Kære alle sammen,
Vi står her i dag, fordi menneskerettighederne er universelle. De gælder for alle mennesker — uanset land, kultur, køn eller tro. Og når disse rettigheder bliver udfordret eller begrænset, ser vi ofte mennesker gå på gaden for at udtrykke deres håb, deres frustration og deres ønske om forandring.
Tak fordi I står her i dag. Fordi I bruger jeres stemme og jeres plads i verden til at støtte dem, der lige nu kæmper for retten til et liv i frihed, demokrati og ytringsfrihed.
Siden den 28. december 2025 er millioner af mennesker i Iran gået på gaden i protest mod fattigdom, prisstigninger, diktatur, religiøst styre, kønsapartheid mod kvinder og manglende frihed.
Ytringsfrihed er en central menneskerettighed. Den indebærer retten til at tænke frit, tale frit og dele sine holdninger uden frygt for straf og med livet som indsats. I lande, hvor ytringsfriheden er begrænset eller ikkeeksisterende, kan borgere risikere både overvågning, trusler, fængsling eller med livet som indsats, hvis de kritiserer myndigheder eller udtrykker ønsker om forandring. Det er det, vi lige nu oplever i Iran. Demonstranter der tæskes, bliver slået ned og bliver dræbt, fordi de ytrer sig mod regimet.
Når rettigheder som ytringsfrihed bliver indskrænket, går det ud over helt almindelige menneskers hverdag og fremtid. Familier kan miste tryghed. Unge mister håb og muligheder. Samfund mister muligheden for åben dialog, kreativitet og udvikling.
Derfor er det vigtigt at forstå, at menneskerettigheder ikke kun er juridiske principper — de er fundamentet under hverdagslivet for os alle.
Selv når vi står langt fra de steder, hvor rettigheder udfordres, kan vi være med til at vise medmenneskelighed. Solidaritet er ikke begrænset af geografiske afstande. Den handler om at anerkende fælles værdier som værdighed, frihed og retfærdighed — og om at stå sammen med dem, der kæmper for dem under sværere vilkår end os selv.
Derfor må jeg også her fremhæve Danmark ikke giver iranske sygeplejersker opholds- og arbejdstilladelse.
Nogle af dem arbejder som social- og sundhedshjælper bl.a. Masoomeh fra Nordjylland. Hun er på et arbejdsmarked, hvor rekrutteringsudfordringerne er de allerstørste. Masoomeh og andre sendes hjem til en uvis fremtid. Masoomeh sendes hjem, da opholdstilladelse hænger sammen med hendes arbejdsgivers uddannelsesforpligtelser. Det er teknikaliteter, som hurtigt kan ændres i udlændingeloven – hvis man vil.
Til den danske Regering - Kom i gang og det er nu.
Vi samles i dag i solidaritet med det iranske folk – og lad os også sende en særlig tanke i respekt og minde om Jina Mahsa Amini. En ung kvinde, hvis liv blev brutalt taget fra hende af moralpolitiet, blot fordi hun ikke bar sit tørklæde “korrekt”. Hendes død var ikke en enkeltstående tragedie. Den var og er stadig et symbol på et undertrykkende system. Et system, hvor befolkningen – særligt kvinder og minoriteter - lever under konstant kontrol, trussel og vold.
Men Jina Mahsa Aminis navn blev også starten på noget større. Hendes navn blev råbet, der satte verden i bevægelse. Det blev gnisten, der antændte modet hos millioner. Det blev kernen i de ord, der nu er blevet et globalt friheds- og lighedskrav:
Kvinde – Liv – Frihed.
I dag i Iran møder demonstranter dagligt regimets brutalitet. Præstestyret og politiet bekæmper folket med vold, fængslinger og undertrykkelse. Alligevel går kvinder, unge, arbejdere og studerende på gaden – igen og igen – selv om de ved, at prisen kan være deres frihed. Og alt for mange betaler prisen med deres liv.
Derfor er FOA her i dag.
