Skip to content

Nanna Jensens studentertale

Om

Taler

Nanna Jensen
Student fra Hf & VUC Roskilde

Dato

Sted

Læderstræde 4, Roskilde, Denmark, 4000

Tale

Kære alle

Til at starte med vil jeg ønske alle mine medstudenter et kæmpe tillykke! Nu er dagen endelig kommet, og på nær eventuel vognkørsel, er vi faktisk helt færdige med gymnasietiden. Så langt, så godt.

I de følgende dage er der forhåbentligvis mange der ønsker jer tillykke med at have fået huen på. Det kan få det til at lyde så passivt og simpelt, at have fået huen. Der er ikke nogen her der har fået huen.

Vi har alle sammen arbejdet for den, og gjort os fortjente til den, uanset hvor længe vi har brugt, om det er første gang vi forsøger os med en gymnasial uddannelse eller ej, hvor meget fravær vi har haft eller hvilke karakterer der står på vores eksamensbevis. I sidste ende er det vigtigste at vi har gjort det.

Vi har alle det til fælles at vi har taget en Hf på en lidt mere utraditionel måde. Nogen har taget den som enkeltfag. Det er virkelig sejt, og det har klart krævet en god selvdisciplin.

Siden 2019 har skolen her tilbudt en 3-årig Hf for ordblinde. Den første Hf for ordblinde-klasse blev studenter i 2022 – og I er nu den femte Hf for ordblinde, der bliver studenter. Det kan I godt være stolte af.

Og i 2023 startede min egen klasse, N23, som de første på den 3-årige Hf A+. Vi er de første der har gennemført den, men ligesom både Hf-enkeltfag og den 3-årige Hf til ordblinde, bliver vi ikke de sidste.

Vi har været eksperimentet, og som det altid er med uddannelser, er det ikke alle der er kommet igennem, men os der sidder her i dag, har klaret det, med både de fordele og ulemper det så har haft at være forsøgskaniner.

Det betyder også at alle os der sidder her i dag, har haft behov for at tage denne her uddannelse på en måde der er lidt ud over det sædvanlige.

Jeg vil gerne have lov at takke skolen for at det overhovedet har været en mulighed, og Morten, vores mentor, for den store tålmodighed, gode moralske opbakning, og kæmpe hjælp han har ydet.

Personligt er jeg både utroligt lettet og glad over at være færdig, men også lidt vemodig, og jeg tænker at der er mange der har det på samme måde.

Det er på den ene side rart ikke længere at skulle have lange dage, med, til tider, lidt kedelige fag man ikke helt brænder for, lektier, opgaver og at skulle slæbe rundt på en million bøger.

På den anden side er det dog også lidt trist at skulle væk fra den hverdag og det liv, de relationer vi har skabt os her, og spredes for alle vinde.

Jeg vil også gerne være genren tro, og benytte et citat. Sangen citatet er fra, Linedanser, er udover at være god til lejligheden, også en jeg har et personligt forhold til, da den er skrevet af min tidligere skoleleder Per Krøis Kjærsgaard.

Vi har sunget den til morgensang virkelig mange gange, og da jeg var mindre, havde jeg ingen speciel holdning til den. Jo ældre jeg er blevet, jo mere har den dog sat tankerne i gang når jeg har hørt den, og jeg føler især i forbindelse med at blive student at jeg forstår den på en helt anden måde.

Nu handler den om så meget mere end bare en linedanser.


Linedanser – vælge livet,

Hvilken er din vej?

Følge hjertet

Uforfærdet. Sige ja og nej.


Verden spørger tit hvordan

Og alt for lidt hvorfor.

Der er så mange ting, man kan

– Stå for det du tror!


Gid du aldrig mister modet,

Og lader

Det onde uimodsagt.

Når viljen befries – da falder magt.


Linedanser i det høje

Dans vidunderligt!

For det næste,

Er det bedste: glæden ubestridt!


Tænk at få balancekunst

Så helt ufatteligt!

At modtage sin stang og snor

Ganske kvit og frit.


Uanset om du nu tror det,

Så ved jeg,

At lyset brænder for dig!

– og kigger du op, er der nok en vej




Vi er gået fra at skolen her var uvant, vænnet os til en hverdag, og nu skal vi ud i det uvante igen. Hvad vi hver især skal efter i dag varierer utroligt meget. 

Fælles er dog at vi alle sammen skal på nye eventyr, vi skal balancere en ny hverdag, og at vi kan alle være utroligt stolte af at være færdige. 

Jeg vil ønske alle god vind og endnu et stort tillykke!

Tak.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler og producent

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags