Nanna:
Kære alle – velkommen til. Vi har glædet os meget til igen at fejre 8. marts her i Arbejdermuseets smukke festsal.
Jeg kan ikke komme i tanke om et bedre sted at gøre det og jeg er superglad for, at I alle har takket ja til at bruge eftermiddagen her – sammen med os i Fagbevægelsens Hovedorganisation – sammen med hinanden.
Vi har inviteret jer – tillidsvalg, kolleger fra fagbevægelsen, arbejdsgivere, unge fagligt aktive og jer der simpelthen bare engagerer jer i verden omkring os til at drøfte en fælles sag. Et mere lige samfund.
Vi er jo midt i en valgkamp.
Selvom det kan være hæsblæsende at forsøge at forholde sig til alle valgløfterne, så er det netop retten til at deltage og til at afgive sin stemme, vi fejrer i dag.
Jeg er personlig glad for, at et centralt tema i valgkampen er velfærd og kvaliteten af velfærden.
Vi ved, at danskerne er bekymrede for velfærden.
Er der voksne nok til at tage sig af børnene i daginstitutionerne.
Er der nok uddannet personale på plejehjemmene.
Har folkeskolen de ressourcer, der skal til, for at danne og uddanne vores børn.
Vi ved det – for det arbejder vi med hver eneste dag i fagbevægelsen.
Det er en bekymring, der fyldte allerede i 1910, da arbejdende kvinder, indstiftede kampdagen lige her hvor vi sidder nu.
De kæmpede for stemmeret, men de kæmpede også for retten til at gå på arbejde. Og for retten til at være trygge ved, at samfundet tog over, når de tog på job.
At samfundet så til gengæld tog sig af de ældre, de syge og børnene.
Kvinders ret til at gå på arbejde hænger sammen med velfærdens udvikling. Og det har været afgørende for at sikre mere ligestilling og mere økonomisk uafhængighed for de danske kvinder. Mere frihed.
Jeg bilder mig ind, at det har været godt for mændene også 😊
Det her må være det rigtige tidspunkt at give ordet videre til min kollega, næstformand i FH Flemming Grønsund:
Flemming:
Tak, Nanna. Mere ligestilling har også været godt for mændene – ja det er jeg helt enig i – jeg tør da heller ikke andet i dag 😉
Spøg til side, du er inde på noget helt rigtigt – at dagen i dag også handler om mere frihed. For både kvinder og mænd – for alle mennesker.
Frihed til at arbejde. Frihed til at forsørge sig selv. Og frihed til at have et familieliv, der hænger sammen.
Den frihed er ikke kommet af sig selv. Nogle gange har vi kæmpet. I nyere tid har vi forhandlet.
Barsel med fuld løn – til både mænd og kvinder og sociale forældre.
Rettigheder til dem, der gennemgår fertilitetsbehandling.
Muligheden for at blive hjemme med syge børn.
Bedre muligheder for at tage sig af syge familiemedlemmer.
Og jeg kunne blive ved.
Vi forhandler og skaber resultater. Vi finder løsninger sammen, lederne og medarbejderne – så arbejdslivet bliver bedre – og så arbejdsliv og familieliv kan gå hånd i hånd.
Til gengæld forventer vi et velfærdssamfund, der leverer den tryghed, som Nanna var inde på.
Så ingen skal gå på arbejde med en klump i maven, fordi de er utrygge ved, om deres børn eller forældre får den omsorg, de har brug for.
Det er ingen tjent med.
I de kommende år får vi brug for alle.
Kvinder og mænd.
Unge og ældre.
Mennesker med forskellige fag og baggrund.
Mit håb for i dag er, at vi får en god samtale med hinanden om:
Hvordan sikrer vi, at alle, der kan, får mulighed for at arbejde – uanset køn, alder eller baggrund?
Og hvordan indretter vi arbejdet, så det ikke gør mennesker syge eller slidte?
Med det vil jeg sige varmt velkommen til Christine Antorini, som vil guide os igennem eftermiddagens debatter.
