Niklas Stentoft Mogensens 1. maj-tale

Første gang jeg turde at fortælle mine venner, at jeg blev udsat for vold af min stedfar,  

Var da Peter Hummelgaard udgav sin vigtige bog om vold mod børn. 

For hvis landets justitsminister turde tale om det. 

Jaa – så turde jeg også. 

Første gang jeg ikke længere havde ondt i maven, 

Over at tænke på hvilken alderdom og arbejdsliv min far ville få, 

var da vi med Mette i spidsen stemte Arnepensionen hjem. 

Nu kan tusindvis af betonarbejdere som ham, 

få en ordentlig afsked med arbejdsmarkedet, før helbredet svigter, 

En værdi behandling 

for et langt og hårdt arbejdsliv. 

Og første gang, at jeg for alvor troede på, at udviklingen i København kunne vendes, 

så vi unge der bor her, faktisk har mulighed for at blive boende når vi stifter familie, 

var da Pernille blev valgt som vores partis nye overborgmesterkandidat. 

For hende der.

Hun vil skabe en by med plads til folk som mig, 

med billige boliger og mangfoldighed. 

Eller med andre ord. 

En by, hvor der også er plads til os, 

som ikke er født med en guldske i røven, 

Og som hende selv stak af fra provinsen, første gang lejligheden bød sig.  

Det er derfor, at jeg er stolt over at være socialdemokrat. 

At være blevet grebet og indfanget i vores bevægelse.

Stolt over hvad vores parti og vores bevægelse kan. 

Stolt over, at vi repræsenterer folk som mig 

og andre, der fødes bagud på point, 

Eller for hvem skæbnen slår et par hårde sving. 

Og selvom at jeg nok synes, at regeringen er bedre end sit rygte, 

så blev jeg altså ikke socialdemokrat for at gå i seng med de borgerlige. 

Den slags må man simpelthen ordne i det private.  

Men i dag er det kampdag. 

En dag hvor vi alle må spørge os selv – og hinanden: 

Hvad er det vi her i salen vil love min og fremtidens generationer at kæmpe for. 

Hvad er vores partis og bevægelses løfte til den danske ungdom? 

Hvad er det vi vil forbedre og sikre,

Som vi ikke selv har haft retten til?

Det er selve kernen i socialdemokratiets DNA. 

Og kære partifæller, der er nok at kæmpe for. Og nok at bekæmpe.

Vi har et boligmarked i vores by, hvor det snart kun er børn af læger og økonomer der har råd til at flytte hjemmefra.

Vi har et arbejdsmarked, hvor faglærte og ufaglærte unge med hårdt fysisk arbejde, som min søster og bror, 

kan se frem til et langt og hårdt arbejdsliv, og en pensionsalder der bare stiger og stiger. 

Og så har vi en stigende ulighed, der betyder, at flere børn i morgen fødes ind i fattigdom, end i går. 

For sandheden er, at uligheden i det her land har været dramatisk stigende siden Anders Fogh Rasmussen. 

Der brugte sin magt til at forgylde de rigeste mennesker i det her samfund. 

Med milliard store skattelettelser til dem med friværdi og formue, 

Til dem med private sygeforsikringer, 

Og til dem der vælger at sende deres børn i privatskoler.  I stedet for vores folkeskoler. 

Og kære partifæller, 

Jeg er ked af, at ødelægge den gode stemning.

Men sandheden er, at hvis vi ikke lykkes, og får knækket kurven, 

og knækket den strukturelt stigende ulighed,

Så bliver det en tikkende bombe, under vores velfærdssamfund og sammenhængskraft. 

En tikkende bombe, der risikerer at sprænge lige i hovederne på min generation, 

Det må vi socialdemokrater – koste hvad det vil – for alt i verden forhindre.  

Hvad vi også må forhindre, er anden fuldstændig fundamental tikkende bombe under vores samfund, 

og under den frihed, vi kender og elsker. 

Klimaforandringerne. 

Rapporterne er måske blevet hverdag. Men videnskaben er klar. 

Vi står i de her årtier overfor et klimakollaps, der vil ødelægge livsgrundlaget for milliarder af mennesker. 

Og som alle andre kriser, vil ramme de mest udsatte mennesker og dem der har mindst til dagen og vejen, hårdest. 

Om det er i Nigeria eller Nakskov. Rammes de der har mindst hårdest.  

Og det er min generation – og vores børn – 

der skal betale prisen for årtiers klimasvigt og klimanøl.

Og det værste er, at når min generations børn, 

måske selv stå på den her fine talerstol

Og taler dunder om verdens uretfærdigheder,

Ja, så er skaden sket 

Og størstedelen af dem, 

Som var ansvarlige for at løse det, 

De har fået slået det sidste søm i kisten. 

