For der var ikke plads til dem i herberget – står der.
Jesus og Maria måtte simpelthen gå fra dør til dør for at finde et sted, hvor de kunne være. Sådan var det, da verdens frelser blev født og sådan var det også, da han skulle dø. Det sidste måltid han holdt med sine disciple, fandt sted i et lånt hus.
Menneskesønnen har ikke et sted, hvorpå han kan lægge sit hoved.
Der var ikke plads til ham. Alt for mange lukkede døre. Alt for langt mellem dem, der sagde: Ak kom jeg vil oplukke mit hjerte sjæl og sind.
Men det er det, Jesus vil. Han vil lukkes ind i vores hjerter. Han vil bo i vores hjerter. Men lige så lidt, som han dengang i Betlehem eller i Jerusalem ville tiltvinge sig vejen, lige så lidt gør han det i dag.
Han er interesseret i at binde hjertebånd til os. Men han vil, at vi skal følge ham frivilligt. Grebet af hans ord og hans eksempel.
Den amerikanske filminstruktør Woody Allen fejl, har engang sagt, at hvis bare Gud ville give ham et klart tegn som for eksempel en fyldt bankkonto i Schweiz, så ville han komme til tro.
Det kunne Jesus jo sagtens have gjort. Han kunne have lokket os med fordele, men i stedet sagde han:
Jeg vil gøre jer frie. Og dermed mente han også: frie til at modtage ham. Frie til at følge ham.
”du gav afkald på underet, det, du ville opnå, var den fri sjæls kærlighed; du ville ikke ved et under tvinge menneskene til at elske dig; den frie sjæls kærlighed var det, du higede efter..”
beklager storinkvisitoren over for Jesus, der i Legenden om storinkvisitoren, er kommet tilbage til jorden efter 1500 år.
Det er ikke noget, storinkvisitoren bifalder. Han anklager derimod Jesus for at gøre det alt for svært for menneskene med al den frihed.
Men sådan må det altså briste eller bære.
Så må vi da følge ham eller lade være.
Det eneste han gør, er at banke på hjertets dør. Der står han så og banker.
Han beder om, at vi må lade ham bo ved troen i vores hjerter – det var derfor han kom til denne jord.
Han søger også denne jul at finde et herberg – ikke et konkret et, men et herberg i dit og mit hjerte. Ja – Han står ved hjertets dør.
Men kommer han så ind? Ønsker vi denne gæst?
Brorson antyder – nej (i salmen Den yndigste rose er funden). Lige som Jesus ikke kunne finde herberg, da han skulle fødes til denne jord som et menneske, kan han heller ikke nu finde herberg i hjerterne.
Mange har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen.
Men ønsker vi da ikke denne fred og denne forsoning han kommer med?
Nej, siger Brorson – vi er stolte og stive som tidsler. Det er den virkelige hindring for at lukke hjertets dør op.
Forståeligt nok på en måde. Fred på jorden vil jo ikke bare skænke os noget. Fred vil også tage noget fra os. Hævnens sødme. Bitterhed. Den vrede vi mener, vi har ret til at have.
Det er radikalt. Det er det. For hævn er en både grundlæggende og umiddelbar følelse. Når du bliver krænket eller såret, er din umiddelbare reaktion ofte ønsket om at gengælde den krænkelse eller skade, du er blevet udsat for. Gennem hævnen føler du umiddelbart tilfredsstillelse/trøst eller oprejsning.
Det er den ret – hævnens ret – Jesus beder dig give afkald på. Det er på ingen måde en nem sag. Det vil koste dig noget.
Dig personligt – at du giver afkald betyder ikke, at vi ikke skal have domstole, der dømmer forbrydere. Det betyder heller ikke, at vi bare skal lade åbenlys uretfærdighed finde sted for øjnene af os.
Der var mange erklærede kristne modstandsmænd, der under besættelsen greb til våben og i Tyskland var teologen og præsten Bonhoeffer da også en del gruppen bag forsøget på attentatet af Hitler.
Det der står i Bibelen gælder altid dig personligt. Læser du det sådan, at det du læser, angår andre, så det handler om, hvad andre skal gøre og ikke hvad du selv skal gøre – så gør du Guds ord til tomme og unyttige ord og at gå og vogte på, at andre gør det rigtige, før vi selv gør det, er både drænende og ufrugtbart.
Tilbage til rosen.
Rosen, Jesus – han findes i det lave, i det ydmyge, som også Brorson minder os om. I krybben, ikke i et slot. På strå, ikke i silkedyner. Det kræver, at vi må bøje os.
Tilbage til rosen.
Rosen, Jesus – han findes i det lave, i det ydmyge, som også Brorson minder os om. I krybben, ikke i et slot. På strå, ikke i silkedyner. Det kræver, at vi må bøje os.
Hvad nu hvis så gjorde det? Bøjede os ned, lukkede Jesus ind?
Brorson er ikke i tvivl – når Jesus lukkes ind forsvinder de giftige lyster. Så forsødes korset – det vil sige afkaldet.
”Så lærer jeg, at den smerte og den uretfærdighed jeg må bære, det kors der møder mig, når jeg forlader de stolte tidslers rige, ikke kun er smerte, men også rummer det sande liv” skriver Niels Thomsen et sted i sin Her vil ties, her vil bies om Brorsons salmer.
Og nu er Jesus nær. Han står ved døren og vil ind. Glæd dig derfor. Søg ham og hans fred og det vil lette din byrde. Glædelig jul. Amen