Man kan ikke splitte folk, der står sammen
– et lille menneske er blevet det store menneske
Som jeg står her på en af landets ældste talerstole, bliver jeg nostalgisk over grundloven og de udfordringer, som rigsfællesskabet står overfor.
Jeg mærker vingesuset fra fortiden og reflekterer over fremtiden.
Vores grundlovsændring fra 1953 har vist sig at være utrolig elastisk. I særdeleshed i forhold til Grønland, som i dag har verdens mest udvidede selvstyre inden for rammerne af grundloven. Er det så tid til en grundlovsændring? Den sidste grundlovsændring var tyve år undervejs. Måske kan vi gøre det lidt hurtigere denne gang, for vi står overfor et enormt pres udefra.
Alligevel skal vi nok starte et andet sted. Lad det være et vink med en vognstang, at amerikanerne lokker med chokoladepenge. Vi sagde nej tak, leverede magasketterne tilbage sammen med hundrededollar-sedlerne. Et stolt folk i rigsfællesskabet rykkede sammen. Den dag skete der noget magisk for mig som menneske. Vi står ovenpå et blødende sår, hvorfra alle fortidens spøgelser har haft optimale vilkår for at dyrke modstand. På trods af alt det, som vi aldrig har forsonet os med, så måtte vi på nul komma fem rykke sammen og finde trædesten for at holde skansen.
Vi begyndte at tale et magisk sprog, som stormagterne ikke forstår. De forsøger at splitte os indefra. Vi svarer igen med at rykke sammen, mens børnelokkere måbende ser til. Der må ikke komme så meget som et blad mellem os, men vi må ikke glemme fortiden. Tværtimod. Vi er tvunget til at starte en forsoning. Jo mere stormagten kiler sig ind, jo vigtigere er det selv at smide problemerne på bordet. Det forvirrer vores modstander, mens det styrker os. For det handler om værdighed. Jeg mærker selv sårbarheden, for min nærmeste familie bor i Grønland. Men som menneske vokser jeg ved at turde vise min sårbarhed.
Ingen stormagter i verden vil acceptere et tomrum i Grønland, men heller ingen af os kan komme videre, før vi får talt om alt det, der spænder ben. Og man må ikke tage mere end man giver i den svære samtale. Vi må alle give en luns af os selv. Tiden er inde til at Danmark tager initiativ til forsoning. Det indebærer kolonitiden, men også det grønlandske mindretal i Danmark, som bør tilbydes status af mindretal.
I sidste uge postede Trump et billede med hans hånd på Tasiilaq med teksten "Hello, Greenland". Vi svarer igen med inuit over New York med teksten “Hello, Trump.”
Vi er ukuelige. I Grønland er vi født med et gevær under armen, og vi rammer plet. Amerikanernes infrarød virker ikke på vores sælskind. Det enkelte menneske kommer foran. Vi vokser som mennesker og får superkræfter, og dem er der brug for, når vi skal forklare børnene, hvorfor vi opruster både mentalt og fysisk.
Grundloven kan nok strække sig endnu mere og rumme en forsoning. Indtil da kommer vi til at lave fejl og træde varsomt gennem mineret landskab. Da Løkke og Motzfeldt skulle til Washington, var der lige lidt snak om kolonimanden Løkke mon ikke skulle blive derhjemme, men vi fik talt om det. Videodiplomatiet talte med en fredspibe på parkeringspladsen ved Det Hvide Hus. Det bliver en del af vores kodesprog, som kun vi forstår.
Kongen kommer til Grønland og fanger en rødfisk på størrelse med Rundetårn.
Macron ifører sig de blå spejlreflekssolbriller og begynder at tale grønlandsk. “Kalaallit Nunaat”, siger han. Vores egen agent 007 kommer til Grønland, og vi råber “Vive la France". Norden og EU bakker op med fællesskab. Det får os til at vokse som mennesker. For det kan ikke lade sig gøre at splitte folk indefra, hvis vi står sammen. Der vil komme flere forsøg på at splitte os. Vi vil se det, når den næste spiralrapport lander, ved ulovlige adoptioner og når vi nøler med at give rettigheder til det grønlandske mindretal i Danmark.
Det eneste der står fast nu er at ingen stormagter kommer til at få hverken Grønland, Færøerne eller Danmark gratis. Det lille menneske er blevet det store menneske.
Må grundlovsdag minde om, at hver en mor, farfar, lærer eller pædagog betyder noget. Hvis vi kan give de værdier videre til vores børn, så giver vi håb i en tid med krig omkring os. Der er krig i Ukraine, russerne sidder på størstedelen af den arktiske kystlinje. Vi er nok mange, der ikke tror på at kineserne har mistet interessen, selvom de lige nu er som fordampet. Stormagsinteresserne er intakte. Vores mentale oprustning er vores bedste beskyttelse.
