Hej alle sammen.
Hvor er det godt at se jer. Og fejre denne her festdag for fællesskabet. Hvor vi minder hinanden om en gammel erkendelse: At sammen er vi stærke.
Det blev jeg mindet om forleden ude på Nørrebro.
En flok Wolt-bude havde samlet sig. Med deres firkantede tasker, og lyseblå veste.
De samme bude, vi normalt ser suse forbi på cykelstien. Alene. I konkurrence med hinanden om, hvem der får den næste gode ordre.
Men nu stod de. Sammen. I strejke for bedre løn og arbejdsforhold.
Pludselig var de ikke længere konkurrenter. De var kollegaer. Der sammen stillede sig op mod en arbejdsgiver, der kun ser data, og ikke mennesker.
For vi mennesker er jo lidt bøvlede. Vi kan blive syge. Vi kan blive gravide. Vi har regninger der skal betales, så vi har brug for en ordentlig løn.
Det gør os besværlige for arbejdsgiverne. Især når vi stiller os skulder ved skulder. Og siger fra.
Det er lige netop dét øjeblik, som de, frygter aller mest.
Når vi stiller os sammen, og kræver vores ret.
For venner: Når vi står sammen, er vi så stærke, at ingen kan feje os til side. (…)
Og det er det vi fejrer i dag på arbejdernes internationale kampdag.
Splittelse
Men det fortæller os også en anden ting.
Når vi står adskilte. Når vi er splittet mod hinanden. Så falder vores værdi.
Og når vi er billige, så er der mere overskud til dem i toppen.
Derfor har dem, der vogter over lønposerne, ikke ligefrem en interesse i, at vi står samlet.
Det er nok derfor der sjældent, der tales om arbejderklassen i dag.
I stedet taler de om kultur. Om etnicitet. Og religion.
Om de ting der splitter os ad.
Folk på landet – mod folk i byen. Akademikere mod faglærte. Gammeldanskere mod nydanskere.
Nogle gange falder masken helt. Så rables der om race. Om gener og om, hvem der ikke kan tåle skummetmælk.
Det er latterligt. Men det er også farligt.
Og venner – når vi møder den slags had og splittelse. Så skal vi sige klart og tydeligt fra – hver eneste gang.
(…)
Hvor er det godt at se jer. Og fejre denne her festdag for fællesskabet. Hvor vi minder hinanden om en gammel erkendelse: At sammen er vi stærke.
Det blev jeg mindet om forleden ude på Nørrebro.
En flok Wolt-bude havde samlet sig. Med deres firkantede tasker, og lyseblå veste.
De samme bude, vi normalt ser suse forbi på cykelstien. Alene. I konkurrence med hinanden om, hvem der får den næste gode ordre.
Men nu stod de. Sammen. I strejke for bedre løn og arbejdsforhold.
Pludselig var de ikke længere konkurrenter. De var kollegaer. Der sammen stillede sig op mod en arbejdsgiver, der kun ser data, og ikke mennesker.
For vi mennesker er jo lidt bøvlede. Vi kan blive syge. Vi kan blive gravide. Vi har regninger der skal betales, så vi har brug for en ordentlig løn.
Det gør os besværlige for arbejdsgiverne. Især når vi stiller os skulder ved skulder. Og siger fra.
Det er lige netop dét øjeblik, som de, frygter aller mest.
Når vi stiller os sammen, og kræver vores ret.
For venner: Når vi står sammen, er vi så stærke, at ingen kan feje os til side. (…)
Og det er det vi fejrer i dag på arbejdernes internationale kampdag.
Splittelse
Men det fortæller os også en anden ting.
Når vi står adskilte. Når vi er splittet mod hinanden. Så falder vores værdi.
Og når vi er billige, så er der mere overskud til dem i toppen.
Derfor har dem, der vogter over lønposerne, ikke ligefrem en interesse i, at vi står samlet.
Det er nok derfor der sjældent, der tales om arbejderklassen i dag.
I stedet taler de om kultur. Om etnicitet. Og religion.
Om de ting der splitter os ad.
Folk på landet – mod folk i byen. Akademikere mod faglærte. Gammeldanskere mod nydanskere.
Nogle gange falder masken helt. Så rables der om race. Om gener og om, hvem der ikke kan tåle skummetmælk.
Det er latterligt. Men det er også farligt.
Og venner – når vi møder den slags had og splittelse. Så skal vi sige klart og tydeligt fra – hver eneste gang.
(…)
Morten Messerschmidt
For når vi begynder at se på hinanden ud fra det, der adskiller os.
Så ser vi ikke det, der binder os sammen. At vi er arbejdere. Der lever af at sælge vores arbejdskraft. At vi har fælles interesser, som er meget stærkere end vores forskelle.
Det ved Eliten jo godt.
Og der er specielt én mand, der er god til at hjælpe dem med at tale splittelsen op.
