Tak for ordet. I dag har vi jo det obligatoriske hundeslagsmål her i Folketingssalen, også kaldet afslutningsdebatten. Jeg er selv et hundemenneske, og man må jo sige, at hunden ligner sin herre. Det siger man i hvert fald. Jeg synes dog, at det vil være lidt unfair over for min hund, Ludvig, hvis han også skulle blive kaldt et blåt mågestel.
Man er dog ikke i tvivl om, hvem der er regeringens førerhund. Det er statsministeren. Selv om Lars Løkke Rasmussen kan en masse hundetricks ganske som en fræk mops, så har statsministeren både ham og den driftssikre hyrdehund Troels Lund Poulsen i et stramt hundehalsbånd. Og ellers har statsministeren jo hjælpere omkring sig, der både kan få hunde til at lægge sig og rulle sig, og det er ganske praktisk.
USA har fået en uregerlig alfahan. Det er en rigtig muskelhund, der godt kan lide at galpe, og han er ganske interesseret i grønlandske slædehunde. Han vil mere end bare snuse. Det fik først regeringen til at krybe sammen som en skødehund inde i hundehuset, men nu er regeringen kommet ud med halen højt, og det fortjener ros og anerkendelse. For i Det Konservative Folkeparti holder vi nemlig rigtig meget af rigsfællesskabet, og det vil vi gerne udvikle og forbedre.
I stort set hele mit liv har jeg haft snuden i sporet i det private erhvervsliv, skabt udvikling og arbejdspladser og hver måned udbetalt løn til gode kollegaer, og jeg må sige, at politik og den virkelige verden indimellem er lidt som hund og kat. En afslutningsdebat er derfor altid en god anledning, synes jeg, til at reflektere over, om vi arbejder på den bedste måde for folkestyret. For vi sidder ofte og forhandler politiske aftaler ud på natten, men jeg er endnu ikke stødt på beslutninger, der bliver bedre af at blive truffet med meget lidt søvn. Og jeg ved godt, hvor hunden ligger begravet, for hvis partierne kan nå at teste beslutningerne af på organisationer og på eksperter, så er der jo risiko for, at en forhandling bliver mere bøvlet for en minister, når virkeligheden kommer ind i regeringskennelen.
Derfor opstiller man en politisk agilitybane, hvor en ordfører bliver begravet i en stak papirer, som man med ultrakort svarfrist skal tage stilling til. For det, der jo startede med at være en flertalsregering, vil lukke aftalen lynhurtigt. Og det kan regeringen jo bare gøre. Den har, dog kun sammen med de nordatlantiske mandater, flertal til at gøre, hvad den vil.
I politik er det ofte processen, og hvordan det bliver taget ned i pressen og blandt kommentatorer, der ligesom er kødbenet; ikke, om det virker ude i virkeligheden. Er det sådan, vi vil arbejde? Og er det virkelig sådan, det skal være? Eller er det et hundeliv? Vi bestemmer det jo selv. Der skal bare ikke herske tvivl om, at jeg godt kunne tænke mig, at der kommer andre kiks i hundeskålen. For vi snakker og vi snakker, men er vi nået længere med den grønne omstilling på energiområdet, så vi kan slippe ud af Putins gasgreb? Nej, de fleste af regeringens store energiprojekter er kuldsejlet, men det er der ingen grund til at blive en våd hund af. Det er faktisk det sidste, vi har brug for.
Det Konservative Folkeparti har foreslået, at vi afskaffer forbuddet mod kernekraft, så vi kan løbe gang i udviklingen og forskningen. Regeringens bjæf er en analyse. Det er dog, det anerkender jeg, strategisk smart i forhold til at håndtere en bøvlet forespørgselsdebat, hvor de interne uenigheder i regeringen vil lyde som hylende, separationsangste hunde. Men hvad løser endnu en arbejdsgruppe? Man kunne også sige, at så går der tid med det, og vi kan snakke noget mere.
Det Konservative Folkeparti er det grønne parti i den blå lejr. Derfor har vi bl.a. lanceret hele tre udspil for at få gang i klimasikringen af Danmark, for det bliver hundedyrt, hvis vi lader være. Hundesvømning kan være sjovt, men vi skal altså ikke stå i vand til knæene i vores kældre. Derfor har vi kaldt det vores tørreste forslag nogen sinde, hvor vi bl.a. vil give kommunerne bedre mulighed for at klimasikre ved at undtage området fra det såkaldte anlægsloft.
