Nana Hauges prædiken 2. juledag

Det var Tordentalen til særligt farisæerne, men også alle dem, som Jesus på sin færd rundt i Israel har forsøgt at råbe op, men som ikke vil høre.   

Selv efter Jesus er borte, vil de fastholde deres vantro og gå efter hans udsendinge. Det gælder såmænd ikke særligt farisæerne eller mennesker i det daværende Israel. Det er ikke kun dem, der vil fortsætte med at være fjendtlige. Mange gange siden Stefanus led martyrdøden og siden de første apostle blev henrettet en efter en, har kristne lidt for deres tros skyld.   

Så vi får altså en slags advarsel her. Fra Jesus. Både en advarsel til dem der ikke vil høre. Deres hus vil blive tomt og øde, siger Jesus.   

Men også til dem, der tager imod ham og lukker ham ind i hjertet.: disse skal forvente fjendskab fra omgivelserne. De skal være rede til at vise mod. Til ikke at lade sig skræmme.   

Lad os tage det første. Det om det tomme hus. Det refererer til templet og hele Jerusalem, der blev ødelagt af romerne, ca 40 efter Jesu død og opstandelse. 

Templet blev ødelagt, fordi det ikke kendte sin besøgelsestid, siger Jesus et andet sted. Hvad mener han med det?  

Jo, at der ikke blev værnet om det som et Guds hus. Fordi mennesker fyldte det med deres egne ideer og ikke med det, der hører Gud til.  

Jeres hus bliver overladt til sig selv – øde og tomt, ja -  hvis det kun er fyldt med menneskeværk er det i virkeligheden allerede tomt… 

Det var dommen over Jerusalem, og mon ikke vi skal høre om det, fordi en kristen kirke kan rammes af den samme dom og skæbne? Det kan ske, det sker og det er sket. Jeg behøver vel ikke nævne eksemplerne, men bare sige, at vi gør klogt i at bevare vores kirker, som kirker. Vi gør klogt i at lytte til Guds ord, hvad han vil sige til os.  

Vi gør klogt i at bevare os selv som det Guds tempel vi er. I er jo Guds tempel, siger Paulus til de kristne. Guds ånd bor I jer. Men også vi mennesker kan blive tomme og øde inden i og så går vi i gang med at fylde det tomme hul med alt muligt, men det gør ingen forskel, huset bliver ved med at være tomt og derfor bliver vi ved med at fylde i. Det kan opleves som rastløshed og vi taler jo også ofte følelsen af tomhed og meningsløshed, som noget hører den moderne gudløse verden til. 

Så er der den anden advarsel, nemlig til dem der har lukket Jesus ind i hjertekammeret. De kristne eller vi kristne kan vi vel godt tillade os at kalde os.  

Vi skal være forberedt på, at det kan resultere i modstand at være kristen. Det gjorde det for de første kristne. Det gør det stadig for kristne verden over. Lige nu frygter de kristne i Syrien for nok er en diktator væk, men den næste kan blive værre end den første, sådan er det som regel med onde ånder.  

Ja – krybben julenat betyder, at hvis du følger Jesus, vil der ikke være plads til dig i ret mange herberger. Derfor er fristelsen til at falde fra der også, når det der skulle være juleglæde snarere synes som julesorg. Det har Jesus jo også taget højde for i sin forkyndelse om dem, der hører ordet, men falder fra, når der er trængsler. 

Stefans fred med Gud resulterede i modstand og fjendskab fra omverden. Med død. Det har det gjort for utallige.  

Men ikke bare det – Kristendommen borer sig også ned igennem din sjæl (cf Simeons ord til Maria). At være kristen kan skabe en konflikt i dig, i den enkelte, så konflikten ikke bare er med omverdenen.  

Guds ord er  ”levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebræerbrevet) 

Konflikten skildrer Paulus i Romerbrevet 7. Han ved inderst inde, hvad han bør gøre, men han gør det ikke. Det kender alle nok. Det er det vi kalder dårlig samvittighed. Det er ikke rart. 

Jeg siger det, fordi jeg synes der er en tendens til at præsentere kristendommen som en slags selvhjælp, noget der kan hjælpe dig til at få det bedre med dig selv.  

Sådan kan det sagtens være, og når det er sådan, er det godt. Men det er langt fra altid sådan. Kristendommen kan føre til den indre konflikt, jeg har skildret. 

Sådan noget som at tilgive fx – det kan medføre store personlige omkostninger. Sår som den tilgivende må leve videre med.  

Tilgivelse af ærkefjenden? Det giver dig ikke noget. Det tager noget fra dig. Du lider det den anden, den der har forbrudt sig, skulle lide når du tilgiver.  

På den måde kan troen medføre store afsavn.  

Nu kunne man så spørge: hvorfor overhovedet tro hvis det er så besværligt og krævende?  

Men spørger man sådan, er det fordi man ikke har forstået, hvad tro er. Man opfatter tro som noget, der har et mål, som noget der er godt for noget andet. Men troen har ikke et mål. Den er der bare. Den lader dig få – mer end du selv kan forstå.  

Eller som Tolstoj lader Levin sige det i Anna Karenina:  

Jeg og alle mennesker har kun en klar og ubetvivlelig viden og denne viden kan ikke forklares med fornuften. Den befinder sig uden for den og har ingen årsager og kan heller ikke have nogen virkning.  

En sådan tro er Stefanus. Hvem kan forklare sådan en tro? Den kan ikke forklares. Den kan bare bedvidnes. At den er der, og at den kræver.  

Amen.