Hej alle sammen – hvor er det dog godt at se jer.
Solen den skinner udenfor. Og Jeg kommer lige fra Amalienborg. Og ved i hvad, venner. Vi er tilbage i forhandlingerne.
Tilbage for at kæmpe med alt hvad vi har for et Danmark, hvor vi passer bedre på hinanden. Og bedre på vores natur.
Hvor klasseskellene bliver mindre, og trygheden større.
Et Danmark, hvor alle mennesker – uanset hvor de kommer fra – behandles med respekt og med værdighed.
Intet er sikkert endnu. Der venter rigtig svære forhandlinger forude.
Som vil afgøre om skibet kan sejle. Om kompasset er i orden. Både det sociale og det grønne og det værdimæssige. Om skibet har en kurs, som vi kan se os selv i.
Alt det vender jeg tilbage til. Men, men men, uanset hvordan det hele ender så har vi jo noget vigtigt at fejre sammen!
For hold da op et år!
Vi har ikke bare haft ét, men to afgørende valg.
Først et kommunal og regionsvalg.
Mere end 700 kandidater stillede op for Enhedslisten på tværs af landet. Dvs. omkring hver tiende af vores medlemmer.
Det er fandme flot. For det kræver noget at stille sig frem og sige: Jeg er kandidat.
Vil I ikke give en kæmpe hånd til alle dem – alle jer, der stillede sig frem i forreste linje og repræsenterede Enhedslisten.
Og vil I ikke give en lige så stor hånd til alle vores aktive, og til alle jer der blev valgt, og som nu knokler i regionsråd og kommunalbestyrelser for at gøre Enhedslistens røde og grønne politik til lokal virkelighed.
Og ja, vi havde dårlig fået pakket plakaterne fra kommunalvalget ned, før Mette Frederiksen trykkede på knappen.
Der kunne man jo godt have troet, at vi ikke orkede en valgkamp mere. Men så skulle man tro om igen.
For I var klar! I den grad!
Til at kravle i lygtepæle, gå dør til dør, og dele titusinder af løbesedler ud.
Klar til at tale om vores visioner: Om et Danmark hvor vi får priserne ned. Sætter loft over huslejen. Og gør tandlægen og medicinen gratis. Kort sagt: Et Danmark hvor alle mennesker har råd til at leve et godt liv.
Og da stemmerne var talt op, var der rigtig meget at fejre:
For det første sikrede vi Enhedslisten en flot fremgang. På tværs af landet.
Vi blev ikke bare, for første gang, det største parti i hovedstaden, vi gik også markant frem i byer som Esbjerg, Fredericia, Ringsted og på den københavnske vestegn.
Og venner – det var ikke bare Enhedslisten der gik styrket ud af valget. Sammen med vores venner i SF og Alternativet skabte vi det bedste resultat for partierne til venstre for socialdemokraterne nogensinde i det danske folkestyres historie.
Men måske var det et andet resultat der var det vigtigste: Nemlig, at de blå-sorte partier - dem der har ført valgkamp på splittelse, hetz og had. De endte langt, langt fra et flertal.
Det viser os, at når vi står sammen – på tværs af de skel højrefløjen prøver at skabe imellem os –, så kan håbet vinde over hadet.
Til alle minoritetsdanskere, vores kollegaer, naboer, skolekammerater, der har lagt krop til højrefløjens hetz og had i denne her valgkamp.
Det var også jeres sejr.
Og I skal vide, at I altid kan regne med os i Enhedslisten.
Vi kommer aldrig til at acceptere, at dem af os, der har en anden baggrund, eller en anden tro, skal gøres til syndebukke for højrefløjen.
Vi kommer til at slå ring. Og sige fra! Hver. Eneste. gang.
Kære venner. Efter to valgkampe kan vi godt være stolte over vores resultater, men også over at stå fast på ordentligheden og solidariteten og fællesskabet.
Og en særlig dybtfølt tak til vores venner i Rød-Grøn Ungdom.
