De siger på Christiansborg,
at der fødes for få børn i dag.
I dag er det kvindernes kampdag.
En dag hvor vi hylder dem,
der var ‘os’ – før os.
Eftermælet af de forrige kampe
ligger hos den næste generation,
kampe som skal kæmpes videre,
de kampe som blev taget for os,
så vi i dag for eksempel har:
stemmeret,
adgang til uddannelse,
retten til egen krop.
Men vi kæmper stadig for retfærdigheden,
vi kæmper, så
næste generation kan blomstre
uden om systemets mørke skygger.
Kisiani Kalaaliulluni.
Men som Kalaaleq
er der en kamp, som skal kæmpes videre,
sammen med dem som var ‘os’ – før os
kæmper vi sammen imod
kampagnen.
Kampagnen som lød på
“Sterilisering halvdelen af
de fødedygtige kvinder i Grønland”.
Men overgrebet var på hele befolkningen.
Og på generationerne derefter.
Og derefter.
Og generationer før dem.
Generationer er et begreb,
men for os er det vores anaana,
vores atsa, vores Aana,
vores mødte, bedstemor, fastre eller vores fars mor.
Og det tomrum fra den
halve generation, som aldrig fik lov til
at blive til.
Der er en kampagne, som ikke kun har fået grebet på kvindernes kroppe
og deres frie valg.
Det var kampagnen imod tallet.
Tallet på indbyggere,
tallet på de indfødte.
Indfødte som skulles styres og reduceres, bremses.
Statens mission var større end forældrenes samtykke for deres børns kroppe, større end kvindernes samtykke.
Tallet skulle reduceres.
Kvinderne, pigerne og deres lisvmoder var blot et tal,
halvdelen, sagde staten,
halvdelen, af de fødedygtige.
Os, af den anden halvdel af den tabte generation,
– er her i dag –
men nu siger de på Christiansborg,
at der fødes for få børn,
jeg, som kalaaleq, bliver i tvivl
om, hvem det er, de taler til.
Det er den samme stat som steriliserede halvdelen af vores kvinder?
imens at godtgørelsen, til præcis de kvinder er nu sat på pause,
fordi vi nu skal gå til valg, om
vi nu skal have en strammere udlændingspolitik eller ej.
at der fødes for få børn i dag.
I dag er det kvindernes kampdag.
En dag hvor vi hylder dem,
der var ‘os’ – før os.
Eftermælet af de forrige kampe
ligger hos den næste generation,
kampe som skal kæmpes videre,
de kampe som blev taget for os,
så vi i dag for eksempel har:
stemmeret,
adgang til uddannelse,
retten til egen krop.
Men vi kæmper stadig for retfærdigheden,
vi kæmper, så
næste generation kan blomstre
uden om systemets mørke skygger.
Kisiani Kalaaliulluni.
Men som Kalaaleq
er der en kamp, som skal kæmpes videre,
sammen med dem som var ‘os’ – før os
kæmper vi sammen imod
kampagnen.
Kampagnen som lød på
“Sterilisering halvdelen af
de fødedygtige kvinder i Grønland”.
Men overgrebet var på hele befolkningen.
Og på generationerne derefter.
Og derefter.
Og generationer før dem.
Generationer er et begreb,
men for os er det vores anaana,
vores atsa, vores Aana,
vores mødte, bedstemor, fastre eller vores fars mor.
Og det tomrum fra den
halve generation, som aldrig fik lov til
at blive til.
Der er en kampagne, som ikke kun har fået grebet på kvindernes kroppe
og deres frie valg.
Det var kampagnen imod tallet.
Tallet på indbyggere,
tallet på de indfødte.
Indfødte som skulles styres og reduceres, bremses.
Statens mission var større end forældrenes samtykke for deres børns kroppe, større end kvindernes samtykke.
Tallet skulle reduceres.
Kvinderne, pigerne og deres lisvmoder var blot et tal,
halvdelen, sagde staten,
halvdelen, af de fødedygtige.
Os, af den anden halvdel af den tabte generation,
– er her i dag –
men nu siger de på Christiansborg,
at der fødes for få børn,
jeg, som kalaaleq, bliver i tvivl
om, hvem det er, de taler til.
Det er den samme stat som steriliserede halvdelen af vores kvinder?
imens at godtgørelsen, til præcis de kvinder er nu sat på pause,
fordi vi nu skal gå til valg, om
vi nu skal have en strammere udlændingspolitik eller ej.