Nanna: Kære fremtid
“Det er med tungt hjerte, at jeg informerer dig, at jorden, hvis den ikke allerede er, nok snart vil gå under. På trods af al min kærlighed for dig, er der desværre ikke noget, der kan gøres.”
Stella: Kære fremtid
“Jeg håber stadig du findes.”
“Jeg glæder mig til en fremtid, hvor vi er glade, hvor vi er sunde og der er fred. Jeg ved ikke, om det kan lykkes, men jeg har håb.”
Nanna: “Kære Fremtid
Jeg håber du er derude et sted. Jeg håber du har en jord at leve på, der ikke er ødelagt af menneskeskabte klimaforandringer, fascistiske verdensledere og ligeglade verdensborgere.”
Stella: “Kære fremtid
Må du blive defineret af fornuftige beslutninger taget i dag. Der er mange, der værdsætter dig.”
Nanna: Kære fremtid
“Håber du har det godt. Nok ikke da 3. verdenskrig nok er startet og havene og naturen fyldt med skrald og forurening. Jeg elsker og tænker på dig indtil jeg dør. Som, I dont know, nok er om nogle år.”
Stella: Kære fremtid
“Jeg håber du er fyldt med glæden vi fik, da vi i fællesskab overkom katastroferne, vi frygtede. (...) Og at fremtiden er et vi og ikke et de.”
"Du fortjener, at folk starter handling i stedet for kun at snakke tomsnak.”
Nanna: Kære fremtid
“Jeg håber ikke, at fremtidige unge kommer til at føle sig så ensomme og ligegyldige, som vi gør i dag.”
“Jeg håber, at vi bliver bedre til ikke at gentage historien. Historien om verdenskrige. Om ulighed på alle fronter og historien om istid. Vi står stærkt, stærkere end nogensinde, men alligevel vælger vi at gå imod hinanden, vi vælger at slås om de små problemer og kortsigtede skænderier. Vi går baglæns. Vi burde se længere, når vi nu kan.”
Stella: Kære fremtid
“Jeg håber den her generation har klimaforandringer, krig, sexisme og had som et emne i Historie, hvor den nye generation bliver lige så forarget som vi gjorde over 2. Verdenskrig.”
“Om 100 år der lever jeg ikke længere, men på det tidspunkt kræver jeg at verden er et bedre sted og at min generation har gjort alt hvad vi kan. Jeg tror, jeg håber, jeg kræver.”
Nanna: “Kære fremtid, er det umuligt?”
Stella: “Kære fremtid, det tror jeg ikke?”
Nanna: “Brevet skal gives til en med mere indflydelse på samfundet, end hvad jeg har.”
Stella: “Vi kan godt, hvis vi vil.”
Nanna: Kære medmennesker
Kære alle jer, der er her i dag, jer der kan være med til at forme fremtidens Danmark.
I er nogle af dem med mere indflydelse.
Stella: Så derfor sender vi nu ordene videre. Til jer. For ordene er faktisk ikke vores. Det er udpluk fra de 2000 kærlighedsbreve til fremtiden, vi i Generation Hope har indsamlet.
De er de unges ord.
Det er det, de drømmer om, håber på og frygter for fremtiden.
Nanna: Og frygten er stor.
Frygten for, at menneskeheden ikke overlever klimakrisen de næste 5-10 år.
Frygten for, at klimaet ikke kan reddes.
Frygten for, at dem med magt til at gøre noget ikke handler - selv når vi med desperation i stemmen, råber dem op.
Stella: ‘Når men vi var jo også bange for, at vi ikke overlevede atomkrigen’
hører vi ofte.
Som om det betyder, at vi skal tage den nuværende krise mindre seriøst.
At vi skal trække på skuldrene over hinandens frygt for udryddelse.
Andre vælger at udbryde ‘Den unge generation er så skrøbelig og krænkelsesparate.’
Og til det må vi bare sige: NEJ.
Den unge generation er stærk, modig og dybt klar over, hvordan verden hænger sammen.
Nanna: I virkeligheden er alt det her udtryk for, at de yngre generationer ikke længere bare vil se til.
At de nægter at lade verden fortsætte i en retning, som vi alle sammen godt ved, er forkert.
De unges ord viser en dyb forståelse for den krise, vi står overfor.
En viljestyrke og handlekraft, som vi på alle tænkelige måder har brug for.
