Håb. Det er et ord jeg har hørt gentaget igen og igen den sidste halvanden uge.
Fra folk på gaden. I toget. Og i mange beskeder, der tikker ind.
Fra mennesker, der samstemmende fortæller mig, at de mærker noget nyt. Noget de længe har savnet.
Håb.
Og håbet har den samme kilde.
Nemlig den aftale som vi gik ud af Marienborg og præsenterede i sidste uge.
Jeg behøver nok ikke at gentage for jer, hvilke store fremskridt som vi har sikret.
Men det gør jeg alligevel. For jeg bliver simpelthen så glad i låget - og ja - håbefuld hver gang jeg siger det højt.
Så lad os lige tage det én gang til.
For det første:
Vi halverer momsen på mad og fjerne den helt på frugt og grønt. Til fordel for os alle, og særligt dem der har aller mindst.
For det andet: Snart vil alle børn og unge op til 22 kunne tage toget og bussen gratis i hele Danmark.
For det tredje
Vi gør det muligt at bygge tusindvis af nye almene, profit-fri boliger.
Og vi giver de almene boligforeninger en forkøbsret til at købe private udlejningsejendomme og forvandle dem til betalbare boliger uden spekulation.
Og endelig venner – det resultat som vi i Enhedslisten er aller mest stolte af at have leveret:
Vi gør tandlægen gratis for alle danskere.
Vi begynder allerede næste år med førtidspensionister, kronikere og andre sårbare grupper. Derefter bygger vi videre, indtil tandlægen er gratis for alle.
Det her er historisk.
Det er den største udvidelse af vores velfærdssamfund i mange årtier.
Og det er bare nogle af de fremskridt, vi har sikret.
Der er også rent drikkevand.
Bedre Dyrevelfærd.
Flere penge til pensionister. Til psykisk syge.
Men det, der især har gjort indtryk på mig den sidste uge, er faktisk ikke bare resultaterne. Det er reaktionen.
Fra alle de mennesker, der har skrevet og spurgt:
"Kan det virkelig passe?"
Bliver tandlægen virkelig gratis? Eller er det kun tandeftersyn.
Kommer det faktisk til at ske?
Og jeg forstår dem godt.
I mange år har vi oplevet at velfærden blev fattigere. At busbilletterne blev dyrere. At boliger, der var til at betale, blev færre.
At politik mest virkede for dem oppe i toppen af samfundet.
Vi er så uvant med at politik kan forbedre livet – særligt for dem der har mindst.
At vi næsten ikke tror på det når sker.
For at være helt ærlig, så havde jeg det på samme måde.
Det var som om det først gik op for mig, da jeg stod udenfor Marienborg og sagde det højt.
Det ér virkelighed. Vi får gratis tandlæge. Vi får billige boliger. Vi får gratis tog og bus til de unge. Vi får billigere mad.
Venner det er svært at tro på, men den er god nok!
Men jeg forstår godt tvivlen. Vi har jo ikke så meget øvelse i at opleve, at politiske beslutninger bringer håb.
I mange år har ordet reform betydet nedskæringer.
Forringelser af velfærden. Angreb på dagpengene. Højere pensionsalder.
Men nu laver vi reformer, i ordets oprindelige betydning.
Reformer der faktisk gør livet bedre for helt almindelige danskere. Som gør uligheden mindre og velfærden større.
Det er dét, som højrefløjen har døbt ”Pelle Dragsteds gavebod”.
Jeg kalder det nu bare for gode gamle Danmark.
For det var jo sådan vi byggede Danmark – op igennem 1900-tallet.
Vi gjorde uddannelse til en rettighed.
Vi gjorde sundhed til en rettighed.
Flyttede mere af livet ud af markedet og ind i fællesskabet. Så det ikke var pengepungen der bestemte om vi var trygge eller utrygge.
Og venner, nu bygger vi endelig videre.
For det har helt ærligt altid været lidt af et mysterium, at vores tandpleje ikke var en del af vores velfærd.
At når vi åbnede munden så var det amerikanske tilstande. Så sad vi alene tilbage med regningen.
