Kære venner! Kære kammerater!
Det er fantastisk at se jer. Alle sammen.
Til 1. maj – arbejdernes internationale kampdag. Vores dag
En dag, hvor vi står sammen. Ikke kun for at mindes det, vi har vundet.
Men for at kæmpe for det, der stadig mangler.
For 38 dage siden stod vi alle i stemmeboksen.
Vi satte vores kryds. Vi tog ansvar for demokratiet.
Nu sidder politikerne på Marienborg. Forhandler på kryds og tværs.
Lad os sammen sende et klart budskab til en ny regering.
Kære Mette – for det bliver nok dig igen.
Husk, hvad der er vigtigt for lønmodtagerne.
Mindre ulighed!
Retfærdig pension.
Tryg velfærd.
Husk også – Store Bededag. Ja, det er i dag.
Og det er tid at rette op på den fejl.
En dag i valgkampen stod jeg foran IKEA ved Dybbølsbro i København.
Vi skulle filme til en kampagne, hvor jeg spørger folk på gaden om pension.
Her stopper jeg en ung gut. Han kigger på mig og siger ”JA” – han vil gerne være med.
Men han skal lige noget. Han hiver en halsedisse op af tasken.
Der står BJMF på den – det er 3F’s lokalafdeling for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.
Den unge gut er tømrerlærling. Stolt medlem af fagforeningen. Han hedder Bror.
Hvornår tror I, Bror kan gå på pension?
Når han er 75 ½ år.
Venner, det er virkeligheden, når man er 16 år i dag.
Bror skal arbejde i næsten 60 år før han kan gå på pension. Han er bekymret. Kan kroppen klare det?
Prøv at hør. Det er jo en utopi!
Er det virkelig dét arbejdsmarked, vi vil have?
Bror gav mig lov til at fortælle sin historie.
På én betingelse. At jeg også sagde, at han er glad for at gå på arbejde.
Og det siger faktisk det hele.
Arbejdsglæden skal vi holde fast igennem hele arbejdslivet!
Ikke kun de første år. Ikke kun mens kroppen er ung.
Men hele vejen. Indtil den dag, hvor man med rank ryg kan sige. Nu har jeg gjort mit. Nu er det min tur.
Men det kræver også, at arbejdslivet hænger sammen.
Bror er ikke alene. Mere end 3 millioner lønmodtagere går på arbejde. Hver dag, aften eller nat.
Rengøringsassistenten, der sørger for, at andre kan møde ind til en ren arbejdsplads.
Sygeplejersken, der alt for ofte ikke har tid til pause mellem patienter på hospitalet. Elektrikeren, læreren, fængselsbetjenten, buschaufføren og kontorassistenten. Og alle I andre.
Det er jer, der knokler og holder Danmark i gang.
I fællesskab. Med arbejdsglæde. Med stolthed i hjertet.
Jeg har godt hørt Lars Løkke sige, at kassen er ved at være tom.
Men venner. Det passer ikke. Dansk økonomi er bomstærk.
Og ved I hvad? Det er jeres fortjeneste.
Det er jer, der skaber værdierne.
Det glemmer de nogle gange inde på Christiansborg.
Det gør vi ikke. I gør jeres pligt.
I har krav på retfærdighed.
Når der er krig, og priserne på benzin og mad stiger – så rammer det jer, der har mindst.
Når pensionsalderen stiger –
– så slår det hårdest hos jer, der har arbejdet, fra I var helt unge. Det rammer jer, der har haft hårde arbejdsliv.
Når der er uro i verden –
– så rammer det jer, der i forvejen er utrygge.
Det er det, jeg møder, når jeg taler med kollegerne.
I sidste måned besøgte jeg Grønland. Her er usikkerheden om fremtiden meget konkret.
Og jeg må sige det klart: Når andre taler om Grønland som en brik i et stort magtspil, så skaber det utryghed.
For Grønland er ikke noget, man bare tager.
Det er et folk, man lytter til.
Og i dag på arbejdernes internationale kampdag skal vores grønlandske kolleger skal vide én ting:
I står ikke alene. Vi står bag jer.
I kan regne med vores fulde opbakning og solidaritet.
Herhjemme er truslen en anden – men uroen og utrygheden fylder.
Kløfterne bliver dybere i vores samfund.
De seneste årtier er de rigeste blevet markant rigere.
De har muligheder som de fleste af os har svært ved at forestille os.
For virkeligheden er den, at de rigeste danskere har langt flere raske år end de fattigste.
De har langt flere gode år som pensionister.
Og de kan også selv vælge deres pensionsalder.
Men Bror kan ikke bare trække sig i morgen.