Jeg tror I ved hvem jeg tænker på.
Ham der lokker med sit bølgende, blonde hår, et smørret smil og billig benzin.
Ja, netop. Hr Morten Messerschmidt – eller Maga-morten som nogen kalder ham.
Under valgkampen stod han og delte benzin ud ved motorvejen nede ved Faxe.
Og her vil jeg bare give jer et simpelt råd: Hvis der står nogen i et motorvejskryds med slikhår og jakkesæt, og vil prakke jer noget på.
Så jok på speederen og kør videre.
For selv om de siger det er billigt, så er der en god chance for, at I er ved at blive snydt.
Sådan er det også med Messerschmidt.
- For hvem var det egentlig der rundbarberede efterlønnen. Det var Dansk Folkeparti,
- Hvem var det der stemte for at hæve pensionsalderen igen og igen. Det var Dansk Folkeparti.
- Hvem var det der fik idéen om at halvere dagpengeperioden. Bingo! Det var Dansk Folkeparti.
Og nu vil Morten Messerschmidt i regering med Liberal Alliance.
Et parti der har det med velfærdssamfundet, nogen lunde som vi andre har det med en byld i røven.
Så nej. Morten ER ikke arbejdernes ven. Og han BLIVER aldrig arbejdernes ven.
(…)
Men når han splitter os, er han et nyttigt redskab, for dem der vil presse lønnen og svække vores rettigheder.
For når vi står splittet, så står de stærkt.
Lad mig sige det, som det er:
Dem, der sidder på toppen. På kapitalen.
De er ligeglad med dit pas.
De er ligeglade med dit navn.
De er ligeglade med, hvor du kommer fra.
De er kun interesseret i din pris.
Og jo mere splittede og fremmede vi bliver for hinanden, jo billigere bliver vi.
Det er magtens ældste opskrift: Del og hersk!
Men ved I hvad? Vi har anden opskrift på magt.
En opskrift der er gået i arv gennem generationer. En opskrift med nogle af de stærkeste ingredienser der findes:
Fællesskab. Sammenhold, Solidaritet. Og mod.
Og når de prøver at splitte os ad, så siger vi: Glem det!
Vi stoler ikke på Messerschmidt. Heller ikke når han tager tankpasser-uniformen på.
Vi stoler ikke på dem der splitter.
Vi stoler på hinanden. Og på vores stærke fællesskab (…)
Ny regering
Nå, men I vil vel også gerne høre lidt sladder fra regeringsforhandlingerne, ikke?
Jeg kan godt forstå hvis I er ved at blive liiidt utålmodige.
Men. Der er sket noget nyt og spændende denne her uge: Lars Løkke er kommet ud af sit vinterhi, og har sat sig til forhandlingsbordet.
Han har sgu tilmed kaldt mig en flink mand.
Så nu er vi i gang. Men hvis det skal lykkes, så skal alle være parate til at bøje sig mod hinanden.
For det kan godt være jeg er en flink mand. Men jeg er en flink mand, som kommer til at stå vagt om vores natur. Om vores velfærd, og om jeres tryghed og rettigheder.
(…)
Det er nok også derfor, at stærke kræfter arbejder for at få en helt anden regering.
Den som en vittig sjæl har dybt Midtermonsteret.
I kan godt huske efter sidste valg ikke?
Hvor det der midtermonster dukkede op temmelig uanmeldt.
Lige pludselig stod det bare i døren med et politisk program, som ingen havde stemt på. Og inden vi nåede at blinke havde de taget vores helligdag.
Det må ikke ske igen! Og det vil vi ikke lade ske igen.
(…)
For vi skal ikke have flere skæve skattelettelser.
Vi skal have et Danmark, hvor alle har råd til at leve et godt liv.
(…)
Vi skal ikke have mere nøl overfor landbrugets forurening. Vi skal have et totalt sprøjteforbud mod gift i vores drikkevand.
(…)
Og venner. I fortjener ikke at miste flere fridage.
I fortjener at få Store Bededag tilbage.
(…)
Og I kan regne med at vi ikke giver op.
Vi kommer til at kæmpe med alt hvad vi har, for at få en regering og et flertal, der står på jeres side.
(…)
Afslutning
For Danmark har brug for mere lighed, mere solidaritet.
Men hvis det skal lykkes. Så skal vi stå sammen. På tværs af forskelle.
Ligesom Wolt-budene jeg mødte på Nørrebro.
Som minder os om det, vi egentlig godt ved:
At alene og hver for sig, er vi nemme at skubbe til side.
Men når vi har hinandens ryg. Når vi står skulder til skulder. Så er vi helt umulige at komme udenom.
Tak for ordet og hav en rigtig god første maj.
For når vi begynder at se på hinanden ud fra det, der adskiller os.
Så ser vi ikke det, der binder os sammen. At vi er arbejdere. Der lever af at sælge vores arbejdskraft. At vi har fælles interesser, som er meget stærkere end vores forskelle.
