Tak for det, formand. Kære kolleger, kære jer, der ser med hjemmefra eller oppe fra tilhørerrækkerne. Hvor er det dejligt nu for alvor at komme i gang med et nyt folketingsår. Men det er jo heller ikke, fordi det sådan har været kedeligt på Christiansborg i de sidste par måneder. Jeg synes faktisk, at der har været en høj underholdningsværdi, måske særlig fra mine gode kolleger her fra højre side af salen. Der har jeg de seneste måneder lært nogle spændende ting.
Af Danmarksdemokraterne har jeg lært, at der er forskel på dunjakker. Der er noget, der hedder dominansdunjakker, og dem kan vi ikke lide, og så er der nogle dunjakker, som fru Inger Støjberg kalder morpølsen, og dem kan vi godt lide. Det kan godt være, det er mig, der er lidt gammeldags, men jeg bliver lidt rundforvirret af sådan et moderne woke tøjpoliti der. Danmarksdemokratforvirringen stopper ikke helt hos mig der, for så er der jo den der med demonstranterne, der blokerer vejene. De er nogle værre nogen, der skal en tur på vand og brød, må man forstå. Undtagen selvfølgelig, hvis de blokerer vejene i en traktor, for så er det jo en helt, helt anden sag.
Så er der Liberal Alliance med min gode med min gode karatemakker Alex, tak for det fine billede, jeg fik overrakt i går, men der har jeg også lært nye og spændende ting, nemlig at det faktisk er naturligt at komme med en lille løgner i ny og næ. Det er egentlig bare at sige pyt og op på hesten igen. Det må man jo i sandhed sige er en ægte liberal tilgang til sandheder fakta. Jeg skal indrømme, at man nok også vil kunne finde eksempler på, at jeg har sagt noget forkert en, maks. to gange, men sådan at gøre det til en generel tilgang kan jeg ikke anbefale, hverken i et parforhold eller i politik.
Så er der Dansk Folkeparti, det nye store dyr på den blå sædvane. Der sættes der også helt nye og spændende standarder for partiarbejdet. Jeg synes f.eks., at det er super innovativt simpelt hen at nægte medierne adgang til partiets kongres. Hvorfor skal sådan nogle dumme, kritiske journalister dog dække, at man skal have medlemmerne til at betale formand Messerschmidts millionløn. Og så elsker jeg simpelt hen undtagelsen fra reglen, altså at man faktisk godt kan få adgang til kongressen som journalist, hvis man bare kommer fra B.T. og gerne vil holde en tale om, hvor fantastisk Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt er. Det er da nærmest genialt. Jeg kan godt forstå, at man i Dansk Folkeparti har fyret hele sin presseafdeling eller outsourcet den til B.T.
Det mest opsigtsvækkende her efter sommerferien har dog alligevel været højrefløjens fælles og indædte kamp for at fastholde Danmarks førsteplads som landet med den højeste skat på mad i verden. Jeg troede egentlig, at højrefløjen elskede lavere skat, men der er jeg altså også blevet klogere. Og så har højrefløjen i samme omgang øjensynlig også opgivet troen på den velfungerende frie konkurrence, når man mener, at supermarkederne bare kan putte gevinsten for en momssænkelse i lommen. Jeg synes faktisk, det er virkelig spændende med den her nye sådan markedsskeptiske tilgang hos den danske højrefløj. Hvordan kan det hele dog ikke ende med sådan en start på året?
Nå, men nu er vi for alvor i gang. Folketinget er åbnet, og i Enhedslisten er vi som bekendt grundlæggende i godt humør. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest de vigtige resultater og forbedringer, som vi opnåede under forhandlingerne om et regeringsgrundlag. Halvering af skatten på mad, nulskat på frugt og grønt, gratis bus og tog for børnene og for de unge, mange flere billige og betalbare boliger, som almindelige mennesker kan bo i, akut beskyttelse af vores drikkevand, indgreb mod dyremishandling ude i svinestaldene og det, vi måske er allermest stolte af, nemlig gratis tandlæge til danskerne, hvor vi starter med de første store grupper allerede næste år, hvor f.eks. 250.000 førtidspensionister kan komme til tandlægen. Jeg har beskeder i min indbakke fra førtidspensionister, som skriver, at de ikke har været til tandlæge 10 år, fordi de ikke har råd. Jeg er simpelt hen så glad for og stolt over, vi nu ændrer på det. Jeg synes, at det her er noget særligt, for i hele mit politiske liv har vi først og fremmest skullet beskytte det velfærdssamfund, som generationerne før os byggede op mod forringelser. Nu bygger vi for første gang ovenpå, bygger videre, giver danskerne nye velfærdsrettigheder, mere tryghed, mere frihed.
