Truslen om dom og fortabelse er noget af det allermest anfægtende ved kristendommen. For hvordan kan sådan noget forenes med troen på en kærlig Gud?
Der vil jeg først sige, at for de tusinder og atter tusinder der har befundet sig i Lazarus situation, der er der faktisk rigtig meget tale om en kærlig Gud i fortællingen om Lazarus, fordi den forkynder, at der er en Gud, der bekymrer sig om rigtigt og forkert. En Gud, der ikke lader ofrenes skrig være uhørt, som ikke bagatelliserer deres lidelser, men faktisk stiller gerningsmændene til regnskab.
Beretningen om Lazarus findes gendigtet i en såkaldt Spiritual, det vi kender som gospelmusik. Jeg kan huske den fra skolen, hvor vi sang den uden dog at tænke særlig meget over dens budskab.
I sangen om Lazarus står der:
And when he died he went straight to hell. Og derefter: I love to praise my heavenly king.
Hvad er det den syngende lover og takker Gud over? Jo, det er selvfølgelig Guds retfærdige dom over den rige mand. For slaverne, der sled i bomuldsmarkerne,,mens de rige plantageejere så til, var dette en trøst. Fordi: For mennesker der er glemt og overset af alle, for dem, er der faktisk meget trøst i at få at vide, at der er et regnskab, der skal gøres op. At der er en dom.
Kunne man i det hele taget egentlig forestille sig, at Gud, der bekymrer sig om den mindste fugl og lilje, ikke skulle bekymre sig om ondskab, ligegyldighed og uretfærdighed fra og imod mennesker?
Ville han overhovedet være Gud, hvis han ikke gjorde det? Kunne vi forestille os, Jesus bare se igennem fingrene med menneskers ondskab? Kunne vi forestille os historien her fortalt anderledes? Ville vi føle, at Gud bekymrede sig om de svage, hvis den rige mands ligegyldighed ikke havde haft nogen som helst konsekvenser for ham?
Tænk på, at Jesus siger til os, at alt, alt, hvad du har gjort mod en af hans mindste brødre, det har du gjort mod ham selv. Det vil sige, at alt hvad du gør eller ikke gør, har betydning. Eller som Johannes siger: Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.
Det er det, Lazarushistorien er et billede på.
Jeg har før nævnt teologen Miroslav Volf. Som kroat oplevede Volf selv den forfærdelige krig på Balkan. Han så, hvordan mennesker blev fanget i voldspiraler af hævn og gengæld, og han nåede frem til, at alene håbet om, at Gud ved sin dom vil genoprette retfærdighed engang, kan forhindre mennesker i at tage sværdet i egen hånd og tage hævn over deres bødler selv.
Kun hvis jeg ved, at Gud vil gøre uret ret og genoprette alt, kan jeg afstå fra selv at forsøge at gøre det, mener Volf.
Hvor mange – særligt kritikere af kristendommen – hævder at troen på Guds dom vil føre til et brutalt samfund, mener Volf altså det modsatte: kun hvor vi kan overlade dommen til Gud, kan vi selv afstå fra hævn.
Det gør dommen godt for. Derfor er den nødt til at være der.
Hvad dommen eller frygten for dommen ikke formår, er at føre det menneske, der ikke kan se Gud, til Gud. Derfor hjælper det heller ikke noget at sende en budbringer til den rige mands brødre. For de kommer ikke til at se Gud af frygt for fortabelse. Hvis man alene gør det gode, fordi man er bange, gør man slet ikke det gode, for da hjælper man jo kun andre for at hjælpe sig selv.
Men hvad kan så ændre hjertet? Det kan kun Guds kærlighed.
Den rige mand mener ellers: Tegn, mirakler! En der står op fra de døde! Men Abraham afviser. Mirakler vil ikke ændre hjertet.
Men hvorfor ikke? Var det da ikke troen på Jesu opstandelse fra de døde, der førte mennesker til tro? Jo, men ikke alene. Opstandelsen i sig selv er faktisk ikke nok. Du må også forstå, hvorfor Jesus overhovedet døde.
Det får du at vide ved at læse i Loven og profeterne. Altså i Bibelen. Det er det Abraham siger: hvis de ikke hører Loven og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise af, at en står op fra de døde.
Hvad står der så i Bibelen: Der står, at Jesus led. Der står, at han var foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én, man skjuler ansigtet for, en der ikke blev regnet for noget. Det var vores sygdomme, han tog, står der. Det var vore lidelser, han bar;
Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vores synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Det står der.
Det er når du ser det, at du ved hvor meget Jesus elsker dig. Fordi han gennemgik alt det for din skyld.
Det er når du ser, at han lider den straf den skyldige skulle have lidt. Når du ser, at det i realiteten blev ham, der måtte lide den skæbne den rige mand lider i fortællingen. Når det var ham, en uskyldig, god mand, der måtte tørste på korset og lide helvedes kvaler. Når du forstår, at Gud selv i sin søn bar vores synd og tog vores skyld og forenede den forhærdede, den der var døv og blind for hans ord, med sig selv, det er der du forstår hvilken kærlighed, han elsker støvet med.
Det kan ændre hjertet. Det er vejen til befrielse og det er broen over kløften du ikke selv kan komme over. Amen