Godaften til alle jer, der har fundet vej til Kildesøen, for at fejre midsommeren og fællesskabet.
I Grønland fejrer vi ikke Sankt Hans, men i stedet sommersolhverv, årets længste dag, der falder den 21. juni, som også er vores nationaldag.
Men grundtanken er den samme – det er fejring af fællesskabet og de lyse måneder der pakker os ind i varme og lethed og ruster os til efterårets mørke. Behovet for et sådant ritual deler vi på tværs af Atlanterhavet.
Nogle af mine stærkeste barndoms- og ungdomsminder fra Danmark er netop Sankthansaften. Jeg kommer fra et land med midnatssol, og der har et bål ikke helt samme effekt. Jeg husker derfor tydeligt fascinationen af Sankthansaften: flammerne og deres farve mod mørket, kraften fra fællessangen og duften fra bålet.
Jeg forstår godt at denne aften gennem tiden er blevet opfattet som noget særligt. Man har lavet forudsigelser, tændt bål for at holde de onde ånder væk og generelt bare haft en fest.
Det er en tradition og et ritual der er værd at holde i live. Og jeg kan faktisk ikke komme på et bedre tidspunkt end lige nu – i denne tid - at vi mødes over et bål for at sende de onde ånder væk.
For vi lever i en tid hvor det kan være svært at rumme de trusler der omgiver os. Siden vi sidst fejrede Sankt Hans har vi skulle forholde os til konflikter i Ukraine, Gaza og Iran. Konflikter med direkte aftryk ind i det danske samfund.
Nogle af os har måske familie i konfliktområderne, nogle er måske pårørende til udsendte der er i konfliktområder. Og vores alles økonomi er påvirket af prisstigningerne. Virkeligheden i dag er at vi alle rammes af konflikter, også når de er langt væk.
I Grønland er vi også ramt af nutidens uro. Adfærden fra den amerikanske regering overfor Kongeriget har sat spor i os alle. I Grønland er vi blot 57.000 mennesker. Det svarer næsten til en fyldt koncert i Parken. Vi er vitterligt ikke mange og det er derfor nærliggende at føle sig udsat når man som os har været under pres fra verdens mægtigste land.
Det kan være svært at beskrive omfanget af den utryghed vi har oplevet som følge af det amerikanske ønske om ejerskab til hele eller dele af Kalaallit Nunaat, som vi kalder Grønland. Det er ikke bare landarealer der trues, men vores samfund, vores kultur og vores ret til selvbestemmelse.
Taknemmeligheden har derfor været dybfølt over den solidaritet vi har oplevet fra omverden. Fra den danske regering, fra danskerne generelt og fra venner i alle afkroge af verden. Det gav os mere luft i lungerne til at trække vejret, at vi kunne mærke støtten fra jer. Tak for den.
Jeg tror ikke, at støtten til Grønland bare var politisk motiveret. Den var menneskelig og den handler om netop det vi fejrer i dag.
Vi mennesker vil egentligt bare kunne leve vores liv i tryghed, i fællesskaber og i glæde - og når vi presses, stiller vi os sammen for at sende de onde ånder afsted. Nogle gange med høtyve og revolution, men de fleste gange i al fredsommelighed med ord, med fællessang og måske en boykot i indkøbskurven.
Det er hverdags-revolution og jeg er personligt meget taknemmelig for, at vi ikke har haft behov for mere end det de sidste mange årtier.
I de kommende år tror jeg dog, at vi i højere grad får brug for den styrke der ligger i fællesskabet. Ikke bare i forhold til en omverden der i stigende grad bliver uforudsigelig. Men også internt - i forhold til os selv.
Vi får brug for at styrke fællesskabet på tværs af Kongerigets grænser, også selvom vi politisk kan ønske os forskellige ting. Det skal et fællesskab kunne rumme.
Jeg tror at færinger, grønlændere og danskere kan gøre hinanden og Kongeriget meget stærkere, hvis vi ikke stopper op ved alle fordommene og forskellighederne.
Jeg ser 3 lande med stærke kulturer, stolte befolkninger alle med et mål om at skabe trygge og fredelige samfund.
Fællesskaber opstår ikke af sig selv og det kan være svært at være fælles hvis man sidder hver for sig.
I aften er vi hver især gået ud ad vores dør for at være sammen, både med folk vi kender og med andre. Vi er taget afsted for at hygge os – for at have det sjovt. Og det er en af de bedste grunde til at mødes.
For mig er det helt oplagt at det er i Danmark man finder verdens ældste forlystelsespark. Det er - på en eller anden måde - meget ”on brand” for danskerne at lægge hus til et morskabscenter der har eksisteret lige siden Middelalderen begyndte at blive umoderne.
Skal vi ikke give Bakken en hånd for at trodse tiden og insisterer på at give et frirum for alvoren i mere end 400 år? Vi kan lære noget af den vedholdenhed og insisteren på at livet er mere end de mørke kræfter.
Når Pjerrot om lidt sætter bålet i gang så foreslår jeg at vi alle overvejer hvad der gør os glade. Kan vi tage noget af den følelse med ind i de mørke måneder og på den måde holde aftenens bål i os lidt længere.
For mit eget vedkommende er jeg taknemmelig for at være barn af to kulturer, der er ret forskellige, men som har lært mig, at forskelligheden kun giver mig flere snore at trække i. Rigsfællesskabet må ikke handle om at vi skal være ens, men at vi skal være forskellige sammen.