Pædagogen kan ikke bare sige, nu sælger jeg lidt aktier og holder fri.
Industriarbejderen kan ikke bare købe sig til flere raske år.
Det er skævt, det er ulighedsskabende og det er hamrende uretfærdigt.
Hør, hvad vi skal sige til en ny regering:
Det er ikke tømrerlærlingen, jeg mødte på Dybbølsbro i København, der skal betale prisen i en usikker verden.
Jeg mener, det må vel være rimeligt, at de allerrigeste giver lidt mere til fællesskabet.
I fagbevægelsen foreslog vi en formueskat.
De allerrigeste blev rasende.
Vestas direktør, Henrik Andersen, truede med at flytte ud af landet, hvis han skal betale bare 0,3 procent mere.
Hvor meget tror I, Henrik Andersen fik i løn sidste år?
32 millioner kroner før skat.
Jeg bliver faktisk vred, når de allerrigeste ikke vil bidrage med en smule ekstra.
For hvad er det egentlig, de siger?
Jo, de siger faktisk; at når Danmark giver mig uddannet arbejdskraft, infrastruktur, stabilitet og et stærkt samfund, så tager jeg gerne imod.
Men når regningen skal betales, så kigger jeg væk.
Det er ikke solidarisk.
Vi skal bekæmpe uligheden. Og ja, de allerrigeste skal også bidrage. Dét er vigtigt for tilliden til samfundet og fundamentet under et velfungerende arbejdsmarked, at velfærden ikke bliver ringere år for år for år.
Det er det, der gør, at man kan gå på arbejde med ro i maven.
At vores bedsteforældre og børn får pleje og omsorg.
At man kan få hjælp, når man bliver syg.
At vi har uddannelser i verdensklasse.
Vores svar er klart: Det er tid til et opgør med uligheden.
Kære kolleger! Kære kammerater.
I dag er jeres dag. Danmark er stadig verdens bedste land at være lønmodtager i.
Sådan skal det blive ved med at være. Også når den unge tømrerlærling Bror bliver gammel.
Når han en dag lægger hammeren fra sig, skal han ikke være nedslidt.
Han – og alle os andre – skal kunne se tilbage på et arbejdsliv med stolthed, værdighed og respekt!
Det er dét, vi kæmper for hver eneste dag.
Hav en fantastisk 1. maj, alle sammen.
Det er fantastisk at se jer. Alle sammen.
Til 1. maj – arbejdernes internationale kampdag. Vores dag
En dag, hvor vi står sammen. Ikke kun for at mindes det, vi har vundet.
Men for at kæmpe for det, der stadig mangler.
For 38 dage siden stod vi alle i stemmeboksen.
Vi satte vores kryds. Vi tog ansvar for demokratiet.
Nu sidder politikerne på Marienborg. Forhandler på kryds og tværs.
Lad os sammen sende et klart budskab til en ny regering.
Kære Mette – for det bliver nok dig igen.
Husk, hvad der er vigtigt for lønmodtagerne.
Mindre ulighed!
Retfærdig pension.
Tryg velfærd.
Husk også – Store Bededag. Ja, det er i dag.
Og det er tid at rette op på den fejl.
En dag i valgkampen stod jeg foran IKEA ved Dybbølsbro i København.
Vi skulle filme til en kampagne, hvor jeg spørger folk på gaden om pension.
Her stopper jeg en ung gut. Han kigger på mig og siger ”JA” – han vil gerne være med.
Men han skal lige noget. Han hiver en halsedisse op af tasken.
Der står BJMF på den – det er 3F’s lokalafdeling for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.
Den unge gut er tømrerlærling. Stolt medlem af fagforeningen. Han hedder Bror.
Hvornår tror I, Bror kan gå på pension?
Når han er 75 ½ år.
Venner, det er virkeligheden, når man er 16 år i dag.
Bror skal arbejde i næsten 60 år før han kan gå på pension. Han er bekymret. Kan kroppen klare det?
Prøv at hør. Det er jo en utopi!
Er det virkelig dét arbejdsmarked, vi vil have?
Bror gav mig lov til at fortælle sin historie.
På én betingelse. At jeg også sagde, at han er glad for at gå på arbejde.
Og det siger faktisk det hele.
Arbejdsglæden skal vi holde fast igennem hele arbejdslivet!
Ikke kun de første år. Ikke kun mens kroppen er ung.
Men hele vejen. Indtil den dag, hvor man med rank ryg kan sige. Nu har jeg gjort mit. Nu er det min tur.
Men det kræver også, at arbejdslivet hænger sammen.
Bror er ikke alene. Mere end 3 millioner lønmodtagere går på arbejde. Hver dag, aften eller nat.
