Vi har mistet en dygtig pædagog. Nemlig min søster
Hun er enlig mor til to. Hun er stærk, ansvarlig og erfaren. Hun arbejder som pædagogmedhjælper og drømmer om at tage pædagoguddannelsen for at dygtiggøre sig og blive endnu bedre. Hun ville være en god pædagog.
Men hun har opgivet. Ikke fordi hun ikke kan. Ikke fordi hun ikke vil. Men fordi hun ikke har råd.
Når man er på pædagoguddannelsen, modtager man SU, og som enlig forsørger får man et tillæg. Det er en anerkendelse af, at det koster at have børn. Men når man går i praktik, forsvinder det tillæg og det samme gør muligheden for SU lån. Ikke fordi behovet forsvinder, men fordi systemet er indrettet sådan.
For min søster betyder det, at hun mister 7.200 kroner om måneden i sin praktik
Huslejen forsvinder ikke. Madpriserne falder ikke. Børnenes behov bliver ikke mindre. Men indkomsten gør.
Hun sad med sit budget igen og igen. Hun skar ned, vendte hver en krone og forsøgte at få det til at hænge sammen. Men det kunne ikke lade sig gøre uden at sætte hendes børn i en utryg situation.
Så hun traf et ansvarligt valg. Hun valgte sine børn. Og hun opgav sin drøm.
Men, hvad nytter det, at vi taler om mangel på pædagoger, hvis vi samtidig spænder ben for dem, der faktisk gerne vil være det?
Vi taler hele tiden om normeringer. Om kvalitet i daginstitutioner. Om børn, der har brug for stabile voksne. Og vi taler om det faldende optag på pædagoguddannelsen. Men vi taler alt for lidt om dem, der aldrig får muligheden for at blive pædagog.
Det her er ikke bare én historie. Det er et mønster. Vi står midt i en pædagogmangel, og samtidig har vi et system, der effektivt sorterer dygtige mennesker fra på grund af økonomi.
Hvis vi vil have flere til at vælge pædagoguddannelsen, så skal vi også gøre det muligt at gennemføre den. Vi skal sikre, at mennesker med ansvar, erfaring og motivation faktisk har en reel mulighed. Økonomien må aldrig være afgørende for, om du kan blive pædagog eller ej.
For det er netop dem, vi har brug for. Dem, der ved, hvad ansvar er. Dem, der allerede har erfaring fra praksis. Dem, der brænder for faget.
Når de bliver presset ud, mister vi ikke bare studerende. Vi mister kvalitet. Vi mister faglighed. Og i sidste ende er det børnene, de unge og de mest udsatte, der betaler prisen.
I dag markerer vi kampdagen, vi fejre de kampe vi har taget og vi italesætter de kampe vi skal tage endnu. Det her er en af dem
Der er der brug for en helt konkret ændring. Forsørgertillægget skal følge den studerende – også i praktikperioderne.
Det er ikke et stort principielt spørgsmål. Det er en helt konkret barriere, som kan fjernes.
Hvis vi vil tiltrække flere til pædagoguddannelsen, nytter det ikke noget, at vi samtidig stikker dem en kæp i hjulet. Vi skal gøre det muligt at tage uddannelsen – også for dem, der har børn og ansvar.
Min søster skulle have haft en chance. Og det skal alle de andre enligee forsørgere også.
Så mit budskab til en kommende regering er klart: Hvis I vil have flere pædagoger, så skal I stoppe med at spænde ben for dem, der allerede står klar. For er der noget samfundet har brug for – er det mennesker hvis drøm er at blive pædagog.
Hun er enlig mor til to. Hun er stærk, ansvarlig og erfaren. Hun arbejder som pædagogmedhjælper og drømmer om at tage pædagoguddannelsen for at dygtiggøre sig og blive endnu bedre. Hun ville være en god pædagog.
Men hun har opgivet. Ikke fordi hun ikke kan. Ikke fordi hun ikke vil. Men fordi hun ikke har råd.
Når man er på pædagoguddannelsen, modtager man SU, og som enlig forsørger får man et tillæg. Det er en anerkendelse af, at det koster at have børn. Men når man går i praktik, forsvinder det tillæg og det samme gør muligheden for SU lån. Ikke fordi behovet forsvinder, men fordi systemet er indrettet sådan.
For min søster betyder det, at hun mister 7.200 kroner om måneden i sin praktik
Huslejen forsvinder ikke. Madpriserne falder ikke. Børnenes behov bliver ikke mindre. Men indkomsten gør.
Hun sad med sit budget igen og igen. Hun skar ned, vendte hver en krone og forsøgte at få det til at hænge sammen. Men det kunne ikke lade sig gøre uden at sætte hendes børn i en utryg situation.
Så hun traf et ansvarligt valg. Hun valgte sine børn. Og hun opgav sin drøm.
Men, hvad nytter det, at vi taler om mangel på pædagoger, hvis vi samtidig spænder ben for dem, der faktisk gerne vil være det?
Vi taler hele tiden om normeringer. Om kvalitet i daginstitutioner. Om børn, der har brug for stabile voksne. Og vi taler om det faldende optag på pædagoguddannelsen. Men vi taler alt for lidt om dem, der aldrig får muligheden for at blive pædagog.
Det her er ikke bare én historie. Det er et mønster. Vi står midt i en pædagogmangel, og samtidig har vi et system, der effektivt sorterer dygtige mennesker fra på grund af økonomi.
Hvis vi vil have flere til at vælge pædagoguddannelsen, så skal vi også gøre det muligt at gennemføre den. Vi skal sikre, at mennesker med ansvar, erfaring og motivation faktisk har en reel mulighed. Økonomien må aldrig være afgørende for, om du kan blive pædagog eller ej.
For det er netop dem, vi har brug for. Dem, der ved, hvad ansvar er. Dem, der allerede har erfaring fra praksis. Dem, der brænder for faget.
Når de bliver presset ud, mister vi ikke bare studerende. Vi mister kvalitet. Vi mister faglighed. Og i sidste ende er det børnene, de unge og de mest udsatte, der betaler prisen.
I dag markerer vi kampdagen, vi fejre de kampe vi har taget og vi italesætter de kampe vi skal tage endnu. Det her er en af dem
Der er der brug for en helt konkret ændring. Forsørgertillægget skal følge den studerende – også i praktikperioderne.
Det er ikke et stort principielt spørgsmål. Det er en helt konkret barriere, som kan fjernes.
Hvis vi vil tiltrække flere til pædagoguddannelsen, nytter det ikke noget, at vi samtidig stikker dem en kæp i hjulet. Vi skal gøre det muligt at tage uddannelsen – også for dem, der har børn og ansvar.
Min søster skulle have haft en chance. Og det skal alle de andre enligee forsørgere også.
Så mit budskab til en kommende regering er klart: Hvis I vil have flere pædagoger, så skal I stoppe med at spænde ben for dem, der allerede står klar. For er der noget samfundet har brug for – er det mennesker hvis drøm er at blive pædagog.