Skip to content

Per Frost Henriksens båltale ved børnesankthans i Humlebæk

Peter Dahlerup

Om

Taler

Per Frost Henriksen
Formand for Børne- og Skoleudvalget, Fredensborg Kommune

Dato

Sted

Peder Mads Strand, Humlebæk

Tale

Kære alle
 
 Tak for ordet. Hvilken dejlig Sankt Hans og hvor er det skønt at se så mange mennesker samlet her på Peder Mads Strand i skønne Sletten
 
I dag skal vi fejre Sankt Hans, en rigtig sjov aften, hvor vi tænder bål for at holde onde ånder og insekter væk. 
 
Sankt Hans handler også om at fejre lys, sommer og alt det gode, vi har sammen. Vi kan glæde os over at være ude og nyde hinandens selskab.
 
Det er vigtigt at vi holder fast i traditioner og vi kan mødes i store og små fællesskaber. 
 
Lige præcis Sankt Hans er jo forandret fra en barsk verden med heksebål til en hyggelig familietradition, hvor vi mødes, hygger og synger omkring bålet.
 
Udvikling er altid godt og især når det bliver så positivt som her. Og jeg vil gerne starte med at sige stor tak til alle frivillige, der har gjort denne Børnevenlige Sankt Hans mulig, det er tredje gang og nu en tradition. 
 
Der er et frivilligt arbejde der skal gøres og det har I gjort endnu en gang, til topkarakter. Tak for det.
 
Konceptet her med et bål tidligt på aftenen er da genialt, så kan hele familien være med og det er muligt for alle, at se bålet inden sengetid. 
 
Det er vigtigt at vi gør noget sammen og giver os selv tid til det. Nærvær og tilstedeværelse er godt for mange ting.
 
Ved Sankt Hans er natten lang, og det er så dejligt at være ude i naturen. Der er blomster, træer og dyrene, der summer og synger. 
 
Vi skal huske at passe på naturen, så den kan blomstre og vokse, ligesom vi gør.
 
Jeg har hele mit ungdoms- og voksenliv påtaget mig frivillige opgaver, mest i idræts- og foreningslivet og det har i den grad givet mig mange gode oplevelser og masser af venskaber. 
 
Det vigtige er ikke hvilken frivillig indsats der gøres, det vigtige er at der gøres en frivillig indsats. 
 
Nogen er gode til noget og andre er gode til noget andet. Det er den samlede indsats af frivillighed, der skaber det gode samfund.
 
I fredags var jeg til et stort Håndboldstævne i Kokkedal ved Egedalshallen, hvor Fredensborg og Hørsholm kommuners skoler dystede mod hinanden.
 
900 elever, der spillede 340 kampe over fem timer. Det sydede af liv. Der er formentlig nogle af jer der er her, der var med.
 
Nogle unge piger talte til mig, da de havde set mig til basket i Hørsholmhallen. 
 
Vi talte lidt sammen om basket og deres træner. Så spurgte jeg den ene: ”Hvad er det bedste ved at gå til basket?”
 
Hun svarede lynhurtigt: ”Jeg har fået gode veninder”
 
Den lille sekvens siger mere end noget andet, at det er vigtigt at finde sammen i fællesskaber. Jeg er jo vild med idræt og spejder, men kultur, kunst og musik kan bestemt lige så meget. 
 
Pointen er, at vi dannes som mennesker, ved at være sammen med andre mennesker. Dannelse må aldrig gå af mode.
 
Det er vigtigt, at vi i den tid vi lever i nu, bliver ved med at skabe aktiviteter, der kan samle os.
 
Så jeg opfordrer alle, især børn og unge til at ”gå til noget” få lært af hinanden og samtidig lære, at det er okay at lave fejl. 
 
Det er nemlig det man gør i idræt, lærer at fejle og turde fejle. Det er umuligt, at lære springgymnastik uden at lave en fejl. 
 
Det er i den grad menneskeligt at fejle. Vi skal ikke være perfekte, vi skal være livsduelige.
 
Sankt Hans handler også om at være taknemmelig. Vi kan være taknemmelige for vores familie, vores venner og alle de sjove oplevelser, vi har sammen. 
 
Lad os huske at sige tak til dem, vi holder af og dem der gør noget for andre, og nyde denne fantastiske aften sammen, uanset vejret.
 
Fortsat god Sankt Hans og god aften. Tak for ordet

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags

Relateret