Men den kan lige så vel ende i handlingslammelse.
Hvis frygten får lov at tage over.
Og det er her, håbet kommer ind.
Stella: At have håb og bevare håbet - især i en klimakrise - er og må være et bevidst valg.
At have håb betyder ikke, at vi bare læner os tilbage.
Eller at vi allerede nu er overbevist om, at det hele nok skal gå.
At have håb er ikke passivt. Det er noget af det mest aktive, der findes.
For når vi håber, anerkender vi, at fremtiden endnu ikke er afgjort.
Og at vi stadig har mulighed for at påvirke den.
Nanna: Så håbet er altafgørende. Og heldigvis er håbet noget vi kan træne. Noget vi kan blive bedre til. Både sammen og hver for sig.
Vi ved, at det er muligt, for det er det, vi arbejder med - hver evig eneste dag i Generation Hope. Og det har vi gjort de sidste to år.
Vi startede med at arbejde med håb, fordi vi selv havde mistet det.
Fordi vi ikke længere troede på, at vores handlinger kunne gøre en forskel.
Fordi vi ikke længere kunne forestille os at en grøn, rar og god fremtid var mulig.
Og så blev vi trodsige.
For det kan fandme ikke passe, at vi skal være bange for den fremtid, der en dag vil være vores nutid.
Stella: Nogle dygtige forskere har udviklet det, de kalder Hope Theory.
Håbe Teori.
Det er udgangspunktet for vores arbejde de sidste par år.
Og den har lært os, at håb i virkeligheden bare kræver tre ting:
“Det er med tungt hjerte, at jeg informerer dig, at jorden, hvis den ikke allerede er, nok snart vil gå under. På trods af al min kærlighed for dig, er der desværre ikke noget, der kan gøres.”
Stella: Kære fremtid
“Jeg håber stadig du findes.”
“Jeg glæder mig til en fremtid, hvor vi er glade, hvor vi er sunde og der er fred. Jeg ved ikke, om det kan lykkes, men jeg har håb.”
Nanna: “Kære Fremtid
Jeg håber du er derude et sted. Jeg håber du har en jord at leve på, der ikke er ødelagt af menneskeskabte klimaforandringer, fascistiske verdensledere og ligeglade verdensborgere.”
Stella: “Kære fremtid
Må du blive defineret af fornuftige beslutninger taget i dag. Der er mange, der værdsætter dig.”
Nanna: Kære fremtid
“Håber du har det godt. Nok ikke da 3. verdenskrig nok er startet og havene og naturen fyldt med skrald og forurening. Jeg elsker og tænker på dig indtil jeg dør. Som, I dont know, nok er om nogle år.”
Stella: Kære fremtid
“Jeg håber du er fyldt med glæden vi fik, da vi i fællesskab overkom katastroferne, vi frygtede. (...) Og at fremtiden er et vi og ikke et de.”
"Du fortjener, at folk starter handling i stedet for kun at snakke tomsnak.”
Nanna: Kære fremtid
“Jeg håber ikke, at fremtidige unge kommer til at føle sig så ensomme og ligegyldige, som vi gør i dag.”
“Jeg håber, at vi bliver bedre til ikke at gentage historien. Historien om verdenskrige. Om ulighed på alle fronter og historien om istid. Vi står stærkt, stærkere end nogensinde, men alligevel vælger vi at gå imod hinanden, vi vælger at slås om de små problemer og kortsigtede skænderier. Vi går baglæns. Vi burde se længere, når vi nu kan.”
Stella: Kære fremtid
“Jeg håber den her generation har klimaforandringer, krig, sexisme og had som et emne i Historie, hvor den nye generation bliver lige så forarget som vi gjorde over 2. Verdenskrig.”
“Om 100 år der lever jeg ikke længere, men på det tidspunkt kræver jeg at verden er et bedre sted og at min generation har gjort alt hvad vi kan. Jeg tror, jeg håber, jeg kræver.”
Nanna: “Kære fremtid, er det umuligt?”
Stella: “Kære fremtid, det tror jeg ikke?”
Nanna: “Brevet skal gives til en med mere indflydelse på samfundet, end hvad jeg har.”
Stella: “Vi kan godt, hvis vi vil.”
Nanna: Kære medmennesker
Kære alle jer, der er her i dag, jer der kan være med til at forme fremtidens Danmark.
