Er Danmark beredt?
Det er det vigtigste spørgsmål, jeg kan stille her i begyndelsen af en ny folketingssamling.
Jeg tænker ikke bare på vores soldater, vores våbenlagre og vores myndigheder. Jeg tænker på os danskere.
Det er nemlig dér, vores forsvar begynder. Inde i alle, der ved, hvad de selv har kært.
Derfor vil jeg her i dag tale om oprustning - særligt den, vi hver især står over for.
***
Truslerne, vi skal være klar til at møde, er alvorlige:
PET fortæller, at russerne forsøger at hyre uvidende danskere til at sabotere danske virksomheder. Her møder Putin os så at sige i hverdagen. Det er små ting, man kan blive bedt om: Billeder af lagerbygninger. Hvornår varerne ankommer. Om der er overvågningskameraer. Små ting – men de kan koste menneskeliv.
Forsvarets Efterretningstjenestes nye vurdering lyder, at Rusland i de kommende måneder eskalerer sin hybridkrig mod NATO og Vesten.
Og selvom FE anser det for usandsynligt, kan den ikke længere udelukke en invasion af en af vores allierede i NATO. Altså et land, som passer på os, og som forventer, at vi passer på dem. Derfor har vi også danske soldater i Letland. Vi kan blive involveret i egentlig krig - også uden at Danmark er direkte angrebet.
***
Det er den alliance, Putin prøver at ødelægge. Han håber, at vi vil se bort fra først et mindre angreb i et andet land. Og så endnu et. Og så et lidt større. Og så. For Rusland behøver ikke besejre hele NATO på én gang. Det er nok at så tvivl om, hvorvidt NATOs lande holder sammen. For hvis først vi lader ét medlemsland stå alene, så er alliancen ikke længere den musketér-ed, der beskytter os alle. Så er Putin brudt igennem Vestens værn.
Putin vil forsøge at udnytte vores svagheder, inden EU og NATO når at opruste mere. Han har travlt. Det gør ham mere risikovillig. Mere uforudsigelig. Farligere for os her i Vesten.
***
Er vi beredte i Danmark?
Vi har alle læst Rigsrevisionens beretning om sikkerheden på vores egne militære områder.
Vi har læst, at Forsvarets Efterretningstjeneste udløste en alarm, men at det, der hedder, bevogtningsstyrken ikke kom. Vagten antog, alarmen var udløst af en håndværker.
Og vi har læst, at uvedkommende kunne overhøre klassificerede samtaler, fordi et mødelokale ikke var lydisoleret godt nok.
Manglerne kan have væsentlige konsekvenser for Forsvaret. Præcis hvilke, er fortroligt.
Efterretningstjenesten gav sikkerheden den dårligst mulige vurdering. Og sikkerheden er samlet set forværret i perioden 2020-2024. Jeg gentager: Forværret.
Hvorfor er der ikke sket mere for at forhindre det?
***
Missiler, ammunition og soldater er én del af vores beredskab. En anden del kan man ikke købe på en finanslov. Den lever i os selv.
Her tænker jeg på beredskabet derhjemme. Maden, vandet, medicinen, batterierne. Og måske højskolesangbogen eller salmebogen.
Engang var en prepper én, der havde set for mange amerikanske katastrofefilm og havde et mistænkeligt stort lager sølvpapir. I dag er det en helt almindelig dansker, der følger myndighedernes anbefalinger. Og anbefalingerne er vist sparsomme, når det kommer til sølvpapir.
Men det vigtigste beredskab står ikke på en hylde i bryggerset. Det handler om, hvorvidt vi som folk er parate til at stå en hård tid igennem. Sammen. Om vi tør se virkeligheden i øjnene uden at lade frygten kue os.
I Danmark kan vi ikke lide at tale om det: Angreb. Krig. Frygt. Vi kvier os ved det. Måske fordi vi ved, hvor godt vi har det. Fordi vi mærker, hvad vi så brændende ønsker at passe på.
Det har været skrevet, at danskerne ikke vil kæmpe for Danmark. Men jeg nægter at reducere danskernes mod til et svar i en meningsmåling. Vi bliver aldrig for magelige til at forsvare dem, vi elsker, når først det gælder.
Når noget rammer os, kan vi danskere noget særligt. Vi organiserer os og tager ansvar. Vi møder på arbejde. Vi passer på dem, der ikke kan passe på sig selv. Vi holder om de utrygge. Vi synger sammen: ”Aldrig ræd for mørkets magt”.
For når friheden trues, husker vi, at friheden ikke er givet. Friheden kommer af, at vi beskytter hinanden.
***
Uden at sammenligne situationerne, for det hverken kan eller skal man, så er der perspektiver at hente i fortiden.
I en radiotale fra London - den 6. september 1942 - fortalte John Christmas Møller, at briterne havde fået en ny talemåde. Når folk blev for utålmodige på en restaurant, i bussen eller en butik, sagde man: ”You see, there is a war on” – ”Glem ikke, at der er krig”.
Pointen var ikke, at man skulle gå rundt og minde hinanden om at være bange for krigen. Men at krigens alvor må minde os om, hvem vi hører sammen med. Og at vi skal finde fælles fodslag.
Det betyder ikke, at vores politiske uenigheder her i Folketinget skal forsvinde. Vi skal fortsat diskutere de høje skatter, den utålelige normalisering af kokain, den grønne omstilling, folkeskolen, boligejernes retssikkerhed, kløften mellem tale og handling i udlændingepolitikken og den glade gris, der, som bekendt, smager bedst. For vores sikkerhedssituation må aldrig koste os vores demokrati. Så alt det skal fortsætte. Men det fortsætter i skyggen af en ny alvor.
***
Der skal være langt fra politisk uenighed til mistillid i et frit demokrati.
For et samfund, der ikke længere stoler på sig selv, er lettere at true. Det ved vores fjender. Derfor er dansk sammenhængskraft også dansk sikkerhedspolitik.
Jeg ser selv de russiske robotter på mine sociale medier. De bombarderer mig med talelinjer fra Kreml. ”Krigsliderlige kælling” - jeg beklager citatet - sådan var der én, der skrev til mig. Andre er mere raffinerede - og derfor farligere. Især når det ser ud, som om det er én længere nede ad vejen fra en selv, som skriver. Det er en målrettet manipulation.
Målet er ikke at få os til at elske Putin. Målet er at få os til at tvivle på os selv – og på vores nabo. På medierne. På demokratiet. På vores allierede.
De vil have os til at tro, at vi danskere er mere splittede, mere bange og mere alene og mere sårbare, end vi rent faktisk er.
For vi bliver svagere, hvis mistilliden - man truer os med - får lov at slå rod. De angreb skal vi være bevidste om. De angreb skal vi nu alle sammen lære at modstå.
***
Selvom vi her i Danmark også forholder os til krigen i Ukraine, kan vi gøre det med en afstand, som ikke er alle forundt.
Jeg kender til et ukrainsk par, der skulle giftes lige før krigen. Nu dør deres venner omkring dem. Eller vender tilbage med ødelagte kroppe eller sønderskudte sind. I deres hverdag ønsker de sig beskedent, at de dog bare kunne lægge det tøj fra sig, de går i om dagen og sover i om natten, fordi de konstant skal være beredte. Og fordi der er så koldt.
Jeg tror ikke på, at danskerne kan se så mange ukrainere lide og miste livet og så bare tænke: ”Det går nok. Det er jo langt herfra”. Og da slet ikke, når vores nabolande advarer om russiske drone- og missilangreb. Selvfølgelig er vi berørte. Også her.
***
For det er blevet alvor i andedammen.
Det er dér, vi står.
Og derfor spørger jeg igen: Er Danmark beredt?
Nej. Ikke godt nok. Ikke endnu. Vores forsvar og beredskab skal være stærkere. Det skal være en politisk hovedprioritet.
Men jeg tror på, at Danmark kan blive beredt. For det vigtigste har vi allerede.
I Danmark har vi stadig tillid til hinanden.
Vi har samhørighed gennem foreninger, virksomheder og lokalsamfund. Vi har allierede, og vi har lovet at passe på hinanden. Og vi har et land, vi elsker.
Det er sådan, vi ruster os indeni. Ikke ved at gå rundt og være bange. Men ved at vide, hvad vi vil bevare freden for: Vores frihed. Vores familier. Vores hjem. Vores Danmark.
Vi kæmper bedst, når vi kæmper for alt, hvad vi har kært.