I tog jo så også lige et skolevalg, der blev der bedste for Enhedslisten nogensinde.
I er fantastiske. Giv lige RGU en kæmpe hånd
Men selvom valget gik godt, var der jo én vigtig ting vi ikke fik. Nemlig et rødt flertal.
Vi fik i stedet et mildest talt vanskeligt resultat.
Hvor den eneste mulighed for at danne en centrum-venstreregering er, at vi kommer overens med Lars Løkke og Moderaterne.
Det er vilkårene. Det er virkeligheden.
Vi kunne selvfølgelig godt have valgt at sætte os hen i et hjørne med armene over kort.
Men det ligger ikke rigtig til os i Enhedslisten, vel?
For vi ved godt, at politik handler om rigtige mennesker. Om vores børn. Om vores ældre. Om vores arbejdspladser. Og om vores natur og fremtid.
Vi ved godt, at det ikke er en leg, eller et spil om fine poster. At det er alvor.
Og vi ved, at hvis vi ikke lykkes, så står Messerschmidt klar i kulissen og slikker sig om munden.
Med hans uhyggelige planer, om at presse lovlydige medborgere ud af Danmark på grund af deres tro. Om at træde ud af internationale konventioner. Om at droppe den grønne omstilling.
Det må ikke ske. Og det vil vi ikke lade ske.
Så vi er gået til forhandlingerne ikke bare et ønske, men også med en reel vilje til at sikre, at der kan dannes en centrum-venstre regering i Danmark.
Med Enhedslisten som et uafhængigt, stærkt og indflydelsesrigt parlamentarisk grundlag.
Og venner, der er klart, at det kommer til at kræve nogle kompromisser. Også nogle svære af slagsen.
For det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er langt fra Lars Løkkes moderater til Enhedslistens socialister.
Derfor vi har fra dag ét sagt, at hvis det skal lykkes, så skal alle være parate til at bøje sig mod hinanden.
Men også til at respektere hinandens røde linjer. For der er selvfølgelig grænser.
Enhedslisten kommer aldrig til at acceptere en regering, hvor dem, der i forvejen har mindst i vores samfund skal betale regningen for skattelettelser i toppen. Aldrig.
Tvært imod vil vi løfte fra bunden.
Vi kommer ikke til at acceptere, at velfærden og vores sociale tryghed udhules af såkaldte reformer.
Tværtimod vil vi kæmpe for nye velfærdsrettigheder.
Vi kommer ikke til at acceptere landbrugets forurening af vores drikkevand og havmiljø bare fortsætter. Det skal stoppes.
Og venner – I en tid hvor international lov og ret er vigtigere en nogensinde - der kan en regering, der ønsker Enhedslistens støtte, glemme enhver tanke om at Danmark skal træde ud af Internationale konventioner og aftaler.
Så ja, vi er klar til Kompromisser. For hvis det her skal lykkes, skal alle kunne gå hjem med resultater, der er vigtige for dem. Også Moderaterne.
Men retningen. Retningen – skal være den rigtige.
Mere tryghed og solidaritet. Mere social grøn omstilling. Investeringer i vores børn, Respekt for menneskerettighederne.
Med andre ord: Man kan som altid regne os i Enhedslisten. Vi står på din side.
Men vi har jo så haft en lille pause – et lille intermezzo i forhandlingerne.
Det var meget sigende, at efter at forårssolen havde strålet over landet i ugerne hvor vi forhandlede om en progressiv regering, så stod det ned i stænger, da Troels Lund inviterede til forhandlinger.
En politisk koldfront ramte landet. Nu skulle Troels forsøge at danne en såkaldt blå midterregering.
En meget mærkelig betegnelse, da den skulle have Dansk Folkeparti med ombord. Et parti der kan beskyldes for meget, men ikke for at ligge på midten i dansk politik.
Morten Messerschmidt gjorde da også hurtig klart, at han ikke vil støtte en regering med Moderaterne. Og så var den idé død.