Det slutter nu
Fremover skal ingen frygte, at de ikke kan betale tandlægeregningen.
Ingen skal skamme sig når de smiler. Ingen skal gå med smerter, fordi budgettet ikke holder til et besøg hos tandlægen.
Det er slut.
Når vi gør tandlægen gratis, Busbilletterne billigere og bygger betalbare boliger, så gør vi Danmark mere lige.
Men hvad vi ikke taler så meget om, er at vi også bliver mere frie.
For det er jo det, velfærdssamfundet kan.
Når vi sammen gør tandlægen gratis, gør vi os fri for bekymringen om vi kan betale regningen, fri for skammen over at smile, hvis tænderne er slidte.
Når vi bygger boliger der er til at betale, så giver det os friheden til at kunne leve i den by hvor vi arbejder – hvor vi er vokset op – også selvom vi ikke er millionærer.
Og når vi gør bus og tog gratis for de unge, giver vi dem friheden til at komme rundt i hele landet.
Til efterskolevennerne. Til familien. Til dem, de savner. Også selvom pengene er små.
Fra folk på gaden. I toget. Og i mange beskeder, der tikker ind.
Fra mennesker, der samstemmende fortæller mig, at de mærker noget nyt. Noget de længe har savnet.
Håb.
Og håbet har den samme kilde.
Nemlig den aftale som vi gik ud af Marienborg og præsenterede i sidste uge.
Jeg behøver nok ikke at gentage for jer, hvilke store fremskridt som vi har sikret.
Men det gør jeg alligevel. For jeg bliver simpelthen så glad i låget - og ja - håbefuld hver gang jeg siger det højt.
Så lad os lige tage det én gang til.
For det første:
Vi halverer momsen på mad og fjerne den helt på frugt og grønt. Til fordel for os alle, og særligt dem der har aller mindst.
For det andet: Snart vil alle børn og unge op til 22 kunne tage toget og bussen gratis i hele Danmark.
For det tredje
Vi gør det muligt at bygge tusindvis af nye almene, profit-fri boliger.
Og vi giver de almene boligforeninger en forkøbsret til at købe private udlejningsejendomme og forvandle dem til betalbare boliger uden spekulation.
Og endelig venner – det resultat som vi i Enhedslisten er aller mest stolte af at have leveret:
Vi gør tandlægen gratis for alle danskere.
Vi begynder allerede næste år med førtidspensionister, kronikere og andre sårbare grupper. Derefter bygger vi videre, indtil tandlægen er gratis for alle.
Det her er historisk.
Det er den største udvidelse af vores velfærdssamfund i mange årtier.
Og det er bare nogle af de fremskridt, vi har sikret.
Der er også rent drikkevand.
Bedre Dyrevelfærd.
Flere penge til pensionister. Til psykisk syge.
Men det, der især har gjort indtryk på mig den sidste uge, er faktisk ikke bare resultaterne. Det er reaktionen.
Fra alle de mennesker, der har skrevet og spurgt:
"Kan det virkelig passe?"
Bliver tandlægen virkelig gratis? Eller er det kun tandeftersyn.
Kommer det faktisk til at ske?
Og jeg forstår dem godt.
I mange år har vi oplevet at velfærden blev fattigere. At busbilletterne blev dyrere. At boliger, der var til at betale, blev færre.
At politik mest virkede for dem oppe i toppen af samfundet.
Vi er så uvant med at politik kan forbedre livet – særligt for dem der har mindst.
At vi næsten ikke tror på det når sker.
For at være helt ærlig, så havde jeg det på samme måde.
Det var som om det først gik op for mig, da jeg stod udenfor Marienborg og sagde det højt.
Det ér virkelighed. Vi får gratis tandlæge. Vi får billige boliger. Vi får gratis tog og bus til de unge. Vi får billigere mad.
Venner det er svært at tro på, men den er god nok!
Men jeg forstår godt tvivlen. Vi har jo ikke så meget øvelse i at opleve, at politiske beslutninger bringer håb.
