Op til jul gør vi ofte status over året. Hvad har det indeværende år budt på af glæder såvel som sorger.
Også kirken gør status, og i dette år kan man således ikke komme udenom, at det afgørende der skete i kirkens historie det var, at St. Bededag blev sløjfet. En trods alt 300 år gammel helligdag, som vi dog har holdt fast i trods krige og invasioner, men altså så ikke mere.
Og kirkens ledere genkalder sig dette med sorg og chok. Ikke alene har det rykket ved det hidtidige forhold mellem stat og kirke, nej, det er muligvis også udtryk for en samfundsudvikling –
”…er vi blevet så sekulært et samfund, at fornemmelsen for, hvad der er helligt i kirken, ikke gælder for andre end for kirkefolk selv? Det kommer til at stå sin prøve i det kommende år”, udtaler en biskop.
Men burde kirkens ledere ikke tænke lidt over deres eget bidrag til, at den nu er blevet kørt over, som de siger. Under corona fx - der var kirken ikke så hellig, eller vigtig, at den skulle være åben. Den gik helt usynligt i et med samfundet, ja den var endda så overflødig tilsyneladende, at den pænt måtte vente til sidst. Også selv om det gik udover påsken. Efter Bilka og fodboldkampe. Til gengæld udsendte kirkens hyrder et digt, som var helt renset for kristent sprog.
Siden skulle kirken igen være “solidarisk” med resten af samfundet, da der skulle spares på gas og el.
Kirkerne måtte ikke belyses i den mørke tid, lød det fra højeste sted – kirkeministeriet – og der var da ingen grund til at holde gudstjenester i kirken. Det var jo dyrt, og det hellige var åbenbart ikke så vigtigt lige her. Gudstjeneste kunne man da bare holde i sognegården. Eller slet ikke.
I det hele taget kan man nemt få det indtryk, at kirken, altså kirkebygningen og gudstjenesten, er et problem for kirken. Og gudstjenester bliver der færre og færre af.
Mange steder på landet er der kun gudstjeneste hver 3. eller 4. søndag under henvisning til ”at der jo ikke bor nogen der mere” - hvorfor så egentlig græde over en enkelt helligdag, når søndagen mange steder er ganske aflyst?
Så er der arbejdet med ny liturgi og salmer og bibeloversættelser, som har stået på i nogle år. Ønsket om at ændre ved højmessens liturgi og ved sakramenternes ordlyd, hviler desværre på præmissen om, at kristendommen må tilpasse sig verden for at give mening.
På den måde henter kirken selv sin berettigelse og glans fra verden, og ikke fra det lys der kom til verden udefra – ham hvem verden er blevet til ved og som i den grad er kirkens eneste lys.
Men hvis vi ikke skal afgive flere helligdage og kirker, skal vi holde op med at holde det hellige for så ligegyldigt, som det er tilfældet nu.
Julens, kristendommens budskab, er at Guds ord kom til verden, den verden han selv står bag. Han er verdens lys, ham og ikke verdens eget blændværk. Hvor indtagende denne verdens herligheder, vigtige politiske sager og hvad der nu lige er på mode, end kan være, er det bare bobler og glar, som kan briste så let som ingenting.
Det skal kirken gerne afspejle: At dens Herre er nok i verden, men ikke af verden og at han kommer med en fred, der ikke er, som den verden giver.
Han genføder mennesker – ikke ved noget ved dem selv, nej, dem der tager imod ham, er født af Gud.
Lyset der er tale om her, er ikke menneskers lys eller fremskridt, hvor store og fantastiske de end måtte være – men Guds lys.
Den modstand der er imod kirken og dens herre – det er et vilkår, det har det været fra begyndelsen, det ser vi også afspejlet i Johannes tekst: han kom til sine egne, og de tog ikke imod ham.
Men modstanden skal da ikke komme fra kirken selv. Det er da dumt, hvis kirken er med til at overflødiggøre sig selv. Og det er den, når den ikke mener, at dens budskab er vigtigere end en fodboldkamp eller en tur i Bilka, og når den mener, at gudstjenester kan vi da sagtens undvære.
Hvordan skal kirken troværdigt kunne trøste og opbygge mennesker, hvis den ikke vil forkynde, at der findes en glæde, en evig glæde og trøst som, der ikke findes andre steder?
Nej kirken må holde fast i, at det den har er umisteligt. At den ejer den skat som rust og møl ikke fortærer. Premissen må aldrig være at det kan undværes eller erstattes. Det bør være sådan at selv om resten af verden har bedøvet sig selv i ligegyldighed, så er kirkens budskab det samme:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys.
Det holder vi jul på. Det er det sande julelys og det skal vi ikke sætte under en skæppe, nej vi skal sætte det højt – på en stage. Vi skal ikke tie om Jesus Kristus som verdens lys.
Amen