Kære Helle og Uri. Kære Frederik. Kære alle sammen.
Det er en særlig dag i dag. Ikke kun fordi I lancerer den smukke fotobog Wild Arctic og åbner jeres udstilling her i Thordals, men fordi vi står i et rum, hvor kunst, kultur, natur og menneskers historier krydser hinanden på en måde, der føles helt rigtig – og fordi vi gør det lige her i Vejle Kommune, hvor det er noget helt særligt at få lov til at huse en udstilling af den her kaliber. Som naturelsker, fotograf og byrådsmedlem gør det mig oprigtigt stolt at få lov til at åbne den i dag.
Og selvom jeg ikke kender jer personligt, Helle og Uri, så kender jeg jeres historie – fortællingen om to mennesker, der hver især levede deres liv i naturen, og som mødte hinanden et sted, hvor verden åbner sig og bliver større end én selv: Grønland.
Uri, der som den første dansker blev optaget i ILCP, og som allerede havde sat et markant aftryk i naturfotografiets verden. Helle, der som arkæolog og ranger var lige så hjemmevant i naturen som i en udgravning – og som guidede mennesker gennem Grønlands landskaber med en indsigt, man kun får, når man virkelig elsker et sted.
To mennesker, der – fra hver sin kant – endte med at dele en fælles retning og et fælles ansvar. Det blev til “WILD”: et projekt, der ikke bare dokumenterer den vilde natur, men minder os om, at den også har brug for, at vi kæmper for den.
Og ja… jeg får et klart billede af jer dér i det åbne ishav, ventende på det helt rette øjeblik, hvor naturens skønhed åbenbares: Helle med kikkerten, Uri med kameraet. To forskellige blikke på naturen, der alligevel mødes i samme retning. Det er øjeblikke som det, der fortæller, hvorfor jeres arbejde rammer os – fordi I både ser og mærker naturen.
Jeg siger det gerne uden omsvøb: I har været mine absolutte idoler inden for naturfotografering – og I gør det, mange af os, der søger naturen gennem et objektiv, drømmer om. Ja… jeg er faktisk lidt starstruck.
Men det, der gør jer til noget særligt for mig og rigtig mange andre, er ikke kun jeres billeder – det er det menneskelige fundament bag dem. Det, I har valgt at give tilbage til verden. Ikke fordi I skal, men fordi I kan. For I viser os, at verden stadig er god, selv efter at livet har budt jer modstand, som ingen burde opleve. I har begge været ved at miste livet i drømmen om at dokumentere det allermest sårbare i verden. Og alligevel står I her. Med modet. Med håbet. Og med en stemme, der insisterer på, at naturens skønhed skal bevares i virkeligheden – ikke kun i billeder.
Vi har aldrig stået sammen på en isflage med frosne fingre om et koldt kamera og delt en termokande med lunken kaffe. Men vi deler alligevel noget vigtigt: Vi bærer Grønland i hjertet – og det samme gør Frederik.
For mig begyndte min kærlighed til fotografering og naturen med et gammelt lånt kamera på min første rejse til Grønland. Da jeg skulle afsted på min anden rejse og ville købe mit eget kamera, sagde min hustru Anita klogt: “Du må gerne købe et kamera, Morten… men det må altså ikke være for dyrt. Jeg tror ikke, interessen holder.” Men sådan gik det jo ikke.
For Grønland ramte. Naturens storhed ramte. Det øjeblik, hvor man står i det vestgrønlandske efterår og kigger ud i intetheden, der føles uendelig – eller går under en dansende nordlyshimmel i Qasigiannguit – ja, så får man svært ved at slippe naturen igen. Ligesom det er tilfældet hos jer, blev drømmen om at ramme det magiske billede af naturens skønhed et evigt uforløst ekko i kroppen.
Det er den følelse, jeg stadig selv søger: i Vadehavet, i Thy, på jagt efter isfuglen eller vandstæren i de dybe vandløb i Vejle Ådal, eller når jeg står og blæser væk på Færøerne – og venter på det magiske lys. Og det er den samme følelse, jeres billeder vækker: naturen taler – og vi skal bare være stille nok til at høre den. Der, i stilheden, forstår man, hvor små vi er i naturens storslåethed.
Det, I har skabt, handler ikke kun om at dokumentere det vilde, men om at sikre, at det vilde også findes i fremtiden. Jeres arbejde for et stort beskyttet naturområde i Vestgrønland er en arv, der rækker længere, end nogen af os kan måle i generationer.