Men det, der undrer mig er, at de gamle borgerlige partier overhovedet vil have Dansk Folkeparti som støtteparti.
Et parti som er helt ærlige om – ja stolte over - at de vil rive den internationale retsorden og menneskerettighederne i stykker.
Et parti med en leder, der modtager lykønskninger fra Orban, som er gæst under Trumps indsættelse, og som i Europa er allieret med de mest Putinvenlige partier.
Er det virkelig dét, de gamle borgerlige partier vil bygge deres politiske projekt på.
Ja – det er desværre dér, det blå Danmark er endt.
Men jeg kan love, at de uhyggelige idéer, som Dansk Folkeparti vil importere fra Maga-bevægelsen og Orban og hvor de ellers henter deres inspiration fra, kommer til at få benhård modstand fra Enhedslisten.
Hver eneste evige dag.
Argumentet for denne her blåsorte regering skulle ifølge Troels Lund Poulsen være at gøre Danmark rigere.
Men når man hører en blå partileder tale om at gøre Danmark rigere, så er det altid en god idé lige at spørge - Hvem i Danmark er det der skal gøres rigere?
For det er sjældent den almindelige dansker, der tales om.
Ikke lagerarbejderen der arbejder på sene skift. Ikke førtidspensionisten, der efter en arbejdsulykke må spinke og spare. Ikke den studerende, der kæmper med høje huslejer.
Nej, Det er altid toppen. Det er milliardærerne. Det er de store jordejere. Det er bankerne og olieselskaberne.
Lad os sige det klart og umisforståeligt. Vi har ikke brug for at gøre de rigeste endnu rigere. Vi har brug for et Danmark, hvor alle kan leve et godt og trygt liv.
Troels Lund og hans venner i toppen har et andet og endnu mere tvivlsomt argument.
De siger at vi skal sænke skatten, fordi vi så får råd til at investere mere i velfærd og grøn omstilling.
Men kære Troels. Det regnestykke går jo simpelthen ikke op.
At sænke selskabsskatten koster penge
At sænke aktieskatten koster penge
At sænke skatten for bankerne koster penge
Det betyder færre – ikke flere penge i fælleskassen. Færre penge til velfærd. Færre penge til sikkerhed. Færre penge til grøn omstilling.
Det er jo egentlig meget enkelt, Troels.
Man får ikke mere at investere for, hvis man lige har brændt alle pengene af på en vild tur i byen med vennerne fra Axelborg og Dansk Industri.
Nå, men nu vi har talt om monstre, er der jo også et andet gespenst, der er blevet snakket en del om siden valget.
Et spøgelse, der er gået gennem regeringsforhandlingerne. Og spredt skræk og rædsel – i hvert fald hos Berlingske og omegn.
Nemlig: Enhedslistens Hovedbestyrelse.
Men hvem af de her farlige mennesker, er det mon der får gyset frem?
Er det togføreren Torsten, der står tidligt op for at bringe gods på tværs af Danmark?
Er det Pensionisten Pia, der har brugt sit liv på at undervise landets gymnasieelever
Er det Skolelæreren Rasmus eller Socialformidleren Susanne?
Er det dem, der vækker sådan en gru og rædsel.
Altså, det kan selvfølgelig godt være skræmmende for nogen, at der er mere ægte erhvervserfaring i Enhedslistens hovedbestyrelse, end i de fleste af Christiansborgs folketingsgrupper.
Men alligevel: Er det virkelig så skræmmende, at helt almindelige mennesker faktisk har indflydelse. Bliver inddraget.
Det synes vi ikke i Enhedslisten.
Vi er faktisk stolte af at være et parti, for hvem det er vigtigere at lytte til almindelige arbejdere, end til nok så mange af de dyrt betalte lobbyister, som frekventerer Christiansborg.
Og det er faktisk ikke så farligt.
