygedage til børn og bedre muligheder for længere barsel.
I industriens overenskomst har danske forældre nu fået ret til en tredje sygedag – det er et godt skridt fremad! Men vi skal videre.
Vi skal turde skabe bedre tid, mere ro og en bedre overgang for hele familien.
Jeg har ikke alle svarene. Men lad os tage debatten åbent og uden fordømmelse. For nogle familier er deltid lykken – for andre er det ikke. Der skal være plads til alle.
Det er vel netop dét, der skal være kernen i vores politiske projekt: At vi alle har friheden til at leve det liv, vi drømmer om.
At det ikke kun er dem med penge og privilegier, der kan gå ned i tid, tage længere barsel eller slå i bordet, når børnene mistrives.
Heldigvis rykker vi os som samfund lige nu.
Takket være de yngre generationer, som vil noget andet. Som vil have ro – og som vil have balance. Det er mega fedt! Der er så mange gode ideer og initiativer.
Tidligere i dag mødte jeg Michella, der kæmper for flere efterfødselsklinikker.
Hun har selv oplevet, hvordan hun blev affejet, da hun havde brug for hjælp efter fødslen – og nu kæmper hun for, at ingen andre kvinder skal stå alene.
Vi har været med til at sikre bedre forhold for familier, der får tvillinger. Dobbelt lykke – men også mere end dobbelt så hårdt.
Vi har været med til at sikre bedre vilkår for forældre til for tidligt fødte børn – for det sætter sig, både fysisk og psykisk.
Og i de seneste overenskomster har fagbevægelsen opnået banebrydende fremskridt. Men vi skal videre. Vi skal turde tage næste skridt.
For eksempel at give familierne flere sygedage, så det ikke længere er en luksus at være hjemme, når ens barn har influenza – men en rettighed, der afspejler virkeligheden.
Måske derfor var det også så skørt, at regeringen gik ind og fjernede en fridag.
De fleste danskere går på arbejde og giver den en skalle.
De er stolte af at bidrage. Men mange oplever også, at de er godt brugte, når de kommer hjem.
At den fritid, som de og generationer før dem har kæmpet for, er nødvendig for at læsset ikke skal tippe.
Vi har utrolig mange på arbejdsmarkedet. Vi har en tårnhøj produktivitet. Men det kommer også med en regning.
Da regeringen og Radikale Venstre fjernede Store Bededag, skete det med henvisning til økonomiske og sikkerhedspolitiske udfordringer.
Men hver gang Nicolai Wammen rejser sig fra sit hæve-sænke-bord, snubler han over en ny bunke milliarder.
Men når han lander, så sker det mystisk nok altid foran skattelettelserne – og sjældent foran velfærden og de løsninger, der kan få vores liv til at hænge bedre sammen.
Det synes jeg er en skam.
Vi har så fantastisk en samfundsmodel, fordi mange danskere oplever, at der grundlæggende er rimelighed i tingene.
Men balancen mellem vores privatliv og arbejdsliv både kan og skal blive bedre.
At vi også passer på hele samfundet, når vi sikrer vores børn og børnebørn en god start på livet.
Og at vi, når livet ramler, når børnene ikke trives eller der er alvorlig sygdom i ens familie, ikke bare kan sige, at russerne altså ikke går hjem fra samlebåndet…
For det er jo ikke Rusland eller det russiske samfund vi er en del af eller knokler for…
Jeg synes det ansvarlige valg er at sige, at vi har brug for et samfund, der ikke knækker mennesker.
Et samfund der bygger op, ikke nedbryder. Der styrker familier i stedet for at slide dem op. Der siger, at det gode børneliv aldrig må være et middel, men er et mål i sig selv.
Og når det er sagt, så er Danmarks største rigdom ikke det, der står på bundlinjen – det er de mennesker, der vokser op og gør Danmark stærkt.
Når vi siger, at børnene er vores fælles fremtid, må vi også forstå, at ansvaret er vores fælles.
Derfor drømmer jeg om, at vi en dag kan fejre et barns treårs fødselsdag uden stressede forældre, men med balloner, kage – og et løfte om at Danmark må og skal være et af verdens bedste lande at være familie i.
For en dag slipper vi vores børns hånd ved skoleporten for sidste gang.
Og det eneste, vi med sikkerhed ved, det er, at vi altid ville ønske, vi havde holdt den hånd lidt længere.
Tak.