I er nogle af dem med mere indflydelse.
Stella: Så derfor sender vi nu ordene videre. Til jer. For ordene er faktisk ikke vores. Det er udpluk fra de 2000 kærlighedsbreve til fremtiden, vi i Generation Hope har indsamlet.
De er de unges ord.
Det er det, de drømmer om, håber på og frygter for fremtiden.
Nanna: Og frygten er stor.
Frygten for, at menneskeheden ikke overlever klimakrisen de næste 5-10 år.
Frygten for, at klimaet ikke kan reddes.
Frygten for, at dem med magt til at gøre noget ikke handler - selv når vi med desperation i stemmen, råber dem op.
Stella: ‘Når men vi var jo også bange for, at vi ikke overlevede atomkrigen’
hører vi ofte.
Som om det betyder, at vi skal tage den nuværende krise mindre seriøst.
At vi skal trække på skuldrene over hinandens frygt for udryddelse.
Andre vælger at udbryde ‘Den unge generation er så skrøbelig og krænkelsesparate.’
Og til det må vi bare sige: NEJ.
Den unge generation er stærk, modig og dybt klar over, hvordan verden hænger sammen.
Nanna: I virkeligheden er alt det her udtryk for, at de yngre generationer ikke længere bare vil se til.
At de nægter at lade verden fortsætte i en retning, som vi alle sammen godt ved, er forkert.
De unges ord viser en dyb forståelse for den krise, vi står overfor.
En viljestyrke og handlekraft, som vi på alle tænkelige måder har brug for.
Men den kan lige så vel ende i handlingslammelse.
Hvis frygten får lov at tage over.
Og det er her, håbet kommer ind.
Stella: At have håb og bevare håbet - især i en klimakrise - er og må være et bevidst valg.
At have håb betyder ikke, at vi bare læner os tilbage.
Eller at vi allerede nu er overbevist om, at det hele nok skal gå.
At have håb er ikke passivt. Det er noget af det mest aktive, der findes.
For når vi håber, anerkender vi, at fremtiden endnu ikke er afgjort.
Og at vi stadig har mulighed for at påvirke den.
Nanna: Så håbet er altafgørende. Og heldigvis er håbet noget vi kan træne. Noget vi kan blive bedre til. Både sammen og hver for sig.
Vi ved, at det er muligt, for det er det, vi arbejder med - hver evig eneste dag i Generation Hope. Og det har vi gjort de sidste to år.
Vi startede med at arbejde med håb, fordi vi selv havde mistet det.
Fordi vi ikke længere troede på, at vores handlinger kunne gøre en forskel.
Fordi vi ikke længere kunne forestille os at en grøn, rar og god fremtid var mulig.
Og så blev vi trodsige.
For det kan fandme ikke passe, at vi skal være bange for den fremtid, der en dag vil være vores nutid.
Stella: Nogle dygtige forskere har udviklet det, de kalder Hope Theory.
Håbe Teori.
Det er udgangspunktet for vores arbejde de sidste par år.
Og den har lært os, at håb i virkeligheden bare kræver tre ting:
- At vi sætter os mål, der er store nok til at de betyder noget for os og små nok til at vi kan opnå dem
- At vi finder ud af, hvordan vi kommer derhen. Hvilke veje og løsninger og ideer og metoder, der findes, og hvordan vi kan gøre brug af dem.
- At vi tror på, at det kan lade sig gøre. At vi tror på, at vi kan nå målet. At vi tror på, at der stadig er mulighed for at påvirke udfaldet.
Nanna: Og alt det her er vigtigt at træne, fordi håbet er noget af det, der kan komme handlingslammelsen til livs.
Det vi kan gribe efter, når frygten truer med at tage over.
Fordi håbet giver os troen på, at det vi gør, gør en forskel.
Og netop derfor kan håbet give os lysten tilbage til at handle.
Og alt det bliver stærkere, når vi tør gøre det sammen.
Når vi tør sætte os mål - sammen.
Finde vejene - sammen.
Og ikke mindst, når vi tør tro på, at vi kan skabe det - sammen.
Stella: Men alt for ofte kommer vi til at fokusere på alt det, vi ikke vil have mere af.
Alle de fravalg vi skal tage, for at nå en klimavenlig fremtid.
Alle de ting vi ikke længere må.