Kære alle – velkommen til. Vi har glædet os meget til igen at fejre 8. marts her i Arbejdermuseets smukke festsal.
Jeg kan ikke komme i tanke om et bedre sted at gøre det og jeg er superglad for, at I alle har takket ja til at bruge eftermiddagen her – sammen med os i Fagbevægelsens Hovedorganisation – sammen med hinanden.
Vi har inviteret jer – tillidsvalg, kolleger fra fagbevægelsen, arbejdsgivere, unge fagligt aktive og jer der simpelthen bare engagerer jer i verden omkring os til at drøfte en fælles sag. Et mere lige samfund.
Vi er jo midt i en valgkamp.
Selvom det kan være hæsblæsende at forsøge at forholde sig til alle valgløfterne, så er det netop retten til at deltage og til at afgive sin stemme, vi fejrer i dag.
Jeg er personlig glad for, at et centralt tema i valgkampen er velfærd og kvaliteten af velfærden.
Vi ved, at danskerne er bekymrede for velfærden.
Er der voksne nok til at tage sig af børnene i daginstitutionerne.
Er der nok uddannet personale på plejehjemmene.
Har folkeskolen de ressourcer, der skal til, for at danne og uddanne vores børn.
Vi ved det – for det arbejder vi med hver eneste dag i fagbevægelsen.
Det er en bekymring, der fyldte allerede i 1910, da arbejdende kvinder, indstiftede kampdagen lige her hvor vi sidder nu.
De kæmpede for stemmeret, men de kæmpede også for retten til at gå på arbejde. Og for retten til at være trygge ved, at samfundet tog over, når de tog på job.
At samfundet så til gengæld tog sig af de ældre, de syge og børnene.
Kvinders ret til at gå på arbejde hænger sammen med velfærdens udvikling. Og det har været afgørende for at sikre mere ligestilling og mere økonomisk uafhængighed for de danske kvinder. Mere frihed.
Jeg bilder mig ind, at det har været godt for mændene også 😊
Det her må være det rigtige tidspunkt at give ordet videre til min kollega, næstformand i FH Flemming Grønsund:
Flemming:
Tak, Nanna. Mere ligestilling har også været godt for mændene – ja det er jeg helt enig i – jeg tør da heller ikke andet i dag 😉
Spøg til side, du er inde på noget helt rigtigt – at dagen i dag også handler om mere frihed. For både kvinder og mænd – for alle mennesker.
Frihed til at arbejde. Frihed til at forsørge sig selv. Og frihed til at have et familieliv, der hænger sammen.
Den frihed er ikke kommet af sig selv. Nogle gange har vi kæmpet. I nyere tid har vi forhandlet.
Barsel med fuld løn – til både mænd og kvinder og sociale forældre.
Rettigheder til dem, der gennemgår fertilitetsbehandling.
Muligheden for at blive hjemme med syge børn.
Bedre muligheder for at tage sig af syge familiemedlemmer.
Og jeg kunne blive ved.
Vi forhandler og skaber resultater. Vi finder løsninger sammen, lederne og medarbejderne – så arbejdslivet bliver bedre – og så arbejdsliv og familieliv kan gå hånd i hånd.
Til gengæld forventer vi et velfærdssamfund, der leverer den tryghed, som Nanna var inde på.
Så ingen skal gå på arbejde med en klump i maven, fordi de er utrygge ved, om deres børn eller forældre får den omsorg, de har brug for.
Det er ingen tjent med.
I de kommende år får vi brug for alle.
Kvinder og mænd.
Unge og ældre.
Mennesker med forskellige fag og baggrund.
Mit håb for i dag er, at vi får en god samtale med hinanden om:
Hvordan sikrer vi, at alle, der kan, får mulighed for at arbejde – uanset køn, alder eller baggrund?
Og hvordan indretter vi arbejdet, så det ikke gør mennesker syge eller slidte?
Med det vil jeg sige varmt velkommen til Christine Antorini, som vil guide os igennem eftermiddagens debatter.