Vores kamp som fagforbund handler om end løn og arbejdsforhold – men det handler også om mere end det. Det handler om lighed, om frihed, om rettigheder, om menneskerettigheder, om ytringsfrihed og om retten til at leve et liv uden frygt samt retten til at være den, man er. De værdier binder os sammen med frihedskampen i Iran. For både kvinders og mænds rettigheder er menneskerettigheder – overalt.
Det iranske folk viser en styrke, der bevæger os alle. De står ubevæbnede over for et voldeligt regime, men med en enorm moralsk kraft: Håbet. Håbet om et liv, hvor kvinder ikke kontrolleres. Hvor mænd ikke straffes for at støtte kvinder. Hvor børn og unge kan vokse op uden at frygte regimet og politiet. Hvor demokratiet engang kan slå rod og hvor menneskerettigheder er en rettighed sammen med demokrati og ytringsfrihed.
Vi er her for at sige:
Mahsa Jina Amini – vi glemmer dig ikke.
Til Irans kvinder og mænd – vi ser jer.
Til Irans unge – vi hører jer.
Til alle, der kæmper – vi står med jer.
Solidaritet er en handling. En handling der forpligter. Derfor må vi fortsætte med at råbe op, med at støtte, med at lægge pres på, med at sige fra. Ingen regering, intet præstestyre og ingen moralpoliti har ret til at knuse menneskers liv og drømme.
Lad os bære Jina Mahsa Aminis navn videre.
Lad os løfte de stemmer, som regimet forsøger at tie ihjel.
Lad os minde verden om, at kampen fortsætter – og at den en dag vil blive vundet.
Vi står her i dag, fordi vi tror på håb og på forandring. Vi tror på, at når mennesker står sammen om universelle værdier, er der altid mulighed for et mere retfærdigt og mere frit fremtidsperspektiv.
Menneskerettigheder er ikke kun noget, der skal forsvares af dem, der kæmper under de sværeste forhold — de er noget, vi alle har ansvar for at værne om.
Tak fordi I er her i dag.
Tak fordi I står sammen for mennesket, for værdigheden og for retten til at blive hørt.
Kvinde – Liv – Frihed.
Tak.
Vi står her i dag, fordi menneskerettighederne er universelle. De gælder for alle mennesker — uanset land, kultur, køn eller tro. Og når disse rettigheder bliver udfordret eller begrænset, ser vi ofte mennesker gå på gaden for at udtrykke deres håb, deres frustration og deres ønske om forandring.
Tak fordi I står her i dag. Fordi I bruger jeres stemme og jeres plads i verden til at støtte dem, der lige nu kæmper for retten til et liv i frihed, demokrati og ytringsfrihed.
Siden den 28. december 2025 er millioner af mennesker i Iran gået på gaden i protest mod fattigdom, prisstigninger, diktatur, religiøst styre, kønsapartheid mod kvinder og manglende frihed.
Ytringsfrihed er en central menneskerettighed. Den indebærer retten til at tænke frit, tale frit og dele sine holdninger uden frygt for straf og med livet som indsats. I lande, hvor ytringsfriheden er begrænset eller ikkeeksisterende, kan borgere risikere både overvågning, trusler, fængsling eller med livet som indsats, hvis de kritiserer myndigheder eller udtrykker ønsker om forandring. Det er det, vi lige nu oplever i Iran. Demonstranter der tæskes, bliver slået ned og bliver dræbt, fordi de ytrer sig mod regimet.
Når rettigheder som ytringsfrihed bliver indskrænket, går det ud over helt almindelige menneskers hverdag og fremtid. Familier kan miste tryghed. Unge mister håb og muligheder. Samfund mister muligheden for åben dialog, kreativitet og udvikling.
Derfor er det vigtigt at forstå, at menneskerettigheder ikke kun er juridiske principper — de er fundamentet under hverdagslivet for os alle.
Selv når vi står langt fra de steder, hvor rettigheder udfordres, kan vi være med til at vise medmenneskelighed. Solidaritet er ikke begrænset af geografiske afstande. Den handler om at anerkende fælles værdier som værdighed, frihed og retfærdighed — og om at stå sammen med dem, der kæmper for dem under sværere vilkår end os selv.