Rengøringsassistenten, der sørger for, at andre kan møde ind til en ren arbejdsplads.
Sygeplejersken, der alt for ofte ikke har tid til pause mellem patienter på hospitalet. Elektrikeren, læreren, fængselsbetjenten, buschaufføren og kontorassistenten. Og alle I andre.
Det er jer, der knokler og holder Danmark i gang.
I fællesskab. Med arbejdsglæde. Med stolthed i hjertet.
Jeg har godt hørt Lars Løkke sige, at kassen er ved at være tom.
Men venner. Det passer ikke. Dansk økonomi er bomstærk.
Og ved I hvad? Det er jeres fortjeneste.
Det er jer, der skaber værdierne.
Det glemmer de nogle gange inde på Christiansborg.
Det gør vi ikke. I gør jeres pligt.
I har krav på retfærdighed.
Når der er krig, og priserne på benzin og mad stiger – så rammer det jer, der har mindst.
Når pensionsalderen stiger –
– så slår det hårdest hos jer, der har arbejdet, fra I var helt unge. Det rammer jer, der har haft hårde arbejdsliv.
Når der er uro i verden –
– så rammer det jer, der i forvejen er utrygge.
Det er det, jeg møder, når jeg taler med kollegerne.
I sidste måned besøgte jeg Grønland. Her er usikkerheden om fremtiden meget konkret.
Og jeg må sige det klart: Når andre taler om Grønland som en brik i et stort magtspil, så skaber det utryghed.
For Grønland er ikke noget, man bare tager.
Det er et folk, man lytter til.
Og i dag på arbejdernes internationale kampdag skal vores grønlandske kolleger skal vide én ting:
I står ikke alene. Vi står bag jer.
I kan regne med vores fulde opbakning og solidaritet.
Herhjemme er truslen en anden – men uroen og utrygheden fylder.
Kløfterne bliver dybere i vores samfund.
De seneste årtier er de rigeste blevet markant rigere.
De har muligheder som de fleste af os har svært ved at forestille os.
For virkeligheden er den, at de rigeste danskere har langt flere raske år end de fattigste.
De har langt flere gode år som pensionister.
Og de kan også selv vælge deres pensionsalder.
Men Bror kan ikke bare trække sig i morgen.
Pædagogen kan ikke bare sige, nu sælger jeg lidt aktier og holder fri.
Industriarbejderen kan ikke bare købe sig til flere raske år.
Det er skævt, det er ulighedsskabende og det er hamrende uretfærdigt.
Hør, hvad vi skal sige til en ny regering:
Det er ikke tømrerlærlingen, jeg mødte på Dybbølsbro i København, der skal betale prisen i en usikker verden.
Jeg mener, det må vel være rimeligt, at de allerrigeste giver lidt mere til fællesskabet.
I fagbevægelsen foreslog vi en formueskat.
De allerrigeste blev rasende.
Vestas direktør, Henrik Andersen, truede med at flytte ud af landet, hvis han skal betale bare 0,3 procent mere.
Hvor meget tror I, Henrik Andersen fik i løn sidste år?
32 millioner kroner før skat.
Jeg bliver faktisk vred, når de allerrigeste ikke vil bidrage med en smule ekstra.
For hvad er det egentlig, de siger?
Jo, de siger faktisk; at når Danmark giver mig uddannet arbejdskraft, infrastruktur, stabilitet og et stærkt samfund, så tager jeg gerne imod.
Men når regningen skal betales, så kigger jeg væk.
Det er ikke solidarisk.
Vi skal bekæmpe uligheden. Og ja, de allerrigeste skal også bidrage. Dét er vigtigt for tilliden til samfundet og fundamentet under et velfungerende arbejdsmarked, at velfærden ikke bliver ringere år for år for år.
Det er det, der gør, at man kan gå på arbejde med ro i maven.
At vores bedsteforældre og børn får pleje og omsorg.
At man kan få hjælp, når man bliver syg.
At vi har uddannelser i verdensklasse.
Vores svar er klart: Det er tid til et opgør med uligheden.
Kære kolleger! Kære kammerater.
I dag er jeres dag. Danmark er stadig verdens bedste land at være lønmodtager i.
Sådan skal det blive ved med at være. Også når den unge tømrerlærling Bror bliver gammel.
Når han en dag lægger hammeren fra sig, skal han ikke være nedslidt.
Han – og alle os andre – skal kunne se tilbage på et arbejdsliv med stolthed, værdighed og respekt!
Det er dét, vi kæmper for hver eneste dag.
Hav en fantastisk 1. maj, alle sammen.