Efter at have brugt en del tid sammen med de gode folk i vores hovedbestyrelse må jeg sige, at hvis de skulle være et spøgelse – så må det i hvert fald være Kasper det venlige spøgelse.
Vil I ikke give vores hovedbestyrelse en kæmpestor hånd for deres vigtige arbejde.
Venner, vejrudsigten viser sol så langt øjet rækker. Koldfronten er drevet over. Og lige om lige om lidt fortsætter forhandlingerne.
Lad os sammen her fra årsmødet sende et utvetydigt signal:
At Enhedslisten er klar!
Klar til at fortsætte forhandlingerne om en centrum-venstre regering.
Klar til kompromisser.
Men også klar til at stå fast, og sætte foden ned, hvis det bliver nødvendigt.
Både under forhandlingerne, og hvis vi bagefter skal udgøre det parlamentariske grundlag.
For vi er her ikke for sjov. Vi er her ikke for fine poster eller ministerbiler.
Vi er her, fordi vi som et socialistisk parti, er sat i verden for at stå på almindelige menneskers side. I tykt og tyndt.
Vi er her for at bekæmpe de voksende klasseskel, som klumper rigdommen sammen i toppen, mens mennesker, der har arbejdet et langt liv må vende hver en krone.
Vi er her for at flytte magt og indflydelse fra lobbyister og direktører, til de mennesker der knokler på gulvet, skaber værdierne og bygger vores samfund hver eneste dag.
Vi er her fordi vi ved, at hverken markedskræfter eller konkurrencestat er i stand til at løse klima-krisen, eller andre af de store udfordringer vi står overfor.
Vi er her for at skabe et samfund – hvor mennesker kan leve i frihed og tryghed. Uanset hvem de er, og uanset hvor de kommer fra.
Og én ting er helt sikkert, venner: Uanset hvilken regering det ender med, så er der brug for jer. Brug for Enhedslisten. Brug for socialistiske idéer.
Om fællesskab. Om solidaritet. Og om et stadig stærkere demokrati
Tak for ordet – og hav et rigtig godt årsmøde.
Solen den skinner udenfor. Og Jeg kommer lige fra Amalienborg. Og ved i hvad, venner. Vi er tilbage i forhandlingerne.
Tilbage for at kæmpe med alt hvad vi har for et Danmark, hvor vi passer bedre på hinanden. Og bedre på vores natur.
Hvor klasseskellene bliver mindre, og trygheden større.
Et Danmark, hvor alle mennesker – uanset hvor de kommer fra – behandles med respekt og med værdighed.
Intet er sikkert endnu. Der venter rigtig svære forhandlinger forude.
Som vil afgøre om skibet kan sejle. Om kompasset er i orden. Både det sociale og det grønne og det værdimæssige. Om skibet har en kurs, som vi kan se os selv i.
Alt det vender jeg tilbage til. Men, men men, uanset hvordan det hele ender så har vi jo noget vigtigt at fejre sammen!
For hold da op et år!
Vi har ikke bare haft ét, men to afgørende valg.
Først et kommunal og regionsvalg.
Mere end 700 kandidater stillede op for Enhedslisten på tværs af landet. Dvs. omkring hver tiende af vores medlemmer.
Det er fandme flot. For det kræver noget at stille sig frem og sige: Jeg er kandidat.
Vil I ikke give en kæmpe hånd til alle dem – alle jer, der stillede sig frem i forreste linje og repræsenterede Enhedslisten.
Og vil I ikke give en lige så stor hånd til alle vores aktive, og til alle jer der blev valgt, og som nu knokler i regionsråd og kommunalbestyrelser for at gøre Enhedslistens røde og grønne politik til lokal virkelighed.
Og ja, vi havde dårlig fået pakket plakaterne fra kommunalvalget ned, før Mette Frederiksen trykkede på knappen.
Der kunne man jo godt have troet, at vi ikke orkede en valgkamp mere. Men så skulle man tro om igen.
For I var klar! I den grad!