– et lille menneske er blevet det store menneske
Som jeg står her på en af landets ældste talerstole, bliver jeg nostalgisk over grundloven og de udfordringer, som rigsfællesskabet står overfor.
Jeg mærker vingesuset fra fortiden og reflekterer over fremtiden.
Vores grundlovsændring fra 1953 har vist sig at være utrolig elastisk. I særdeleshed i forhold til Grønland, som i dag har verdens mest udvidede selvstyre inden for rammerne af grundloven. Er det så tid til en grundlovsændring? Den sidste grundlovsændring var tyve år undervejs. Måske kan vi gøre det lidt hurtigere denne gang, for vi står overfor et enormt pres udefra.
Alligevel skal vi nok starte et andet sted. Lad det være et vink med en vognstang, at amerikanerne lokker med chokoladepenge. Vi sagde nej tak, leverede magasketterne tilbage sammen med hundrededollar-sedlerne. Et stolt folk i rigsfællesskabet rykkede sammen. Den dag skete der noget magisk for mig som menneske. Vi står ovenpå et blødende sår, hvorfra alle fortidens spøgelser har haft optimale vilkår for at dyrke modstand. På trods af alt det, som vi aldrig har forsonet os med, så måtte vi på nul komma fem rykke sammen og finde trædesten for at holde skansen.
Vi begyndte at tale et magisk sprog, som stormagterne ikke forstår. De forsøger at splitte os indefra. Vi svarer igen med at rykke sammen, mens børnelokkere måbende ser til. Der må ikke komme så meget som et blad mellem os, men vi må ikke glemme fortiden. Tværtimod. Vi er tvunget til at starte en forsoning. Jo mere stormagten kiler sig ind, jo vigtigere er det selv at smide problemerne på bordet. Det forvirrer vores modstander, mens det styrker os. For det handler om værdighed. Jeg mærker selv sårbarheden, for min nærmeste familie bor i Grønland. Men som menneske vokser jeg ved at turde vise min sårbarhed.
Ingen stormagter i verden vil acceptere et tomrum i Grønland, men heller ingen af os kan komme videre, før vi får talt om alt det, der spænder ben. Og man må ikke tage mere end man giver i den svære samtale. Vi må alle give en luns af os selv. Tiden er inde til at Danmark tager initiativ til forsoning. Det indebærer kolonitiden, men også det grønlandske mindretal i Danmark, som bør tilbydes status af mindretal.
I sidste uge postede Trump et billede med hans hånd på Tasiilaq med teksten "Hello, Greenland". Vi svarer igen med inuit over New York med teksten “Hello, Trump.”
Vi er ukuelige. I Grønland er vi født med et gevær under armen, og vi rammer plet. Amerikanernes infrarød virker ikke på vores sælskind. Det enkelte menneske kommer foran. Vi vokser som mennesker og får superkræfter, og dem er der brug for, når vi skal forklare børnene, hvorfor vi opruster både mentalt og fysisk.
Grundloven kan nok strække sig endnu mere og rumme en forsoning. Indtil da kommer vi til at lave fejl og træde varsomt gennem mineret landskab. Da Løkke og Motzfeldt skulle til Washington, var der lige lidt snak om kolonimanden Løkke mon ikke skulle blive derhjemme, men vi fik talt om det. Videodiplomatiet talte med en fredspibe på parkeringspladsen ved Det Hvide Hus. Det bliver en del af vores kodesprog, som kun vi forstår.
Kongen kommer til Grønland og fanger en rødfisk på størrelse med Rundetårn.
Macron ifører sig de blå spejlreflekssolbriller og begynder at tale grønlandsk. “Kalaallit Nunaat”, siger han. Vores egen agent 007 kommer til Grønland, og vi råber “Vive la France". Norden og EU bakker op med fællesskab. Det får os til at vokse som mennesker. For det kan ikke lade sig gøre at splitte folk indefra, hvis vi står sammen. Der vil komme flere forsøg på at splitte os. Vi vil se det, når den næste spiralrapport lander, ved ulovlige adoptioner og når vi nøler med at give rettigheder til det grønlandske mindretal i Danmark.
Det eneste der står fast nu er at ingen stormagter kommer til at få hverken Grønland, Færøerne eller Danmark gratis. Det lille menneske er blevet det store menneske.
Må grundlovsdag minde om, at hver en mor, farfar, lærer eller pædagog betyder noget. Hvis vi kan give de værdier videre til vores børn, så giver vi håb i en tid med krig omkring os. Der er krig i Ukraine, russerne sidder på størstedelen af den arktiske kystlinje. Vi er nok mange, der ikke tror på at kineserne har mistet interessen, selvom de lige nu er som fordampet. Stormagsinteresserne er intakte. Vores mentale oprustning er vores bedste beskyttelse.