Samtidigt lever vi i en verden, hvor de store igen tryner de små.

Hvor krigen raser på vores kontinent.

Og hvor blodsudgydelser og drab på civile er blevet hverdagskost, 

og menneskerettigheder i Europa såvel som i resten af verdenen 

bliver bøjet og brækket af magthaverne efter forgodtbefindende. 

Og derfor spredes meningsløsheden, pessimismen og nihilismen blandt min generation. 

Derfor tror jeg at det vigtigste, 

vi kan love min og fremtidens generationer er, 

at verdenen bliver bedre i morgen. 

Give håbet og troen på, 

at vores liv kan blive bedre end vores forældres. 

Og håbet og troen på at de gode, 

Altid ender med at vinde til sidst. 

For man skal jo være jubleoptimist af Uffe Elbækse dimensioner, 

MAGA- tilhænger eller prorusser i Dansk Folkeparti, 

hvis man kan se lysglimt i de her år,

Der varsler om en bedre og lysere tid  

Men hvem skal man så, som ung tro på 

kan stille sig i front og indgyde håb og løse tidens problemer. 

Hvilken bevægelse kan samle os i kampen mod uretfærdighed og for en lysere fremtid?  

Det tror mange i min generation desværre at Alex Vanopslagh. 

Det til trods for, 

at hans konfirmandliberale parti netop har lanceret en økonomisk plan, 

der vil gøre ungdommen fattigere, 

og som igen viser hvad vi mange kloge mennesker i den her sal har vidst længe, 

At den neoliberale logik passer bedst til  regneark hos CEPOS 

Og ikke til mennesker

Men jeg forstår godt tiltrækningen af  --- ”Du kan godt selv”. 

For min generation har for fanden, altid lært at det vigtigste i livet netop er, 

at passe sig selv. 

Vi er flasket op med Foghs og Bjarne Corydons konkurrencestatslogik, 

Udsultning af velfærdsstaten

 Og ulighedsskabende reformer.

Hvor fællesskab er noget man finder på telefonen og ikke på boldbanen. 

Hvor perfekthedskulturen knækker børn og unge 

og har skabt en generation af utilstrækkelighed. 

En generation hvor det vigtigste står klart: at være bedre end sin sidemand. 

Derfor er  fællesskabet ikke er vores naturlige ven, når kriserne kradser. 

Og derfor har ungdommen brug for politisk mod. Et modigt parti der viser vejen frem. 

Og at fællesskabet ikke er fjenden.

Et parti hvor tidens kriser ikke skal løses ved at slagte velfærdsstaten.

Og hvor vi ikke skal vælge mellem oprustning eller et retfærdigt pensionssystem. 

Hvor vi bygger boliger for mennesker og ikke for profit. 

Og hvor krig igen ses som foragt for liv, 

Og ikke som en ludobrik i større magters rænkespil 

Og helst et parti, hvor klimahandling ikke er Lars Aagaard 

der først beder om hjælp fra vorherre 

og senere henter assistance fra vores venner i Nordatlanen for at dække over sine utilstrækkelige resultater og pinligt lave ambitionsniveau 

Jeg tror på, at vi er det parti der kan vise vejen for min og fremtidens generationer. 

Vi der kan genantænde håbet og troen på det gode og

Skabe progressive forandringer i en verden i opbrud.

Men det kræver at vi husker det Aller vigtigste vores bevægelse bygger på. 

Mod og fællesskab. 

Vi skal være lige så modige, som de mænd og kvinder der skabte det her hus sammen. 

De der skabte vores bevægelse sammen.

Og de der skabte det velfærdssamfund 

der gør os til verdens bedste land at leve i. 

For vi er modige, når vi husker hvem vi først og fremmest er partiet for, 

Fællesskabet for dem, som aldrig blev samlet op på livets perron. Dem hvis stemmer altid forstummer.  Dem som stille går langs panelerne.  

Derfor håber jeg at vi vil love hinanden at være modige. 

At stille os frem og vise vejen i denne tid i fællesskab. 

Ikke blot for min generation. Men for os alle sammen.

For der står altid mørkemænd klar til, 

at tage magten og ansvaret for verdenens udvikling på sig.

Derfor er den her dag ikke bare til fadøl og festsange.

Den er alvorlig. 

For jeg blev socialdemokrat fordi, 

jeg tror på at vi kan gøre i morgen bedre end i dag. 

Den kamp håber jeg i vil kæmpe med mig. For den kamp kan ikke kæmpes alene. 

For dagene kalder på ungdommens tro, 

hvis det skal spire, og hvis det skal gro

Tak for ordet og rigtig god kampdag!