Til at kravle i lygtepæle, gå dør til dør, og dele titusinder af løbesedler ud.
Klar til at tale om vores visioner: Om et Danmark hvor vi får priserne ned. Sætter loft over huslejen. Og gør tandlægen og medicinen gratis. Kort sagt: Et Danmark hvor alle mennesker har råd til at leve et godt liv.
Og da stemmerne var talt op, var der rigtig meget at fejre:
For det første sikrede vi Enhedslisten en flot fremgang. På tværs af landet.
Vi blev ikke bare, for første gang, det største parti i hovedstaden, vi gik også markant frem i byer som Esbjerg, Fredericia, Ringsted og på den københavnske vestegn.
Og venner – det var ikke bare Enhedslisten der gik styrket ud af valget. Sammen med vores venner i SF og Alternativet skabte vi det bedste resultat for partierne til venstre for socialdemokraterne nogensinde i det danske folkestyres historie.
Men måske var det et andet resultat der var det vigtigste: Nemlig, at de blå-sorte partier - dem der har ført valgkamp på splittelse, hetz og had. De endte langt, langt fra et flertal.
Det viser os, at når vi står sammen – på tværs af de skel højrefløjen prøver at skabe imellem os –, så kan håbet vinde over hadet.
Til alle minoritetsdanskere, vores kollegaer, naboer, skolekammerater, der har lagt krop til højrefløjens hetz og had i denne her valgkamp.
Det var også jeres sejr.
Og I skal vide, at I altid kan regne med os i Enhedslisten.
Vi kommer aldrig til at acceptere, at dem af os, der har en anden baggrund, eller en anden tro, skal gøres til syndebukke for højrefløjen.
Vi kommer til at slå ring. Og sige fra! Hver. Eneste. gang.
Kære venner. Efter to valgkampe kan vi godt være stolte over vores resultater, men også over at stå fast på ordentligheden og solidariteten og fællesskabet.
Og en særlig dybtfølt tak til vores venner i Rød-Grøn Ungdom.
I tog jo så også lige et skolevalg, der blev der bedste for Enhedslisten nogensinde.
I er fantastiske. Giv lige RGU en kæmpe hånd
Men selvom valget gik godt, var der jo én vigtig ting vi ikke fik. Nemlig et rødt flertal.
Vi fik i stedet et mildest talt vanskeligt resultat.
Hvor den eneste mulighed for at danne en centrum-venstreregering er, at vi kommer overens med Lars Løkke og Moderaterne.
Det er vilkårene. Det er virkeligheden.
Vi kunne selvfølgelig godt have valgt at sætte os hen i et hjørne med armene over kort.
Men det ligger ikke rigtig til os i Enhedslisten, vel?
For vi ved godt, at politik handler om rigtige mennesker. Om vores børn. Om vores ældre. Om vores arbejdspladser. Og om vores natur og fremtid.
Vi ved godt, at det ikke er en leg, eller et spil om fine poster. At det er alvor.
Og vi ved, at hvis vi ikke lykkes, så står Messerschmidt klar i kulissen og slikker sig om munden.
Med hans uhyggelige planer, om at presse lovlydige medborgere ud af Danmark på grund af deres tro. Om at træde ud af internationale konventioner. Om at droppe den grønne omstilling.
Det må ikke ske. Og det vil vi ikke lade ske.
Så vi er gået til forhandlingerne ikke bare et ønske, men også med en reel vilje til at sikre, at der kan dannes en centrum-venstre regering i Danmark.
Med Enhedslisten som et uafhængigt, stærkt og indflydelsesrigt parlamentarisk grundlag.
Og venner, der er klart, at det kommer til at kræve nogle kompromisser. Også nogle svære af slagsen.
For det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er langt fra Lars Løkkes moderater til Enhedslistens socialister.
Derfor vi har fra dag ét sagt, at hvis det skal lykkes, så skal alle være parate til at bøje sig mod hinanden.
Men også til at respektere hinandens røde linjer. For der er selvfølgelig grænser.