Problematikken er desværre helt den samme med forsvaret. Der bliver snakket, og der bliver lavet aftaler, men faktum er, at vi jo ikke har fået produceret en eneste kugle i Danmark endnu. Helt ærligt, det skræmmer næppe krigshunden Putin. Statsministeren lancerede nye hundekunster tilbage i 2021, der skulle gøre det muligt at tage det danske statsborgerskab fra bandekriminelle. Nu skriver vi 2025, og nul har mistet deres statsborgerskab, men snak har der været meget af.
I Det Konservative Folkeparti foreslår vi, at vi tager et opgør med visse konventioner, så vi kan sende kriminelle udlændinge hjem. Og lad mig sige det ligeud: Lige så grønne vi er, lige så hårde er vi på rets- og udlændingepolitikken. Statsministeren bjæffer, at hun skam snakker med sine kolleger i EU om kriminelle udlændinge. Det har hun virkelig haft lang tid til. Noget, regeringen dog har præsteret, er flere administratorer. Nu er der over 100.000 administratorer i den offentlige sektor, men det tal skal bringes ned, siger regeringens regnehund, alt imens tallet bare stiger og stiger og der bliver snakket og snakket. Derfor har Det Konservative Folkeparti foreslået en bindende bureaukratimål. Og når der nu bliver snakket så meget, skulle man jo faktisk tro, at regeringen værnede om ytringsfriheden. Men nej, med koranloven er ytringsfriheden blevet indskrænket igen med det strategiske sigte at mildne islamiske bulldogs, der truer med at bide. Men bidske hunde bliver ikke mildere af, at man er bange for dem.
Hvis en privat virksomhed har en udfordring, tænker man ikke, at processen og pressedækningen er det vigtigste. Man tænker ikke i at udskyde ubehagelighederne og lægge en politisk hundehømhøm i en arbejdsgruppe, der så kan bruge flere år på at samle den op. Man tænker heller ikke, at de bedste beslutninger tages uden søvn om natten, nej, så handler man på baggrund af fakta for virksomhedens og de ansattes bedste. Men i politik kan man åbenbart blive fyret af sit eget parti, hvis man har sendt beskeder, når man er i løbetid, for så at komme ind i varmen igen, hvis regeringens flertal skal stabiliseres. Ellers kan det jo blive nogle dyre, måske hundedyre kødben, man skal betale for at blive siddende i ministerhundeslæden. Kunne man forestille sig, at man fyrede et medlem af direktionen i det private erhvervsliv for dernæst at invitere vedkommende med på alle direktionsmøder? Det tror jeg faktisk ikke, nej.
I den virkelige verden er der et fænomen, der hedder, at man skal tjene pengene, før man kan bruge dem. Det kunne jeg godt tænke mig man indførte på Christiansborg. Derfor har Det Konservative Folkeparti lanceret et ambitiøst vækstudspil, hvor vi letter byrderne, letter skatterne, så erhvervslivet for mere albuerum til at tjene penge hjem til vores velfærdssamfund. Vi har også brug for international arbejdskraft, men det skal være fra de lande, vi har rigtig gode erfaringer med, ikke det modsatte. Derfor er vi i dag kommet med et udspil, hvor vi strammer gevaldigt op i forhold til de såkaldte MENAPT-lande. Efter mange år i erhvervslivet kan jeg sige, at det er præcis det, der skal til.
I Det Konservative Folkeparti vil vi hellere samarbejde end at gø. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder, og derfor tager vi ansvar, også når aftaler at svære, men vi snapper, når der er behov for at værne om vores frihed og værne om vores retssikkerhed, og når der snakkes mere, end der handles. Og jeg tror desværre, at det er de færreste danskere, der gider at følge med i hundeslagsmål her hen over natten og senere også, men jeg håber, vi alle i vores stille sind vil vende hundekiksen og tænke over, hvorfor vi egentlig er her. Jeg er her, fordi jeg vil gøre Danmark rigt og grønt og trygt, og jeg glæder mig til debatten.