Lad os tænde et lys og jage mørket på flugt.
Tak for ordet!
I Grønland fejrer vi ikke Sankt Hans, men i stedet sommersolhverv, årets længste dag, der falder den 21. juni, som også er vores nationaldag.
Men grundtanken er den samme – det er fejring af fællesskabet og de lyse måneder der pakker os ind i varme og lethed og ruster os til efterårets mørke. Behovet for et sådant ritual deler vi på tværs af Atlanterhavet.
Nogle af mine stærkeste barndoms- og ungdomsminder fra Danmark er netop Sankthansaften. Jeg kommer fra et land med midnatssol, og der har et bål ikke helt samme effekt. Jeg husker derfor tydeligt fascinationen af Sankthansaften: flammerne og deres farve mod mørket, kraften fra fællessangen og duften fra bålet.
Jeg forstår godt at denne aften gennem tiden er blevet opfattet som noget særligt. Man har lavet forudsigelser, tændt bål for at holde de onde ånder væk og generelt bare haft en fest.
Det er en tradition og et ritual der er værd at holde i live. Og jeg kan faktisk ikke komme på et bedre tidspunkt end lige nu – i denne tid - at vi mødes over et bål for at sende de onde ånder væk.
For vi lever i en tid hvor det kan være svært at rumme de trusler der omgiver os. Siden vi sidst fejrede Sankt Hans har vi skulle forholde os til konflikter i Ukraine, Gaza og Iran. Konflikter med direkte aftryk ind i det danske samfund.
Nogle af os har måske familie i konfliktområderne, nogle er måske pårørende til udsendte der er i konfliktområder. Og vores alles økonomi er påvirket af prisstigningerne. Virkeligheden i dag er at vi alle rammes af konflikter, også når de er langt væk.
I Grønland er vi også ramt af nutidens uro. Adfærden fra den amerikanske regering overfor Kongeriget har sat spor i os alle. I Grønland er vi blot 57.000 mennesker. Det svarer næsten til en fyldt koncert i Parken. Vi er vitterligt ikke mange og det er derfor nærliggende at føle sig udsat når man som os har været under pres fra verdens mægtigste land.
Det kan være svært at beskrive omfanget af den utryghed vi har oplevet som følge af det amerikanske ønske om ejerskab til hele eller dele af Kalaallit Nunaat, som vi kalder Grønland. Det er ikke bare landarealer der trues, men vores samfund, vores kultur og vores ret til selvbestemmelse.
Taknemmeligheden har derfor været dybfølt over den solidaritet vi har oplevet fra omverden. Fra den danske regering, fra danskerne generelt og fra venner i alle afkroge af verden. Det gav os mere luft i lungerne til at trække vejret, at vi kunne mærke støtten fra jer. Tak for den.
Jeg tror ikke, at støtten til Grønland bare var politisk motiveret. Den var menneskelig og den handler om netop det vi fejrer i dag.
Vi mennesker vil egentligt bare kunne leve vores liv i tryghed, i fællesskaber og i glæde - og når vi presses, stiller vi os sammen for at sende de onde ånder afsted. Nogle gange med høtyve og revolution, men de fleste gange i al fredsommelighed med ord, med fællessang og måske en boykot i indkøbskurven.
Det er hverdags-revolution og jeg er personligt meget taknemmelig for, at vi ikke har haft behov for mere end det de sidste mange årtier.
I de kommende år tror jeg dog, at vi i højere grad får brug for den styrke der ligger i fællesskabet. Ikke bare i forhold til en omverden der i stigende grad bliver uforudsigelig. Men også internt - i forhold til os selv.
Vi får brug for at styrke fællesskabet på tværs af Kongerigets grænser, også selvom vi politisk kan ønske os forskellige ting. Det skal et fællesskab kunne rumme.
Jeg tror at færinger, grønlændere og danskere kan gøre hinanden og Kongeriget meget stærkere, hvis vi ikke stopper op ved alle fordommene og forskellighederne.
Jeg ser 3 lande med stærke kulturer, stolte befolkninger alle med et mål om at skabe trygge og fredelige samfund.
Fællesskaber opstår ikke af sig selv og det kan være svært at være fælles hvis man sidder hver for sig.
I aften er vi hver især gået ud ad vores dør for at være sammen, både med folk vi kender og med andre. Vi er taget afsted for at hygge os – for at have det sjovt. Og det er en af de bedste grunde til at mødes.
For mig er det helt oplagt at det er i Danmark man finder verdens ældste forlystelsespark. Det er - på en eller anden måde - meget ”on brand” for danskerne at lægge hus til et morskabscenter der har eksisteret lige siden Middelalderen begyndte at blive umoderne.
Skal vi ikke give Bakken en hånd for at trodse tiden og insisterer på at give et frirum for alvoren i mere end 400 år? Vi kan lære noget af den vedholdenhed og insisteren på at livet er mere end de mørke kræfter.
Når Pjerrot om lidt sætter bålet i gang så foreslår jeg at vi alle overvejer hvad der gør os glade. Kan vi tage noget af den følelse med ind i de mørke måneder og på den måde holde aftenens bål i os lidt længere.
For mit eget vedkommende er jeg taknemmelig for at være barn af to kulturer, der er ret forskellige, men som har lært mig, at forskelligheden kun giver mig flere snore at trække i. Rigsfællesskabet må ikke handle om at vi skal være ens, men at vi skal være forskellige sammen.
Lad os tænde et lys og jage mørket på flugt.
Tak for ordet!