Enhedslisten kommer aldrig til at acceptere en regering, hvor dem, der i forvejen har mindst i vores samfund skal betale regningen for skattelettelser i toppen. Aldrig.
Tvært imod vil vi løfte fra bunden.
Vi kommer ikke til at acceptere, at velfærden og vores sociale tryghed udhules af såkaldte reformer.
Tværtimod vil vi kæmpe for nye velfærdsrettigheder.
Vi kommer ikke til at acceptere landbrugets forurening af vores drikkevand og havmiljø bare fortsætter. Det skal stoppes.
Og venner – I en tid hvor international lov og ret er vigtigere en nogensinde - der kan en regering, der ønsker Enhedslistens støtte, glemme enhver tanke om at Danmark skal træde ud af Internationale konventioner og aftaler.
Så ja, vi er klar til Kompromisser. For hvis det her skal lykkes, skal alle kunne gå hjem med resultater, der er vigtige for dem. Også Moderaterne.
Men retningen. Retningen – skal være den rigtige.
Mere tryghed og solidaritet. Mere social grøn omstilling. Investeringer i vores børn, Respekt for menneskerettighederne.
Med andre ord: Man kan som altid regne os i Enhedslisten. Vi står på din side.
Men vi har jo så haft en lille pause – et lille intermezzo i forhandlingerne.
Det var meget sigende, at efter at forårssolen havde strålet over landet i ugerne hvor vi forhandlede om en progressiv regering, så stod det ned i stænger, da Troels Lund inviterede til forhandlinger.
En politisk koldfront ramte landet. Nu skulle Troels forsøge at danne en såkaldt blå midterregering.
En meget mærkelig betegnelse, da den skulle have Dansk Folkeparti med ombord. Et parti der kan beskyldes for meget, men ikke for at ligge på midten i dansk politik.
Morten Messerschmidt gjorde da også hurtig klart, at han ikke vil støtte en regering med Moderaterne. Og så var den idé død.
Men det, der undrer mig er, at de gamle borgerlige partier overhovedet vil have Dansk Folkeparti som støtteparti.
Et parti som er helt ærlige om – ja stolte over - at de vil rive den internationale retsorden og menneskerettighederne i stykker.
Et parti med en leder, der modtager lykønskninger fra Orban, som er gæst under Trumps indsættelse, og som i Europa er allieret med de mest Putinvenlige partier.
Er det virkelig dét, de gamle borgerlige partier vil bygge deres politiske projekt på.
Ja – det er desværre dér, det blå Danmark er endt.
Men jeg kan love, at de uhyggelige idéer, som Dansk Folkeparti vil importere fra Maga-bevægelsen og Orban og hvor de ellers henter deres inspiration fra, kommer til at få benhård modstand fra Enhedslisten.
Hver eneste evige dag.
Argumentet for denne her blåsorte regering skulle ifølge Troels Lund Poulsen være at gøre Danmark rigere.
Men når man hører en blå partileder tale om at gøre Danmark rigere, så er det altid en god idé lige at spørge - Hvem i Danmark er det der skal gøres rigere?
For det er sjældent den almindelige dansker, der tales om.
Ikke lagerarbejderen der arbejder på sene skift. Ikke førtidspensionisten, der efter en arbejdsulykke må spinke og spare. Ikke den studerende, der kæmper med høje huslejer.
Nej, Det er altid toppen. Det er milliardærerne. Det er de store jordejere. Det er bankerne og olieselskaberne.
Lad os sige det klart og umisforståeligt. Vi har ikke brug for at gøre de rigeste endnu rigere. Vi har brug for et Danmark, hvor alle kan leve et godt og trygt liv.
Troels Lund og hans venner i toppen har et andet og endnu mere tvivlsomt argument.
De siger at vi skal sænke skatten, fordi vi så får råd til at investere mere i velfærd og grøn omstilling.
Men kære Troels. Det regnestykke går jo simpelthen ikke op.