Og så opdagede jeg noget, der gjorde jeres lancering i Vejle endnu mere meningsfuld for mig: Den borgmester, I har mødt i Grønland flere gange – Ane Hansen – er faktisk min nabos mor, som jeg ofte taler med om livet i Grønland. Og alle, der har været i Grønland, ved, at den slags forbindelser betyder noget. Derfor bringer jeg en varm og kærlig hilsen fra Ane – og et stort tillykke – med her i dag.
Og så er der dig, Frederik. Du er ikke bare gallerist. Du er brobygger. En af dem, der insisterer på, at kunst ikke bare skal ses – den skal mærkes. Du har selv boet i Grønland og – ligesom Helle – været guide af flere omgange. Du kender landet, respekterer kulturen, og du formår at skabe udstillinger, hvor kunst og natur mødes på en måde, der føles… ja, ægte. Det kræver mod. Og det kræver hjerte.
Derfor er det helt rigtigt, at Helle og Uri bliver en del af næste års store udstilling Dét der forbinder os – en grønlandsk-dansk udstilling med kunstnere fra allerøverste hylde, der starter her i Vejle. En udstilling som kun du, Frederik, kan samle, fordi kunstnerne respekterer dig, selv når du laver kærlige benspænd på dem, der skærper deres udtryk endnu mere. En udstilling, der ikke kun skal være i Vejle, men også i Grønland, København og Paris.
Som medlem af Klima-, Natur- og Miljøudvalget gør det mig stolt, at Vejle Kommune – via Økonomiudvalget – har haft modet til at støtte noget så vigtigt, i en tid hvor respekten for Grønland og det grønlandske folk mere end nogensinde skal styrkes fra dansk side. For kunst som den, der vil blive vist, flytter mennesker. Og mennesker flytter verden.
Så kære Helle og Uri: Tak for modet. Tak for jeres kærlighed til naturen – og til hinanden. Tak for at minde os om, hvad der står på spil.
Kære Frederik: Tak for at skabe et rum, hvor natur, kunst og mennesker får lov til at folde sig ud.
Til jer alle: Velkommen til lanceringen af Wild Arctic og åbningen af den flotte udstilling. Jeg håber, I går herfra med noget nyt i hjertet.
Tak fordi jeg måtte være den, der bandt enderne sammen – endda i de lokaler, der var min første arbejdsplads – som bybud hos Bagermester PA Andersen.
Det er en særlig dag i dag. Ikke kun fordi I lancerer den smukke fotobog Wild Arctic og åbner jeres udstilling her i Thordals, men fordi vi står i et rum, hvor kunst, kultur, natur og menneskers historier krydser hinanden på en måde, der føles helt rigtig – og fordi vi gør det lige her i Vejle Kommune, hvor det er noget helt særligt at få lov til at huse en udstilling af den her kaliber. Som naturelsker, fotograf og byrådsmedlem gør det mig oprigtigt stolt at få lov til at åbne den i dag.
Og selvom jeg ikke kender jer personligt, Helle og Uri, så kender jeg jeres historie – fortællingen om to mennesker, der hver især levede deres liv i naturen, og som mødte hinanden et sted, hvor verden åbner sig og bliver større end én selv: Grønland.
Uri, der som den første dansker blev optaget i ILCP, og som allerede havde sat et markant aftryk i naturfotografiets verden. Helle, der som arkæolog og ranger var lige så hjemmevant i naturen som i en udgravning – og som guidede mennesker gennem Grønlands landskaber med en indsigt, man kun får, når man virkelig elsker et sted.
To mennesker, der – fra hver sin kant – endte med at dele en fælles retning og et fælles ansvar. Det blev til “WILD”: et projekt, der ikke bare dokumenterer den vilde natur, men minder os om, at den også har brug for, at vi kæmper for den.
Og ja… jeg får et klart billede af jer dér i det åbne ishav, ventende på det helt rette øjeblik, hvor naturens skønhed åbenbares: Helle med kikkerten, Uri med kameraet. To forskellige blikke på naturen, der alligevel mødes i samme retning. Det er øjeblikke som det, der fortæller, hvorfor jeres arbejde rammer os – fordi I både ser og mærker naturen.
Jeg siger det gerne uden omsvøb: I har været mine absolutte idoler inden for naturfotografering – og I gør det, mange af os, der søger naturen gennem et objektiv, drømmer om. Ja… jeg er faktisk lidt starstruck.