Derfor må jeg også her fremhæve Danmark ikke giver iranske sygeplejersker opholds- og arbejdstilladelse.
Nogle af dem arbejder som social- og sundhedshjælper bl.a. Masoomeh fra Nordjylland. Hun er på et arbejdsmarked, hvor rekrutteringsudfordringerne er de allerstørste. Masoomeh og andre sendes hjem til en uvis fremtid. Masoomeh sendes hjem, da opholdstilladelse hænger sammen med hendes arbejdsgivers uddannelsesforpligtelser. Det er teknikaliteter, som hurtigt kan ændres i udlændingeloven – hvis man vil.
Til den danske Regering - Kom i gang og det er nu.
Vi samles i dag i solidaritet med det iranske folk – og lad os også sende en særlig tanke i respekt og minde om Jina Mahsa Amini. En ung kvinde, hvis liv blev brutalt taget fra hende af moralpolitiet, blot fordi hun ikke bar sit tørklæde “korrekt”. Hendes død var ikke en enkeltstående tragedie. Den var og er stadig et symbol på et undertrykkende system. Et system, hvor befolkningen – særligt kvinder og minoriteter - lever under konstant kontrol, trussel og vold.
Men Jina Mahsa Aminis navn blev også starten på noget større. Hendes navn blev råbet, der satte verden i bevægelse. Det blev gnisten, der antændte modet hos millioner. Det blev kernen i de ord, der nu er blevet et globalt friheds- og lighedskrav:
Kvinde – Liv – Frihed.
I dag i Iran møder demonstranter dagligt regimets brutalitet. Præstestyret og politiet bekæmper folket med vold, fængslinger og undertrykkelse. Alligevel går kvinder, unge, arbejdere og studerende på gaden – igen og igen – selv om de ved, at prisen kan være deres frihed. Og alt for mange betaler prisen med deres liv.
Derfor er FOA her i dag.
Vores kamp som fagforbund handler om end løn og arbejdsforhold – men det handler også om mere end det. Det handler om lighed, om frihed, om rettigheder, om menneskerettigheder, om ytringsfrihed og om retten til at leve et liv uden frygt samt retten til at være den, man er. De værdier binder os sammen med frihedskampen i Iran. For både kvinders og mænds rettigheder er menneskerettigheder – overalt.
Det iranske folk viser en styrke, der bevæger os alle. De står ubevæbnede over for et voldeligt regime, men med en enorm moralsk kraft: Håbet. Håbet om et liv, hvor kvinder ikke kontrolleres. Hvor mænd ikke straffes for at støtte kvinder. Hvor børn og unge kan vokse op uden at frygte regimet og politiet. Hvor demokratiet engang kan slå rod og hvor menneskerettigheder er en rettighed sammen med demokrati og ytringsfrihed.
Vi er her for at sige:
Mahsa Jina Amini – vi glemmer dig ikke.
Til Irans kvinder og mænd – vi ser jer.
Til Irans unge – vi hører jer.
Til alle, der kæmper – vi står med jer.
Solidaritet er en handling. En handling der forpligter. Derfor må vi fortsætte med at råbe op, med at støtte, med at lægge pres på, med at sige fra. Ingen regering, intet præstestyre og ingen moralpoliti har ret til at knuse menneskers liv og drømme.
Lad os bære Jina Mahsa Aminis navn videre.
Lad os løfte de stemmer, som regimet forsøger at tie ihjel.
Lad os minde verden om, at kampen fortsætter – og at den en dag vil blive vundet.
Vi står her i dag, fordi vi tror på håb og på forandring. Vi tror på, at når mennesker står sammen om universelle værdier, er der altid mulighed for et mere retfærdigt og mere frit fremtidsperspektiv.
Menneskerettigheder er ikke kun noget, der skal forsvares af dem, der kæmper under de sværeste forhold — de er noget, vi alle har ansvar for at værne om.
Tak fordi I er her i dag.
Tak fordi I står sammen for mennesket, for værdigheden og for retten til at blive hørt.
Kvinde – Liv – Frihed.
Tak.