At sænke selskabsskatten koster penge
At sænke aktieskatten koster penge
At sænke skatten for bankerne koster penge
Det betyder færre – ikke flere penge i fælleskassen. Færre penge til velfærd. Færre penge til sikkerhed. Færre penge til grøn omstilling.
Det er jo egentlig meget enkelt, Troels.
Man får ikke mere at investere for, hvis man lige har brændt alle pengene af på en vild tur i byen med vennerne fra Axelborg og Dansk Industri.
Nå, men nu vi har talt om monstre, er der jo også et andet gespenst, der er blevet snakket en del om siden valget.
Et spøgelse, der er gået gennem regeringsforhandlingerne. Og spredt skræk og rædsel – i hvert fald hos Berlingske og omegn.
Nemlig: Enhedslistens Hovedbestyrelse.
Men hvem af de her farlige mennesker, er det mon der får gyset frem?
Er det togføreren Torsten, der står tidligt op for at bringe gods på tværs af Danmark?
Er det Pensionisten Pia, der har brugt sit liv på at undervise landets gymnasieelever
Er det Skolelæreren Rasmus eller Socialformidleren Susanne?
Er det dem, der vækker sådan en gru og rædsel.
Altså, det kan selvfølgelig godt være skræmmende for nogen, at der er mere ægte erhvervserfaring i Enhedslistens hovedbestyrelse, end i de fleste af Christiansborgs folketingsgrupper.
Men alligevel: Er det virkelig så skræmmende, at helt almindelige mennesker faktisk har indflydelse. Bliver inddraget.
Det synes vi ikke i Enhedslisten.
Vi er faktisk stolte af at være et parti, for hvem det er vigtigere at lytte til almindelige arbejdere, end til nok så mange af de dyrt betalte lobbyister, som frekventerer Christiansborg.
Og det er faktisk ikke så farligt.
Efter at have brugt en del tid sammen med de gode folk i vores hovedbestyrelse må jeg sige, at hvis de skulle være et spøgelse – så må det i hvert fald være Kasper det venlige spøgelse.
Vil I ikke give vores hovedbestyrelse en kæmpestor hånd for deres vigtige arbejde.
Venner, vejrudsigten viser sol så langt øjet rækker. Koldfronten er drevet over. Og lige om lige om lidt fortsætter forhandlingerne.
Lad os sammen her fra årsmødet sende et utvetydigt signal:
At Enhedslisten er klar!
Klar til at fortsætte forhandlingerne om en centrum-venstre regering.
Klar til kompromisser.
Men også klar til at stå fast, og sætte foden ned, hvis det bliver nødvendigt.
Både under forhandlingerne, og hvis vi bagefter skal udgøre det parlamentariske grundlag.
For vi er her ikke for sjov. Vi er her ikke for fine poster eller ministerbiler.
Vi er her, fordi vi som et socialistisk parti, er sat i verden for at stå på almindelige menneskers side. I tykt og tyndt.
Vi er her for at bekæmpe de voksende klasseskel, som klumper rigdommen sammen i toppen, mens mennesker, der har arbejdet et langt liv må vende hver en krone.
Vi er her for at flytte magt og indflydelse fra lobbyister og direktører, til de mennesker der knokler på gulvet, skaber værdierne og bygger vores samfund hver eneste dag.
Vi er her fordi vi ved, at hverken markedskræfter eller konkurrencestat er i stand til at løse klima-krisen, eller andre af de store udfordringer vi står overfor.
Vi er her for at skabe et samfund – hvor mennesker kan leve i frihed og tryghed. Uanset hvem de er, og uanset hvor de kommer fra.
Og én ting er helt sikkert, venner: Uanset hvilken regering det ender med, så er der brug for jer. Brug for Enhedslisten. Brug for socialistiske idéer.
Om fællesskab. Om solidaritet. Og om et stadig stærkere demokrati
Tak for ordet – og hav et rigtig godt årsmøde.