Kan.
Skal
eller bør.
Men hvad ville der ske, hvis vi begyndte at fokusere på alt det, vi ville vinde ved en klimavenlig fremtid?
Nanna: Da jeg for 11 år siden var skiinstruktør i Canada, lærte jeg, at når man underviser voksne begyndere, må man ikke sige “pas på de træer, derovre!” *peger til højre*
Kroppen følger nemlig blikket, og skiene følger kroppen. Så der hvor man kigger hen, er der, man kører hen..
Stella: Tænk hvis det også er sandt for andre ting. For samfundsudviklingen. For det, vi kan skabe sammen. Vi bliver fodret med endeløse strømme af, hvor forfærdeligt det står til, hvor umuligt det bliver at rette op på, og hvor galt det vil ende.
Men hvad ville der ske, hvis vi også fokuserede på, hvor godt det kunne gå?
Nanna: Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal vide hvor træerne står.
Eller med andre ord: At vi ikke skal have øjne for, hvor slemt det står til med klimaet.
Men opgaven er at holde os begge ting for øje.
Hvordan verden er lige nu.
Og hvordan verden kunne blive, hvis det vi håber på lykkes.
For kun sådan kan vi begynde at bygge bro mellem de to.
Stella: Fremtiden eksisterer ikke endnu. Den bliver til for hvert valg, vi tager.
Skridt for skridt.
Handling for handling.
Aftryk for aftryk.
Nanna: Fremtiden er det, vi bygger. Sammen. Hver dag.
Stella: Så hvad er det, vi gerne vil bygge?
I kærlighedsbrevene til fremtiden går mange håb igen.
En verden med fred.
Nanna: En verden med ro og tid til dem, vi holder af.
Stella: En verden hvor vi kan være dem, vi er.
Nanna: En verden, hvor alle har adgang til at få deres basale behov opfyldt.
Stella: En verden med mere vild natur og et klima, der trives.
Nanna: Det virker basalt.
Stella: Måske endda banalt.
Nanna: Men er det i virkeligheden det?
Hvis vi alle håber på det, er det så ikke det, vi skal arbejde for at skabe?
For kærlighedsbrevene til fremtiden viser os samtidig, at den verden, vi håber på, er den samme verden, som vores klima har brug for.
Stella: Når vi læser de flere tusinde kærlighedsbreve, så står det lysende klar for os, at de unge har forstået det. De har forstået at det hele hænger sammen.
De har forstået, at en bæredygtig verden har rødder i en fredelig verden.
At den spirer og blomstrer ind i en verden med mindre forbrug.
At den sår frø til en verden i et roligt tempo, hvor vi alle kan følge med.
Det hele hænger sammen, og det er helt fantastisk. For når vi løfter ét sted, løfter vi samtidigt andre steder.
Nanna: Et bæredygtigt liv behøver ikke være et fravalg.
Det kunne være et tiltrængt tilvalg.
Stella: Det kunne være det, der giver os den fremtid vi håber på.
Og lige præcis derfor er det tid til, at vi tør håbe. I fællesskab. Sammen. Side om side.
Måske mere end nogensinde før.
Nanna: At vi på tværs af alt det, der ellers adskiller os, stiller os arm i arm og kræver handling. Nu.
Fra os selv, alle dem omkring os og ikke mindst fra dem, der har magt til at ændre de større strukturer.
Stella: Gør vi det, så har vi mere magt, end vi aner.
Nanna: Gør vi det, så er der mere håb, end vi aner.
Stella: For det er sådan, vi før har ændret verden.
Nanna: Og det er sådan, vi kan gøre det igen.
Stella: Ved at lade håbet styre, hvor vi kigger hen, kan vi måske undgå træerne og rette blikket mod større og bedre horisonter.
Nanna: Og når vi kombinerer håbet med konkrete handlinger - drejer kroppen i den retning, vi ønsker at gå, bliver handlingerne til aktive skridt mod den fremtid, vi faktisk håber på.
Stella: Det er i al beskedenhed, det vi går og håber på, vi kan være med til at få til at ske – og vi håber, du har lyst til at være med. Både til at skabe håbet – og til at handle for at skabe den fremtid, vi alle sammen ønsker at leve i.
Nanna: Nu.
Stella: I dag.
Nanna: Sammen.
Stella: Tak for ordet.