Men det, der gør jer til noget særligt for mig og rigtig mange andre, er ikke kun jeres billeder – det er det menneskelige fundament bag dem. Det, I har valgt at give tilbage til verden. Ikke fordi I skal, men fordi I kan. For I viser os, at verden stadig er god, selv efter at livet har budt jer modstand, som ingen burde opleve. I har begge været ved at miste livet i drømmen om at dokumentere det allermest sårbare i verden. Og alligevel står I her. Med modet. Med håbet. Og med en stemme, der insisterer på, at naturens skønhed skal bevares i virkeligheden – ikke kun i billeder.
Vi har aldrig stået sammen på en isflage med frosne fingre om et koldt kamera og delt en termokande med lunken kaffe. Men vi deler alligevel noget vigtigt: Vi bærer Grønland i hjertet – og det samme gør Frederik.
For mig begyndte min kærlighed til fotografering og naturen med et gammelt lånt kamera på min første rejse til Grønland. Da jeg skulle afsted på min anden rejse og ville købe mit eget kamera, sagde min hustru Anita klogt: “Du må gerne købe et kamera, Morten… men det må altså ikke være for dyrt. Jeg tror ikke, interessen holder.” Men sådan gik det jo ikke.
For Grønland ramte. Naturens storhed ramte. Det øjeblik, hvor man står i det vestgrønlandske efterår og kigger ud i intetheden, der føles uendelig – eller går under en dansende nordlyshimmel i Qasigiannguit – ja, så får man svært ved at slippe naturen igen. Ligesom det er tilfældet hos jer, blev drømmen om at ramme det magiske billede af naturens skønhed et evigt uforløst ekko i kroppen.
Det er den følelse, jeg stadig selv søger: i Vadehavet, i Thy, på jagt efter isfuglen eller vandstæren i de dybe vandløb i Vejle Ådal, eller når jeg står og blæser væk på Færøerne – og venter på det magiske lys. Og det er den samme følelse, jeres billeder vækker: naturen taler – og vi skal bare være stille nok til at høre den. Der, i stilheden, forstår man, hvor små vi er i naturens storslåethed.
Det, I har skabt, handler ikke kun om at dokumentere det vilde, men om at sikre, at det vilde også findes i fremtiden. Jeres arbejde for et stort beskyttet naturområde i Vestgrønland er en arv, der rækker længere, end nogen af os kan måle i generationer.
Og så opdagede jeg noget, der gjorde jeres lancering i Vejle endnu mere meningsfuld for mig: Den borgmester, I har mødt i Grønland flere gange – Ane Hansen – er faktisk min nabos mor, som jeg ofte taler med om livet i Grønland. Og alle, der har været i Grønland, ved, at den slags forbindelser betyder noget. Derfor bringer jeg en varm og kærlig hilsen fra Ane – og et stort tillykke – med her i dag.
Og så er der dig, Frederik. Du er ikke bare gallerist. Du er brobygger. En af dem, der insisterer på, at kunst ikke bare skal ses – den skal mærkes. Du har selv boet i Grønland og – ligesom Helle – været guide af flere omgange. Du kender landet, respekterer kulturen, og du formår at skabe udstillinger, hvor kunst og natur mødes på en måde, der føles… ja, ægte. Det kræver mod. Og det kræver hjerte.
Derfor er det helt rigtigt, at Helle og Uri bliver en del af næste års store udstilling Dét der forbinder os – en grønlandsk-dansk udstilling med kunstnere fra allerøverste hylde, der starter her i Vejle. En udstilling som kun du, Frederik, kan samle, fordi kunstnerne respekterer dig, selv når du laver kærlige benspænd på dem, der skærper deres udtryk endnu mere. En udstilling, der ikke kun skal være i Vejle, men også i Grønland, København og Paris.
Som medlem af Klima-, Natur- og Miljøudvalget gør det mig stolt, at Vejle Kommune – via Økonomiudvalget – har haft modet til at støtte noget så vigtigt, i en tid hvor respekten for Grønland og det grønlandske folk mere end nogensinde skal styrkes fra dansk side. For kunst som den, der vil blive vist, flytter mennesker. Og mennesker flytter verden.
Så kære Helle og Uri: Tak for modet. Tak for jeres kærlighed til naturen – og til hinanden. Tak for at minde os om, hvad der står på spil.
Kære Frederik: Tak for at skabe et rum, hvor natur, kunst og mennesker får lov til at folde sig ud.
Til jer alle: Velkommen til lanceringen af Wild Arctic og åbningen af den flotte udstilling. Jeg håber, I går herfra med noget nyt i hjertet.
Tak fordi jeg måtte være den, der bandt enderne sammen – endda i de lokaler, der var min første arbejdsplads – som bybud hos Bagermester PA Andersen.