Det ved Eliten jo godt.
Og der er specielt én mand, der er god til at hjælpe dem med at tale splittelsen op.
Jeg tror I ved hvem jeg tænker på.
Ham der lokker med sit bølgende, blonde hår, et smørret smil og billig benzin.
Ja, netop. Hr Morten Messerschmidt – eller Maga-morten som nogen kalder ham.
Under valgkampen stod han og delte benzin ud ved motorvejen nede ved Faxe.
Og her vil jeg bare give jer et simpelt råd: Hvis der står nogen i et motorvejskryds med slikhår og jakkesæt, og vil prakke jer noget på.
Så jok på speederen og kør videre.
For selv om de siger det er billigt, så er der en god chance for, at I er ved at blive snydt.
Sådan er det også med Messerschmidt.
- For hvem var det egentlig der rundbarberede efterlønnen. Det var Dansk Folkeparti,
- Hvem var det der stemte for at hæve pensionsalderen igen og igen. Det var Dansk Folkeparti.
- Hvem var det der fik idéen om at halvere dagpengeperioden. Bingo! Det var Dansk Folkeparti.
Og nu vil Morten Messerschmidt i regering med Liberal Alliance.
Et parti der har det med velfærdssamfundet, nogen lunde som vi andre har det med en byld i røven.
Så nej. Morten ER ikke arbejdernes ven. Og han BLIVER aldrig arbejdernes ven.
(…)
Men når han splitter os, er han et nyttigt redskab, for dem der vil presse lønnen og svække vores rettigheder.
For når vi står splittet, så står de stærkt.
Lad mig sige det, som det er:
Dem, der sidder på toppen. På kapitalen.
De er ligeglad med dit pas.
De er ligeglade med dit navn.
De er ligeglade med, hvor du kommer fra.
De er kun interesseret i din pris.
Og jo mere splittede og fremmede vi bliver for hinanden, jo billigere bliver vi.
Det er magtens ældste opskrift: Del og hersk!
Men ved I hvad? Vi har anden opskrift på magt.
En opskrift der er gået i arv gennem generationer. En opskrift med nogle af de stærkeste ingredienser der findes:
Fællesskab. Sammenhold, Solidaritet. Og mod.
Og når de prøver at splitte os ad, så siger vi: Glem det!
Vi stoler ikke på Messerschmidt. Heller ikke når han tager tankpasser-uniformen på.
Vi stoler ikke på dem der splitter.
Vi stoler på hinanden. Og på vores stærke fællesskab (…)
Ny regering
Nå, men I vil vel også gerne høre lidt sladder fra regeringsforhandlingerne, ikke?
Jeg kan godt forstå hvis I er ved at blive liiidt utålmodige.
Men. Der er sket noget nyt og spændende denne her uge: Lars Løkke er kommet ud af sit vinterhi, og har sat sig til forhandlingsbordet.
Han har sgu tilmed kaldt mig en flink mand.
Så nu er vi i gang. Men hvis det skal lykkes, så skal alle være parate til at bøje sig mod hinanden.
For det kan godt være jeg er en flink mand. Men jeg er en flink mand, som kommer til at stå vagt om vores natur. Om vores velfærd, og om jeres tryghed og rettigheder.
(…)
Det er nok også derfor, at stærke kræfter arbejder for at få en helt anden regering.
Den som en vittig sjæl har dybt Midtermonsteret.
I kan godt huske efter sidste valg ikke?
Hvor det der midtermonster dukkede op temmelig uanmeldt.
Lige pludselig stod det bare i døren med et politisk program, som ingen havde stemt på. Og inden vi nåede at blinke havde de taget vores helligdag.
Det må ikke ske igen! Og det vil vi ikke lade ske igen.
(…)
For vi skal ikke have flere skæve skattelettelser.
Vi skal have et Danmark, hvor alle har råd til at leve et godt liv.
(…)
Vi skal ikke have mere nøl overfor landbrugets forurening. Vi skal have et totalt sprøjteforbud mod gift i vores drikkevand.
(…)
Og venner. I fortjener ikke at miste flere fridage.
I fortjener at få Store Bededag tilbage.
(…)
Og I kan regne med at vi ikke giver op.
Vi kommer til at kæmpe med alt hvad vi har, for at få en regering og et flertal, der står på jeres side.
(…)
Afslutning
For Danmark har brug for mere lighed, mere solidaritet.
Men hvis det skal lykkes. Så skal vi stå sammen. På tværs af forskelle.
Ligesom Wolt-budene jeg mødte på Nørrebro.
Som minder os om det, vi egentlig godt ved:
At alene og hver for sig, er vi nemme at skubbe til side.
Men når vi har hinandens ryg. Når vi står skulder til skulder. Så er vi helt umulige at komme udenom.
Tak for ordet og hav en rigtig god første maj.