Alle de her forbedringer er nogle, der kommer til at kunne mærkes i hverdagen af rigtige mennesker, særlig dem, der har mindst i vores samfund, men også af dem, der går på arbejde og skaber værdierne, eller dig, der har gjort det i et langt liv. For sådan er det, når der sidder socialister med ved det bord, hvor beslutningerne bliver taget. Så sker der forandringer, så leveres der resultater, og så er det ikke bare snak og smarte SoMe-videoer fra tankstationer. Så er det reelle forandringer, som kan mærkes af mennesker og særlig af dem, som ellers ofte står bagest i køen, når der vedtages lovgivning herinde som f.eks. vores folkepensionister, vores førtidspensionister, vores lavtlønnede. Så vi glæder os bare til at komme i gang med at gennemføre de forandringer allerede på en kommende finanslov, og jeg vil gerne sige en stor tak til statsministeren, til regeringen, til Alternativet for vores tillidsfulde samarbejde om at gøre det bare lidt billigere, lidt tryggere, lidt grønnere og lidt friere at være dansker.
Men man skal ikke tage fejl. Selv om Enhedslisten har været med til at sætte et præg på regeringsgrundlaget, er Enhedslisten jo ikke en del af regeringen – det er jeg sikker på der også sidder et par stykker dernede der er glade for – men det er der også gode grunde til. Der er nemlig stadig væk i den grad brug for en rød og grøn stemme og opposition i Folketinget. Der er brug for et parti, der siger fra, når regeringen med den ene hånd vil sænke skatten for de mest velhavende danskere, mens man med den anden hånd skærer i su'en og dagpengene for de unge. Et parti som os siger fra, når regeringen vil give store koncerner skatterabatter, mens kommunerne er så presset på deres økonomi, at medarbejderne får besked på selv at tage toiletpapir med på arbejde. Der er med andre ord brug for et parti, der står på almindelige menneskers side, der, hvor I rammes af uretfærdighed. Her over sommeren så vi, hvordan elspekulanter, nogle af dem med adresse i Dubai, på groveste vis har svindlet danske borgere for millioner af kroner. Vi ser, hvordan udenlandske kapitalfonde, som opkøber vores ejendomme, ikke mindst her i København, fusker og bruger tricks for at presse huslejen op for hårdtarbejdende lønmodtagere, og vi ser, hvordan små lokalsamfund bliver tromlet af de store techgiganters sorte strømslugende datacentre. Til alle jer, der oplever den slags, vil jeg bare sige: I skal vide, at I har en tillidsmand her i Folketinget i form af Enhedslisten hver eneste dag.
Og det gælder, uanset hvem I er, og uanset hvor I kommer fra. Om du er jordemoder fra Marokko, automekaniker fra Bjerringbro eller sygeplejerske fra Iran, er ligegyldigt. Hvis du bor her i Danmark, bidrager til samfundet, er en del af vores land og vores fællesskab, er du ikke en fremmed, så er du en af os, og så er du ikke en, der skal hetzes eller mistænkeliggøres. Sådan burde det i hvert fald være. Men desværre ser vi, at racismen brede sig. Vi har set afskyelige optog af heilende racister gå gennem vores byer, og det er desværre kun toppen af isbjerget. En ny undersøgelse viser, at hver anden med indvandrerbaggrund oplever diskrimination. Mere end hver tiende oplevede fysiske overgreb eller at blive spyttet på, og det er jo helt uacceptabelt. Der er ikke nogen her i Danmark, der skal udsættes for racisme eller antisemitisme eller diskrimination eller overgreb. Og vi kommer i Enhedslisten til at kæmpe for, at alle mennesker i det her land behandles med respekt og med værdighed, for det er sådan, vi gør her i Danmark. Her behandler vi vores naboer og kolleger ordentligt, uanset hvem de her, hvor de kommer fra, og hvad de tror på.
Så bare for at opsummere vil jeg sige, at vi kommer til at holde den her regering i hånden, men også i ørerne i de kommende år, når der bliver brug for det. Vi er i godt humør, vi elsker det her land, og vi tror på, at vi sammen kan gøre det endnu bedre, hvis vi er gode til at have hinandens ryg. Når vi sikrer, at politik gør en forskel for almindelige mennesker, også dem, som der måske ikke bliver snakket mest om herinde, og hvis vi lader være med at lade nogle splitte os ad og skabe splittelse imellem os, kan vi skabe et meget bedre Danmark sammen. Og vi og jeg ser frem til et godt samarbejde i Folketinget med både politiske med- og modspillere i den kommende tid. Tusind tak for ordet.