I mange år har ordet reform betydet nedskæringer.
Forringelser af velfærden. Angreb på dagpengene. Højere pensionsalder.
Men nu laver vi reformer, i ordets oprindelige betydning.
Reformer der faktisk gør livet bedre for helt almindelige danskere. Som gør uligheden mindre og velfærden større.
Det er dét, som højrefløjen har døbt ”Pelle Dragsteds gavebod”.
Jeg kalder det nu bare for gode gamle Danmark.
For det var jo sådan vi byggede Danmark – op igennem 1900-tallet.
Vi gjorde uddannelse til en rettighed.
Vi gjorde sundhed til en rettighed.
Flyttede mere af livet ud af markedet og ind i fællesskabet. Så det ikke var pengepungen der bestemte om vi var trygge eller utrygge.
Og venner, nu bygger vi endelig videre.
For det har helt ærligt altid været lidt af et mysterium, at vores tandpleje ikke var en del af vores velfærd.
At når vi åbnede munden så var det amerikanske tilstande. Så sad vi alene tilbage med regningen.
Det slutter nu
Fremover skal ingen frygte, at de ikke kan betale tandlægeregningen.
Ingen skal skamme sig når de smiler. Ingen skal gå med smerter, fordi budgettet ikke holder til et besøg hos tandlægen.
Det er slut.
Når vi gør tandlægen gratis, Busbilletterne billigere og bygger betalbare boliger, så gør vi Danmark mere lige.
Men hvad vi ikke taler så meget om, er at vi også bliver mere frie.
For det er jo det, velfærdssamfundet kan.
Når vi sammen gør tandlægen gratis, gør vi os fri for bekymringen om vi kan betale regningen, fri for skammen over at smile, hvis tænderne er slidte.
Når vi bygger boliger der er til at betale, så giver det os friheden til at kunne leve i den by hvor vi arbejder – hvor vi er vokset op – også selvom vi ikke er millionærer.
Og når vi gør bus og tog gratis for de unge, giver vi dem friheden til at komme rundt i hele landet.
Til efterskolevennerne. Til familien. Til dem, de savner. Også selvom pengene er små.
Det gør afstandene mindre. Og friheden større.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Vores velfærdssamfund er verdens stærkeste frihedsmaskine.
Jeg har aldrig ment, at det var min opgave som socialist bare er at holde sammen på velfærdssamfundet med gaffatape og lappeløsninger.
Vores opgave er at bygge videre. At gøre mennesker mere trygge. Mindre afhængige af markedet og deres pengepung. Og dermed mere frie.
Det gør vi med den nye aftale. Og jeg tror det er det, der hos så mange skaber en ny følelse af håb.
Men ved I hvem der lige nu sidder og er bekymrede og bange for det håb, der er skabt?
Det er Morten Messerschmidt. Sjældent har jeg set ham så gnaven, som i den sidste uge.
Og det er der en god grund til: Håbet er dødsensfarligt for ham og andre højrepopulister.
Deres politiske projekt vokser nemlig bedst, når håbet er væk.
Når mennesker føler sig efterladt på perronen.
Når de mister troen på at i morgen kan blive lidt lysere end i dag.
Det er dér, Trump, Orbán og Messerschmidt – og andre af deres slags - finder deres næring.
I skuffelsen. I afmagten.
Når håbet visner.
Så står de klar. Til at gøde jorden med frygt. Vande den med splittelse.
Og høste hadets frugter.
Men i sidste uge viste vi igen, at politik faktisk kan gøre en forskel for det brede flertal.
At velfærden kan bygges stærkere.
At friheden kan blive større.
Og at håbet ikke er forgæves.
Venner, vi er slet ikke i mål.
Men vi har plantet nogle af håbets frø. Og vi vil nære dem, og vi vil så endnu flere.
For det er kun én ting, der er stærkere end deres splittelse, og det er vores solidaritet
Der er kun én ting der er stærkere end had, og det er kærlighed
Og der er kun én ting der er stærkere end håbløshed, og det er håbet selv.
Tak for at være her og rigtig godt folkemøde.